Follow by Email

fredag den 31. august 2012

Åh nej.... Nejnejnejnej....

Den 3-årige starter i børnehave på mandag. Cool nok og hold da KÆFT hvor hun trænger til noget modspil fra nogle jævnaldrende (need I say more?...).

MEN

Nu begynder det vel. Ikke?

"Mathilde har sådan en og Frederikke har OGSÅ sådan en og alle de andre har sådan en og sådan en og sådan en og sådan noget. Det vil jeg også have!"

"Frederiks mor er sej. Hvorfor er du ikke sej mor?"

Og endnu værre:

"Hjemme hos Rudolf har de sådan en og sådan en og sådan en. Vi bor kedeligt!"

Og VÆRST:

"Alma har sit eget værelse. DETVILJEGOGSÅHAAAAA!!!!!!!!!!..."


.....

Er der mon nogen der vil løfte en finger hvis jeg sender hende afsted med bind for øjnene og propper i ørerne?



onsdag den 29. august 2012

Jeg skulle bare lige...

...ind og snuse lidt rundt i nogle netbutikker efter en gave til drengen nu hvor pigen snart fylder år (forvirrede? Nej I har sikkert fattet at vi er nogle af de svage & eftergivende forældre, der ikke kan finde ud af at fortælle den der ikke har fødselsdag at der kun falder gaver af til den der HAR fødselsdag).

Bare en lille bitte ting. Til en tyver. Eller 50 kr. hvis det ikke er på tilbud (....kan I også godt fornemme de gode intentioner kuldsejle om lidt?).

Så vælger skæbnen at lade mig falde over www.abcleg.dk (- elsker skæbnen. Man fraskrives ethvert ansvar for egne tossede handlinger).

Jeg rystes. Over at jeg aldrig før er stødt på denne syndflod af begavet legetøj rettet mest/meget/især mod børn med særlige behov/forsinket udvikling!!!!

Jeg ved ikke hvad jeg mere skal sige.... kun at de - as we speak - må være gået igang med at kalde ekstra mandskab ind i butikken for at klargøre min ordre.






mandag den 27. august 2012

Om min søn

(- Som naturligvis også er C's søn men nu handler det her om mine oplevelser, min opfattelse og mit forhold til drengen):

Jeg lovede i gårsdagens indlæg at der idag, efter indsamling af husets madrester (jeg tør ikke længere sige udsmidning - se nyt tilkommet læsemedlem i bloggens øverste venstre hjørne, uha-uha), ville dukke en oooordentlig røvfuld ord op om mit ældstebarns udvikling og here we go:

Da Daniel var omkring et halvt år gammel fik han nogle krampeanfald - en 4-5 gange henover en 3-fire dage. Vi blev introducerede for børneafdelingen på Næstved Sygehus. Det var ikke feberkramper men lignede dem i varighed og udtryk. Daniel blev undersøgt på alle leder og kom på anti-epilepsimedicin henover de næste ca. 7 mdr. - Ikke at man fandt noget der lignede epilepsi i hans hjerne men bare for at forebygge flere anfald det kommende stykke tid.

Det var endnu ikke gået op for os at vi havde en dreng med særlige behov. Det har man ikke på det tidspunkt. Han havde so far fulgt de normale udviklingstrin og var glad og mild. Vi var mest bare rundt på gulvet og 2 store spørgsmålstegn.

Henover det næste halvanden års tid måtte vi imidlertid sande at vores dreng havde motoriske vanskeligheder (også i den grad): Han havde meget meget lav muskelspænding og meget bløde led i hele kroppen og han var ikke endnu kommet igang med det normale babysprog.

Vi havde fysioterapeuter og ergoterapeuter på ham og efter lidt roden rundt med C's og min arbejdssituation (jeg var for mit vedkommende godt på vej ned med flaget og kunne slet ikke overskue noget på min arbejdsplads efter tilbagevenden fra barsel) endte vi op med at jeg fik lov at gå hjemme på fuld TAF (Tabt Arbejdsfortjeneste - betalt af kommunen) og kunne koncentrere mig 100% om træning af og omsorg for min dreng.

Det var eddermanme opadbakke kan jeg roligt sige. Der kunne gå formiddage med bare at lokke og opmuntre Daniel til at prøve at række ud efter en ting på gulvet, halve og hele måneder gik med at få ham til at ligge på maven og selv prøve at få vendt sig om på siden (vi taler om perioden fra han er ca. 10 mdr. gammel og frem til han bliver omkring 2 et halvt år) og i den dur. Det var en meget meget vigtig tid for Daniel. Han skulle igang med at bruge den krop jo for fanden! Jeg var ræd for at han ellers ville ende som svækling der ikke kunne nogen ting, ikke havde lyst til at prøve og ikke ville komme til at forstå en skid (ja undskyld mit sprogbrug - men tro mig det var så hårdt. Især for psyken hos moren).

Så var der hans manglende sprog og min dertil hørende frustration over hvor meget eller lidt han forstod af det jeg sagde til ham? Jo-jo han kunne da meddele sig. Lidt. Med lyde. og han opererede stort set kun med de samme to tre lyde. For det var hvad han kunne mestre at få sat sammen inde i sin mund hvor man skal tænke på han OGSÅ havde muskelsvaghed. Vi var inde og vende omkring noget tegn-til-tale (man kan - helt fascinerende -få normale babybørn til at bruge tegnsprog før de kan sige ord man kan forstå). Men den største hurdle med at træne Daniel var faktisk at få hans opmærksomhed og fokus og HOLDE det. Han var ikke væk inde i sit hovede, men han blev på et splitsekund afledt i sin opmærksomhed og lod sig fange ind (og fortabe sig) i andre ting omkring ham hele tiden.

Og så var der undersøgelser. Blodprøver (en masse... - tør jeg sige ad libitum?) og andre festlige tiltag og Daniel var bange for det ALT sammen. Han blev hurtigt så utryg. Fordi han var svag i sin krop. Fordi han ikke kunne følge med. Fordi han ikke kunne forstå ret mange sammenhænge.

Og han blev syg henover perioder på 10-15 dage af gangen - små og større virusinfektioner kunne få hans krop til at lukke helt ned og han lå på børneafdelingen og fik drop og kunne slet ikke rumme at blive talt til eller mærke trøstende hænder. Han affejede os og vendte sig væk.

Så blev jeg gravid midt i det hele (delvist planlagt men ikke at der skulle være bingo SÅ hurtigt. Men det er Lærke i en nøddeskal. Hun kom da lige tromlende på det tidspunkt der passede HENDE)...

.....Kæft det bliver langt det her. Sådan er det når man skriver om det der optog og stadig optager en aller-allermest, hvor ens hjerte og sjæl (og sind og alt det pis) er dybt dybt involveret og hvor man har grædt og bævet og kæmpet.en.lang.sej.kamp og hvor man elsker, elsker, elsker og vil gøre A.L.T og man er bange hele tiden og usikker fordi man ikke tror man kan stå distancen, ikke kan slå til, ikke gør noget godt nok og ikke er en skid værd som mor. ....Det sidste er jeg blevet bedre til at vende lidt om idag. Til at jeg sgu da indimellem og oftere og oftere er noget værd som mor. Kan sgu da se på min søn at jeg har en plads i hans liv og bevidsthed. Men ikke i den periode vi snakker om her.

Nå videre: Lærke gjorde sin entré midt i det hele. Det var godt. Det var så godt. Hun blev på en måde vores - og Daniels - trækdyr. Hun trak os fandme i land. Ret godt gået af en baby (og senere tumling), not? Hvar? Overbebyrde hende med ansvar? Ha. Hahahahahahaha. I kender ikke Lærke. Hun lader sig fandme ikke overbebyrde med noget somhelst. Hun tager skeen i egen hånd og fortæller os hvor skabet skal stå (og nogle gange har hun ret. Dumme unge).

14 dage efter Lærkes fødsel (eller var det 14 dage før? Er du rund, der er rendt meget vand i åen siden alligevel...) sker endnu et vendepunkt for den lille familie. Daniel starter i vuggestue. I nogle timer om dagen. Med støttepædagog. Det var godt. Det var så godt. Hun blev på en måde vores - og Daniels - superredning. Herfra: Optur. Mest. Støtten, jeg, fysioterapeut og ergoterapeut i tæt samarbejde om nogle konkrete mål: Vi får da indenfor det næste halve år lige Daniel til at lære at rejse sig op at stå. Ved noget. Skal vi aftale det? Det blev aftalen. Og det lykkedes sgu.

Nå jeg speeder lige lidt op: Daniel begynder at trives, han er snart 3 år og siger stadig ingen ord, men han iagttager interesseret de andre børn, har fin (øjen- og lyd- og fagte-)kontakt med de voksne på stuen og herhjemme begynder der at være lys også. Især fordi Daniel kort inden vuggestueopstart for første gang lykkedes med at flytte sig lidt. Via numse og hænder i siddende stilling. Henover gulvet.

Speed nu op Dorte for fanden, tror du folk har hele dagen!!

Okay: Daniels udvikling var for alvor gået igang nu. En positiv snebold der rullede og gjorde Daniel stærkere, han fik mere lyst til at udforske, han bevægede sig mere, åbnede sig mere op, moren slappede næsten en bitte smule af i samværet med sin dreng, drengen opsnappede straks morens afslappethed og pludselig pjattede og grinede han meget mere, moren var så glad så glad så glad ved at Daniel nu var den første smule selvhjulpen (numsede sig jo afsted for fanden! SE! Hvad han kan!) og gu' lykkedes det ham en dag at komme op at stå ved at holde fast i noget og pludselig ævlede lillesøsteren jo ord og en dag jeg stod og samlede et legetelt inde i stuen og Daniel, nu knapt 4 år, stod (ja, stod) bagved og støttede sig til spisebordet, lød det fra ham: 'A deeeet?


Og resten er jo så egtl. historie. Og jeg har idag en glad, sjov og aktiv dreng, der går i alm. børnehave - stadig med den samme støttepædagog. Han skal stadig have meget hjælp og mange forklaringer og gentagelser for at forstå nogle (for os andre) ret enkle sammenhænge, men det er blevet nemmere at hjemmetræne ham. For han forstår sørme så meget mere nu end før og han kan selv meddele sig! Så forlanger jeg ikke en skid mere af livet.

....Eller. Det skulle da lige være at lillesøsteren en dag lærte at man ikke kan få alting hele tiden.

Kærlig hilsen en mor der elsker.
As simple as that.




søndag den 26. august 2012

Psst - skal jeg røbe en hemmelighed?

Den debat der efterhånden er godt kørende omkring danskens daglige madspild ikke?

Al den snak - og bøger der er skrevet om emnet (noget med fx. at fiske de kartoffelskræller op igen, man lige har smidt ud, og putte dem i ovnen sammen med den sidste slat youghurt man normalt ikke kan få ud af kartonen og vupti har man en god nærende gang husmandskost - og invitér gerne vennerne over og smage for det er jo trendy OG politisk korrekt gastronomi det hér og ikke gamle rester!) ikke også?

- Hele det debatshow er sat igang ene og alene pga. den enorme mængde fødevarer der fosser ufortærede ud, væk og ned i skraldespanden her på adressen.

Så ved I det.

...

Jamen hvor skal jeg da næsten starte? Tag nu f.eks. en gennemsnitsmorgen hvor jeg er alene med ungerne (fordi C har morgenvagt og er skredet kl. 5-halvseks eller sådan noget...):

Mig til den 3-årige: Skal jeg lige smøre en chokolademad? (Ja jeg siger chokolademad)

Den 3-årige (inde fra sofaen, ja jeg siger inde fra sofaen): Mmmmm (som i "ja gerne")

Mig: (Smøresmøresmøre): Her! Værsgo' snutte. Mor henter lige et glas mælk i køkkenet.

Mig igen, nu til den 5 et halvt-årige: Skal du også have chokolademad skat?

Den 5-ethalvt-årige: JAAAAAAAAAAAAAAAAAAAH! JA! Jaaahhh, mig gerne ha'!

Mig: (Smøresmøresmøre): Her! Værsgo' mors dengse. Mor henter lige et glas mælk til (ved godt jeg bare kunne have hentet TO glas på en gang for helve', men sceneriet udspiller sig før min 2. kop kaffe så forlang ikke super brightness fra tagetagen på den 39-årige okay?) .

Der går nu et minuts tid.

....

Så kommer den 3-årige: Mig gerne ha' vingummier!

Mig: Nul putte.

Den 3-årige: Mig gerne HA' vingummier!!!

Mig: Det spiser man ikke til morgenmad og har du spist den mad jeg smurte?

Den 3-årige: Mmmm (som i "nej men jeg lader lige som om")...

Mig (ind i stuen og observere manglende chokoladepålæg (= pillet af og proppet i munden) og der er spist en tiny lille musebid af brødet): Lærke spis lige din mad.

Den 3-årige: Nej.

Mig: Jo.

Den 3-årige: Ne-EJ! GIDER ik'!

Mig: Hvad vil du så ha'? (ja det sagde jeg. Har stadig ikke nået 2. kop sort Brightness)

Den 3-årige: GULDKORN!

Den 5 et halvt årige, som er nået næsten halvt gennem SIN mad og som nu slipper den, rejser sig op og udbryder: JAAAAAAAAAAH oss mig!

Mig: (suk) Så kom med ud i køkkenet begge to.

Ude i køkkenet:

Mig til den 5 et halvt årige: Daniel vil du ikke hellere have ymer med sukker? (ja jeg sagde sukker - der kommer dog også havregryn i....) Du plejer da ikke at ville have guldkorn.

Den 5 et halvt årige: YMMMMER! JAAAAAAAAAH, mig gerne ha'! Oss suss (=sukker) på!

Mig: Ja. Og havregryn.

Hælde op, drysse sukker på, blande havregryn i - værsgo' til den store.

Hælde op, hælde mælk på - værsgo' til den lille.

Der går 15 sek.

Den 5 et halvt-årige: TAK FOR MAAAADDD!
Den 3-årige: Gider ik' ha' det.

Mig til den 5 et halvt årige: Daniel du har jo kun spist halvdelen.
Mig til den 3-årige: Nej det gider du ikke (fordi jeg kender hende bedre end I tror). Vil du have et stykke agurk?

Den 5 et halvt-årige: TAK FOR MAAAAAD!
Den 3-årige: Mmmmm (som i "whatever"...)

Mig til den 5 ethalvt-årige: Okay Daniel du spiste også meget aftensmad i går (og en halv mad efter sengetid. Ud af 3 madder).

Løfter ham op af høj stol med bøjle (han er - til dem der ikke ved det - ikke helt alderssvarende -gælder både motorik og omverdensforståelse, men han kommer så fint efter det og det skriver jeg et langt indlæg om imorgen - når jeg har smidt dagens madspild ud).

Til den 3-årige: Her. En KÆÆÆMPE klods agurk, smukke. Skrub så ind og se Bamse og Kylling børnliller, så kommer mor når hun har smurt madpakker.

De to trolde joller atter ind i stuen.

Der går 2 et halvt minut så står den 5 et halvt-årige der: "Nutemma-madddd (=nutellamad)"

Mig: (FOR HEDE HULE DA!) Okay men så bliver det på rugbrød!

Der går yderligere 3 sekunder så står den 3-årige der også: Mig ha' TUNSALATMAD!

Mig: (FOR F#CKING HULE MED HEDE PÅ!!!) Smøre, smøre, smøre her og her! Og nu kommer jeg med ind i stuen!

De 2 trolde og store-trold joller afsted sammen til sofa-hyggeland.

Mig (observerer halvt spist agurk-klods på sofabordet og den 5 ethalvt-åriges halve chokolademad der stadig ligger hvor han kastede den hen, nemlig i kassen med duplo og med smør-siden nedad): Aaaahh kom så og sid og spis sammen med mor (som har smurt sig en bolle med ost) I to tromle-fiser.

Der går 10 sekunder.

Den 5 ethalvt-årige: Mig obbe-mad! (=oste-mad)
Den 3-årige (der har siddet og fisket de 3 majskorn ud af tunsalat-pålægget og rent faktisk NEDSVÆLGET dem. Alle 3 majskorn): Kan ik' spise me'r! Nu jeg lege med moler-våååååks!

Mig: (Hører ikke efter længere - er opslugt af Bamse der har taget sit bamlet-skørt på....)












onsdag den 22. august 2012

Jeg var i god tid men SÅ!

Så skulle jeg skrive denne her sang. Til min brors svigermoders 60-årsdag.

Intet problem, jeg fik forespørgslen i god tid og skrev et vers her og to vers der henover de næste par måneder.

Meget hyggeligt faktisk. Og vupti flere dage før deadline var sangen fiks og færdig og skulle da bare lige kastes op på et worddokument.


MEN

Så foregår resten af processen således ( i nogenlunde kronologisk rækkefølge):

Jeg åbner et word-2010 dokument (ligesom de andre trillioner gange jeg skal skrive noget til print og det er foregået som det skulle - og man har jo købt office-pakken for længe siden og alt det dér trivielle krims-krams).

Jeg skriver. Lige overskriften og de første par vers. Så gemmer jeg i min sirlige Dorte-mappe under dokumenter.

Så åbner jeg det igen lidt senere og skal til at skrive de næste par vers ind.

Så beder programmet mig indtaste min 25 cifre (25? Hvorfor ikke 40? Eller 50?) lange produktnøgle-kode.

Jaja - man bliver bedt om så meget nu omstunder så naturligvis vælger jeg "ignorér" og kommer ind i mit dokument.

Så kan jeg ikke få lov at skrive videre.

Så bander jeg lidt og forsøger at gemme og åbne.

Der sker det samme.

Så bander jeg lidt mere og tjekker at jeg for fanden HAR åbnet et 2010-dokument (og ikke et 2007-dokument. For helved). Nå tjek tjek og dobbelt-tjek det har jeg SÅ HVAD ER PROBLEMET???!!

-råber jeg. Og ringer til nogen (det gør man jo, ikke? Først 1: Ignorér. 2: Band og svovl. 3: Prøv forfra på nøjagtig samme måde for det er da helt sikkert ikke en mulighed at forsøge sig med en ny metode. 3: Band, svovl OG råb. 4: Ring til nogen. Det er den gængse pc-problemløsnings-skabelon jeg kører efter ihvertfald).

"Nogen" siger så: "Hm mærkeligt. Prøv at gøre som der bliver sagt (=find den 25 cifre (!!!...#¤##) lange produktnøgle, som forefindes et sted på noget emballage)."

Jep. Right. Noget dæmrer imidlertid for findes den s#t#ns kode egtl. ikke i bunden af pc'en? ...Rode vende.. JO SGU HÆ! HÆHÆHÆHÆHÆHÆHÆ. NU SKAL JEG FANDME GI' DIG KODE (buldrer man så til computeren, for man er nået dertil hvor man svarer den igen. Skide konstruktiv adfærd)

Tastetastetaste..... tastetastetastetastetaste.....(det er jo for pokker ikke en 4-cifret bandit vi har gang i vel?)..tastetaste-TAST! SÅ!

"Du har indtastet en forkert produktnøgle. Prøv igen eller se om det er den rigtige kode du har indtastet"

Det siger den bare fordi den ved at man ved at det ikke vil gøre ondt på en skærm at man stikker den en lussing.

Well. Ved du hvad? Vi prøver igen:

Tastetastetaste..... tastetastetastetastetaste.....(det er jo for pokker ikke en 4-cifret bandit vi har gang i vel?)..tastetaste-TAST! SÅ!

"Du har indtastet en forkert produktnøgle. Prøv igen eller se om det er den rigtige kode du har indtastet"

Det siger den så fordi den er et svin.

Nå - ring til nogen, vol. 2 (efter band, svovl osv...):

"Nogen": Nåh nej vi fik en NY produktnøgle dengang vi købte office-pakken. Den ligger i en af de der kasser.

Lede rode grave HA! FUNDET! PÅ UNDER EN HALV TIME! NU skal den få kam til sit hår.......:

Tastetastetaste..... tastetastetastetastetaste.....(det er jo for pokker ikke en 4-cifret bandit vi har gang i vel?)..tastetaste-TAST! SÅ!

"Du har indtastet en forkert produktnøgle. Prøv igen eller se om det er den rigtige kode du har indtastet"

........

Gider ikke længere kommentere på psykopat-pc's opførsel.

Nøjes med at bande og svovle og råbe og ringe til nogen, vol. 3:

"Nogen": Så brug dog MIN pc!



??........

.....- Hvad helved er det for noget at sige? Komme dér med en uventet & brugbar løsning lige midt i min total-svælgen i forargelse, oprømthed og selvynk over udueligt elektronik-skrammel hvor jeg har prøvet ALT, AAAALT simpelthen og alligevel hjælper intet og hvad HAAAAAR jeg dog gjort for at alting skal drille sådan!

Nuvel. Man kan vel forsøge at afprøve "nogens" idé. Også kun fordi jeg står og har en deadline så.

Hm.

Åbne ny pc, skrive nye koder, træde ind i ukendt land (uha uha, det tastatur ligner da godt nok ikke noget JEG har prøvet før osv. Man må jo opretholde en vis grad af den i forvejen oppiskede panikstemning).

Nå hm. Skrive, skrive, GEMME! Åbne igen. Hvad? Det virker. Heldigt. Ihvertfald. At jeg lige havde en ekstra pc ved hånden. Række tunge af min egen pc. TAG DÉN, DU! Se hvad mor kan. Leve uden dig! Haha-haaaaa. Åha det kører bare. Skrive taste skrive. Må overveje at blive it-konsulent. Skrive taste skrive. Sådan som jeg bare finder løsninger. Skrive taste......




mandag den 20. august 2012

Lige hurtigt, vol. 2

Her til aften stod jeg face to face med den 3. største edderkop jeg nogensinde har været alt for tæt på.

Den sad naturligvis lige i øjenhøjde lige i dørkarmen og var så psykopat stor at jeg først troede nogen havde sat en fake gummiedderkop for at se hvordan Dorte reagerede.

Den var så stor at den havde knæ.

Den var så stor at jeg først overvejede at ringe efter nogen jeg ved der går på jagt (og som skulle komme og skyde den).

Den var så stor at man kunne maskinvaske den på 40 grader uden den ville tage skade.

Den var så stor at jeg ikke engang satte i et hyl for tænk hvis den så gik til angreb??

Og endelig var den så stor at den måtte ned med nakken for ellers ville jeg flytte ud af huset og aldrig mere gå derind. Og det ville jo være lidt upraktisk, sådan mht. de huslige opgaver og børn (og C) der så frit ville kunne hoppe i - og tegne på - møblerne i mit fravær.

Godnat og sov godt


torsdag den 16. august 2012

Lige hurtigt:

Ved I hvad der skete den anden dag? Oppe i fakta?

Vi havde gæster og vi manglede lige lidt til kaffen. Så rev jeg en æske Merci-chokolader ned fra hylden derhenne. Og med den fulgte mange æsker, der røg på gulvet.

Så kommer der kraft#me en franskmand og hans kone (en franskmand??!!! What are the odds. Jeg ku' forstå hvis vi boede i Køwenhavn eller i et pittoresk fiskerleje på Sydfyn - men i Karise? Ahhrj vel? Men jo sgu!) og sagde franske gloser og hjalp med at samle æskerne op.

Ja jo. Ja.    .......Kan I gætte hvad jeg svarede som tak? Kan I hvar kan I mon og kan I mon dét?

"MERCI"

Nemlig ja. Det var hvad jeg gjorde. Og jeg sværger, sværger, sværger på at historien er sand. Jeg kom jo for fanden stormende ind af døren derhjemme og lignede en der havde oplevet noget stort (fx. et flystyrt hvor jeg lige fik reddet alle passagerer, pilot og crew ud inden lortet sprang i luften) og ordene bare væltede ud af mig mens jeg flåede æsken frem og hev fat i de 2 nærmeste gæster og var  mildest talt meget eksalteret over hændelsen.


......Jah.

En skam Jørn Hjorting ikke mere har "De ringer, Vi spiller". For skide være med Frk. klokken og svare rigtigt på spørgsmål fra Jørn og alt det pis. Bare jeg kunne have fået lov at øse ud af min oplevelse i det rette lytterforum. Ikke? Jo.

mandag den 13. august 2012

Se. En kylling.....

Da jeg var omkring de 18 år begik jeg denne tusch-tegning af vores hund Kasper:





Idag, som 39-årig, er dette topmålet af Dortes præstationer udi dyretegning:



Man kan sikkert sige mangt og meget udfra de to tegninger. Man kan også nøjes med at konstatere at man skal huske at dyrke sit talent. For ellers ruster det en lille bitte smule.....

Når livet bider fra sig

Jeg skulle egentlig til at skrive om noget sjovt. Men nu gider jeg ikke. For jeg har lige læst et blog-indlæg fra en der har mistet. Og det gjorde mig så ked af det. Man bliver fuldstændig mast til pindebrænde når sådan noget sker.

Fuck hvor skal man tage fat i kraven på sig selv nogen gange for at blive i stand til at ryste noget mening ud af det hele......

Stille hilsen.

fredag den 10. august 2012

Dorte? Ja? Gå hjem.

Så da ungerne og jeg trådte ind af døren til den kommunale her til morgen stod en af pædagogerne (hun er bare en stjerne) med en sort bille str. small/medium hun havde samlet op på et stykke papir så alle kunne betragte dette naturens vidunder af den slags der har plader på sin krop.

Ja det var et yndigt øjeblik og alting og vi stod alle, høj og lav, og kiggede fascinerede......



Men spurgte jeg om de kendte denne her sang af shubidua om billen på bladet og det gjorde de ikke............................ nånå. Men så sang jeg den da fra start til slut. For man har vel situationsfornemmelse. Selvom interessen fra de omkringstående var kraftigt dalende henad versevejen. Fra både høj og lav. Og selvom jeg måtte mase mig ind foran tre stks 4-årige piger der gerne ville fortælle noget til de voksne og de voksne gerne ville høre hvad de 4-årige havde at sige. HVAR? Kan I ikke tåle skønsang fra en skidehamrende musikalsk forælder, I dér flipperguitar-70'er-pædagogseminarium-rotter?? Hvad hvad?
 - Tænkte jeg og skrålede videre.

Ja jeg sang og jeg sang og jeg sang. Og satte trumf på, ved mod sangs ende at hive Daniels støttepædagog (hun er en stjerne OG en engel) i ærmet og råbe "NU KOMMER DET SJOVESTE STYKKE" og så saaaaaang jeg sangen til ende. Kæft jeg var god dér.

Prøv at høre her, det er en fantastisk sjov sang:

http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=OEibNNBVleU

Ved egentlig ikke hvor pædagogen gik hen med billen på papiret. Men det er jo også ligemeget når børn og voksne fik hørt mig fyre en fed sang af. Skide godt Dorte. Det var i den grad et stjerneøjeblik.


onsdag den 8. august 2012

SÅ.LEG.DOG.SAMMEN!

Der er dage hvor man har lyst at sætte et skilt i panden på sig selv med teksten "To Singapore" og stille sig ud ved motorvejsrampen med sin kuffert og sin kaffemaskine og vente på et lift.

Det handler om børn.

Der ikke KAN være i stue sammen. Ahrmen hvad HELVED sker der for deres spassermangel på interaktion henover en skide briotogbane???

Nok for nu. Kan jeg mærke.

PS: Jeg ved det godt. Jeg skal konfliktløse. Men det bliver sgu en lille smule svært via Videoskype fra mit hotel henne i fjernøsten.

torsdag den 2. august 2012

Guldfiseren

Nå.

Så fik man da set guldfireren komme i mål som nr. 3.... Undskyld men faldt det danske mandskab i søvn de sidste 250 meter? For hvor blev spurten af? Har de ikke lært at gemme kræfter til det sidste stykke vej?

.....

Det må være fordi de ikke har nogen børn. For så finder man ud af at spare på reserverne til dagens sidste etape med übertrætte unger der stadig skal gøres natteklar og fanges ind 18 gange før man kan få dem i høkassen. Og mor skal være en bådslængde foran deres næste træk.

Men er det løgn?

onsdag den 1. august 2012

FREEEZZE! Det går for stærkt.

Prøv at høre. Skru lige ned for alt det OL! Jeg får ikke set en skid! Det fyger om ørerne fra dem jeg kender med "Så du da..." "Nå så gik blabla videre" "Er du sindssyg en finale i..." og "imorgen kommer der..." "Kl. 15 skal jeg se..."

....

Hvad har jeg set indtil nu? Jo jeg så da 007 smed dronningen ud fra en helikopter og så har jeg set 2 minutters lerdueskydning og 4 banelængder butterfly. That's all. Spørg lige om toget suser forbi uden mig på.

Her er vi ligesom bumlet ud af en helt anden TV-bane. Fireogtyvesyv. Nemlig den bane hvor der er en stor gul honningæder som bor i sin hemmelige hytte. Og får besøg af sin gule ven med fjer. Og her sker der ikke så meget OL. Må nøjes med at se bamsen tage sine "gumlastik-bukser på". Life in the fast lane siger vi bare her fra sofaen.