Follow by Email

onsdag den 31. oktober 2012

Dagens opture (can't stop)



DAGENS LYSPUNKTER - ET UDPLUK:

- Jeg løb længere end for 4 dage siden. Helt uhørt. Jeg løb så langt:
*at jeg på et tidspunkt  undervejs blev helt ræd for ikke at kunne stoppe igen (men det kunne jeg, viste det sig. Mini-optur inde i opturen itself).
*at mit løbefodtøj (der ligner tygget tyggegummi. Nå det har jeg nævnt før? Men ikke det her:...) mod vejs ende føltes som tygget tyggegummi med varm spyt i.
*at jeg ikke kunne huske hvad tid jeg egtl. var taget afsted hjemmefra, da jeg omsider atter satte mine ben i indkørslen (men det kan skyldes at jeg ikke ligefrem skyder med skarpt i forvejen, udi hukommelses-håndtering, før jeg har fået nr. 3 kande kop kaffe eft. morgenvækning. Og det er jo ikke negativt ment. Bare tørre facts om virkeligheden).
*at jeg håbede jeg endelig havde løbet very ugly løbesko i total-smadder så der ville være belæg for at investere i noget mere sko-lignende væsen. Måtte ved hjemvendelse konstatere at jeg alligevel ikke løb helt langt. Har stadig very ugly og meget intakt løbefodtøj.

- Hende den 3-årige har næsten KUN sagt opturs-ting idag. Nævner lige nogle eksempler: "Okay!" (som accept af noget jeg har foreslået/forklaret/bedt hende om!!!!??!), "Gå bare ind til ham" (sagt med den mest rolige, fattede og forstående stemme om mine nervøse steps og trippen rundt ude på badeværelset hvor jeg forventedes at stå klar til at tørre, samtidig med at jeg i hovedet var mest inde i stuen hos den 5 ethalvt-årige som trængte til lidt opmærksomhed), "Det' sjovt!" (sagt med overstadighed om noget jeg fandt på vi ku' gøre!!??!!), "Må jeg gerne få mere?" (majs. Eller var det chokoladekiks? Det er egtl. ligemeget. Hun spurgte pænt. Og så havde jeg (næsten) givet hende en hest, hvis det var det hun havde spurgt så pæ-ænt om).

- Jeg har taget hul på at lede efter potentielle fremtidige alternative skolemuligheder til min særlige dreng med særlige behov. Til hvis nu jeg (jeg mener "vi". Mig og C) må stemme "NOT!" til whatever kommunen ender op med at kunne fremlægge af endeligt tilbud. Åh det føles godt. At handle lidt på egen hånd. Og tro mig vi har indtil nu fået god behandling af de lokale beslutningstagere. Alt har stort set flasket sig og virket i konstruktiv retning og med en dreng der trives i normal børnehave med støttepædagog. ...... - Jeg ruster mig bare....That's all.


Karise-Køge tur-retur, en billed-doku:



"Kom nu, futte-futte!":
 


 
 
"Kåååm nu-uuu-uu! - futte-futte!":
 
 
 
 
Meget køreklar togdreng:
 
 
 
Meget tilfreds køre-i-tog-dreng:
 
 

 
 
....Se lige på billedet igen og læg mærke til hvor genialt moren havde tænkt mht. påklædning. Lag på lag er langt at foretrække fremfor pis-varm flyverdragt. Så genopfandt jeg ATTER den dybe tallerken:
 
 
HOV! Ehh, fik vist lige mast meget bred klapvogn ind i ikke ret klapvogn-venligt legetøjs-mekka (og hvordan fik han fingrene i den der guitar? Den har vi ikke råd til! Og hold OP knægt med at lyse sådan af begejstring over den!):
 


 
Så skal vi lige købe en kop kaffe til mor henne i tog-kiosk, så hun kan dulme nerverne ovenpå totalt 12-0 til Blævrende Eftergivenhed (se i kurv under klapvogn). Men satme svært at være sparsommelig når nu drengen spillede på dén guitar gennem hele butikken og grinede og trallede og kaldte smil frem på alskens godtfolk og fæ derinde......:
 

 
Glad og fro dreng der lige fortæller mor hvordan landet ligger, på vej hjem i toget:
 
 
 
 
Nu er der bare tilbage at finde ud af hvilken vej skidtet skal vende (hvad fa'n - selv Bruce Springsteen startede vel med som barn at klø sig lidt i knolden over denne udfordring):
 

 













 

 
 

 
 

tirsdag den 30. oktober 2012

Mere fra samme lykkepille-skuffe



DAGENS LYSPUNKTER - ET UDPLUK:

- Togtur med den 5-ethalvtårige. Bare en fantastisk nydelse at opleve noget sammen med den dreng. Og det ville enhver mor til sin pode jo sikkert sige. Men i dette tilfælde er der lige en ekstra dimension i det lyksaliggørende: Nu er min søn helt med på stort set alt hvad der foregår omkring ham og han sætter ord på det, jo for fanden!!! Det var helt helt anderledes for blot et års tid tilbage. Hvor han ikke kunne forstå hvor vi skulle hen, ikke ville med halvvejs og ihvertfald ikke sagde ord tydelige nok til at man helt kunne fange hvor han var i knolden og hvor han heller ikke forstod alt det man forsøgte at berolige ham med. Kæmpe kæmpe fremskridt der sker i knægtens hoved i disse tider. Og meget mere "fælles" over fællesoplevelser sammen med ham. Hvis I forstår. Nå, der følger en lille billeddokumentar om vores vilde rejse ud i det blå (Karise-Køge retur) imorgen.....

- Meget bred klapvogn kan egtl.talt ikke manøvres rundt i særlig mange (=ingen) specialbutikker i indre Købstad. Så er der Netto, Kvickly og Tøj&Sko tilbage og dankortet led dermed meget, meget , meget lidt overlast. Cool.

- Den 3-årige var med til det hele til mor-barn-gymnastik i eftermiddag. Stort set uden brug af lokkemidler/opråb/tilråb/hepning/kom nu/skal du ikke prøve?/se mor gør det lige først/mor er med dig hele vejen....  Hun bare boltrede sig. Helt hjemmevant, dér midt i den store sportshal. Også da gymnastikinstruktør Hanne sagde nogle ting vi allesammen skulle gøre på same tid! De første 5 tirsdage gik mors bulder-tøse-madamme helt i FREEZE over denne udfordring. Fuldstændig lamslået over at skulle danse efter en fremmeds pibe. Især når hun nu holdt så meget af kun at høre efter hvad hun selv syntes var fornuftigt at lave. Også derhjemme... -Det HAR peaket nu, tror jeg. Endnu et lyspunkt jeg lige kan rive af mig dér. ....Jeg tror hun har fået øjnene op for hvor skægt det faktisk kan være at gøre noget fælles som det ikke lige er hende selv der finder på. Og så føler man jo nærmest med det samme at det er lykkedes at søsætte hende en lille smule. Ud i livet. Når hun sådan tonser frejdigt rundt blandt andre deltagende børn og voksne...



mandag den 29. oktober 2012

Advarsel: Kan blive for abstrakt læsning mod slut


DAGENS LYSPUNKTER - ET UDPLUK:

- Jeg gik fuldstændig ind i den 3-åriges univers og syntes det var skægt at bygge hule under tørrestativerne med tøj i stuen (ja jeg sagde i stuen. Tøjet HAVDE været udenfor og tørre først! Hvad tror I det er? Skimmelsvampfabrikken?)  og sidde derinde under tøj og tæppeforhæng og se hende piske begejstret afsted ud derfra og ad 9 omgange hente samtlige dukker, køkkenlegeting, en skammel, alt andet legetøj i stueetagen, en pude, flere tæpper, flere køkkenting mens hun plaprede og organiserede og fandt på mere at hente. Og som bonus måtte den 5-ethalvt-årige OGSÅ gerne sidde med derinde... Stort af hende at dele den mor, som hun jo ellers ejer, med andre børn i huset.

- Jeg fik lov at være baby derinde i vores klude/tæppe mikro-kosmos (ret øh udsædvanlig øh oplevelse) og den 3-årige påtog sig det store mor-ansvar. I hulen altså. Den leg indebar at jeg skulle lægge mig ned først. Og sove. Dernæst (efter 2 et halvt sekund) lød kommandoen: "Græd!" Og lige dernæst "Op og spis!"(....Fik næsten flashbacks til morgener for ikke så skide lang tid siden, men også kun næsten. For har som landet ligger nok at gøre med at pleje og passe mit positiv-syn på alting). Fandme sjovt med rollerne byttet om. Og se hvordan den 3-årige opfatter det at være voksen og have et lille barn...... - Og godt hun ikke sagde "Mor skal lige.... først, og SÅ kommer hun!".

.....

- De to søskende i huset bare fortsætter med at kunne omgås hinanden på en slags indforstået måde. Denne gang i hele 20 MINUTTER! Mens jeg stod i stege-osen ude i køkkenet (med en gang imellem de to rum, for hulen).  (?!) ...Har de rottet sig sammen? Nej sådan må jeg ikke tænke. De synes nok deres mor fortjener at tingene glider i olie....

- Jeg VED bare hvordan jeg har det med det meste og med de fleste (mig selv inkluderet!...) og også hvorFOR. Og det er jo glædeligt i sig selv. For så er der ikke ret meget tilbage der ligger hen i mørke og uvished. Og desuden skaber sådan en tilstand grobund for forandringer. Hvis man skulle gå hen og fristes af den slags utidige forstyrrelser af det, der er.

- Hov, den så jeg sgu da ikke engang selv komme. Må hellere slutte for idag. Inden jeg overhaler mig selv i nytænkning og som modreaktion lige må gå 8000 skridt tilbage til formørkelsen.

Det er ved at løbe løbsk:


MORGENENS HØJDE-PUNKTER - ET UDPLUK:

- JEG VÅGNEDE KL. HALVFEM (AF MIG SELV, ARHMEN WTF?) OG VAR IKKE LEVENDE DØD ?!(OKAY HALVSEKS SOMMERTID).

- DA JEG JO ALLEREDE HAVDE LAGT TØJ FREM TIL DE SMÅ AFTENEN FØR, VAR DER DERMED FRIGIVET ENERGI TIL AT SMILE TIL RESTEN AF FAMILIEN.

- DEN 3-ÅRIGE GAD GODT TAGE DET PÅ JEG HAVDE VALGT TIL HENDE (OKAY DET GIDER HUN FAKTISK FOR DET MESTE GODT - ENDNU - MEN HUN GAD OGSÅ HAVE DEN FORNØDNE HJÆLP TIL AT VENDE FORLÆNS OG BAGLÆNS OG VRANGEN INDAD PÅ HELE KLUDESÆTTET!!!

- INGEN SOM HELST HÅRHIVNING, EJ HELLER BIDNING ELLER SLÅNING, FRA NOGEN BØRN. KUN VENLIGHED OG FJOL. OG LIDT KOMMANDEREN RUNDT (MED DEN 39-ÅRIGE NATURLIGVIS). OG DET ER JO BARE SÅ MAN FÅR LYST TIL AT BAGE PØLSEHORN OG SKÆRE RUGBRØDSMADDER UD I HJERTEFORM SOM TAK.

- NÅ DER SKAL JO OGSÅ VÆRE GYLDNE ØJEBLIKKE TILBAGE TIL AFTENENS LYKKE-PILLE-INDLÆG SÅ SO LONG.

søndag den 28. oktober 2012

Ja desværre:

Her kommer endnu et anfald af


DAGENS LYSPUNKTER - ET UDPLUK:

- Jeg fik lokket/hældt/skubbet den 3-årige ud af klapvognen hele fire gange hvor hun gik selv (faktisk løb hun også en enkelt gang) under smuk familieskovtur i smuk efterårsskov med højt til loftet og gyldent løv og en sø og vi så en hest (og en del hestepærer, som vi IKKE trådte op under fødder og hjul).

- Jeg lod være med at krølle helt indad af frustration over at den 5ethalvtårige sad fast med lim i SIN klapvogn og istedet sluttede jeg en lille smule fred med noget af det der ikke står til at ændre i situationen...Total op-tur.

- Jeg har været vågen hele dagen.

- Muligvis fordi jeg spiser mad der gerne gider blive omsat til noget næring til hjerne og korpus.

- Min dreng m. særlige behov har udvist den rekord-største overbærenhed overfor den lille bulder-larme-fråde-tingest af en lillesøster og mest bare grinet af - og sammen med - hende. Mere end igår. Det er jo ligefrem til at være euforisk over.

- Og for ik det skal være løgn har Bulder-larme-fråde-tingesten af en 3-årig idag sagt: "Ikke også mor?" "Læg dig ned og sov mor!" "Okay så gør du bare dét, mor!" "Okay så GØR jeg det, mor!" MINE DAMER OG HERRER: Jeg tror der er hul igennem....

- Jeg har været i fakta (sagde jeg fakta? Jeg mener "det nye juleskrammel-outlet" 200 meter henne ad gaden) UDEN at rive hårtotter ud af mig selv over al flitterstadsen. Istedet sejlede jeg roligt igennem det Glade Vanvid hen til kassen  - fordi jeg ikke kunne rokkes inde i min se-positivt-klokke. Så julen må rigtig gerne komme nærmere. I'm bullet-proof (og ellers gemmer jeg mig da bare. Der er jo en løsning og en vej ud af alt, ikke sandt? Og alt det dér).

- Jeg har lagt børnetøj frem til imorgen og fryder mig over denne strategiske genistreg af fremadsynethed fra min side. For der skal jo så lidt til i virkeligheden. For at tingene flasker sig på den lange bane. Ihvertfald når man har taget de kulørtseende øjne på.

lørdag den 27. oktober 2012

Uhyggeligt, som tingene kan vende hvis man tuner ind på en ny frekvens...

Nu da jeg jo er begyndt at se positivt på alting hver dag, kommer fremover udelukkende en stime af denne slags på bloggen:

DAGENS LYSPUNKTER - ET UDPLUK:

- Den 3-årige kunne alle gangene selv ramme indenfor hullet i toilettet - da hun skulle tømme potten for tis (hun gider nemlig ikke sidde på rigtigt wc for tiden, da brættet er for koldt og moderen nægter at sidde det varmt for hende).

- Jeg har fundet nye børnevinterstøvler til under firs milliarder kroner. Med velcro, lynlås, højt skaft, ekstra foer, gummistøvlebelægning om hele fod-delen (og lur mig om ikke også der er air-con. i dem).

- Den 5-ethalvtårige er blevet danset med, krammet af og skubbet rundt af den 3-årige UDEN han har hevet den lille tornado i håret for at stoppe hende. Op til flere gange i løbet af formiddagen.

- Jeg løb længere end i forgårs.

...

.... (nej jeg SIGER ikke hvor langt)

- Jeg har spist rigtig mad HELE dagen.

...indtil videre.

- Faktisk også lavet aftensmad bestående udelukkende af kartofler og gulerødder (og lidt smør) og halvdelen af småkravlet gad godt spise op på sin tallerken!

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

- Jeg gad godt lege alt det børnene fandt på jeg skulle deltage i!

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!(WTF?)!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

- Jeg gider godt lade være med at komme i tanker om mere for idag. Det er jo næsten også uhyggeligt så mange strålende op-turs-oplevelser jeg allerede har revet af mig. Fortsætter tendensen så bliver jeg snart sådan en kulørt-seende der klapper og hopper op og ned (og må fortælle det til alle) bare der lander en spurv og siger pip foran mine fødder.











fredag den 26. oktober 2012

Billedkavalkade - tilføjelser...

HOV! Der manglede noget væsentligt. Kommer her:
 
 
Spansk Daniel (på stamrestaur. naturligvis):
 


Spansk Daniels mor (=Lærkes kommende svigermor):
 
 
 
 
Den 3-åriges forelskede fjæs (kuk-kuk er der nogen hjemme?):
 

 
 
Dansk Daniel mest bare forelsket i alle de is han fik lov at spise...:
 
 

 

 

Den dér billedkavalkade...

...-fra vores Mallorcaferie:
 
 
 
Der rutsches:
 
 

 
Der kravles op:
 
 
 
Nogen er på toppen (på stamrestaur.):
 

 
Nogen er på toppen OG vil gerne styre kameraet (stadig på stamrestaur.):
 
 
Nogen betages af udsigten og nogen er bare i fri dressur...:
 
... Vi havde hele denne lange penthouse-balkon for os selv... + egen tagterrasse til den anden side.
 
 
Fed strand og nogen er stadig  mest i fri dressur (selvom man blev pålagt at tage håndklæde udenpå lille møg-brun krop):
 


Fed strand, fedt badevand og en stor og en lille trold i midten...:
 


Den næstmindste trold var mest til skovl:
 

 
 
Men HOV! Der blev jo (til dels...) leget i sandet. Hvor var jeg så? På liggestolen? Næ - man piskede rundt på stranden for at finde de bedste fotovinkler:
 
 
 

Og her er jeg så:
 
En halvgammel, halvslidt (men mestendels venligt stemt) papegøje,
der har glemt hvordan man flyver men ikke hvordan man skræpper op....
 
 
;o)
 
 

 
 

 
 

 
 
 


Lige hurtigt:

Der skete noget sælsomt her til morgen.

Børnene. De legede sammen. Og når ikke de legede sammen så tolererede de at den anden også bor i huset. Jep. Jeg har oplevet STORSIND fra småkravlet. Man kunne ikke skære sig gennem stueluften for bar moden rummelighed, der osede ud af de 2 bette mennneske-lookalikes.

Nu går jeg da helt fra snøvsen over dem.

torsdag den 25. oktober 2012

Løb! Blev der sagt (suk...)

Nu har jeg faktisk været ude at løbe en lille tur.

Og er dermed STRAKS blevet bekræftet i mine bange forhånds-anelser:

 Det er - om man er klar til det eller ej - opløftende for hele ens samlede eksistens at tæske afsted.

Så nu kan jeg desværre ikke prale af at være gået i sort-seer-standby længere.

Pis også.

Og jeg ved også godt hvad der nu kommer:

Om to dage gør jeg det igen. Tæsker afsted. For det siger min krop jeg skal fordi det er godt for mine tanker. Eller også er det omvendt. Bottom line: Jeg er atter fanget ind af mine løbesko, der ligner tygget tyggegummi (hvorfor ER de så grimme?).




onsdag den 24. oktober 2012

Gøre noget? Hvad hjælper dét!

5 ting man skal holde sig langt væk fra når man er gået i sort, hvis man ikke vil ende i en regulær depression:

Facebook (for man gider ikke få andres dejlige liv smasket i fjæset)

Al radio (da samtlige værter ikke kan sige en sætning uden overfriske kommentarer iblandet)

Madlavningsprogrammer (for man gider ikke blive mindet om hvor lidt lyst man selv har til at kaste andet i hovedet end hvad der lige kan holde sulten for døren)

Al fjernsyn idet hele taget (for så skal man tage stilling til verden)

Motion (for kommer man ud og rører sig så bliver man STRAKS (og jeg mener med det vuns) mindet om at der er en vej ud af selvpineriet. Og det er jo bare pisseirriterende at opdage. At man alligevel ikke kan blive i sin grå selvmedlidende verden forever)

Må hellere gå en tur. Bare for at få bekræftet hvor irriterende og uoverskueligt det er!


.......


Hov

Der kom da ikke nogle bagsiden-af-medaljen-punkter på dén ferie?

Heller ingen billedkavalkade.

Måske fordi jeg var mast i bolden.....

Arhhhmen jo ferien var god. Men hold KÆFT, man er på med to børn der ikke længere sover middagslur og hopper på en kl. 6 om morgenen HELE ugen og Daniel havde lige valgt ferien til at lære klokkeklart at sige: MOR VÅGN OP! IK SOVE MER'!

#¤&%###.

Sortseer - mig?

Klap i. Bare fordi man troede man i 10 min af gangen kunne få lov at ligge og få lidt sol på sin krop og lade som om børnene selv kunne finde ned til vandkanten og lege med spand og skovl. Ligesom i rejsebureauernes ferie-reklamer. Og hvor Chr. og jeg kunne se hinanden dybt i øjnene i solnedgangen. As if det nogensinde kom på tale som en mulighed.

Og måske er jeg lige nu bare pms.

Så måske skal jeg bare slutte dette indlæg.

Men okay - der følger stadig en billedkavalkade. Om nogle flere dage, når jeg atter kun kan huske de gyldne øjeblikke fra den spanske ø. Og til næste år tager vi derned igen og så er der masser af andre børn som mine unger kan rende rundt sammen med og hvor jeg kan falde bagover af betagelse når de kommunikerer med hinanden selvom de er en herlig blanding af danske, spanske, tyske og svenske rollinger.

As if.

Nå, luk nu Dorte.

lørdag den 20. oktober 2012

Meget følsomt

Til min kæreste.

Tak fordi du holder mig ud, især når jeg:

- Ikke gider være voksen og regner med du overtager børnene mens jeg er Dorte 8 år

- Tror jeg er 21 år og kan drikke hjernen ud til en sjælden, sjælden fest og stadig være mor når jeg vågner og skal famle mig frem til en slags overblik

- Fatter hat af hvordan vi får tv-signal

- Bander over at det altid er MIG der skal: Børste tænder på børn, give børn tøj på, forklare dig hvorfor den 3-årige tænder af over ingenting (fordi hun er HUN-køn, okay?!), finde på nye lege, læse bøger for børn, træne den 5 ethalvt-årige, støve af, sætte bamse&kylling på, hoppe og springe for småkravlet i det hele taget OG finde sutter (åh de forbandede sutter). 

..... Ynkeligt, ikke? Især når man tænker på at jeg går hjemme og har al den tid man overhovedet ønske sig kan til at være Mother Freaking Fucking Perfect.

Nogen burde give mig et los.


Men bortset fra det. Så har jeg ikke tid til at gøre alle mor-tingene. For jeg har travlt nok med at bekymre mig om hvordan jeg skal få gjort alting godt nok.

Et paradoks. Som min aller-bedste long-distance-Mette-veninde nyligt har gjort mig opmærksom på.

Intet nyt under solen - bortset fra dette:

Så kom man hjem idag fra en uges ferie på Mallorca ....Pssst: Vi tager derned hvert år, det er pinligt. Sig det ikke til nogen. - Indtil videre er det nr. 10? gang for mit vedkommende.... Samme destination, stamrestaurant og alt hvad den ellers kan trække af genkendelighed, for der findes jo ikke andre rejsemål i verden. Nye oplevelser? Hvorfor det. Discovery Channel er jo opfundet. Ej, men we like Acudia-kysten på denne ø i Middelhavet og der er børnevenligt ad h... til så vi skal ikke andre steder hen nogensinde. Og hvem af jer kan måske prale af at være på kindkys med den lokale restaurants gammelfar og mor og deres 3 voksne døtre? ... Hvor Lærke nu iøvrigt er stang-forelsket i den ene af døtrenes sønner (han hedder sjovt nok Daniel og er 6 år, høj og flot, med blød følsom mund, store brune øjne og mørke lokker....)

Nå lige nogle hurtige highlights (og så følger der ellers en billedkavalkade henad på mandag når mit hoved også er landet i DK igen):

1: 27 grader og sol. Behøver vist ikke nærmere udpensling.

2: At se Lærke smiske sig opad Spansk Daniel. Da troede jeg aldrig jeg skulle se hende igen før vi blev inviteret til bryllup dernede om 15 år...

3: At se Dansk Daniel trampe op ad mange trapper til absurd stort legetårn med høj vindel-rutschebane og bare drøne ned af den. Og op ad de mange trin igen (Møns Klint-trapperne kan godt skride - de er for pensionister til sammenligning) og drøne ned af rutschebane. Og så fremdeles. Jeg skulle ikke engang holde ved knægten. Hvornår er han blevet så selvkørende??

4: Der sad en stor tam papegøje (en ara? Ihvertfald en af de store gule og blå) overfor vores hotel på en restaurant. Der har den egtl. altid siddet. Udenfor altså. Den kan vel ikke flyve, den stakkel. Men sød er den. Og denne gang fik jeg lokket den op at sidde på min hånd. Så var jeg solgt. Kæft en idiot man kan være.

5: Jamen badevandet. I tell you: Krystalklart som altid og uden skyggen af vandmænd (mig og gopler går bare ikke i spænd) og sandbund all over.

Imorgen kommer så 5 low-lights for ingen superferie uden skønhedspletter, jo. Vel?

Nu skal jeg pakke ud. Eller nej, det skal jeg faktisk ikke, men det var bare en nem måde at slutte af på for idag.

Sandheden er, at nu skal jeg ind og tjekke min mail og læse slette 98 nyheds-breve fra ligegyldige netshops (for der er jo ikke lige kommet børnepenge). Så UD med alt det junk.


.......

onsdag den 10. oktober 2012

Lad os få det overstået:

Jul (ja,  jul).


Her er hvordan jeg har det med julen hvert år indtil 1. december:

- So last decade.

- Det var iorden at jule og tærske traditioner med manér dengang i forrige (og atter forrige) århundrede hvor livet var en alvorlig ting uden ipads og man kæmpede for at holde varmen og holde ud. Da gav det mening at fejre noget sammen og for en gangs skyld frådse i flæsk og nye træsko pakket ind til den man havde kær. Og man troede rent faktisk på nissen. Så også thumbs up for at lillemor -eller far traskede op på loftet med en gang julegrød. Og dengang gav det god mening at sende Jesusbarnet m. familie en venlig (ja vel nærmest en ydmyg) tanke og tak for det man trods alt havde at gøre godt med i livet.

- Fuldstændig idiotisk at falde i svime over noget chokolade i en papkalender idag.

- Og mandler, marcipan og pynt? Kan ikke se det fortryllende. Rykker ikke ved min grundstemning (noget med at livet er her og nu og om lidt sker der noget nyt og lad os se hvad det er) at hælde ekstra sukker og fedt indenbords mens jeg kigger på nogle juleglaskugler med pyntebånd og grønt.

- Gaver? For åndssvagt. Og alt det papirspild. Og folk der ønsker sig ting fra Inspiration skal bare få sig en tid hos en psykolog. For de er godt nok faret grundigt vild!

- Lave mad og sukkersager fra bunden? Det kan man da gøre hist og pist til hverdag. Hvorfor piske rundt en hel måned og producere pebernødder og finskbrød og julemedister? For klamt og for meget og for lamt.

Alt med måde, si'r du? Man kan bare lave den jul man selv synes? Jamen hvorFOR skal man i det hele taget forholde sig til emnet? Julen er aflyst. I år. Jeg mener det. Den er ligeså absurd som kongehuset. Tjener intet formål andet end at holde sig selv i live fordi vi er enige om at holde skidtet gående.

.....

Efter 1. december er det så at jeg plejer at trække lidt, ja bare en lille ubetydelig smule, i land:

"Nåhhhr se nisserne i vinduet, Lærke (Daniel har indtil videre været ligeglad. Jul er for abstrakt for ham, han fatter (ligesom mig) ikke hvad hele hurlumhejet går ud på og han er pænt ligeglad)!!".

"Nej hvor er det hyyyyyggeligt med alle lysene, hvad C.? Har du hængt VORES kæder op? SKal vi ikke have nogle flere? Hvad med de der istap-nogen, man må kunne få dem i metermål oppe i XL-byg, tror du ikke også?"

"Ih jeg må op efter kasserne med pynt (ups - sagde jeg kasserne... i flertal?) og hænge det HELE op inden børnene kommer hjem så de kan blive stumme af betagelse (gælder stadig mest kun Lærke)".

"Aj se den der åndede træ-elg med englevinger. Den må jeg lige nødt til at købe. Sagde du kr. 499,-? Nå ja men så må jeg bare lade være med at få nogen nye vinterstøvler. De gamle fra fakta er da også vildt pæne stadig".

"Vi SKAL altså også selv bage vanillekranse i år, C. Det gjorde vi altid derhjemme, hvor vi børn var med".

"Hvilken julekalender ser du/I/jeres børn? Nåh ja den ser vi også! Eller mest mig faktisk, hahahaaaa!"

"Har vi plads til et lille juletræ i år, C.?"

"Jeg må også ud og finde adventsgaver til børnene - bare for lækkert at få en lidt større ting 4 gange istedet for alle de 24 små dimser, siger du ikke også det, C.?"

"Jeg må ringe og få min mor til at lave adventskrans. Kan den ikke stå i køkkenvinduet? Eller gider du montere en krog i loftet derhenne, C.? Så er der jo heller ikke nogen små pilfingre der kommer tæt på av-av-lysene, vel ej, C. Vel?"


.... Gider nogen putte mig i en papkasse og sende mig derhen hvor peberet gror senest d. 30/11?

Thi Gud fader, at man stadig er til fals for den slags traditions-faldera.

tirsdag den 9. oktober 2012

Kravling. Giv det mere sendetid.

Den 5-ethalvt årige kravler. Det har han egtl. gjort længe. Men idag var det især cool fordi han kravlede og kravlede og to fjollede tøser (= hans lillesøster og hans jævnaldrende kusine) kravlede efter ham fordi de syntes det var en sjov leg Daniel havde fundet på og så grinede de alle 3 og Daniel vidste godt at de havde det sjovt fordi de legede sammen.

.... Det ovenstående siger sikkert ikke udenforstående folk ret meget om noget. Siger for mig alverden om drengens omverdensbevidsthed, der bare er eskaleret indenfor de seneste 7-8 måneders tid. Og så er kravling iøvrigt til hver en tid det ypperste indenfor Daniel-træning. Det styrker ham på alle leder og kanter at tæske afsted på alle fire (også indersiden af knolden udvikles. Måske derfor jeg glad kravler med ham. Er da frisk på afprøvning af alt, der måske kan få et par brikker til at flytte sig i konstruktiv retning oppe på min egen den øverste).

Faktisk er kravling en overset træningsdisciplin hvis man spørger mig. Det er sjovt, overskueligt og kræver (som en udsøgt sjældenhed) ingensomhelst (svinedyre specialtrænings-)sko! Kun hyggelige strømpefødder (og det er jo et incitament i sig selv til at melde hele familien til vinterkravling i den lokale sportshal) og man kan lege man er en farlig tiger på spring. Eller bare på vej hjem fra fest. Alt efter humør og overskud.

Og så kommer fordelen over dem alle: Der er ikke så langt ned til jorden når man falder om af udmattelse lige efter man har passeret målstregen til OL i 10 km kravl.

Så var det alt for idag. Kravler i seng.

mandag den 8. oktober 2012

Bovlam

Har intet på programmet.

Udover at jeg er blevet blid som et lam af at lade være med at bande på bloggen i 2-3 dage.

Det fatter jeg ikke en brik af.

"Mæææh."

-Som at give sig selv det hvide snit og man bare går og nikker som en tosse til alting uden at være istand til at fyre noget fyndigt af den modsatte vej.

Tager en klokke om halsen imorgen.

Så lyder jeg da af noget, i det mindste.

lørdag den 6. oktober 2012

Tilfældigvis er der jo bogudlån. Say WHAT?!

Åh hold nu op - Dårde - med at være så sen til at finde ud af at opdage ganske enkle ting, der bare har ligget lige til højrebenet hele tiden.

Hvorfor har ingen fx. lidt før hjulpet mig til at indse hvor genialt et udflugtsmål BIBLIOTEKET er? For børnene og mig! Come on, jer der ved hvor meget jeg hænger i håndbremsen  med at være langt fremme med noget! Hvorfor saaaaagde I det ikke op i mit ansigt en af de utallige gange dengang jeg pev lidt over mangel på hittepåsomhed udi "fællesoplevelser med børn uden det behøver være Legoland"?

Nu har jeg så selv måttet finde frem til den store åbenbaring. Ved et tilfælde (naturligvis). Fordi borgerservice er landet på lokal-bogudlåningscentralens territorium (de deler lokale. Sagde jeg lokale? Jeg mener hele landets lokalbiblioteker lagt sammen og med væggene revet ned imellem dem) og vi skulle ned og forny den 3-åriges pas. Alle 4 myldrede vi dertil. Til Faxe, that is. Og trådte ind i kæmpe stort lyst slaraffenland af plads og hyldemetre. Der var fællesskranke for pas-udstedelse og bogudlån.  .... Startede med det samme med at lade være at bede om at låne et pas og få trykt en bog. HARHARHAR!....Kender sjældne gange min besøgelsestid når det kommer til flade jokes, heldigvis.

Wellwell. Åbenbaringen slog mig dernæst med en sådan kraft at jeg må have lignet en af de tyske Hausfraus i tyske (ja tyske) reklamer for skyllemiddel hvor damen får overrakt DAS Wundermittel og alt i hendes Hausfrau-leben går derpå som en leg til hendes dages ende. Sådan må jeg have strålet i mild taknemmelighed og ekstase. Bortset fra at jeg ikke havde babyblå uldsweater bundet om halsen udover en snehvid dameskjorte ovenover et par bananfarvede slacks. Og bortset fra at jeg heller ikke havde goldenretrieverfarvet tykt og blødt, blødt hår mit Schwung. Og bortset fra at jeg heller ikke lignede noget der var vågnet op. Men ellers må ligheden have været slående hvis nogen ellers bemærkede det.

Nå hvor kom jeg fra? Åbenbaring! For......      syv Peder tjullahejsa da.


Jeg fik straks dernæst en vision: Mig og børn (og momse - for jeg vidste hun skulle dukke op om et par dage og holde mig og ungerne i hånden en halvanden døgns tid - se evt. forrige indlæg) i gadedrengehop (okay måske så kun den 3-årige afsted på raske fjed og os andre tre med hver vores gakkede gangarter. Min mor har dårlige knæ, den 5-ethalvtårige kan endnu ikke løbe ej heller hoppe og jeg bliver som regel bare trukket afsted. Eller går og raver rundt efter mobil/sut/lommetørklæder/nøgler/penge/sygesikringsbevis/en ble nede i nogle lommer indtil jeg rammer ind i noget eller nogen foran mig) fra bil hen til biblo og hive børnebøger ned af hylderne vi alle 4 sammen kunne slænge os med i biblosofa og læse og hvine og holde hinanden om skuldrene indtil en af os sagde: Gud se, det er blevet aften udenfor!


...Forsøgte så at udleve visionen her i formiddag. Jovist det blev skægt. Men det blev også (som sædvanlig) en lidt anden oplevelse end den jeg havde udmalet mig inde i min hjerne.

Fordi:

Jeg havde glemt at der nok var andre end mig og momse der ville komme til at rage bøger ned. Mine børn, fx. Jeg havde også glemt at man nok ikke må nyde mad og drikke et sted hvor der både er børn og bøger til låns (altså kun bøgerne. Til låns. For...... Otte Ostemadder da også!). Så havde jeg også glemt hvor meget ens unger larmer når de har det sjovt. Og jeg havde sluttelig glemt at børn (ihvertfald når de er mine) ikke gider sidde stille og læse på en location hvor der også er andre tilstedeværende børn OG plads til at rende fra den ene ende hyldemeter til den anden. Og - særligt for den ældstes vedkommende - hvor der er panoramavinduer ud mod parkeringsplads. Hvor der idag - som en slags ekstra tilskuer-feature - blev gravet med to gravkøer.

Men jo - det var en fornøjelig tur og vi endte op med en kæmpe stak bøger.

Tak for tilfældige åbenbaringer. Og TAK til min mor for at være med til at holde styr på småkravlet således at jeg samlet set havde 10 minutters ro til at grave nogle interessante højtlæsningsemner frem og ikke ved en fejltagelse kom hjem med 5 Alfons Åberg-historier (gaaab!) og en bog om drageflyvning. - Og èt barn.







fredag den 5. oktober 2012

Momse i Punto'en

Jubiiii - så kommer momse (med sine to dårlige knæ. Hvad sker der? Mødre skal ikke fejle noget. Somhelst) i Punto'en her i eftermiddag (pas på mor - det er fredag, så plejer de sjove mænd i uniformer at være ude med riven... og du må kun køre 60 km i timen alle steder snart. Jeg ved det. Vældig ærgerligt når du har det blå lyn at blæse afsted i).

Hun skal holde børnene og mig i hånden mens C er på personaleweekend (ser de ikke hinanden nok til hverdag? Ja jeg spø'r bare. Men det ved jeg sikkert ikke en dyt om. Har jo ikke været ude og have kolleger siden dengang jeg ikke havde nogle grå (stadig hvide) hår i hovedet).

Meget iorden at have momse som logerende. Undtagen når hun stikker hvert barn en marsbar så stor at de ikke kan spise noget med fibre i de næste to dage. Eller når hun (for ethundrede-femogfirsenstyvende gang) lige skal påpege at vi nok godt snart kan begynde at toilettræne den 5 ethalvt-årige. Eller når hun ... øøøh? Øv. Kan ikke finde mere at udsætte på hendes adfærd når hun gæster matriklen her. Nåh jo! Når hun går i køkkenet og det straks lyder derudefra: "Har I ikke noget salt? - Noget kulør til sovsen? Nogle løg? Æg? Nogen somhelst fornuftige ting til at lave ordentlig mad af?"

.......

Uanset: Min mor er sej. Ses mor;o)


Pyhhh... første indlæg unden bandeord. 6 dage to go.

torsdag den 4. oktober 2012

Bandeord - Guds gave til de bramfri

Jeg har gået og tænkt over noget:

Bandeord.

Og hvor meget man egtl. bør bruge dem. Sådan i flæng og hele tiden. Ligesom jeg måske har en svag tendens til. Ihvertfald her på bloggen. Måske man skulle prøve 7 dage uden et eneste kraft-ord?

Ja det prøver vi. Sgu da ikke nu. Men fra imorgen..... Det bliver dælme nogle lange dage med blodfattige beskrivelser af hverdagen.

Jeg har vist altid haft lidt for nemt ved at fyre eder af. Kan ihvertfald huske engang i 6. klasse hvor vi havde skrevet stil og min klasselærer godt lige ville sige et par ord - sådan generelt og ud i luften til os alle i lokalet (=  møntet direkt på mig): At det ikke er smart at bruge "sgu" og helvede" i hveranden sætning i en stil om søskendeforhold. Eller i en hvilkensomhelst stil faktisk.

Jamen what?

Til gengæld fik jeg engang 13 i en skriftlig danskopgave  i min gymnasietid. Der skulle vi så også angribe et kærlighedsdigt fra 1700-grønhvidkål.   ....Måske liiiige lovlig malplaceret at bruge ord som "fandengalemig" i dén analyse. - Må jeg vel have tænkt.

Men er det ikke rigtigt at det bare er befriende at sige sgu og fanden og for helvede da også? Eller er det bare mig, der har en brist så stor at jeg burde fy skamme mig? Jeg synes immervæk bandeord er sjove. Brugt i harmløse sammenhænge naturligvis. Ikke i konflikter. Ikke overfor børn. Og slet ikke i arbejdssammenhæng (ihvertfald hvis man har med f.eks. skriftlig kundekorrespondance at gøre... Det har jeg haft. Og jeg sværger sgu da på at jeg aldrig brugte en eneste ed!).

Men i harmløse sammenhænge. Når man fortæller om noget sjovt man har oplevet. Eller om noget frustrerende. Så længe fy-ordene ikke er rettet mod nogen i ramme alvor. Så er bandeord da en herlig ting! Det vil jeg fortsat påstå - mens jeg skriver lamme bandeords-manglende indlæg de kommende dage....

Hav en skide hamrende røv-god aften!!




The American Dream når den er bedst:



Se nu hele videoen og sejl med på de high feelings. Totaaaaaal stjerne i svøb!  .....Og elsker familiens reaktioner back-stage. Især lillesøsterens. Selvom det er MEGET amerikansk....

.......


MEN:

Som en der hedder Susan og jeg blev enige om inde på facebook: Intet kan overgå os hvis vi stiller op med "Sikken dejlig dag det er idag" eller "Er du sur og trist så klap i hænderne".

Åh ja. Ååh jo.

...Næh du. Dansken er alligevel ikke sådan at imponere 100% over noget "them crazy folks over there" har gang i. Vel ej Susan?


......



MEN:

 - Så ser man lige samme X-factor-stjernefrø nogle udsendelser (og tabte kilo??) senere og så tror jeg godt Susan og jeg alligevel kan blive enige om at vi (omsider) har os en værdig modstander:


 
 
Pis også. 

tirsdag den 2. oktober 2012

En eftermiddag med fuld pedal...!

Altså. iIIHHH. hMM. Men altså!!!   - Den ene veninde har købt motorcykel i lørdags. Den kendsgerning kan man lære at kapere. Med tiden.

MEN NÅR DEN ANDEN VENINDE SAFTSUSEME NÆRMEST DAGEN EFTER STÅR OG FORTÆLLER AT HUN SKAL HAVE SPRITNY BIL PÅ FREDAG.... så er der kun en ting selv at gøre:

Stikke dem en f#Ck-finger hver, proppe sønnen i sidevognen på Harley'en og skride på road-cruise:






Nå ja det kræver vel en forklaring: Jeg tog den 5-ethalvt-årige med ud på den lokale campingplads i eftermiddag fordi jeg havde en idé om at vi skulle se på dyr (der er heste, får, geder, kaniner, høns og en hund så stor & rolig at man kommer til at læne sig op ad den i den tro at den er et chatol).

Vi så da også et kort øjeblik på noget pelsdyr der spiste græs. Og så var det zoo-eventyr ligesom slut. For vi havde åbenbart valgt at besøge pladsen på den dag hvor der skulle graves med gravko her og hives grene væk dér og køres græstørv hist og ryddes pist. Og det fik drengen lynhurtigt færten af.

Med andre ord: Så så man lige den 39-årige mase/jolle/piske/tæske/trampe afsted på cykelkværn henover en 3-kvarters tid og med drengen som co-pilot ("anden vej, moar!", "derhén, moar!", "gravko, moar!, "traktor, moar!"....) i alle retninger (jeg kunne blive ansat der nu, på campingpladsen - alene pga. mit kendskab til veje og stier efter dagens strabadser...).

Som her:
 
 
 
Og så nåede vi hertil:
 
 
 
 
Herhen:
 




Så kom der en traktor forbi her:




Med vogn på der var fyldt med grene...(jo jo mor pedalede da efter den med begejstret søn ved sin side - kan I se kvas-bunken forude med hjul under? Det var genstanden for Daniels hujen og hvinen....)... :


 
 
Så tæske tilbage og kigge hér:
 

 
 
Og til sidst måtte moren sige til sønnen at vi skulle hjem og hente lillesøster i børnehaven, hvorfor vi pedalede væk fra de herlige maskiner og derfor vendte drengens hoved denne her vej på hele tilbageturen op til informationsbygningen:
 
 
 
Fandme også røv at moren ikke havde mere pedaltramp i sig dén dag.....



mandag den 1. oktober 2012

Jamen jeg PRØVER jo!

Nu har jeg slukket lyset før midnat 3 aftener i træk.

Må bare konstatere at der nogle gange skal et længere stykke sejtrækkeri til før det rykker noget.

For som C udtrykte det her til morgen (da jeg pga. uvirksom  halvvågen hjerne ikke kunne finde en skid):

"Du må da nogle gange blive bange for dig selv, HAR HAR!"



....Bare fordi man lige har taget leverpostejen ud af køleskabet og minuttet efter står og undrer sig over hvor den blev af derinde???