Follow by Email

fredag den 30. november 2012

Et synspunkt, say what.

I kølvandet på den kendsgerning at min mor har boet hos os i 2 uger (mestendels fordi hun er ved at falde fra hinanden over sin alenehed derhjemme i sit lille bitte byhus i Stege) må jeg komme med nogle tanker og synspunkter (tanker er ikke noget nyt fra min side, synspunkter  og synspunkters lillebror "stillingtagen" er til gengæld en rarietet ved det at jeg som regel ser 3-dobbelt i den forstand at jeg har det med at kunne forstå alle folks handlinger og årsagen til dem og det er kraft.edme ikke altid skide sjovt at have den evne. HVAD? Jeg er sgu da ikke opblæst. Faktisk er det bare sådan med min forståelse og har altid været det. Ja. Nej det er ikke nemt at gennemskue hvornår jeg mener noget i sjov. Men skal vi så ikke aftale i gennemskuelighedens navn at jeg fra nu af skriver det med grønt som jeg virkelig er seriøs med? Ok.):

For det første så fatter jeg ikke at det ikke for længst er gået op for os alle sammen at vi lever i et familiemæssigt unaturligt kulturelt opdelt samfund. Forstået på den måde at når først børnene er fløjet fra reden så er de ubundne, selvstændige og egenrådige og forældrene kan sejle deres egen sø. FOREVER.
 





For det andet så fatter jeg ikke at så mange ældre mennesker skal sidde derhjemme alene og savne selskab. Og nogle af dem har endda børn. Og adskillige børnebørn. Og alligevel sidder de her ældre mennesker og savner selskab.
 


For det tredie så er jeg ved at kaste op over den selvrealiserende ungdomskultur.

So call me snæversynet.

Indordne sig? Hvad er det nu liiiiige...

Godt jeg ikke er ude på arbejdsmarkedet for tiden.

For efter 4 år som hjemmetræner af den 5ethalvt-årige er jeg blevet for vant til at være min egen chef indenfor min egen tidsforvaltning og ville bare være en p.e.s.t.i.l.e.n.s. for enhver arbejdsgiver, der måtte synes jeg skulle gøre tingene i en bestemt rækkefølge.

Kan da SLET heller IKKE med deadlines længere. Sætter mig på halen i rent oprør (Dorte 5 år der ikke vil tage flyverdragt på) hvis jeg en sjælden gang forventes at nå flere end 3 ting på række og indenfor en på forhånd, af andre, eller bare af omstændighederne udstukket tidsramme.

Kan til nød leve med at den Lille Selvkørende og jeg SKAL til gymnastik hver tirsdag eftermiddag. Men har alligevel et ret så laissezfaire (staveplade) forhold til klokkeslættet vi bør indfinde os i hallen på. Og synes bare vi skal skride hvis ikke vi gider længere den dag (det er så ikke sket endnu - kun at JEG synes det, men ikke at Den Selvkørende er med på ideen og så må jeg jo pænt blive hængende med hende tiden ud...).

Så er der lige nu as I speek, hvor jeg faktisk skulle stå ude i køkkenet og stege frikadeller til 14 personer. Til imorgen. Jeg er ikke klar endnu. Og børnene skal snart hentes. What to do? Aner det ikke, for jeg er bare ikke klar. Det passer ikke ind i min verden og mit sind lige nu. Stjernerne står ikke rigtigt til mig og stegepande i disse minutter, kan jeg mærke.

Så dette er en julehilsen til min kommende chef ude i samfundet:

HAV EN RIGTIG GOD JUL og "G-LÆD dig til at få lige mig som medarbejder."

Især vil du meget hurtigt opdage hvad og hvor meget jeg kan udrette for firmaets overlevelse i spidsbelastningsperioder...

Kærlig hilsen,
Dorte "lever i en parallel-verden" Tejsner Madsen.



onsdag den 28. november 2012

Rablende men seriøst (- utroligt nok):

Jeg gider næsten ikke sige det (og jeg lover at dette bliver det sidste indlæg i den lille stime af beretninger om negative oplevelser, jeg har hostet op med den sidste halvanden uges tid):

Jeg begyndte at ryge igen midt i noget personligt pres. Meget privat og sygdomsrelateret case, der førte mine ben hen i fakta efter osepinde (som om de lige var nøglen til et langt og sundt liv, men altså man tænker måske ikke skide rationelt, velovervejet og langsigtet når man føler sig malet op i et hjørne et sted i livet, vel? Man reagerer sådan her: FLYGT for helved', og gør ting der, set i bakspejlet, ikke var særligt B.S.-problem-løsende... ).

Jeg siger bare stadig - som i et indlæg for langevigheder siden (skal sætte mig ned og lære at linke til tidligere skriblerier her på siden, en dag jeg får tid i upcoming julemåned, hvor jeg ikke har andet på tapetet (muuua-ha-ha-ha - jeg glemte lige jeg har børn der gerne skulle køres ind i noget tro på nisserne og deres rensdyr og trylleri og jeg formoder det er mig der må igang med at skrabe noget glimmer og kandiserede æbler og eventyr sammen...) AT:

Allen Carr's bog "Endelig ikke-ryger" er en geni-streg udi selvhjælp når man lige skal mindes om hvad rygning er og hvad det især ikke er og når man har læst den så falder det ikke en ind at tænde en cigaret igen.

So I'm on it. Er gået igang med at pløje mig grundigt igennem hver eneste side og jeg ved, at når den er læst til ende så er jeg færdig med røg. Igen. Jamen den VIRKER!

Kan sgu da ikke gøre for der kom sygdom fra Helvede og sparkede mig omkuld midt i min ikke-ryger-mentale-tilstand, hvor jeg ikke røg, ikke tænkte på at ryge og ikke kunne drømme om at tænde en cigaret selvom folk stod og sugede nikotin og snasket tjære og giftige dampe ned i lungerne lige ved siden af mig. Alene pga. jeg var kureret ud fra bogen jeg havde læst. Jeg var simpelthen bare SÅ færdig med det møg. Og det var fandme ikke engang LYST eller TRANG eller BEHOV der sendte mig i fakta efter en åndssvag pakke cigaretter, da jeg var sendt i gulvet der for en 3 måneders tid siden. Næ. Det var bare ren panik-handling. Intet andet. Gammelt vanemønster. DÅÅÅÅÅMT!

Nå - er du gal, siden du har hængt på så længe i dette ryge-ose-befængte indlæg?

Okay nu kommer slutningen snart: Om en 3-4 dage har jeg læst bogen igennem igen og er atter blevet normal (ihvertfald hvad angår mit syn på nikotin-pindenes sande (u-)væsen) og møder du mig (evt. bare her på bloggen) igen til den tid så er jeg 100% ikke-ryger og urokkelig.

Jeg siger kun alt dette af 2 grunde:

1: Jeg vil gerne overbevise dig, der ryger, om at du skal l.æ.s.e den bog. Årsagerne vil du finde indlysende når du er nået ca. halvvejs igennem den - måske allerede før.

2: Jeg GLÆDER mig til at sparke cigaretterne ud af mit liv igen!

That's all. Ligeglad med om du griner, ryster på hovedet eller bare smiler overbærende. Medlidenhed preller ligeledes af.

Jeg har nemlig atter fundet min bibel frem (ja jeg sagde bibel. Men jeg må godt være bloddonor. Og bande i ny og næ). Overvejer tilmed at gå rundt og banke på hos folk (altså hos dem jeg kender, der stadig ryger) med min Bibel under arm og lige.... Nej. Så rablede det alligevel her til slut, hvad?




tirsdag den 27. november 2012

Kækheden har sin pris

Næh, så ik' noget.

Men først skrev jeg noget om ikke at kunne få armene ned efter en rystende god og meget begivenhedsrig weekend (som nu er forrige weekend) og proklamerede kækt at der ville følge beskrivende detaljer.

Dernæst opdager min mor en knude i armhulen, vi bliver hvide i ansigterne af afmagt, hun bliver undersøgt hos doktor, der er ingen fare, hun tjekker ind hos os til en gang efterknæoperations-rekreation, lettelsen over ingen-fare-i-armhule klinger hurtigt af; hun har det skidt og har mange smerter, jeg har det tiltagende møgskidt, derpå har jeg det helt til rotterne og til sidst kulminerer det med at jeg render på lokum den halve weekend (som nu er den weekend der sluttede i forgårs) og ligger på sofaen og prøver at gøre mig usynlig i min totaldrænede, falder-i-søvn-hver-gang-ingen-taler-til-mig-tilstand den anden halve weekend (stadig den der sluttede i forgårs), alt imens min mors smerter får supplement af en tilsvarende maveomgang (jeg siger bare: Godt hun dog ikke skulle fræse på wc hvert 10. minut lige som jeg praktiserede. - Der må vel være et loft for hvor hyppigt man bør træne nyopereret knæ i spurtløb m. krykstokkene).

Så ligger vi dér - på hver vores sofa og stønner og jamrer. Det hele er forfærdeligt. Og udenfor er det MØRKT hele tiden. Og C, den stakkels mand, formår ligesom ikke rigtigt at "løfte" stemningen (også svært når dem man skal "løfte den for" enten er på lokum eller sover). Børnene slipper afsted med at ruske lidt i os indimellem (hele tiden, hvis du spørger mig og som jeg husker det - selvom jeg helst vil fortrænge en så langstrakt, tænderudtrækkende, enerverende og pinefuld weekend. .....Og tænderudtrækkende også.) men må mest ty til C hvis de vil opnå en form for voksenkontakt der inkluderer en smule Liv i Kludene. Føj og fy. For den.

Så derfor: Ik noget. Jeg fortæller ikke et eneste lille detalje-pløk om forrige weekends forrygende fornøjelser. Jeg tør simpelthen ikke. For så bliver jeg vel straffet med en omgang kolera eller noget.

Pip

Jeg er her endnu (selvom jeg henover weekenden var ved at komme i tvivl).

Et ord: Maveinfluenza.


onsdag den 21. november 2012

Se, jeg har fået en pige:


Nu med strømpebukser og kjole. Og ROTTEHALER (ved ikke om I kan få øje på den lille dut bag øret. En tilsvarende findes bag det andet øre....). Bemærk iøvrigt den lyserøde pengepung ved damens side. Den har hun med i fakta og hun INSISTERER selv på at betale for vores indkøb. Så ja, hun får da lommepenge i en alder af 3 år. I don't see why not.

tirsdag den 20. november 2012

Tanke-SPAAAAAAM!

Nå men da jeg nu er født på ny sammen med min mor (symbiose? Aner ikke  hvad I fabler om), må det være på sin plads at få lov til bare at rable en masse (mere eller mindre sammenhængende) tanker af sig i kølvandet på den fejende bølge af lettelse der blæste ind over os her i eftermiddag efter usandsynligt veloverstået lægetjek:

- Er du for eksempel rund, jeg kan ikke miste min mor til kræft. Det går bare ikke nogensinde. Så nu tror jeg egtl. bare hun bliver tvunget til at bo hos os forever så jeg kan holde øje med om hun spiser og drikker hvad hun skal. Er der ikke noget med, at tolv kg rå broccoli om dagen og en 20-km march om ugen (praktiseret, dyrket og indtaget flittigt over et tidsspænd på 5 år i streg) skulle nedsætte risikoen med 80%? Godt, sæt igang! - Og hendes nyopererede knæ skal jo trænes flittigt så der er dobbelt-win mht. mange-kilometer-marchen.

- Ved I hvor mange lorteassociationer der kan ligge i samtaler mellem en selv og den berørte person fra og med sekundet efter hun opdagede potentiel lortesygdoms-troublemaker-knude under arm? Jamen der kommer bare nye, kæmpe uoverskuelige betydninger ind i sætninger som "se det er tåget udenfor" (ligesom fremtiden), "Daniel har bare rykket sig SÅ meget på det seneste" (hvor meget kommer hun til at opleve af dét fremover?"), "Jeg pakker lige min taske" (ja og snart er det pakke og på sygehuset), "jeg skal bare have en enkelt mad" (ja og hvor længe endnu kan hun spise selv?), "jeg skal fandme ikke have endnu en knæoperation" (nej og når det så at blive aktuelt i det hele taget?). F.U.C.K. mand, jeg tror både min mor og jeg har været den slags dystre eftertanker igennem ved hver ytring om noget som helst til hinanden gennem det sidste halvandet døgn. Fordi vi begge var sikre på det ikke var noget godt, det her hun havde opdaget. Og hun er nyligt blevet opereret for livmoderkræft. Der sad MEGET og de fjernede det HELE og det havde IKKE bredt sig. Men nu? Havde der så alligevel sneget sig noget videre som sad dér og hyggede sig oppe under den ene arm?

- Er du gal man bliver fokuseret. Indædt koncentreret om at stay cool til der er vished. Troede egtl. ikke jeg kunne. Har altid regnet med at hvis sådan en udfordrende situation ville dukke op med min mor, så ville jeg gå helt fra koncepterne og falde fra hinanden i afmagt og give efter for en sindssyg angst for udsigterne og bare sidde og hyle op af hendes arm. Men jeg holder åbenbart så meget af hende at der ikke var så meget slinger i valsen: Det var mig der skulle være klar hvis min mor ikke kunne bære den skide uvished. Og så overrasker man altså sig selv. Åbenbart. Lille forsagt optur over den kendsgerning.

Nu må det være nok for idag. Bortset fra: JAAAAAAAAAH! ALLE GRUMME ANELSER GJORT TIL SKAMME!

Og lad os så feste videre.

Nå men jeg vidste da godt

hele tiden det bare var en tilstoppet svedkirtel. What else kunne man forestille sig?

Hilsen de lettede.

mandag den 19. november 2012

Stand by-tilstand aktiveret.

Så sker der det at min mor her til middag opdager en knude i den ene armhule.

Så gider jeg ikke skrive noget festligt herinde i den næste fremtid.

Hvis jeg overhovedet gider skrive noget.

Hej for nu.

søndag den 18. november 2012

Creepy tågesnak

Hold kæft det er scary, det her:

Hele weekenden har været een lang dans på roser for den 39-årige. "UDEN torne"-versionen* ovenihatten. Dobbelt-scary.

Ikke at alle andre weekender henslæbes i forarmet trælshed og opadbakker. Slet slet ikke. Men det her? Jeg er da overhovedet ikke opgraderet nok on the inside til at modtage og fordøje en så voldsom og pludselig monsun-regn af happy cases og strålende events og situationer der, som perler på en snor, bare folder sig ud på lige den mest kærkomne og belejlige måde.

Er stadig helt stivnet i "okay, what's really going on?!!..."-hed og kan ikke rigtig falde hen i beskrivende detaljer før imorgen. Måske først i over-morgen.

Så "Tak for ingenting" bør den normaltfungerende læser sige nu. (Eller: "Klap dog i forever, din vævende klaptorsk").

Ses.


*.....Okay ikke helt "uden torne"-versionen alligevel: Der er en, der står mig meget, meget nær som ikke har en fest med sit liv i øjeblikket. Du ved selv hvem du er og vi har lige talt sammen i tlf. Nå men ellers undskyld til jer andre for denne lille interne kodesnak. Prøver altså ikke at virke mystisk med vilje. Er vel tværtom snarere som oftest ufrivilligt mystisk (nogen ville nok kalde det "sort-snakkende") og kan følgelig ikke rigtig gøre for det.

fredag den 16. november 2012

Datterens coolness, moderens bøvet-ness.

Troede egtl. jeg holdt mig højt hævet over anvendelse af den trivielle indledning "Kender I dét?", men nu er jeg nødt til at bukke under:

Kender I dét, for helved, at man opruster både på indersiden og ydersiden og gør alverdens foranstaltninger fordi der helt sikkert er storm og syndflod i sigte af en eller anden kaliber og SÅ, bedst som man er klar (så klar som man nu kan blive på muligvis at gå sin undergang i møde) til at stå igennem helvede og ragnarok, så vender udsigterne for næsen af en, og der kommer højst et lille dryp på næsetippen along with et enkelt vindstød på 4 sekundmeter.

Og så står man faktisk helt bøvet tilbage og føler sig lidt snydt og også kun til grin for hele verden, fordi det nu bliver helt tydeligt for alle at man har haft pisket en katastrofestemning i vejret over hvad der viser sig at have været helt helt usynligt, ikke-eksisterende og imaginært (kan ikke komme på mere dobbeltkonfekt at slynge om mig med) fantasifoster (jo det kunne jeg godt) af et dommedagsbillede omkring hvad der var i vente.

Sådan havde jeg det efter overstået første tandlægebesøg med den 3-årige her til morgen (ja det blev alligevel mig der måtte tage med hende...).

Der endte med ikke at ske en skid. Tilmed fandt hun sig roligt i at åbne munden ved opfordring fra en fremmed (som - okay - var pissegod til at trykke på de rigtige Lærkeknapper). Og vi fik ikke skæld ud (over mangelfuld tandbørstning, havde jeg formodet) men kun ROS, kraftbørstemig, for vores flotte hjemmetandpleje ...(Undskyld, vores hvad???!). Og ingen suttetænder nævnt eller kritiseret. - Kun af mig selv. Prøvede vel at sætte gang i bare LIDT af det skrækscenarium jeg havde kørt denne oplevelse op til, i ugevis forud for den grumme grumme tanddoktoraftale, UAARK.

Åndssvage imødekommende&gavmilde børnetandlægeklinikdame. Hvem går du i grunden rundt og tror du er? Mother Teresa?

Hilsen. Og tak, bør jeg vel tilføje.

torsdag den 15. november 2012

Argumenterne:

Her kommer de (alle de indlysende grunde til at jeg lige måtte hamstre nyt til 3åringens garderobe igår):

1: Efter over en måneds tid og fra alle landets verdenshjørner at have stampet en solid bunke kluns sammen i nye størrelser, hovedsageligt via DBA (den blå avis, red.) og  hovedsageligt bestående af børnehaveduelige bukser, leggings, undertøj og bluser (uden skyggen af glimmer og snore og sære flæser, bare mest plain basistøj), hvad sker der så? Så kommer den Lille Selvkørende pludselig i tanker om at hun KUN vil have strømpebukser på. Som jeg iøvrigt havde glemt at købe nye udgaver af hun kunne passe, fordi hun ikke har haft et par på siden hun lige havde lært at gå og tale og nægtede at lade sig iføre andet end alm. joggingbukser og til nød en t-shirt hvis humøret var højt!

2: Med strømpebukser følger jo kjoler/nederdele. Som jeg dermed heller ikke havde anskaffet i nye størrelser hun kan være i (eller dvs. hun har nogle aflagte som hun ikke vil gå med fordi de "strammer" (= de strammer ikke, men hun gider ikke gå med dem). Plus et par stykker som  jeg nægter at hive frem for hendes åsyn med mindre vi skal til fest! Punktum).

3: JAAAAAAAAAAAAA!!!! YES, yay og wu-hu. - Endelig, endelig, endelig gider min lille pige have strømpebukser & Co. på! Og korrsssss hvor ser hun bare ekstra fantastisk meget nuser ud når hun nu pludselig ligner en pige. Ja jeg er da ellers ligeglad. Var også selv en buksetøs det meste af min barndom (bare spørg min mor...), så for min skyld kunne hun fortsætte i frotté-joggere og t-shirts til hun fylder 18, men for helved altså hvor ser den lille fjeder bare hjertesmeltende engleagtig ud i tøsetøj. Og jeg må lave små rottehaler på hende (og de er små. For hun har indtil nu kun haft korthårsfrisure grundet storebroderens hårhivnings-hobby. Som er i aftagende. OPTUR!!!)! KÆFT hun er jo så man falder i svime af næsegrus beundring og betagelse. Et syn for guder (eller bare for ungens gakkelak-mor).

4: Og så er det jo ellers bare om at smede mens jernet er varmt (= inden "vi" går ind i en ny tøj-æra hvor hun pludselig finder det helt fantastisk kun at kræve stribet tøj, tøj uden knapper i, kun vil gå i blåt tøj, kun kan med paillet-besatte bukser, etc...) og lynanskaffe noget girl-stuff fra den første den bedste Kinder-kludebiks på nettet. Er jeg måske helt galt på den? Hehe. Hehehehehehehe. Think not. Hehehehehehehehehehehe............  Hvad?

onsdag den 14. november 2012

Aaaarh jeg kan da ikke se problemet.

Holder åbenbart en lidt længere pause i opturs-trippet. For nu er jeg nødt til at sige noget:

Der bliver ingen nye vinterstøvler til den 39-årige i denne sæson (de gamle fra fakta årgang 2004 er da også stadig rigtig fikse).

Der bliver heller ingen rød sofa med puf til den 39-årige i denne omgang (rød sofa m. puf er bare mit hedeste ønske udi materielt frådseri. Så go ahead and grin your r.. i laser over dét, men vidundersofaen koster kun det samme som alle jer andres iphones og sådan en GIDER jeg ikke ha'. 1: Den er for stor. 2: Og for vanedannende. Og jeg har vaner nok at slås med i forvejen. Så lad mig have min mini samsung Iphone-wannabe i fred og min drøm om "MIN RØDE SOFA MIT PUFF DABEI"!).

Der bliver heller ikke nogen:

- Ny hovedpude (den gamle kan da også vaskes i en sort sæk - for at bevare de sidste fjer on the inside of the pudevår).

- Ny ansigtscreme m. synlig effekt (og dermed til en pris der svarer til hvad man kan få 1000 stykker fødevarer i fakta for). Må nøjes med Matas den stribede - som man sikkert kan bruge til både fjæs og fødder m. samme "gavnlige" virkning.

- Nye fancy cremefarvede lanterner til at lave udendørs tableau af (sammen med kogler og de 3 vise mænd i trendy lilla, støvet lyng og guldfavede toner, lavet af genbrugs-blik, naturellement).

- Nye varme bukser der har den finesse at de udover at være lune også er smarte&tidssvarende (er alligevel også stadig rigtig glad for at kunne vælge mellem de gamle sorte satinjoggebukser m. foer og de gamle tynde og meget armygrønne canvasbaggybukser med gråsortforvaskede uldne leggings under. Bare ultra feminint).

FORDI:

Det var jo meget mere på sin plads her til aften lige at hælde 3 kjoler, en nederdel, 1 skjortebluse og 2 tunikaer ned i virtuel indkøbsvogn, suse til "kassen" og fluks aflevere betalingsoplysninger, trykke bestil og dermed føje 7 stykker tøj mere i str. 116 til den 3-åriges i forvejen bugnende hylder af pige-gevandter.

Og bare rolig. Imorgen kommer der et helt indlæg fyldt med den skønneste overflod af argumenter for det meget meget velovervejede indkøbsrave.

Somebody. Help me. Der må jo være tale om et "missing link" et sted på kommunikationsvejen mellem "Det her er hvad vi har at rutte med"-hjernecentral og "sådan her handler vi"-outsourcet-til-very-dark-place-of-the-head-minihjernedel.

Hilsen en børnekludejunkie.....

tirsdag den 13. november 2012

Ikke for noget

men faldt tilfældigt over dette link:

www.forsoneren.dk

Er det ikke et helt fantastisk initiativ til at give folk en håndsrækning? Der findes for meget kiv og ævl i familie/nære relationer-regi. Bagateller, fordi for store egoer ikke vil/kan se hvad den anden prøver at sige og så er det hele gået op i røg og tænders gnidsel og smækkede døre.

Ville næsten ønske der var en jeg ikke kan finde ud af at genoptage kontakten med. Men må desværre give op på forhånd. Jeg har de mennesker jeg skal "bruge" :o)

Må bare håbe nogle andre kan bruge linket til noget....

mandag den 12. november 2012

En indskudt bemærkning....

Er lige nødt til at afbryde opturs-ræset og bringe stillingen:

Karaktérfast 39årig     -    Vingummi-39årig:    3   -   518

Ja jeg har fået inddraget næsten alle mine rygrad-points. Det er fordi den 3-årige skulle på wc her til morgen.

- Jeg bar hende ned af trappen og hele vejen gennem stuen og ud i gangen og ud på badeværelse (fordi hun ikke var vågen nok til at gå selv? Næ - bare fordi jeg tog hende op og bar hende hele vejen).

- Hun forlangte (nej faktisk bad hun om det - helt sort er det ikke så, vel?...) at få et håndklæde at stå på (fair nok - gulvet er pis-koldt derude og hun havde ikke fået strømpesokker på. Og nej vi har ingen bademåtte for så snubler drengen bare i den). Så jeg lagde et lille forkølet, men stort nok håndklæde til hendes små stakkels fødder.

- Men så forlangte hun (nej nu bad hun ikke om det) OGSÅ at få sit kæmpestore badehåndklæde til at ligge der sammen med det andet håndklæde (jeg siger jer, der er INTET hos små børn der minder om lidt flow i tingene og lad os få noget fra hånden... INTET!). Ja ja her værsgo (lagde det sammenfoldet på gulvet og satte mig tilbage og småsove på kanten af badekarret....). NEJ NEJ det skulle foldes HELT ud! NÅÅÅÅÅ!! Okay det kan vel ikke få verden til at falde sammen om ørerne på os, tænkte jeg og foldede det ca. 2 x 20 meter lange frotté-helvede ud i al sin pinke pragt og lagde det på gulvet i direkt forlængelse af det første lille forkølede håndklæde foran damens mini-wc.

......

- Og så var det at jeg vågnede (lidt for sent - som altid) op og så hende sidde der på tispotten som en dronning på sin tronstol med KRAFTSPARKEMIG den røde (okay så pink) løber rullet ud foran sine fødder.

Kan I se det for jer???


#¤"%&####!!!!!!

fredag den 9. november 2012

Højderne


Eftersom jeg regner med at gå i gulvet (alternativt kravle i seng) før kl. 20 i aften grundet influenzasymptomer i tiltagende, kommer allerede NU


DAGENS HØJDERE (OPTURE UDGÅET. HØJDERE LYDER BARE MERE HENAF LIV DER GENERELT KØRER GNIDNINGSLØST AFSTED) - ET UDPLUK:

- Da jeg tog to panodiler og det virkede som om der skete en opklaring.

- Da det lykkedes at få venindes 4-årige dreng til at tisse i en meljævner (ja det var hvad jeg kunne finde af gangbare urinbeholdere i deres køkken. Ved ikke hvorhenne på popularitetsskalaen jeg havner på den lange bane efter dét initiativ...Men tror ikke min veninde er en der ryster mel og vand sammen ret tit, egtl. Hun har den bare liggende ligesom jeg f.eks. har en wokpande og et stegetermometer på "standby"-hylder i skabene).... Jamen jeg havde lovet at tage drengen med til læge fordi moren mistænkte ham for blærebetændelse. Tsk. Mødre. Det viste sig desværre at mistanken fik en yderligere tilhænger henne i lægehus. Nemlig lægen. Som ville have knægten indlagt!? Så kørte vi til hospital. Efter først at suse forbi hjemme hos drengen og hente tøj. Iøvrigt havde den lille purk det godt fra jeg ankom på hjemmeadressen (hvor han blev behørigt passet af et familiemedlem) til aflevering hos moren udenfor hospitals-indgang. Jamen hvad er der med børn i det hele taget jeg IKKE overskuer for vildt? Og det spørgsmål lader vi ligge.

- Min mor er blevet knæ-opereret igår. Det gik vist planmæssigt. Højder. Og vi ser frem til imorgen hvor smerterne forhåbentlig ikke er lige så umedgørlige som de er idag åbenbart... Godt der findes drugs. En højder mere.

- Det er jo nærmest mildt i vejret (nej jeg har vist ikke mere i ærmet så det bliver også sidste punkt - ja vi ER nået til "eventuelle kommentarer") og ik' en vind, så jeg må have sparet OCEANER af penge på benzin til og fra hospital. Ikke at min veninde behøver lægge noget i dét. Hvis hun læser med. Jeg er jo ikke en fuldstændig røv med ører vel? Bare på røven. Harhar - nej. Hun har desuden sikkert alverdens imod at jeg poster noget om hendes søn på bloggen og så må jeg slette hele lortet igen. Og afdrage for svie og smerte med hundrede kr. om måneden de næste tolv år. Men så må en lille ekstra-HØJDER være, at hun ikke har tid at læse med lige nu...

....Og så håber jeg ellers bare de kommer hjem fra børneafd. allerede idag! For den dreng er for kær og for nem at have med at gøre til at han har fortjent at tilbringe weekenden på en stue hvor det larmer rundt med andre unger og hvor dvdafspilleren sikkert ikke virker. Eller også kan sygeplejerskerne ikke finde fjernbetjeningen. Nå der kom vist lidt egen erfaring m. børn på sygehus ind dér. Stopper...... NU!

Og NEJ! Jeg tager sgu da ikke imod penge for benzin. Når bare ungen har det ok og får den fornødne behandling. Prøv at høre: Jeg gør det gerne igen. Min betaling er at den lille "patient" sad helt helt opslugt af teletubbies der kørte på dvd'en omme på bagsædet h.e.l.e. vejen. Og så skylder jeg et andet menneske stor tak for sin medvirken. Men gider ikke træde for meget i spinaten med at nævne flere personer jeg ikke har fået grønt lys til at skrive om.




onsdag den 7. november 2012

Nyheder fra den lille Selvkørende:


Så er vi gået ind i "du-er-en...."-fasen med den 3-årige. Og der spares ikke på udvalget af betegnelser.

Er alene her til morgen nået at blive kaldt:

-En pruttefis (meget sødt egtl.)

-En lortelort (hmmm...?)

-En klods (om benet eller hvad? Står hen i det uvisse, for umiddelbart efter blev jeg kaldt)

- En bruser. Aner ikke om det er godt eller skidt at være en bruser i den Selvkørendes øjne. Orker ikke nærmere analysering. Om lidt bliver jeg alligevel nok kaldt en ko-lort og så er vi jo atter tilbage ved noget mere håndgribeligt.

.....

tirsdag den 6. november 2012

Den (næsten) Daglige Smøre


DAGENS OPTURE - ET UDPLUK:

- Den 5ethalvtårige og mig passede da lige ungernes lille fætter (på 6 mdr) ude i Køge (ja vi siger "ude i" her i Karise. Pga. vi selv bor lige i  hjertet af al civilisation med 2 ostebutikker and stuff og Køge er bare totalt outback og udkants i forhold dertil).... i en hel time, mens moren og ungernes 5-årige kusine var til hoste-lægetjek. Kæft hvor var vi seje. Men tænk dog en gang. At jeg kan sidde dér med meget vågen og klar baby og samtidig styre min egen dreng udenom alle mulige ulykker. F.eks. nåede jeg i sidste sekund at redde to fyldte (og endnu ikke ordnet med strygejernet) perleplader der lå henne ved fjernsynet, før store drengs pilfingre fik lavet ravage. Det lykkedes mig også henne i sofa at sidde med lille dreng på skødet og made ham med havregrød OG give ham vand (uden at spilde på fjernbetjeningen ved siden af) MENS jeg samtidig forsøgte at guide sidedrengen (den 5ethalvtårige) gennem (lidt for svært for ham...muligvis) nintendo-spil han havde fået lov at få fingre i. OG det lykkedes lige akkurat at fjernstyre store dreng væk fra kolonormt 2-etages pink barbiehus på stuegulvet før han havde pillet det meste af inventaret ud (for at undersøge det, ja. Men ikke sikkert 5-årig kusine ville synes om "ommøbleringen" når hun kom hjem). Det jeg egtl. bare vil sige er, at min dreng er blevet SÅ meget nemmere - og mere veltilpas i sin omverdensforståelse - at have med "i byen". Dælme en optur der vil noget.

- Momse kom lige forbi og passede 5-ethalvt-åringen mens jeg selv tog den 3-årige til gymnastik. Fik en sms fra de to derhjemme (da vi var ved at skulle til at synge gymna-farvelsang i rundkreds): "Vi drikker sodavand og laver bøvser og danser!".... Glad for det er mig der har min mor som mor. Optur.

- Den 3-årige ville igen gerne deltage i det alt sammen henne i sportshal. Faktisk gad jeg på et tidspunkt ikke selv flere kravle-op-og-hoppe-ned-redskaber og foreslog den lille Selvkørende at vi skulle pakke os og smutte. Men blev prompte nedstemt! Lille gymnahop-fanatic siger jeg.

- Der kom en pakke med posten. Elsker bare at få pakker. Også selvom det er noget jeg selv har bestilt. Og også selvom der bare er 2 par drengesokker i (med skridsikre dupper under - snart kun Melton der har dem op i str. 28-29...) plus et par blå joggebukser str. 104 og et par røde sutsko str. 27. En lille forsagt pakke. Tænk at man kan få optur over sådan en sølle sjat nye rollinge-fornødenheder. Måske vil man bare for altid være sådan lidt gakke-lak i det, efter man er blevet mor. Sådan en slags total-børnenørd, der ikke aner hvem den nye finansminister er, men som kender navn OG alder på hvert barn i børnehaven (også dem, ens egne unger ikke går på stue sammen med...).

søndag den 4. november 2012

Og igen:

DAGENS OP-TURE - ET UDPLUK:

- Den 5ethalvt-årige spiste en banan. Føler det ALTID som om jeg har raget den helt store jackpot til mig når den dreng indtager en rå, uforarbejdet genstand fra planteriget.

- Jeg købte ikke en skid i Bilka (ja vi er sådan nogle der tager på indkøb i storcenteret som søndagsudflugt. For det første behøver man ikke tage regntøj eller MAD med. For det andet er der toiletter overalt. OG for det tredie kan vi selv bestemme hvornår nok er nok og det er tid til at løbe hen mod en udgang grundet tiltagende iltmangel). Eller jow, både C og jeg smed de fornødenheder i hver vores vogn, vi  havde skrevet op i forvejen, men jeg kunne ærlig talt ikke engang få ØJE på andet skrammel vi havde akut brug for (og råd til) derhjemme. Og jeg tror det skyldes at jeg har nået et mætningspunkt mht. bras (=alt der ikke er livsnødvendigt). I sandhed en optur af den slags man (i mit tilfælde...) håber er kommet for at blive.

- Det er bare helt mirakuløst at se hvor meget hul igennem der lige pludselig synes at være kommet mellem den 3-årige og den 5-ethalvtårige mht. at "læse" hinanden (udover den smule af ældstens sprog den yngste kan forstå og vice versa). Så står man fandemgalemig lige dér midt i deres spirende søskendeforhold til hinanden og tænker "Drømmer jeg eller hva'? Eller hvad, hvar??!" Syngende op-tur.

lørdag den 3. november 2012

Padler stadig derudaf med.....:


DAGENS OPTURE (BARE FOR AT LADE SOM OM DER SKER NOGET NYT PÅ BLOGGEN ER "LYSPUNKTER" SKROTTET) - ET UDPLUK:


 - Jeg har fundet på at mine genfundne løbeture skal foregå sent eftermiddag istedet for tidlig formiddag. Dermed sparer jeg mig selv for at ramme muren samtidig med børnene (ml. kl. 15 og 17, hvor atmosfæren i huset ganske ofte forvandles fra rimelig omgængelighed til et lummert mix af lav-energi og letantændelighed). Istedet kan jeg nu lade andre (fx. C, når han er kommet hjem, den arme mand) om at holde fanen højt i børneland mens jeg blæser afsted på lunterunden i behageligt sen-eftermiddags-halvmørke og kommer opløftet hjem. - Og kan gå omkuld af udmattelse samtidig med børnene om aftenenen før kl. 19:30....Sgu da meget mere skræddersyet motions-skema! HvorFOR skal man også altid selv finde ud af ting? Nå men opturen er no matter en realitet!

- For at blive i løbsterminologien så har jeg idag begået et halvmarathon udi "mor-baby-lillesøster-hund-doktor-frisør"-leg med den 3-årige. Jeg mener non-stop i tidsrummet fra kl. halv 12 til ca. 16. Hvor min lille starut fik lov at bestemme dagsordenen. Det var sjovt. Grænsende til det inspirerende. Og det er det KUN når man vinker helt helt farvel til nogensomhelst "voksen"-opgaver og ligesom bare lader sig omhylle af legen og vikle sig ind i ungens tankeunivers. Er faktisk ret god til den slags.... Bør man være bekymret? Næ, tror ikke. OP-TURRRR!

- Den 5-ethalvt-årige var lige i bad idag. Og han havde det herligt. OGSÅ med bruseren (som han ellers har haft et skal vi sige RET  småneurotisk skræk-forhold til....). Han brugte en del tid dér i baljen på at gentage ordene: "Ik buses" (=vil ikke ret gerne bruses) - men det lød ærlig talt ikke som om det stak særlig dybt og mod slut tændte jeg for monstrummet og gav drengen lov at holde så han selv kunne styre den uhyrlige brusertingest! .... -  Og det havde han da en fest med. Også meget stor, sej og stolt knægt der blev fisket op af karret, puttet håndklæde om og båret (ja jeg sagde båret) ind til faren (og farmor som var på visit) og råbe-proklamere: "MIG BUSE-BADDD!!!" "MIG BUSEBADD!!!" .. "Nååå-å, var det sjovt Daniel?"  "JAAAAAAAA-HA-HA! SOUT! HAHAHAHA!". Åh den dreng altså. Fandme glad for at det er mig (og også lidt C) der "ejer" ham.

fredag den 2. november 2012

Problemknusning - et eksempel:

HAHAHAHAHAHA! Sådan dér!

Jeg har lige ringet til skoletandlægen og aflyst Lærkes første tandlægebesøg. Fordi jeg her til morgen fik kramper i mave og sind bare ved tanken om hvordan det ville komme til at foregå derhenne. Sådan rydder man lige et uoverskueligt problem af vejen. Jeg ved det godt: Jeg er fænomenal til at finde originale løsninger på hvadsomhelst.

...........

- Gider fx. bare ikke fordi det er synd for pigen, som med garanti flipper helt ud af skræk og modvilje.

- Gider fx. bare heller ikke fordi jeg vil få læst teksten SÅ meget om unødig brug af sut og deraf følgende suttetænder (for dem der ikke er inde i fagudtrykkene betyder "suttetænder" at alle de forreste pløkker i over- og undermund ligesom søger mod lyset udenfor, skal vi sige det sådan?). - Og det er hvis det overhovedet vil lykkes for dem at få et glimt af noget som helst i den lille dames mund i det hele taget...

- Gider fx. også bare heller ikke fordi jeg vil blive spurgt om vi kender til tandbørstning? OG JA FOR HELVED' DET KAN JEG LOVE DE TANDKLINIK-KITLER FOR AT VI GØR. Og vi kender ISÆR til tandbørstning på de mærkeligste lokationer (=dér hvor det tilfældigvis lykkes mig at trænge den lille frådende usamarbejdsvillige tingest op i en krog. Fx. fastspændt ude i bilen...).

- Gider sluttelig bare SLET heller ikke fordi C er taget til herrefødselsdag (varer gerne... i en flok timer) og dermed vil der være LIGE LOVLIG skæv balance i vores forhold, hvad tildeling af festlige oplevelser angår.

Så nu har jeg fået en ny (morgen-)tid til hende en dag hvor faren har al al mulighed i verden for at tage hende med.

Hæ. Go' fredag.

torsdag den 1. november 2012

Den lille vil sgu sove uden for hjemmet!?


DAGENS LYSPUNKTER - ET UDPLUK:

- Er ikke engang videre øm efter gårsdagens ekstrem-løbning. Måske musklerne er gået i en slags dvale af overanstrengelse? Mystisk ihvertfald. Men rart nok, jo. At kunne gå rundt uden at ligne en der lige har født. Eller som der er faldet af hesten. Eller som der har fået stød (af en kaliber så håret på ens hovede er begyndt at kruse selvom det altid har været fladt og så det stadig føles som om ikke alle volt har forladt kroppen ved hver eneste lille bevægelse man foretager. Om jeg har været dèr før? Efter løbning? Det kan jeg ikke rigtig huske....).

- ALT ved dagens besøg af børnenes morbror & hans kone har været et kæmpestort inferno af lys. Den 3-årige foretrækker at sidde på tante Anita the whole time og den 5-ethalvt-årige ser KUN morbror Lasse. Perfekt. En til hver og så kan jeg snige mig rundt i baggrunden og bare nyde synet og grine lidt over dem alle fire uden fare for at jeg pludselig forlanges at være med alle steder på en gang. Familie. En undervuderet ressource, sådan generelt i mediebilledet. Jamen det var TOTAL-hyggeligt og afslappet på alle fronter.

- Den 3-årige ville med min bror og svigerinde hjem, da de begyndte at måtte pakke sig efter aftensmaden (de skulle hjem til hunden jo). Med streg under VILLE! Hun var SÅ klar. Og hun blev simpelthen så ked af det da de var gået. Aldrig set lignende reaktion på farvel fra hendes side før. Jeg blev sgu sådan lidt betuttet over hende (en sjælden reaktion fra min side overfor lillepigen, skal jeg så understrege...). Og faktisk blev det sådan at vi har en halv aftale om at jeg lodder stemningen hos 3-åringen de kommende par dage og hvis hun stadig gerne VIL afsted - og sove en enkelt nat dernede i Stubbekøbing... Tjah, hvorfor så ikke prøve? Hehehehe. Så skide være med hvis hun fortryder og vil hjem så snart hun er trådt indenfor døren hos dem. Så må hun jo retur somehow. Men jeg tror fandme ikke engang det vil ske! Kæft, det kan gå hen og blive en sjov oplevelse! Især for min brormand og kone. De har ingen børn selv (endnu) og de har i forvejen set aaaaalt for lidt til mine egne unger, så dette scenarium kan gå hen og blive stooooort for alle parter! Og nej jeg har skam ingen skumle hensigter. Fx. i retning af at skimte aflastning forude. Tværtimod så bliver jeg sgu på forhånd bekymret for om hun vælger at blive boende dernede hos de to så rare mennesker .... MEN alt i alt en vældig optursfremkaldende halv aftale og nu må vi se hvad hun reelt har mod på, den lille slubbert.

Kors en gang ord-vælling alligevel, hvar? Harharhar. Kan heldigvis selv kun se det super komiske.


SÅ FIK JEG LIGE REVANCHE

Trådte ind på bh-stuen med den 5-ethalvt-årige her til formiddag. Der blev (på 4.dagen?) gravet med gravko lige uden for vinduerne. Siger sig selv drengen blev opslugt af skuet med det samme.
Hvorfor jeg havde tid til at føre flg. samtale med 2 af småtøserne (lad os kalde dem Åse og Magda), der sad ved bordet next to us og bare var pot-og-pande med hinanden og derfor højt på strå overfor hende dér Daniels mor:

Åse: SE Dorte! (viser fuck-finger).

Magda: HAHAHA SE Dorte! (viser også fuckfinger).

Mig: PUUUHH nogle grimme fingre, kan I lige pakke dem sammen igen!

Åse: Tidr-hidr (viser stadig fuckfinger).

Magda: Tidrhidrhihi (viser stadig fuckfinger).

Mig: Hvis ikke I pakker de der fingre væk så stopper jeg jer ind i køleskabet ude på gangen!

Åse: (Nu uden fuckfinger) NE-EEEEEJ du gør ej!

Magda: (også nu uden fuck-finger) Ne-ejj, for vi kan ikke være derinde.

Mig: Jo, for jeg tager alle madkasserne ud først.

Åse: Men vi kan bare STADIG ikke være der, for der er også hylder!

Mig: De kan OGSÅ tages ud!

Magda: Ne-eeeej!......

Åse: Så åbner vi da bare køleskabet, ikke også Magda?! Tidr-hiiiiidr!

Magda: Jo! Vi GØR så! Hiiiiidr-hihihirhidr! Og VÆLTER det!

Åse: JAAAAAAA!

........

Mig: Det kan I ikke. For inden jeg putter jer derind så vikler jeg jer HELT ind i gaffa-tape, så I står SÅDAN her (rejser mig op og står som en stenstøtte med armene strakt og fladt ind til kroppen), så I hverken kan røre jer ELLER vise fuckfingre!... (tag dén, frk. Fremme i Ballerinaerne 1 & 2).

..............

..............

Magda: Hehehe. Det er bar for sjov, ikke?

Mig: Joooooooo! Det er da så. Selvfølgelig.

.........

Tegnede lige et rensdyr til dem (fordi de for fanden er gået igang med at jule derudaf derhenne kunne jeg se!) inden jeg krammede gravko-drengen farvel. Og fordi JEG jo lige havde vundet stort over dem begge, så jeg mildt gennem fingre med at Åse sagde at den lignede en ko. Vi blev enige om at det var en ko-elg-hest. Og så var der atter smuk balance i denne del af Verden.