.jpg)
torsdag den 20. februar 2014
Man skal lytte IND til hvad barnet siger
... Men det er nogle gange en lille smule svært, når tøjstil og verbal udmelding ikke rigtig spiller sammen.
onsdag den 19. februar 2014
.jpg)
fredag den 7. februar 2014
Der findes begejstring
Og så findes der Daniel-begejstring:
.jpg)
Og sådan har vi alle hver vores forhold til rengøring.
.jpg)
onsdag den 5. februar 2014
Overbærenhed
Man må tage hatten af for min lille seje Selvkørende.
Trods gentagne hårhivninger fra specialdrengens side holder hun stadig af ham.
Og viser ham således her hvordan man OGSÅ kan behandle hinandens frisurer:
.jpg)
Trods gentagne hårhivninger fra specialdrengens side holder hun stadig af ham.
Og viser ham således her hvordan man OGSÅ kan behandle hinandens frisurer:
Man bruger da kniv og ske når man leger frisør.....
mandag den 3. februar 2014
Efterskælv?
Det bliver en mærkelig dag på næste mandag.
For da er det både specialdrengens (7-års) fødselsdag og 3 måneder siden min mor døde.
3 måneder.
NU må hun godt snart dukke op, ikke? Det komplette fravær trænger sig mere og mere på.
Der er stadig ingen mor at sende fotos til eller til at bare sms'e om alt muligt eller som lige kommer op en tur i Punto'en nårman trænger til at være barnet hun savner småkravlet for fuld blæs.
Ingen connection til Stege, Møn længere. Hendes lille byhus er sat til salg dernede.
Sidder her med nogle få materielle minder (bl.a. den dér symaskine........) og et mere eller mindre ubegribeligt savn og ude af stand til at acceptere 100% at hun er væk.
Hun blev kun 69, jo for fanden. Og kræften tog hende blot 3 måneder efter den blev opdaget.
Og hun var så glad for mine unger.
Og jeg fik aldrig snakket rigtig meget med hende det der sidste døgn af hendes liv for hun kunne ikke men ville gerne. Det er det sværeste at kapere.
Muligvis en af årsagerne til at jeg lige gik i sort dér en 14 dages tid lige for nylig.
For jeg skøjtede igennem dagene efter hendes død, henover bisættelse og julen uden at tude øjnene ud.
Og så sidder man pludselig dér midt i det mørke januar og finder ud af at det "ikke bare var noget vi legede". Min mor er her ikke mere nogensinde.
Fuck mand, det gør pissehamrende ondt.
For da er det både specialdrengens (7-års) fødselsdag og 3 måneder siden min mor døde.
3 måneder.
NU må hun godt snart dukke op, ikke? Det komplette fravær trænger sig mere og mere på.
Der er stadig ingen mor at sende fotos til eller til at bare sms'e om alt muligt eller som lige kommer op en tur i Punto'en når
Ingen connection til Stege, Møn længere. Hendes lille byhus er sat til salg dernede.
Sidder her med nogle få materielle minder (bl.a. den dér symaskine........) og et mere eller mindre ubegribeligt savn og ude af stand til at acceptere 100% at hun er væk.
Hun blev kun 69, jo for fanden. Og kræften tog hende blot 3 måneder efter den blev opdaget.
Og hun var så glad for mine unger.
Og jeg fik aldrig snakket rigtig meget med hende det der sidste døgn af hendes liv for hun kunne ikke men ville gerne. Det er det sværeste at kapere.
Muligvis en af årsagerne til at jeg lige gik i sort dér en 14 dages tid lige for nylig.
For jeg skøjtede igennem dagene efter hendes død, henover bisættelse og julen uden at tude øjnene ud.
Og så sidder man pludselig dér midt i det mørke januar og finder ud af at det "ikke bare var noget vi legede". Min mor er her ikke mere nogensinde.
Fuck mand, det gør pissehamrende ondt.
Smag din egen medicin, et eksempel:
Mig: "Lærke kan du ikke lige rykke dig lidt?"
Lille Selvkørende: "Lad være med at mundse (=hundse) med mig mor!"
Abonner på:
Opslag (Atom)