mandag den 21. december 2015

Må klare alle folks løse ender.

Kender en hestestald et sted i udkanten af byen, hvor der da godt nok trængte til at blive piftet op med julekrimskrams indtil for et par timers tid siden.

Ting skal jo gøres ordentligt og projekter følges HELT til dørs. Og en stald skal ose af jul. Især når der er børn til stede på daglig basis. I den der stald. Tænkte jeg. Og gik igang. Ofrede endda liv og helbred på stige op til høloft for at finde de helt rigtige pladser til flitterstadsen.

Godt man har mig til at sørge for den slags lavpraktiske nødvendigheder.




onsdag den 2. december 2015

Goddag, fører De koks og tørv?

Havde Specialdrengen syg tre dage i sidste uge. Groede fast i sofaen. Og så bamse&kylling plus Thomas Tog på dvd'eren i sammenlagt 84 timer.

Indtil lyden stod af.

......

Midlertidigt opløftet humør hos patienten pga. en saftig strøm af gjaldende fy-ord fra moderen.

Har glemt hvordan vi overlevede resten af slatten-dreng-dagene.

Tog ham med i el-giganten igår. For vi skulle da have en ny dvd'er til en 2-300 kr.

Det var så bare hvad HDMI-tilslutningsaggregatet kostede.

Scartstik? Kunne lige så godt have bedt om et vred halm til træskoene. Prøv lige at være drattet ud af 50'erne.

Forsøgte halvpanisk at følge med i sælgerens skræmmende fremmedord-strøm mens min dreng drønede rundt og opdagede at man ikke kan putte f.eks. en 50" fladskærm ned i kurven.

Kom hjem med blu ray-afspiller. Der - udover vistnok at gide have med almindelige dvdfilm at gøre - også kan noget med streaming, netflix og være en rumraket med plads til fire.

Hilsen Fortids-mor.



torsdag den 15. oktober 2015

Lige en hurtig:



Dette sker hver gang jeg begynder at fortælle seks-åringen om dengang mor var barn:



Om jeg fatter det....

fredag den 9. oktober 2015

Er ikke et træ, del 2:


Synes selv jeg er naturen overlegen, i virkeligheden. Og der har jeg da nok rætti fat i den lange ende.





"Der er jo intet der kan komme bag på een herude!"


torsdag den 8. oktober 2015

Træer tænker ikke. Altså er jeg ikke et træ.

Det der med naturen. Kan jo være super.

Jeg har bare endnu ikke oplevet den der zen-ting (som alle taler om) når jeg tramper rundt derude. Noget med at gå i eet med et bøgetræ og opleve Den Totale Skønhed i pude-mosset i skovbunden.

Jeg er nok for tykpandet til den slags åbenbaringer. Og så kan min hjerne ikke finde ud af at   klappe i selvom den ikke har nogen at snakke med derude i krattet. Den kævler skam videre om en trilliard ting der har minus med Skovens Skide Dybe Stille Ro at gøre. Også selvom jeg siger til den, den ikke har taletid. Så knævrer den bare endnu mere fast forward afsted.

Men som sagt finder jeg naturen tip-top. Og jeg prøver stadig at være en del af den. Seneste tiltag: Sætte mig helt op ad et træ. Sådan "hud-mod-hud".






søndag den 4. oktober 2015

Der var liiiige nok til tre.

En af de dage hvor man vågner op og IKKE tænker: "Idag tror jeg vi bliver tre mennesker om at udrydde en othello-lagkage."

Men sådan blev det. Mest fordi de andre ikke dukkede op til tiden.

Det var ihvertfald vores hovedargument.

Og så fordi vi kunne.

Morale? Det ved jeg ikke. Skal der være en? Og er der mere kage?




Godt vi er enige.

tirsdag den 29. september 2015

Ups. Tegnede udenfor. Ny væg, tak.

Nå men vågnede så op den anden dag og rendte ind i en, der syntes jeg skulle lave noget tegning/maleri.

På en væg.


På en væg i en institution.


På en væg i indgangs-forfucking-partiet i en institution.


Reagerede sådan her:






Havde det i virkeligheden sådan her:






Skal jeg egentlig ikke bare forstørre den der "hvidt flag"-galning 22 gange op?.....

søndag den 27. september 2015

Hvis nu man var....

...  - En følelse.


Så kunne man f.eks. godt se sådan ud når ungerne er i trivsel:




lørdag den 26. september 2015

Spasminton.


Kan I så huske dengang man spillede badminton? Tror nok lige Yonex-polo'en havde sin glansperiode.

Ellers var der ikke så meget muzak over min "Danser med Fjerbold"-karriere. Men sjovt var det. Også fordi jeg kunne nå at løbe helt op til nettet indenfor en acceptabel tidshorisont (på under 20 sekunder).

Nå men der gik nogle år og et par fødsler.

Og så befandt jeg mig denne uge pludselig i en gymnastiksal med en ketsjer i hånden. Sammen med Rune (på en meter og syvogfirs - pillede alt ned. Selv støvet) & Anne (helt klart dopet. Man kan ikke være tre skamler høj og samtidig torpedo-fræse rundt i alle banehjørner på syv milisekunder og skovle HVER.ENESTE. bold over nettet).

...........

Det gode var at min krop - under beskydningen fra de to bindegale  bold-ekstremister - havde glemt den ikke kunne røre sig ud af flækken.

Og mere er der egentlig ikke at sige om den turnering. Men næste gang tager jeg jo så rulleskøjter på. HA!



"Jeg har den! Jeg hh..."

fredag den 25. september 2015

Vivi's Vridemaskineri

Kan I huske dengang man kunne gå i bro? Og bare gjorde det fordi man jo kunne.

Det var også dengang man syntes det var sejt at cykle "med uden hænder" og dengang man i det hele taget var rimelig godt kørende mht. at udrette noget balancemæssigt udfordrende snavs.


Idag kan jeg ingen af delene. Dels fordi jeg ikke har lyst til at komme til skade og dels fordi jeg i forvejen prøver at balancere med Det Hele sådan over een kam.


.......

Og alligevel sker det ind imellem at man falder over en vanvittig sjæl, der bl.a. mener man skal lægge sig på ryggen henover en giga barbapapa-bold og nå jorden med hænder og fødder.

Vi taler om Vivi. Vivi den Grusomme og hendes lår/mave/ryg-tortur. Tag jer i agt derude. Jeg sagde Vivi. Løb, hvis I så meget som hører om hende.

For hede hule Hækken. Hvem har æltet beton ind i mit korpus??



Jeg har den! Jeg har den!…..


torsdag den 24. september 2015

Der er dage.....




- Og så er der EDDERPRÆRKME de dage:




- Hvilken dag er DIN "Jeg-sætter-mig-bare-helt-stille-under-denne-papkasse"-dag?

onsdag den 26. august 2015

Dengsen med Dyr

Daniel her til morgen ved skoleaflevering:

"HEJ BOOOOODIIIIL, HEJ STEEEEEEN, HEJ HEEEJ, NU KOMMER JEEEEG! HAHAHAHAHAHA!"

.....

Bare normal morgenprocedure med den knægt.

Nå, men de skulle så ud og se til gederne.

Daniel: "JA! JA! JAAAAAAH, UD OG SE DEDER, STEEN! SMÅ DEDE-TIID (*gedekid)!"

Og så var han ellers på dyretrip.

Det er ret sjovt med Daniel og dyr (på nær de små med seks til otte ben. Der jubles ikke HELT så meget...). Han vader hen til alt, der kan klappes. Og det lige med tilpas drys forsigtighed (hvis jeg siger det til ham, vel at mærke).

"NÅÅÅH, LILLE RAPPEAND. HVAD HEDDER DEN? HVAD HEDDER DU?"

Eller:

"NÅÅÅH HUND, HVAD HEDDER DEN? HVAD HEDDER DU?" - Har eddrrmanme hilst på mange, maaaange hundemennesker sammen med drengen på den konto. Og kender ikke så få navne på en 30-50 logrende kræ. Deriblandt en tysk schæfer, der til daglig bor i Tyskland med sine tyske ejere. Den er ikke ret stor og det er fordi den er af gammel østtysk afstamning. Kender især også mange forskellige udgaver af labrador. Formel 1-typen, f.eks. som heller ikke er ret stor og vist som regel fås i farven sort.

Eller:

"NÅÅÅÅH, HEST! SIT !! KA DU SID NED?!"......

Eller:

"NÅÅÅÅH, LILLE KANIINNN/KALV/MUHKO/HØNS/MARSVIN! SIT !!"....

Hans mentale udfordringer taget i betragtning så er det mageløst at betragte ham med dyr. Han viser omsorg og interesse på et plan, hvor man tænker:

"Ooookay... Skal ungen da ikke have en liller bitter hund? Eller klappepony?"

HAHAHAHAHAHAHAHAHA!          ....Nej.

Men fristelsen ligger stadig lige for. Især når han interagerer med shetlænder-ponyprutten Elvis (som egtl. er rødhåret men havde ikke lige den farve i paletten...) på denne vis:





LÅÅÅÅVE



tirsdag den 25. august 2015

What's in your heeeaaad, in your heeeeaad?!

Der er noget med børn & forventninger.

Vi skulle på stranden i søndags fordi udsigterne sagde 24 grader og sol. Og moderat vind fra vest (kysten er østvendt, så jeg havde allerede det her billede i hovedet af timers børneplasken i lavt og krystalklart stillevand så langt øjet rakte).

AAAAAHH! Tænkte jeg. For guderne skal vide hvor uheldige vi so far havde været mht tilløb til muntre strand/vand-aktiviteter henover sommeren i år. Det vil jeg ikke komme nærmere ind på, udover at slynge disse par ord ud: "DAR KOMMER VIST TORDEN, LØB FOR LIVET!", "NEJ, JEG BADER IKKE I DEN DER COCKTAIL AF BRUNE TANG-SPLAT-BØLGER & KAGEFAD-STORE DRÆBER-GOPLER!", "OKAY, BIND BØRNENE FAST TIL NOGET STATIONÆRT, NU!!", "HOLD DOG FOR KÆFT, DET ER KOLDT, DANIEL HAR BLÅ ARME!"

Så NU skulle det blive godt. På Min Søsters Børn-måden, hvor vi hen mod skumringen ville sidde i rundkreds i sandet med saltvandsrander op til ørerne og lytte til cikadesang og fortælle røverhistorier og snitte i pinde efter al den vand-tummel.

Der var  så bare en lille ændring i vejrudsigten, jeg faldt over da vi kørte afsted. Noget med temperaturfald, ny vindretning, vindstyrke og skysystemer.

Så jeg kom til at fyre nogle ret nye gloser af på den mavesure måde. I en sådan grad, at specialdrengen stemte i med "Det noed PIS!" (mors dengse)...

.....

Ikke at vejret ellers til daglig sådan får lov at sætte dagsordenen for mit humør. Men der er bare ikke skide meget vi som familie kan lave som vi ALLE får noget ud af. Sammen.  - -- Grundet drengens udfordringer. Derfor ligger udflugter i høj kurs.

Nå - men det var det med børn & forventninger:

De indretter sig åbenbart bare!!??!!  Så selvom det blev ENDNU ENDNU ENDNU en strandtur uden vandplask,  havde drengen en fest med sten, hans lillesøster havde en verden sammen med sin to år ældre kusine henne på et tæppe med perler 'n stuff og jeg kunne godt pakke alle surmulerierne sammen.




Tilbage står så og flagrer noget med voksne & forventninger, som muligvis skal kigges lidt efter i sømmene... Øv, det noed PIS.






mandag den 3. august 2015

Nu? Næh. Nu? Næh. Nu? Næh. Nu? Næh. Nu?

Jeg ved godt at mange børn ikke kan vente til noget sjovt skal ske, de er blevet lovet. Det skal helst være NU!!!

Så er der sådan en dreng som Daniel. Der rent tidsbegreb-mæssigt er der hvor han kan finde på at råbe "HEJ HEEEJ MOR. SES IMORGENNNN" når jeg bare er gået ud i brusebad.

.......

Så skulle vi en uge på sommerferie. Planmæssig afgang ved 12-tiden. Daniel vågnede kl. 6:00. Og plejer, når han får færten af noget med ud og køre langt og nogle tasker der bliver pakket, at sætte i gang med "Når kører vi? Nu?" og "Ha pusletaske med? Mor?" og "Ska Lærde/far/mor/Danel også med?" på repeat (virkelig. Fuld skrue, kun afbrudt af en tår at drikke) lige indtil vi rent faktisk kan sætte os ud i bilen.

Det kan nogle gange godt sætte sig til rette på mor-nerverne og bare prikke løs på dem for at teste hvor mange gange der skal til før hun ringer til Lola og råber "sguhelved" ind i røret.

Andre gange - de fleste faktisk - bærer jeg over med knægten og svarer på alle hans firs millioner "hvor-længe-er-der-til"-relaterede spørgsmål. Imponerende hvad man kan lire af på rygraden.

Nå, men denne gang skete der noget banebrydende. Jeg rakte knægten en stor rejsetaske og bad ham pakke noget duplo. Tænkte det kunne holde ham hen i 3 minutter. Det kunne det også. Plus en rund time!!! Hvor han en for en dumpede en klods ned i tasken og ved HVERT stykke duplo råbte "Oggggg den her ska med!"

Nogle gange gider karma bare gerne samarbejde.





Til gengæld var vi kun lige bakket ud af indkørslen: "Når er vi der? Far?"


torsdag den 18. juni 2015

Må løbe.....

Jeg ved ikke hvad der foregår. Men i hvert fald har jeg kun liiiige tid til dette indlæg.

For bagefter skal jeg tilbage i vælten.

Jamen jeg befinder mig bare hvor tingene sker, i øjeblikket.

Først er der gedekiddene, som Daniel og jeg skal ud at interagere med en 7-8 gange om ugen fra tid til anden.

I går sad hende den 5-ethalvtårige og mig på ANDEN (!) række i cirkus Mascot og det var mageløst. Og hun fik ridetur på æsel i manegen og ting (okay det var i pausen. Og man skulle betale en tyver. Men alligevel).

Her til morgen var jeg ude og stemme efter aflevering af sædvanlig overbegejstret dreng i skole (gid man havde det sådan hver dag dengang man selv frekventerede den kommunale læreanstalt sådan på daglig basis: "HEEEEJ, NU KOMMER JEEEEG. HEJ BOOODIIIL (en af Daniels faste lærere). GODT AT SEEE DIIIIG! HAHAHA!".

Jeg stod og flagrede med mit valgkort 5 minutter i 9 og dermed 5 minutter før valget gik i gang. SÅ skete der simpelthen det, at jeg - sammen med en anden nydelig borger - blev kapret til at bevidne at valgurnerne (3 mega-containere af dem man normalt sorterer papiraffald i...) var HELT tomme inden valgstart og råbe det ud til de fremmødte!!




Men som om det ikke skulle være eventyr nok for en dag, så blev jeg fotograferet af lokalpressen efter jeg havde sat mit kryds (Zenia Stampe for President) fordi jeg var den første på dagen, der puttede valgseddel i urne.

Tror da nok jeg  kommer for lidt ud  befinder mig i virkelighedens brændpunkter for tiden, hvar?

Derfor må jeg også slutte her. Skal ud på gaden og se hvad jeg ellers bliver hvirvlet ind i.

.... Hvem ved? Måske kommer der en svensk turist og spørger om vej til Tivoli. Eller til Brugsen.

onsdag den 17. juni 2015

Hænger ud med dyr

Kender et sted i udkanten af byen (dvs. 500 meter fra centrum, deromkring) hvor der pt. er gedekid (og køer og høns. Og kyllinger...).

Måske har jeg nu haft specialdrengen med derude et pænt antal gange? - I hvert fald ved vi at en anden ged venter kid, hvornår der fodres og med hvad, at de to gedemødre ikke kan sammen og derfor går i hver deres indhegning, hvornår hønsene lukkes ud, hvad barnebarnet hedder, hvor højt et gedekid kan hoppe, at geder foretrækker daggamle tebirkes fremfor daggamle salatblade og en række andre relevante ting.

Det er sket at vi har været derude TO gange på en dag. Og drengens begejstring er stadig stagneret udfor 12-tallet på en skala fra 1 til 10:



 
Spørger snarest om vi må slå telt op. Skal jo ikke gå glip af næste gedefødsel.
 


onsdag den 27. maj 2015

Mini-ferier. Sprinkle that shit everywhere!

Daniel, ikke?

Han er en lurendrejer i ordets bedste betydning.

Vi var på miniferie i Marielyst på Falster her i pinsen og min dreng var på totalt slap line.

Han forstod vist godt vi alle slappede mere af, havde mere tid til at kilde hinanden og opleve noget sammen (f.eks. en gul bus. Eller kaste sten i vand ved strand. Eller grine af det hysterisk morsomme i, at 1000 myrer havde invaderet min og den femethalvt-åriges seng fordi NOGEN havde glemt at smide en afgnavet slikkepind i skraldespanden).

Og så var der ikke mindst levende musik nede på Larsens Plads til den lille Rytme-Hans (og hans lillesøster. Som optrådte med sin egen dance-style på improviseret podium - en lang bænk. Foran alle udendørs siddende restaurantgæster....).

Og morgenerne var for moderen på en eller anden måde til at kapere fra.... morgenstunden. Ved ikke.... måske fordi man kunne gå to skridt fra seng og ud på terrasse og tænde dagens første smøg.

Eller/og måske fordi drengen pludselig stak sit glade fjæs frem og kørte denne joke af på sin mor:


Sgudda til at blive helt A-menneske af.

torsdag den 21. maj 2015

AAAAAAARRRH! GÅ VÆK, SKRÆMME-DAME....

Det er stadig ret oppe i tiden at sætte sig ned og visualisere, er det ikke?

Skulle lige prøve.

Så poppede et scenarium op på lystavlen (don't ask why...) hvor jeg sidder og hælder vand ud af ørerne overfor vores alle sammens Lola:




 
 
Lokker den 5-ethalvt-årige til at se om der er monstre under min seng i nat.


mandag den 18. maj 2015

Morgenstund har ... kæften fuld af tøjkrise i str. 122-128.

Hvor var det dog nemt med beklædning da de var babyer, ikke?

Eller dengang (for nylig - var det ikke i går, egtl.?) det hele skulle være i lyserød/lilla-skalaen, så var der sang og harpeklang.




Nå. Det bliver vel nemmere om lidt når hun starter i skole.
For så skal hun bare have det samme, de andre går med.
 Eller det modsatte. Og det er da til at handle på......

fredag den 8. maj 2015

Og i eftermiddag skal han genforenes med sin Store Kærlighed...

Min søn vågnede op i morges med blege læber og generel slattenhed og sagde han havde ondt i maven.

Gerne et tegn på han er sløj. Ha! Mig  - Lola: 1 - 0.

I går eftermiddags, however, viste han ingenlunde tegn på den mindste smule svækkelse.

For da blev han forelsket. Rigtig "no-point-of-return"-inlåv. I naboens nye legehus. Med en dør i. Og  to vinduer. Så forelsket at han brugte halvanden time på at gå ind og ud af det lille runde skravl af et plastic-palads og jeg kunne ikke få hans tanker på hverken aftensmad/bad/nu-bliver-det-snart-mørkt.

I aner ikke hvad jeg var ude i, vel?

Daniel er lidt speciel. Hvis han kommer op at køre over noget, så er der ingen vej tilbage.

Der gik FIRE timer i går aftes. Med. AT. forklare drengen vi skulle sove og legehuset skulle OGSÅ sove og nu var klokken 21 og det var ved at blive mørkt og FØRST sove og BAGEFTER vågne og SÅ ud i legehus. Til slut faldt han omkuld, den lille.


Imorges var han sløj. Tilsyneladende.

Da lillesøster kom i børnehave var han ikke særlig sløj. Frisk, faktisk.

Nu siger jeg ikke at min specialdreng har lært at fake illness. Men i hvert fald er han pt. i skole.


 
....................
 
 
HVAD?








torsdag den 7. maj 2015

Bizar idyl

................


Ej.

Efter gårsdagens indlæg om kaos-børn & feberedninger kom jeg lige til at tænke på noget.

At nogle gange sidder den ene faktisk henne ved sysle-bord og sysler.

Mens den anden kører med gravko nede på gulvet.

 
....................
 
Mens den tredje står og glor på først det ene, så det andet barn. Og tænker:
DET HER er eddermanme mærkeligt. OG en lille smule creepy....

onsdag den 6. maj 2015

Hvad? Jamen jeg vidste det ville ende godt.....

Her i huset bor som bekendt en dreng på 8 og hans lillesøster på 5 ethalvt.

Førstnævnte har visse udfordringer. Nu tager vi eksemplet "leg med andre børn". Det vil Daniel rigtig gerne. Men han har problemer med at begribe hvad legen egentlig går UD på - som regel fordi hans lillesøster tager styringen og prøver at bestemme hvad hendes storebror skal gøre. Så ryger kæden lidt af for min søn, som griber til en eller flere af nedenstående løsninger:

A: Griner af lillesøster (hvilket lillesøster tager en smule nært og begynder at råbe ukvemsord efter storebror).

B: Uforvarende kommer til at tage noget forkert legetøj og flytte rundt på det (hvilket lillesøster tager en smule nært og begynder at råbe ukvemsord efter storebror).

C: Kaster med legetøjet (hvilket lillesøster tager en smule nært og begynder at råbe ukvemsord efter storebror).

D: Hiver lillesøster i håret (hvilket lillesøster tager en smule nært og begynder at råbe ukvemsord efter storebror og gå til modangreb og moderen kaster sig imellem de to temmelig uenige parter).

Mirakuløst nok fortsætter de. Med at forsøge at lege sammen. Flere gange om dagen.

Mens moderen gradvist opgiver alle gøremål der ikke har med konfliktfeberredninger at gøre og til sidst bare stiller sig med en lunken kop kaffe inde på midtbanen.

Well. I går kom jeg til at købe en billig fjernstyret bil til dem hver. Bare for sætte udfordrings-barren et nøk op.

For selvom jeg havde hjerneceller nok til at stikke dem en bil i hver sin farve, så var de alligevel ret ens på især ET skæbnesvangert område: Fjernstyringsapparaterne.


..................

JA-SIGNALERNE-GÅR-IND-I-HINANDEN-SÅ-INGEN-VED-HVEM-DER-STYRER-HVILKEN-BIL.

Det startede med andre ord en lille smule uheldigt. Gik ellers ret godt med at isætte i alt 10 batterier (til kommende småbørnsforældre: Gå ALDRIG ned på batterier. Og stesolid).

Så gik der 2 sekunder med glædeshyl fra to unger. Derpå et kvarter med raseri fra den ene unge fordi den anden unge pludselig styrede begge biler med EN fjernstyrings-dims. Så et kvarter mere hvor moderen havde konfiskeret begge biler og blev kaldt alt muligt. Straks derefter fulgte 3 minutter hvor den ene blev sendt ud og køre med sin bil i køkkenet mens den anden kunne muntre sig med sin inde i stuen. Så 1 minut med begge unger og biler i stuen. 10 minutter med frustrations-udladninger fra den ene unge over den anden igen styrede begge eller den forkerte bil.

MEN:

Så pludseligt som i "WTF!!??" og "Jeg Klarer. Ikke. Al den Uforudsigelighed - er blevet for Gammel" så vendte vindene med et trylleslag og den mindste besluttede det var skide skægt at ingen af dem anede hvem der styrede hvad.

Så fulgte sammenlagt en hel TIME med krampe-latter fra begge racer-kids og skide være med jeg spildte min lunkne kaffe hver gang jeg forsøgte at forcere kaos-gulv.

 
I morgen køber jeg helt sikkert 2 biler mere til hver......

tirsdag den 5. maj 2015

Morgenbegejstring for to.

Det kan godt være jeg ikke er så let-til-bens tidligt om morgenen.

Men når special-drengen med stor entusiasme bygger tårn af stablekasser på soveværelsesgulvet kl. 7:05 og siger "sørme" for første gang.

Så er jeg stadig ikke særlig let-til-bens.

- Dog mindre tung at danse med.

 
Because I'm happyyyyy.......

mandag den 4. maj 2015

Moderen bearbejder stadig oplevelsen...

I fredags var Daniel i Bonbon-land for første gang i sit liv.

Vi taler om en dreng, der nu er 8 vintre gammel, går i specialskole, stadig har til gode at begribe meningen med vendespil (.... - I know how you feel, son), går i primal-mode når han ser en boremaskine, elpisker, andet elektrisk hjælpemiddel og som stadig kæmper lidt med overgange fra en situation til den næste (kan f.eks. smelte helt eller delvist ned hvis han skal ud af bilen. Hiver i hår og bider og råber "NEJ NEJ NEEEEEEJ MIG IK ME-EED!" så forbipasserende må korse sig over nutidens forældre og al den aktivitet de presser ned over deres børn.......).

Så jeg var da lidt spændt. Og tænkte det ville være en succes blot barnet ville stige ud af klapvognen et par minutter derinde i forlystelses-park.

Det ville han ikke.

Så fik hans lillesøster den innovative ide, at vi alle fire skulle tage en sejltur i de store både med plads til 8-10 mennesker.

Hvor man flyder afsted på en flod og møder spøjse dyr og andre halvuhyggelige skabninger der bevæger sig og siger hæse lyde. Og hvor der mod slutningen er en mørk grotte med en 90 % stigning op og en 90% stigning ned i vild vandfart.

Herligt påfund, søster - det kan jo højst gå sådan at vi må ringe efter helikopterredningstjenesten til panik-dreng. Tænkte jeg. Og sagde: Okay vi må se hvad der sker.

Der skete det at min søn var fuldstændig med på det hele. Som i 100% Daniel-over-ecstasy-begejstring. Og vi var nødt til at tage en tur mere.




Hvad sker der lige for DET?



onsdag den 29. april 2015

Udvikling. Hurra. Må jeg godt lægge mig ned nu?

Min søn Daniel, som jo bekendt er 8 år på papiret men mestendels 3-4 år inde i sit hoved, er en dreng jeg ikke kan følge med for tiden.

Det kunne umiddelbart ikke sige så meget om drengens fart (da moderen i forvejen selv har lidt langt hjem på forskellige fronter. Vi nævner fx ikke dengang for nylig hvor hun tabte mobilen i badekarret). Men serjøst. Han rykker. På den der omverdensforståelse og selvopfattelse og det tilhørende sprogbrug.

Så meget at mængden af husets kommando-råbende unger nu er fordoblet (fra 1 til 2 - ha! Jeg sagde jo netop ikke moderen var bagud på det HELE).

Åh jo. Den kære knægt har pludselig suget megen lærdom til sig fra sin lillesøster og brillerer bl.a. med sætninger som:

"NEEEEIIIIJ! Ha noget ANDET noget."

"Jeg skal lige noget med denne her!"  .......

"Jeg stikker AF!"

"Hva må SÅ få?!"

"Vil IKKE gå ind. Mor gå ind!"

"Mor gøre det!"

"Jeg skal bruge denne her. Til noget."   ........

"MOAAR KOM LIGE OG KIG! MOR KOOOOOOM!"

"MOR DU SKAL KOMME MÆLPE MIIIIG!"

"MOOARRR HVOR ER DU HENNE?"

"MOAAR?"

"MOOAAARR du skal tage denne her!"

"MOOOOOO-AAAAAAR! Ud og lege!"

"Ud og cykle. NUUUUU"!

"MOAAAAR. MIG SPILDT! hahahaha!"

...........



...........

Fedt nok med udvikling. Men jeg ønsker mig en hængesofa. Til mig selv. Kun. (og HER har jeg så lidt langt hjem. På flere fronter).





torsdag den 16. april 2015

Lola ville elske det. 100.

Jeg har omsider fundet på noget at lave med begge børn på samme tid.






............ Hvad?

torsdag den 26. februar 2015

Hey Wild-West-mor, hold lige min grumset-pink plyskanin.

Skal til fastelavn på Daniels specialskole i eftermiddag med begge unger.

I invitationen har vi (jeg) i forældreudvalget (- der går 4 i Daniels klasse og jeg blev valgt ind med et imponerende antal stemmer...) skrevet, at de voksne også gerne må dukke op i forklædning.

For er der noget med udklædnings-fester så er jeg en af dem, der gerne går all in og synes de andre er nogle fuldblods-skvat, hvis ikke de gør det samme.

Og man skal helst leve sig ind i rollen som den man er klædt ud som. Ellers er det jo bare spil for galleriet.

-Hvad?

Nå men derfor piner det mig også lidt at jeg til den slags arrangementer som regel lige skal passe på et eller andet børne-krimskrams som TOTALT ikke passer ind i forestillingen:

 
Børn. - Piller altid ved ens selvbillede....

onsdag den 18. februar 2015

Kaos i Kontekst

Den 5-årige havde legekammerat - en dreng - med hjem fra børnehaven i går.

Samtidig havde jeg så Lærkes storebror (8 år på papiret, 3 år inde i sit hoved) i huset.

Det plejer at gå nogenlunde..... - så længe jeg trækker min drengs opmærksomhed og krop væk fra lillesøsters intim-zone (som går i en radius af 8 km rundt om hende og hendes gæst, mod normal 5 en halv km).

I går gik det strygende. Selvom storebror har sine udfordringer, udvikles han hele tiden og således viste han faktisk denne gang begyndende accept af at det ikke var ham, der havde en legeven med hjem.

Til gengæld traskede han og jeg ud i køkkenet hvor en af os havde en fest med at hælde vand i alle skåle, fade, kopper, gryder... og til sidst i brødristeren.

Bagefter listede vi ovenpå i soveværelset og fik fjernsynet til at gå en lille smule agurk fordi den, der havde remoten, gerne ville se hvad sådan en tingest egentlig kunne præstere når man trykkede på 4 knapper samtidig. Mens den remote-frie af os faktisk slappede af og lyttede til idyllisk leg fra værelset inde ved siden af.


Da C kom hjem fra job lå der kun elleve liter vand tilbage på køkkenbordet og trehundrede millioner stykker legetøj i et spor gennem stuen og op ad trappen plus tv'et i soveværelset kunne stadig tændes og man kunne da vælge mellem TV2 NEWS og Kanal 4.

Derfor smilede jeg lykkeligt op i fjæset på ham. Kan ikke lige huske om det var gensidigt.

mandag den 26. januar 2015

Stilleben....

Der er dem, der mener man ikke behøver se i ALLE boligens rum her bor børn.

Og så er der Den lille Selvkørende.

Som forleden tog badeværelset i besiddelse med alle sine lidt over 2 bøtter, tasker & baljer fulde af smukkeserings-krimskrams.

Så meget for den drøm om sort sæbedispenser fra "Day-living" som eneste synlige item i vådrummet.









fredag den 23. januar 2015

Om lidt. Bli'r her stille (og røvkedeligt).

HmmmmmmmmMMMMMM!!


Der er noget med Den lille Selvkørende skal starte i skole om få måneder.


Der er også noget med jeg har skrevet om hende sårn et par gange herinde gennem de sidste 4-5 år.


Måske med nogle illustrationer også.


Måske også med nogle illustrationer hun ikke lige vil vælge nogle af som profilbillede på sin egen facebookprofil. Hvis vi virkelig SKAL være så fremsynede.


Måske har jeg tilmed skrevet noget hun ikke gider citere i en skolestil hun skal skrive om et par år (selvom jeg ikke kan komme i tanker om hvad det skulle være).


Måske har jeg også lyttet lidt til Lola (det Braldrende Belærende Ballon-hoved, som jeg plejer at være irriterende enig med på en rætti rætti irriterende måde) på det seneste.


Måske skulle jeg bare prøve at forebygge en fremtidig 6-7-årig, der ringer til Børnetelefonen og melder sin mor for Omsorgssvigt ved f.eks. at have lavet denne tegning til bloggen engang:


 
 
Jep. Forebygge. Nok meget klogt træk dér, fru Mor til frøken Selvstændigt Væsen med Mange Stærke Meninger og hvordan Verden bør Behandle Hende.
 
 
Såååå slut med at skrive og tegne om det kære væsen.
 
 
Pis osse. Man må sgudda heller aldrig noget der er sjovt her i samfundet (vælter spillebrikker ned fra bord og går hen og står på hovedet op ad dør skrider ud og ryger!!).
 
 

 
 

mandag den 19. januar 2015

Hvornår er der rygepause?

Ikke for noget.

Men dengang jeg var lille og spillede brætspil med min far og storebror (f.eks. ludo eller ludo).

Og blev sur når jeg var ved at tabe.

Så fejede jeg alle brikker af spillepladen og gik hen og stod på hovedet op ad en dør.

.......... Iøvrigt nogenlunde det samme show jeg sætter op den dag idag, når jeg stilles i en urimelig situation af tilsvarende tung kaliber. Mumler bare "Alle har cement der hvor jeg har hjerne". Og skrider ud og ryger istedet for at stå på hovedet. Men nu har jeg jo heller aldrig sagt jeg er Alle Forløsende Stemningers Moder, veller? Det lader vi Thomas Blachman (og Paris-Charlie om).

Til gengæld er jeg mor til et væsen på 5 år. Som i sin relativt korte levetid har udviklet en så sirligt finpudset evne til at gradbøje alle verdens (og brætspils) regler til egen fordel, at det ville sende selv det største bralder af en levebrødspolitiker grædende hjem til sin hvidpudsede matrikel og gemme sig.



Kan hun ikke bare smide med NOGLE af brikkerne og stå en lille smule på hovedet????

mandag den 12. januar 2015

Daniels redningsaktion

Så var afløbet stoppet så det sejlede med vand ude på badeværelset.

Kloak-risten sidder i gulvet pænt langt inde under skabs-elementerne, hvis underside befinder sig 20 cm over samme gulv. Omkring 18 cm nede under denne rist sidder der et filter. Så fast at det kræver man kan stå LODRET lige over hullet og bruge begge hænder og en lang bidetang for at vriste den satan fri og få den renset for slamfarvet splat.

Men først skal man som sagt ligge i en fysisk umulig stilling for bare at nå ind til risten og fjerne den og derefter ligge i samme stilling for (ude af stand til at kigge ned og se hvad hænderne foretager sig) at rave ned  til næste udfordring.

Daniel sad på gulvet et stykke væk og så på imens.......

Han lagde samtidig ører til mine verbale udtryk for hvordan jeg selv syntes det gik med Projekt Skide Hamrende Hørmeren:



Så spørger drengen - den lille hjerteknuser. Som snart er 8 år men som endnu har til gode at fatte de sammenhænge som et barn på 4 år forstår:

"Er du sur mor?".

Hvilket ikke er noget helt nyt selvom det stadig kommer bag på mig at han har taget vældig mange abstrakte begreber til sig og knytter dem rigtigt til de rigtige sammenhænge (også her.......).

Mig: "Ja jeg er sur. På det her lorte-filter som jeg ikke kan få op, Daniel!"

Ved I hvad så han gør? Det kære væsen kan se hans mor er i en slem slem knibe og han vil så gerne hjælpe, åbenbart, for det næste han spørger om er: "Ma låtte døren?"

For helvede mand. Drengen foreslår at han lukker døren! Ikke så vi to kan arbejde uforstyrret, men alene fordi han bare gerne vil gøre noget - det eneste han lige kan komme i tanke om og det eneste han kan finde ud af i situationen - for at redde sin mor ud af skærsilden (ja skærsilden. Nej jeg mener ikke der ligger nogen undertoner af selv-ynk i valget af ordet).

Så naturligvis sagde jeg taknemmeligt ja til dør-luk. Og simulerede under resten af operationen overfor knægten, at det at afskære os (fra at råbe på assistance inde fra stue-gemakkerne) var lige det "redskab" jeg manglede for at få skred i sagerne derinde under, med kinden mast ned i brakvand.








fredag den 9. januar 2015

Alle veje fører til Nirvana

Kom igår til at starte en debat på facebook om hvornår noget er acceptabel brug af ytringsfrihed og hvornår ytringsfrihed bliver brugt til at provokere nogle andre unødigt.

....................



.....................



Er du gal? Hvor kan ens pointe let blive misforstået.

Konverterer til Buddhismen og tjekker ud for denne gang (iøvrigt ser jeg skide cool ud når jeg mediterer, ikke?).




onsdag den 7. januar 2015

Kan man nu ikke skåne ungen for noget?

På Den Sidste Dag før juleferien henne i den kommunale trillede pædagogerne et fjernsyn ind på Musereden og præsenterede en film for den samlede flok af mini-mennesker (og hatten af for det og for dem. Altså pædagogerne, de arme sjæle).

Nu tænker du nok "Cirkeline" eller "Alfons Åberg".

Nej og nej. Få lige fingeren ud af halvfjerdserne.

Da barnet kom hjem begyndte hun at fable om Elsa og Anna "og så døde Anna for det havde Elsa gjort og det var hendes søster men så levede hun hende op igen og Olaf kunne godt være der selvom det blev sommer og nogle gange faldt hans hoved af og Svend ville gerne spise hans næse og hun havde is indeni og var ond  og der var et stort monster men så blev de gode venner og prinsen skulle kysse hende men han var dum og snydt hende" og videre og videre i en temmelig fragmentarisk og ikke tilnærmelsesvis kronologisk, dog meget ihærdig genfortælling af handlingen i en film jeg endte med at konkludere måtte have en titel i retning af "Is fra Helvede".

Det hed den nu ikke. Men "Frost". Fandt jeg ad omveje ud af. Kender I den?

Nuvel. Barnet blev VED med at kredse om hovedpersonerne i flere dage og til sidst fik vi erhvervet os et eksemplar på dvd (tak Jeanette).

Jeg syntes Elsa og Anna så nuttede ud på omslaget. Og det samme gjorde Olaf (som er en snemand) og Svend (rensdyr) så jeg gad godt kigge med henover skulderen på pigebarnet da vi trykkede "play".

Og så sker der simpelthen det at de to søstre Elsa og Anna i starten af filmen bliver isoleret fra hinanden af deres mor og far fordi Elsa har mægtige kræfter som hun ikke kan kontrollere og Anna kan ikke forstå at hendes søster har vendt hende ryggen (det tror hun jo) og der var jeg allerede kleenex-parat og så skal forældrene ud på en lang og farefuld rejse og lover de kommer tilbage og SÅ bliver det uvejr ude på havet og deres skib synker og det har jeg svært ved. At synke. For det er så søøøørgeligt og jeg har altid været et skvat når det kommer til tragiske hændelser på film. Og det gælder også animationsfilm (kan huske da jeg så "Bambi" i biografen i Stege med mine forældre og jeg var sønderskudt, sønderrevet og helt i sænk da bambi's mor døøøø-høøøøde).

Den Lille Selvkørende? Hun har arvet sin fars nøgterne realitetssans:




Sgudda-for-helved-også.