mandag den 30. april 2012

Dagens overskrift:

Farvel til kridttavler
(Kilde: TV2's hjemmeside. Regioner/Tv2 OJ)

...........

.............  ... Er det bare mig eller KUNNE man overhovedet lige finde på noget andet at skrive der kan minde en tydeligere om at man selv er ved at transformeres om til et oltidslevn (nu her tæt på det skarpe hjørne som der rundes om et par somre)????

Hmf.

søndag den 29. april 2012

Til fladpanderne

Jeg kan jo godt falde i svime af begejstring over min søn når han - med glæden lysende ud af ansigtet og øjnene - giver sig hen til sine vuggende danse-moves i det øjeblik musikken spiller. Han knytter sine spinkel hænder, fægter med armene i takt til rytmetempoet, går let ned i knæene og vugger og svajer og nikker også gerne med hovedet mens han smiler lykkeligt til een.

Så sårbar han er. Og så særlig og speciel.

Og hvis jeg nogensinde hører nogen gøre grin med ham uden han lægger mærke til det..... så skal jeg venligt gå hen til de pågældende spottere og med ord forsøge at lyse deres plumrede hjerner op med information om hvordan Daniel er skruet sammen så de kan træde tilbage og unde ham det frirum som også han har krav på.

Hvis jeg så nogensinde oplever nogen gøre grin med ham og han opfatter den dumme opførsel..... så kan de pågældende goplehjerner godt begynde at øve sig på betegnelser som tandløs, kørestolsbruger og kronisk smertepatient - når de fremover hver især skal beskrive deres egen helbredsmæssige almentilstand.

Jeg mener det. Jeg elsker og værdsætter min dreng så højt for alt hvad han er og hvis nogle af denne verdens fladpander med vilje stiller sig i vejen for ham så går jeg hen og bider dem lige i struben.

Fortsat god søndag.







fredag den 27. april 2012

Fredagens de fem Fabelhafte


1: Jord, blomster, krukker, vand

2: Jord, blomster, krukker, vand og børn der deltager

3: Frikadeller (på så mange måder en totalløsning at man lige må snøfte)

4: Bøger der kræver overnaturlige kræfter at lægge fra sig inden man er done

5: Børn der nynner for sig selv


torsdag den 26. april 2012

Torsdagsundren...

Ja jeg undrer mig jo kun om torsdagen (som om...). Og denne torsdag skal det handle om...

Ole Henriksen!! (creme-Ole I ved). For min mor har jo ret (hvorfor skal hun altid tænke forud for mig? Pissehamrende irriterende altså. Det er jo MIG der er den rigtige mor med smårollinger og pligter og dermed er det også mig der har svar på ALTING):

Manden må være på stoffer.

Hvordan kan man ellers synes alt er fantastisk? The whole crap simpelthen. Jeg vil vædde med at han også synes det er fantastisk at sætte ny toiletpapirrulle på holderen (selvom det har han sgu nok folk til henne i Hollywood). At klø sig i armhulen. At tage strømper på. At gå over vejen. At få hikke. At spotte en måge. Fantastisk fantastisk fantastisk fantastisk fantastisk fantastisk.

Skide pisse irriterende lille glade stodder.

onsdag den 25. april 2012

Kernesund familie

Dagens mission impossible:

At finde på en fremragende og nærende (og NY) ret til aftensmad når

-Ovnen ikke virker

-Den mindste kun spiser kartofler (og ærter hvis hun skal være lidt large)

-Den 38-årige nægter at spise mere pasta denne måned

- Den ældste kun vil have brød. Nåh ja og remoulade

- Der ikke kan hives mere tema ud af kylling

- Mormor også skal imponeres (som kommer og passer os - hvad? mens C er til møde i langtbortistan)

- Der ikke må indgå brug af el-pisker (den ældste kravler op i nakken på nærmeste person i stiv rædsel)

- Det hele max. må tage 10 minutter at lave (det er den tid mindsten og ældsten kan være sammen før de synes det må være tid at slå hinanden i hovedet med en gravko)

Åh al den stillingtagen










mandag den 23. april 2012

Dagens overskrift og skide effektive mig og mine perfekte børn


Bevægelse er sundere end slankekur
(Kilde: DR's hjemmeside)

Hvorfor kommer det ikke bag på mig?

Nå. Men ellers skal jeg da love for at der blev gjort rent og gjort ved og flyttet rundt i huset denne mandag formiddag, efter at rollingerne var hældt over i den kommunale for en stund.

Er du sindssyg jeg var effektiv og aktiv. Så aktiv at jeg tilmed nåede at strege "afmelde nyhedsmails fra diverse babyudstyrs-hjemmesider" på den indre "hvornår-får-jeg-nogensinde-gjort-de-her-ting???!!"-liste.   ..... - Det er iøvrigt dén liste hvor der også står "Sætte gamle billeder i mapper", "Tage førstehjælpskursus", "Oprette pensionsopsparing", "Male en bogreol", "Få styr på indhold i nogle skuffer" og "Dyrke 5 slags krydderurter i vindueskarm og/eller på terrassen". Tunge sager, I know. Derfor siger det også meget om hvor vanvittig flidsom jeg var denne formiddag, at jeg faktisk nåede at luge ud i en af opgaverne.

Eftermiddagen (hos ungernes farmor og farfar) gik stort set med at den 2,5-årige sad i en gynge og var kæk og således havde jeg frie hænder til at træne den store med at kravle op i ting. En af de eftermiddage hvor man næsten kan komme til at synes det er piece of cake at være mor til de her to små vidunderunger...





søndag den 22. april 2012

Ting der får mig i freeze

Kan ikke rigtig hoste op med noget overordnet tema at vælte nogle ord ned i her på bloggen idag - eller det kunne jeg måske nok men der er ikke nok kød på noget af det til at kunne vælte noget ned i det, endsige hive noget ud af det så skal jeg ikke bare tone rent flag og sige at her kommer istedet

10 Ting og Situationer der ALTID får mig til at gå i instant FREEZE og håbe på nogen kommer og ta'r det væk igen inden jeg begynder at opføre mig sært og upassende:

1: Al snak om pensionsopsparing

2: Når jeg ved en fejl får tunet ind på klassisk på bilradioen

3: Idé-nyt (the whole f##''ing magazine)

4: Når strengen knækker på ostehøvlen (derfor har vi ikk en men hele TRE bestrengede ostehøvle. Hallo!)

5: Løse CD-skiver lagt ovenpå musikanlæg

6: Udsigten til en skemalagt dag

7: Det mindste tørre host eller snottesnøft fra en af rollingerne (for man kan ikke gøre en SKID alligevel!! Kun vente og sympatihoste og tørre snot!)

8: Alle tanker om Min Jobmæssige Fremtid (som for 80% er bestemt af ældstebarnets udvikling, 15% af kommunen og de resterende 5% af mig selv, sådan i grove træk og som jeg nu ser på det)

9: Når mit blik falder på vores garderobe-indretning oppe på kvisten

10: Alle billeder af Kronprinsesse Mary (skrid med at se så perfekt ud)










lørdag den 21. april 2012

Veeeeeeeeeeeent nu lidt! (For ##¤%&*!!)

Det har været en af de dage hvor jeg hele tiden har været lige i udkanten af en kop kaffe uden at være i stand til at nå helt hen til hanken på koppen for alle de hænder der har hevet mig i buksebenet og nu er det for sent.

Det har været en af de dage hvor man fra det sekund man stikker den ene fod ud af sengen bare suges ind i en malstrøm af gøremål man ikke kan nå at gennemtænke først fordi at så knalder nogen helt ud eller noget går op i limningen fordi man har tilladt sig et albuerum og en halv vejrtrækning.

Det har været en af de dage hvor jeg ikke har nået at se til højre før jeg blev hevet til venstre. Hvor jeg ikke har fundet en skid før nye bunker lagde sig ovenpå og hvor jeg ikke har siddet ned før jeg skulle rejse mig op.

.....Til sidst rendte jeg heldigvis ind i sengetid.



fredag den 20. april 2012

Fem fede (host)

Fredagens fem fedeheder:

1: Drengen (der sover til middag) har ikke hostet i 10 minutter (aaarrrh kan den gå an? Så skidt)

2: Drengen (der stadig sover uden at hoste) har indtil nu kun hostet i halvanden måned.  Fedt - det går nok over indenfor en uge så.

3: At blive enig med sig selv om at punkt 2 her ovenfor også lige kan slæbe an.

4: Der var ikke noget penicillinkrævende ved dette 5. lægebesøg (indenfor ca. halvanden måned) med hostedrengen.

5: De lover over 10 graders varme i nærmere fremtid. 

5 og en halv: Dreng sover stadig uden at hoste.

torsdag den 19. april 2012

Dagens undren...

Undrer mig Kraft....'dme over hvad der fik mig til at holde ind ved ung mor (ca. min alder jo) til en omgang karf på vej hjem fra indkøb af lyserødt plastichelvede med skabs- og spiseplads og indbygget badekar. Altsammen til yndlingsdukkens tøj&ting og så kan vi andre i huset vel få den ene sofa tilbage at sidde i... Drengen skulle jo så også have noget. Har længe gået og kredset om bærbar cd-afspiller med antichok og anden parathed til små børns håndtering af elektronik.... Den røg så også med hjem.

Ja svært glad var jeg for endelig at have kastet mig ud i vilde indkøb fornuftige investeringer mine unger vil få usigelig glæde af i lang tid fremover og så var det jeg holdt ind hos denne småbørnsmor.

Som kunne lægge ud med at vise mig det for yndigste lige-i-skabet stykke stof med ugleprint i lækre farver hun skulle til at sy gardiner af til hendes den 2,5-åriges legehus. Og en altankasse for helvede da ovenikøbet hun skulle montere og lur mig om ikke også der skal små stedmoderblomster i.

Så gider jeg bare ikke være med mere. Prøv og høre her. Jeg har lige hjembragt for en million kr. plastic og så skal jeg stikkes sådan en gang mor-krea lige i smasken????


Og sådan er hun all around. Jeg går stærkt ud fra hun godt ved dette er skrevet i ren beundring for jeg holder ganske meget af hende og elsker at høre om hendes gøremål.

Meeen for helve.

onsdag den 18. april 2012

Så blev det endelig noget 100% vrøvl...

Dagens Dybe Betragtning:
- Eller: As Deep as It Gets Today...

Når man er sin egen daglige leder så må både den overordnede (that would be me) og medarbejderen (that would så also be me) bare acceptere at det somme tider godt kan tage en halv dag at nå til enighed om hvad der er vigtigst at gå igang med. Især de dage hvor ens primære arbejdsfunktion befinder sig et andet sted for en stund og man allerede har overstået alt lavpraktisk i gesjæften og derfor må finde på andet at kaste sig over og det bare vælter rundt med "andet"....


Mor goes (stadig) frihånds... del 3

Jamen se nu dér. Skal jeg snart åbne en papirs-klips-butik m. homemade stuff? Det tror jeg nok! Er du sindssyg mor rykker på selvlært-fronten.

Feinschmecker-kenderen vil straks bemærke man har brugt mønstersaks til oversize-regnorm.


tirsdag den 17. april 2012

Mor goes frihånds, del 2

Det her er hvad der kommer ud af at have læst monster-medrivende bog til kl. Larmende Lort i nat aftes



Fik jeg sagt at drengen jeg har hjemme idag for længst er skredet fra hobby-hulen (og er gået igang med at tørre af! Det er ik engang løgn....) da billedet bliver taget?

mandag den 16. april 2012

Dagens overskrift:

Sådan undgår du indsamlingssvindel
(Kilde: TV2's hjemmeside)

1: - Brug din sunde fornuft og dømmekraft

Ja. Men begge funktioner er jo ude af drift hos dem der lader sig narre....

2: - Hvis du er i tvivl om hvem eller hvad dit bidrag går til, så lad pengene hvile indtil du er mere sikker i din sag

Ja.... undskyld hvis jeg lige glemte at nævne i min kommentar til punkt 1 at dem der lader sig narre måske ikke er skide meget fortrolige med skarp kritisk sans.

3: - Stil spørgsmål og bed om at se en hjemmesideadresse

Fint nok. Så siger vi at jeg er en der let lader sig narre: Skal jeg stille spørgsmål? Okay. Hvad hedder du? Nå. Har du en hjemmeside? Orv. Det har jeg ikke. Men jeg har en tyver. Her.

For pokker. Stil dog skarpt på hvem der typisk ryger i fælden og opret et kursus. Vi andre (som selv kan føre skeen op til munden) kan så blive fri for at føle os som dumme får der skal have verden fortalt af De Store Medier.

lørdag den 14. april 2012

Det er langsomt men sikkert ved at gå op for mig

at jeg snart bliver nødt til at pille ved teksten i den lyserøde sætning lige under titlen her ovenover. Som i slette den helt, glemme alt om den har eksisteret og starte forfra.

Fordi. At. Hvis. der er noget der farrktisk godt kan bringe mig allerhelvedes meget en lille bitte smule ud af fatning og næsten også ryste mig lidt så er det Alle Sociale Situationer Hvor Jeg Ikke Kan (eller må...) Fortælle Mindsten Hvad Hun Skal Gøre. Og dem situationer kommer der flere og flere af. Kan jeg godt se.

Med ældsten er det lidt anderledes pga. han er for det meste ret tilfreds og tillidsfuld ved det hele og favner os alle sammen og det uanset hvad vi og resten af den rablende verden foretager os omkring ham (når bare der ikke er boremaskiner og/eller små insekter i sigte).

Med yngsten er det sådan at hun så let kan blive såret jo. Eller komme til at føle sig udenfor jo. Eller blive til grin. Eller til overs. Eller overset. Eller alt sammen på en gang. Når jeg vender ryggen til. Eller bare når jeg forventes at blande mig udenom (oh skræk i livet).

Idag var vi til bold henne på byens stadion. Altså for sammen med andre af byens agtværdige borgere at overvære de lokale helte tryne fjenden. Og der var det jeg lidt for mange gange registrerede en ikkeinviteret klump i halsen af bar skræk/beskyttertrang/magtesløshed/psyko-omklamring/omsorg/ømhed/rædsel fx. når ungen (for allerhævled bare) blev inviteret på en vingummi af nogle andre søde men'sker 3 meter fra hvor vi stod/sad. For tænk nu hvis mit barn ikke kunne håndtere denne øvelse udi socialisering jo! Og jeg ikke kunne hjælpe jo! Fordi jeg sad 3 meter bagude i den anden retning jo!

Den er gal, ikke? Prøv lige at se hvor det bærer hen når 1. skoledag oprinder.... Tør næsten ikke tænke derhen til.  Jamen jeg bliver ført væk fra skolens område af 3 fra hjemmeværnet hvis ikke jeg lige omgående (der blev sagt NU) begynder på at pakke min blævrende mor-flæbethed grundigt sammen og strammer ind og retter op og holder gode miner!!!

......Men hvor skal jeg ærlig talt pakke al mor-blæverheden hen? Den forsvinder jo ikke. Jeg er stadig åh så såååhhhrrbar på ungens vegne jo. Selvom jeg holder gode miner på 1. skoledag. Nå. Må vel bare vænne mig til at græde mor-snot efter børnesengetid. Fx. samtidig med genudsendelser af Sporløs. Så tror C jeg flæber over "dansk/peruviansk mor-barn genforening" og ikke over "eget barn skal nu  klare sig uden mor i fæl folkeskole". God plan Dorte.

Godnat.

fredag den 13. april 2012

Selvom det strider imod

al sort frustration over hvidt hår i hoved (læs 2-3 forrige indlæg) skal gesjæften jo passes.

...Så her kommer (med lodder og trisser og megen modvilje):


FREDAGENS FEM FEDE-HEDER:

1: At sy hank fast igen på den 2,5-åriges lille lyserøde taske hun har sine juveler i (plasticsmykker fra fakta kan bare noget åbenbart...) og dermed føle sig som den mest inkarnerede "mor-der-fikser-alting"-person (desværre ikke at forveksle med "kæreste-der-fikser-alting"-person for C må stadig leve med at jeg stirrer tomt og tavst på ham de 2 gange om året han lige beder mig om at lægge et par bukser op....)

2: At finde en dynevest der rent faktisk kan lynes om den 2,5-åriges mavse (hvad sker der for samtlige småbørnsvest-designere? "Kom vi laver en dejlig fleecetrøje i de rigtige mål men veste skal se ud som om der kun kan være en 2-dimensionel børnepap-mannequin-dukke indeni")

3: At falde over en sang på radioen der ikke er blevet spillet i løbet af de seneste 3 timer (og så er det næsten ligemeget at det er Rick Astley der tyktflyder ud af højttalerne)

4: At finde ud af at der er 1/8 kop kaffe tilbage på kanden selvom man troede den var 1/1 tom.

5: At det faktisk er lykkedes for størstedrengen at bevare koncentration, forståelse og motivation i hele 20 minutter til hans allerførste rigtige session hos talepædagog henne i den kommunale. Moren (mig) og Hofdamen (Daniels støttepædagog, red.) urstyrligt stolte og rørte.

HAPPY WEEKEND TIL ALLE JER DER ER DUS MED JERES HÅRFARVE(R) OG  MIN GRÆNSELØSE SYMPATI MED JER ANDRE!!

torsdag den 12. april 2012

Undredag, jo.

Nå. Jeg skal vel stadig undre mig over noget engang imellem på trods af gået-i-sort-hed.

Så undrer jeg mig over hvordan i hele universet Rasmus Seebach kunne komme afsted med at blive slyngven med Lionel Ritchie - og tilmed presse en duet ud af forholdet??!!

- Må være Seebach Senior der skabte kontakten i sin tid. Han og Ritchie var vel begge medlemmer af Verdensorganisationen "Curly Hair & Moustache, Baby " i starten af firserne.

Ja. Så skrider jeg atter hen i sorthed...........

onsdag den 11. april 2012

Stadig i sort

Og nu vi er ved det med forfald. Så skal jeg lige vænne mig til at:

- Ansigtet ligesom skal bruge tid (nærmere bestemt ca. halvanden time) på at folde sig ud om morgenen. Som om man har ligget vacuumpakket hele natten.??!!

- Fødderne ligesom er "vegeteret" et skonummer op (som om str. 40 ikke var store plader nok)

- Bruge gelænder ved opadbakke (og stoppe midtvejs for at se over skulder om nogle unge gerne vil forbi)

- Passe på gamle porøse knæ henne på lunterunden

- Se ud som bedstemoren i 'Allo 'Allo når nattesøvnen ikke kommer op over de 6 timer i streg

- Blive kaldt "gamle mor" af den 2,5-årige (og hvem har sagt hun må dét?!!)

Skumle


mandag den 9. april 2012

Ingen Dagens Overskrift

for Kaffekværneren er gået i sort og her er hvorfor:

(samtale med C igår aftes foran TV)

Mig: (siger ikke noget men stirrer bare forstenet hen på telly)

C: Er du dårlig?

Mig: Nej (stirrer fortsat)

C: Sur?

Mig: Nej nej (bare stirrer)


.....


C: Hvad er du så?

Mig: (gnaven stemme) JAMENJEGHARBARENEDTUROVERMITFØRSTEGRÅHÅRIHOVEDET!

C: HAHAHA!

(- næ nej der deles sandelig ikke medlidenhed ud til højre og venstre her i knaldhytten.)

Mig: (gnaven OG fortørnet stemme) OG SÅ VAR DET IKKE ENGANG GRÅT! DET VAR HVIDT! HVAD FANDEN ER MENINGEN? KUNNE DET SES MERE TYDELIGT MIDT I MØRKEBRUNT GARN?

C: HAHAHA!

Mig: Imorgen får jeg nok leverpletter.

C: (med begejstret stemme) Jahaaaer skat - og lugter af gammel cerut.

Mig: Og i overmorgen vågner jeg op med løse tænder der falder ud. SUK.


...gammel cerut? Nå ligemeget. Jeg går ihvertfald i sort med omgående virkning.




lørdag den 7. april 2012

Pris på plastic

Undskyld en gang. Men nu har familien Småbørn været i Legoland. Og der er fantastisk for en 2,5-årig og en på ca. samme alder i en 5-årigs krop (og for en 38-årig med direct genvej til barnesind und alles...).

MEN (for et men må der være. Man er vel en skeptisk voksen med kaffeånde midt i det hele):

Hvad sker der for deres priser henne i Lego-shoppen når man er kommet ind? Femhundrede stive kronesedler for en æske med 19 plasticduploklodser i, der kan blive til 3 cars-biler eller noget i den stil. Sig mig har de ikke opfundet serieproduktion og low-cost i løbet af de 800 år brandet har eksisteret? Og hvad med lidt credit til kunderne efter de har betalt 5000,- for at komme ind til alt eventyr-halløjet?

Kan godt forstå der er rent og pænt. For de må da mindst have råd til at hyre en trillion studerende til at feje og samle op.


tirsdag den 3. april 2012

Bortset fra det:

Der vil være ret braklagt her på blogge-loggen de næste dage (fra og med i forgårs, sådan omtrent...) pga. påsketravlhed i familieland. Hej så længe.................

Dagens overskrift:


Nullermænd kan skade dit ufødte barn
(Kilde: TV2's hjemmeside)

Ja. Man ved ikke om man skal le eller lade vær'. Men ihvertfald siger jeg godt det ikke er mig der skal forsøge at undgå alle de farlige ting som gravid Nu Om Dage.

søndag den 1. april 2012

Baby-kig

Vi har beundret ny lille baby-fætter idag, børnene og jeg (C var ikke med. Han holdt herre-fødselsdagstamtam. Sild og øl fra morgenstunden. Tror du lige jeg gik sporenstregs under jorden andetsteds m. Rollingerne? Og dét med det vuns!...).

En bedårende 12 dage gammel starut, en mild og tilfreds amme-mor og en pavestolt storesøster på 5 år.

Siger rimeligt meget om søskendeforskellighed hvordan mine to unger reagerede da de blev konfronteret med så lille bitte et væsen:

Pigen på toethalvt: Baby lille - tjek. Baby sød - tjek. Og nu må jeg videre med dagens tosserier - tjek.

Drengen på 5 år (som vel at mærke befinder sig i 2-3årsalderen hvad meget af hans omverdensbevidsthed angår): Tusser hen og sætter sig på sofakant ved siden af faster der holder babyen. Sidder og kigger finurligt lige ud i luften og beslutter sig for om han godt kan lide at sidde der. Føler sig egentlig ganske ok tilpas (sidder jo for faen også ved siden af sit yndlingsmenneske (hans faster kan ingen overgå...)! Drejer hovedet til siden og kigger uudgrundeligt på lille baby (mens hans hjerne arbejder med næste skridt - no doubt). Rækker langt om længe sin pegefinger frem og aer babyens hoved lige så forsigtigt og blødt (og ganske uopfordret) med fingerspidsen. Kigger derefter op på faster for at høste B&B (Bifald & Bekræftelse).

Ret sjovt at iagttage.