Haft en fantastisk hyggelig dag med søde, rare mennesker til lidt uformel julefrokost (som C stod for. Jeg ryddede som sædvanlig bare op og holdt styr på rollingerne inden gæsterne ankom....).
Havde næsten glemt hvordan det er at snakke med væsener der er nogle håndfulde år ældre end 3 og 5ethalvt. Gik over al forventning. Jeg havde det stadig i mig åbenbart. Altså det med at have en slags meninger og kunne drøfte helt andre ting end hvad der har at gøre med bestemmelsesret over dvd-afspiller, legetøjsbilgarage og rimeligheden i at moren også tildeler storebror lidt fortjent kvali-tid.
Jep. Jeg kunne da f.eks. snildt indgå i samtaler (henover hovederne på småkravlet) om film, rejser, lokal-sladder, og forventninger til jul, nytår, hinanden, og om branden i Jylland (viste sig så der har været mere end en brand, men jeg hang gladeligt på, umanerligt taknemmelig over at få lov at være med i voksen-klubben for en stund) og skål og hvor er det skønt at se jer.
Og så var begge børn iøvrigt så søde og glade og fulde af narrestreger (på et overskueligt plan hvor man bare havde lyst til at pruttekysse dem på deres maver) at det altsammen i næsten uhyggelig grad lignede et glansbillede til De Gode Minders Bog.
Åh men hvor er jeg dog himmelhenrykt over at vi er kommet dertil i Familien Kaffekværner at ikke alle (mine) kræfter HELE tiden skal være rettet mod børnene for at de fatter hvad der foregår omkring dem og ikke føler sig glemt eller tilsidesat. Nu kan den store selv styre at falde ind og ud af fællesskabet når vi har gæster (han falder så mest ind. Drengen er om noget en selskabspapegøje, der godt ved hvordan man tilfører de tilstedeværende noget humør, grin og fornøjet sniksnak) og den lille Selvkørende har víst endelig, omsider, langt om længe opfanget noget med at hendes mor stadig er der for hende NÅR hun lige har talt færdig med sidemanden om vigtige samfundssager (eksempelvis om hvorvidt det var synd eller ej for Kirsten Hüttemeier dengang man relancerede hende som TV-kok og skåneærmer blev et kultfænomen - verden er sgu en plat omgang indimellem).
JAAAARMEN tænk sig så afslappet og dejligt et arrangement det var. Kunne fandme godt gå hen og pønse på noget så armfægtende sindssygt som at invitere gæster igen meget snart. Men... men... jamen.... - Er det da virkelig et slags voksenliv jeg skimter forude? Til mig? Selvom jeg er en mor? But hoooooowww?......
søndag den 30. december 2012
lørdag den 29. december 2012
"Kom vi viser lige mor at der er liv på den anden side af sofaen"
Smider lige et billede af rollingerne jeg modtog på min mobiltelefon den anden dag:
Det er taget af C d. 26/12 hvor vi ellers havde aftalt (jeg havde ihvertfald) at vi begge var mentalt out of reach og kun kunne ralle, fræse på toa og ligge hen som to vissenpinde grundet Frådende Maveinfektions-monster.
Men næ-nej. Der skulle tages et frisk foto og sendes om til hende den ene visne pind (som ligger og tåger rundt på sofa halvanden meter uden for billedets venstre kant). Ja knag'me skulle der så!
Kan da godt være det var ment som ren opmuntring. Desværre havde maveinflu bare sat sig på rationel hjernedel (ikke hjerneHALVdel. Så indbildsk er jeg nemlig ikke). Hvorfor jeg opfangede fotohilsenen sendt omme fra den anden side af sofa som et budskab i retning af dette: "Halloooo - du skal komme og være MOR NU, også selvom du pt. ikke engang ved om du egtl. mest er fra plante-, dyre- eller mineralriget. For se, JEG kan være FAR og have to glade børn selvom JEG også er helt til influenza-rotterne og faktisk burde ligge på sygehus lige nu. ...Du dér sofa-taber!".
Idag hælder jeg så mere til den overbevisning at den arme mand bare prøvede at peppe lidt humør i den blege skrotbunke der lå og skulle forestille at være mig. Men jeg er stadig ikke helt sikker.....
torsdag den 27. december 2012
Nærdødsoplevelse. Mindst.
Jeg ved godt at der er folk der er værre stillet. Så indledningsvis undskyld til disse for den selvynk der nu følger:
Altsådet drejer sig om at jeg har oplevet helvedets forgård sammen med og ved siden af og overfor C i de seneste 3 dage.
Startede om morgenen juledag d. 25. dec. Vi blev begge sendt så grundigt og pludseligt til tælling (på skift ude på toa og henne på sofa) med mave-influ og det var så slemt at ingen af os havde noget at sige. Overhovedet. Kunne kun hver især hvisle lidt opmuntrende ord i retning af nogle børn der bare var julebegejstrede effter gaveræset.
Ååååååh men for julehalleluja. Måtte hurtigt erkende at vi var nødt til at hidkalde akut juleassistance (den 3-årige blev hentet om til familietamtam i nærheden) og så kunne vi da være to om at stable en slags halv forælder tilsammen op omkring den 5ethalvtårige. Der snakkede og var fornøjet og tryg midt i ellers ret så braklagt mor/far-opmærksomhed. Men han har vel fornemmet at vi ikke ku' gøre for det. Den dreng har sine hemmelige evner på mange områder, så hvorfor ik.
Den 26. dec. havde C så ondt at han fablede om sygehus og min reaktion henne fra nærdødslejet var bare: "Skide fedt, så tager jeg da lige begge unger og passer dem mens jeg sover og ikke kan indtage føde selv."
... - Meget medfølende og støttende kæresteomsorg jeg lige rullede ud dér.
Den 27. dec. altså idag, klarede tingene en smule op. F.eks. har jeg indtaget føde. Og kan f.eks. atter skimte noget med at mine børn ikke er til for at plage livet af mig men det bare har været mig der var plaget af noget andet (skide fucking lortekvalme-influenza fra hell). Og jeg har badet begge børn uden at skvatte ned i badekarret selv og råbe på hjælp (eller mere sandsynligt bare lagt mig til at sove i det dejlige lunkne element mens barnet havde råbt på sin far).
Imorgen ser jeg frem til at kunne stå op uden at gå rundt som en skrutrygget tarmslyngpatient og måske endda have enough energi til at styre hvad børnene får til morgenmad (de har levet af mariekiks i to døgn, efter hvad jeg husker? Eller også fik deres far noget kartoffelmos i dem. What do I know. Ihvertfald har de groet lige så lodne tænder som mig).
Må vel også være på sin plads at kigge over på C og se om han er her eller på sygehus...
... Nåh, ser ud til han er her. Jamen så har jeg vel det fulde overblik igen. Så hvorfor nu egtl. hele denne kvide-skvalder-serenade? Tsk. Det var jo da bare en lille omgang hyggemavesyge.
Der findes altså folk med værre lidelser, frøken "Nærdødsoplevelse".
Altsådet drejer sig om at jeg har oplevet helvedets forgård sammen med og ved siden af og overfor C i de seneste 3 dage.
Startede om morgenen juledag d. 25. dec. Vi blev begge sendt så grundigt og pludseligt til tælling (på skift ude på toa og henne på sofa) med mave-influ og det var så slemt at ingen af os havde noget at sige. Overhovedet. Kunne kun hver især hvisle lidt opmuntrende ord i retning af nogle børn der bare var julebegejstrede effter gaveræset.
Ååååååh men for julehalleluja. Måtte hurtigt erkende at vi var nødt til at hidkalde akut juleassistance (den 3-årige blev hentet om til familietamtam i nærheden) og så kunne vi da være to om at stable en slags halv forælder tilsammen op omkring den 5ethalvtårige. Der snakkede og var fornøjet og tryg midt i ellers ret så braklagt mor/far-opmærksomhed. Men han har vel fornemmet at vi ikke ku' gøre for det. Den dreng har sine hemmelige evner på mange områder, så hvorfor ik.
Den 26. dec. havde C så ondt at han fablede om sygehus og min reaktion henne fra nærdødslejet var bare: "Skide fedt, så tager jeg da lige begge unger og passer dem mens jeg sover og ikke kan indtage føde selv."
... - Meget medfølende og støttende kæresteomsorg jeg lige rullede ud dér.
Den 27. dec. altså idag, klarede tingene en smule op. F.eks. har jeg indtaget føde. Og kan f.eks. atter skimte noget med at mine børn ikke er til for at plage livet af mig men det bare har været mig der var plaget af noget andet (skide fucking lortekvalme-influenza fra hell). Og jeg har badet begge børn uden at skvatte ned i badekarret selv og råbe på hjælp (eller mere sandsynligt bare lagt mig til at sove i det dejlige lunkne element mens barnet havde råbt på sin far).
Imorgen ser jeg frem til at kunne stå op uden at gå rundt som en skrutrygget tarmslyngpatient og måske endda have enough energi til at styre hvad børnene får til morgenmad (de har levet af mariekiks i to døgn, efter hvad jeg husker? Eller også fik deres far noget kartoffelmos i dem. What do I know. Ihvertfald har de groet lige så lodne tænder som mig).
Må vel også være på sin plads at kigge over på C og se om han er her eller på sygehus...
... Nåh, ser ud til han er her. Jamen så har jeg vel det fulde overblik igen. Så hvorfor nu egtl. hele denne kvide-skvalder-serenade? Tsk. Det var jo da bare en lille omgang hyggemavesyge.
Der findes altså folk med værre lidelser, frøken "Nærdødsoplevelse".
mandag den 24. december 2012
Gave-gakkelak
Kære jule-ånd:
Da jeg skrev igår, at jeg ikke kunne vente med at se børnenes ansigter når de fik øje på alle pakkerne under (og ved siden af...) træet idag, så mente jeg ikke at jeg også forventede der skulle gå fuldstændig kogalskab i hvor mange sager de kunne nå at flå papir og bånd af i minuttet.
Jeg mente heller ikke at det skulle være en kamp om hvor mange gaver de andre børn havde fået i forhold til egen samlet legetøjs-høst (sådan var jeg nemlig ikke selv da jeg var 3-4-5 år).
Sluttelig var det ikke min forventning forud for denne julehøjtidsdag, at jeg skulle ende med 21 gange at sige sådan her til begge pakke-ud-monstre (som den 3- og 5ethalvtårige med uhyggelig hast transformeredes om til fra det øjeblik den første lille gave blev delt ud):" DER .ER .IKKE. MERE. UNDER .DET.TRÆ. HELLER. IKKE. UNDER.TÆPPET.UNDER.TRÆET. HELLER.IKKE.MELLEM.GRENENE.PÅ.TRÆET.OG.HELLER.IKKE.VED.SIDEN.AF,
RUNDT.OM.ELLER.OVENPÅ.TRÆET.
Mildest talt nogle top-speedede børnliller at deale med. Og de kunne slet slet ikke nå at konsumere al overfloden (da især ikke den 5ethalvtårige. Han pakkede med stor begejstring både sine egne og de voksnes pakker ud og ænsede ikke hvad der var i nogle af dem). Siver nok først ind hos dem begge i overmorgen at de rent faktisk har fået nogle fede sager at lege med. Lige nu crasher de helt ud i sengen og drømmer sikkert kun om hvem der kan lave det højeste gavetårn uden det vælter....
Til næste jul skal jeg lige minde mig selv om at huske på at beslutte mig for at der kun pakkes 1 gave ud pr. 10 minutter. Shit, det bliver en stroppetur for samtlige tilstedeværende.
..... Eller også skal alle vi voksne aftale at hvert barn max. får 4 gaver.
HAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHA.
As if.
Da jeg skrev igår, at jeg ikke kunne vente med at se børnenes ansigter når de fik øje på alle pakkerne under (og ved siden af...) træet idag, så mente jeg ikke at jeg også forventede der skulle gå fuldstændig kogalskab i hvor mange sager de kunne nå at flå papir og bånd af i minuttet.
Jeg mente heller ikke at det skulle være en kamp om hvor mange gaver de andre børn havde fået i forhold til egen samlet legetøjs-høst (sådan var jeg nemlig ikke selv da jeg var 3-4-5 år).
Sluttelig var det ikke min forventning forud for denne julehøjtidsdag, at jeg skulle ende med 21 gange at sige sådan her til begge pakke-ud-monstre (som den 3- og 5ethalvtårige med uhyggelig hast transformeredes om til fra det øjeblik den første lille gave blev delt ud):" DER .ER .IKKE. MERE. UNDER .DET.TRÆ. HELLER. IKKE. UNDER.TÆPPET.UNDER.TRÆET. HELLER.IKKE.MELLEM.GRENENE.PÅ.TRÆET.OG.HELLER.IKKE.VED.SIDEN.AF,
RUNDT.OM.ELLER.OVENPÅ.TRÆET.
Mildest talt nogle top-speedede børnliller at deale med. Og de kunne slet slet ikke nå at konsumere al overfloden (da især ikke den 5ethalvtårige. Han pakkede med stor begejstring både sine egne og de voksnes pakker ud og ænsede ikke hvad der var i nogle af dem). Siver nok først ind hos dem begge i overmorgen at de rent faktisk har fået nogle fede sager at lege med. Lige nu crasher de helt ud i sengen og drømmer sikkert kun om hvem der kan lave det højeste gavetårn uden det vælter....
Til næste jul skal jeg lige minde mig selv om at huske på at beslutte mig for at der kun pakkes 1 gave ud pr. 10 minutter. Shit, det bliver en stroppetur for samtlige tilstedeværende.
..... Eller også skal alle vi voksne aftale at hvert barn max. får 4 gaver.
HAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHA.
As if.
søndag den 23. december 2012
Lad dem dog have en fest...
MUA-HAHA.
Fik da lige klasket den dej sammen til finskbrød midt i gaveindpakning.
...Nogensinde prøvet at pakke julegaver ind med småkravl om benene? Til sidst lod jeg dem stort set bare gøre som det passede dem for selv at få plads til at udrette andet end at råbe "NEJ IKKE DÈN!".
Hvorfor man på et tidspunkt kunne se den 5-ethalvtårige viklet fuldstændig ind i 18 meter gavebånd (undskyld, hvilke sikkerhedsregler?) mens han blafrede rundt med fully udrullet omgang indpakningspapir og rullen med gaffatape (blev træt af alm. tape købt i Tigeren. Klistrede ca. ligeså effektivt som sandpapir) og kaldte på sin far der skulle komme og se (det syntes jeg nu ikke).
Og den lille Selvkørende kunne alligevel ikke magte Fri Adgang Til Alt Materiale og besluttede sig derfor ret hurtigt for bare at forlange de ting jeg ledte efter til mig selv i virvaret. Det blev hun lige så hurtigt træt af (nok fordi jeg ikke kunne finde tingene selv) og begyndte derfor at efterlyse nogle andre hundredesytten ting hun GODT vidste at jeg vidste hvor lå og som hun ville have bragt fordi hun vidste at jeg vidste at det krævede at jeg rejste mig op og gik ind i nogle andre rum efter skidtet og så kunne hun føle hun havde 100% kontrol over os alle sammen igen. Hvis nogen kan følge mig, efterhånden....
Måske derfor jeg ikke syntes det var noget at snakke om - hvad besvær og mor-overblik angår - da jeg efter endt pakke-ind-kaos rullede en småkagedej-stang ud til hver unge og satte en skål perlesukker og nogle mandelflager sammen med 2 Peter-Pedalknive foran deres små næser ude i køkkenet. De havde straks en fest og jeg bar over med alt det sukker der med fuldt overlæg blev hældt ud på bagepladen inden der overhovedet blev skåret i dejstænger. Endte fuldstændig rystende med at jeg fortrød jeg ikke havde lavet dobbeltportion dej, så hurtigt som vi fik smækket den smule hjemmebag i ovnen og hver rolling spændt ventede på mere at kaste sig over.
Måtte simpelthen tage den ene og kilde den anden med bare fordi jeg ikke evnede andet og så kom der heldigvis (atter) uventede gæster og hvert barn glemte alt om hvor tåbeligt det var at vi allerede var færdige med at trylle hjemmebag og så gik den dag og hold nu kæft hvor jeg glæder mig til at se deres små ansigter imorgen når de opdager alle pakkerne under træet for det er første gang i år (for både 3-årig og 5-ethalvtårig) at de har en slags bevidsthed om hvad (nogle af) alle jule-tosserierne går ud på.
?? Ved ikke hvad temaet lige blev for denne smøre udover noget med at lade rollingerne køre løbet og man samler op efter dem bagefter.
.... So what's egentlig new? :oD
Fik da lige klasket den dej sammen til finskbrød midt i gaveindpakning.
...Nogensinde prøvet at pakke julegaver ind med småkravl om benene? Til sidst lod jeg dem stort set bare gøre som det passede dem for selv at få plads til at udrette andet end at råbe "NEJ IKKE DÈN!".
Hvorfor man på et tidspunkt kunne se den 5-ethalvtårige viklet fuldstændig ind i 18 meter gavebånd (undskyld, hvilke sikkerhedsregler?) mens han blafrede rundt med fully udrullet omgang indpakningspapir og rullen med gaffatape (blev træt af alm. tape købt i Tigeren. Klistrede ca. ligeså effektivt som sandpapir) og kaldte på sin far der skulle komme og se (det syntes jeg nu ikke).
Og den lille Selvkørende kunne alligevel ikke magte Fri Adgang Til Alt Materiale og besluttede sig derfor ret hurtigt for bare at forlange de ting jeg ledte efter til mig selv i virvaret. Det blev hun lige så hurtigt træt af (nok fordi jeg ikke kunne finde tingene selv) og begyndte derfor at efterlyse nogle andre hundredesytten ting hun GODT vidste at jeg vidste hvor lå og som hun ville have bragt fordi hun vidste at jeg vidste at det krævede at jeg rejste mig op og gik ind i nogle andre rum efter skidtet og så kunne hun føle hun havde 100% kontrol over os alle sammen igen. Hvis nogen kan følge mig, efterhånden....
Måske derfor jeg ikke syntes det var noget at snakke om - hvad besvær og mor-overblik angår - da jeg efter endt pakke-ind-kaos rullede en småkagedej-stang ud til hver unge og satte en skål perlesukker og nogle mandelflager sammen med 2 Peter-Pedalknive foran deres små næser ude i køkkenet. De havde straks en fest og jeg bar over med alt det sukker der med fuldt overlæg blev hældt ud på bagepladen inden der overhovedet blev skåret i dejstænger. Endte fuldstændig rystende med at jeg fortrød jeg ikke havde lavet dobbeltportion dej, så hurtigt som vi fik smækket den smule hjemmebag i ovnen og hver rolling spændt ventede på mere at kaste sig over.
Måtte simpelthen tage den ene og kilde den anden med bare fordi jeg ikke evnede andet og så kom der heldigvis (atter) uventede gæster og hvert barn glemte alt om hvor tåbeligt det var at vi allerede var færdige med at trylle hjemmebag og så gik den dag og hold nu kæft hvor jeg glæder mig til at se deres små ansigter imorgen når de opdager alle pakkerne under træet for det er første gang i år (for både 3-årig og 5-ethalvtårig) at de har en slags bevidsthed om hvad (nogle af) alle jule-tosserierne går ud på.
?? Ved ikke hvad temaet lige blev for denne smøre udover noget med at lade rollingerne køre løbet og man samler op efter dem bagefter.
.... So what's egentlig new? :oD
fredag den 21. december 2012
Jeg havde måske lige glemt noget
Nu har jeg IGEN været for kæk her på bloggen. Og det har ATTER hævnet sig.
Skrev jo igår aftes at drengen var oppe på fuld skrue igen efter dvaskhed og bræk-syge. Og ih og åh og pyh det var heldigvis en hurtig omgang....
Men så overbrækkede lillesøsteren naturligvis (kl. 2 i nat) sengen, sig selv, alle puder, 2 lagener og jeg fik jo også sat mig i noget af det inden jeg fik en slags øjne der kunne lokalisere hvor der var pudevår og hvor der var snask.
Det er jo i og for sig ganske banalt. Broderen smitter søsteren og what's new?
Hvad der bare fik mig fuldstændig fra koncepterne i denne forbindelse har at gøre med nissesokkerne der hænger nede i stuen.
For i hver af disse lå der imorges en stor fed plasticmikrofon, der kun har til formål at skabe uhygge (de går nemlig under titlen "stemmeforvrængere" og når man skråler i dem lyder det som om man er faldet ned i en kloak eller brønd og det bare ekkoer helt afskyeligt. Men ungerne lår-klaske-griner og det er jo det vigtigste (brøler jeg indeni til mig selv)).
Da så vi alle - hen på eftermiddagen idag - var blevet enige om at søster ligesom brormand var sluppet billigt og hun hurtigt så ud til at komme sig efter nattens ildelugtende kaskade, skulle jeg lige et smut i fakta. Og da jeg kom hjem og åbnede døren lød det bare fra hende den 3-årige inde i stuen:
"BWLØØØUUUUUUUUUUUUDRRRRR" med mærkelig genklang og jeg vidste bare at hun ørlede for vildt ned i en eller anden spand eller skål, C måtte have sat helt op omkring ørerne på hende for at undgå flere tæppeafvaskninger! Kæft jeg blev træt og gusten og ked på ungens vegne som jeg stod der ude i gangen m. indkøbsposen. Men kun i et splitsekund.
Spænede ind i stuen og så var det jo for helved' bare den freaking "nissegave" hun fornøjet sad og råbte tossede ævle-ord ned i.
HA! Åh hvor er man dum. Især når man køber den slags isenkram til ungerne....
Skrev jo igår aftes at drengen var oppe på fuld skrue igen efter dvaskhed og bræk-syge. Og ih og åh og pyh det var heldigvis en hurtig omgang....
Men så overbrækkede lillesøsteren naturligvis (kl. 2 i nat) sengen, sig selv, alle puder, 2 lagener og jeg fik jo også sat mig i noget af det inden jeg fik en slags øjne der kunne lokalisere hvor der var pudevår og hvor der var snask.
Det er jo i og for sig ganske banalt. Broderen smitter søsteren og what's new?
Hvad der bare fik mig fuldstændig fra koncepterne i denne forbindelse har at gøre med nissesokkerne der hænger nede i stuen.
For i hver af disse lå der imorges en stor fed plasticmikrofon, der kun har til formål at skabe uhygge (de går nemlig under titlen "stemmeforvrængere" og når man skråler i dem lyder det som om man er faldet ned i en kloak eller brønd og det bare ekkoer helt afskyeligt. Men ungerne lår-klaske-griner og det er jo det vigtigste (brøler jeg indeni til mig selv)).
Da så vi alle - hen på eftermiddagen idag - var blevet enige om at søster ligesom brormand var sluppet billigt og hun hurtigt så ud til at komme sig efter nattens ildelugtende kaskade, skulle jeg lige et smut i fakta. Og da jeg kom hjem og åbnede døren lød det bare fra hende den 3-årige inde i stuen:
"BWLØØØUUUUUUUUUUUUDRRRRR" med mærkelig genklang og jeg vidste bare at hun ørlede for vildt ned i en eller anden spand eller skål, C måtte have sat helt op omkring ørerne på hende for at undgå flere tæppeafvaskninger! Kæft jeg blev træt og gusten og ked på ungens vegne som jeg stod der ude i gangen m. indkøbsposen. Men kun i et splitsekund.
Spænede ind i stuen og så var det jo for helved' bare den freaking "nissegave" hun fornøjet sad og råbte tossede ævle-ord ned i.
HA! Åh hvor er man dum. Især når man køber den slags isenkram til ungerne....
torsdag den 20. december 2012
Sgu da ingen syge her!
Drengen blev først lagt i seng kl. 21.30.
For vi fik uventede gæster og den ene har en labrador, som Daniel er vil med. Han tæskede også afsted efter den det meste af aftenen.
.......
Hvad? Skulle min søn være sløj, si'r du? Det må være noget andre har sagt om ham. Har da ikke nogensinde set en mere overstadig unge føjte omkring i bare tæer og mørkeblåt sæt nattøj med teksten "Introducing: New Superhero" i orange print henover brystet, her de seneste timers tid inden go'nat. Mens han kaldte "Fiddaaaaa, Fiddaaaa, hvor er du henne?" (hunden hedder Fridda).
Som sagt i det forrige indlæg: Man må være forberedt på lidt af hvert når den knægt viser tegn på sløjhed. Fx. at han bare lige skulle af med 13 rum-meter maveindhold udover stort set halvdelen af stue-inventaret (inkl. C og mig), og så var han da ellers bare klar igen!
Ps: Er der nogen der vil købe vores gulvtæppe og sofaarrangement? Fx. nogle studerende ved Statens Seruminstitut?
For vi fik uventede gæster og den ene har en labrador, som Daniel er vil med. Han tæskede også afsted efter den det meste af aftenen.
.......
Hvad? Skulle min søn være sløj, si'r du? Det må være noget andre har sagt om ham. Har da ikke nogensinde set en mere overstadig unge føjte omkring i bare tæer og mørkeblåt sæt nattøj med teksten "Introducing: New Superhero" i orange print henover brystet, her de seneste timers tid inden go'nat. Mens han kaldte "Fiddaaaaa, Fiddaaaa, hvor er du henne?" (hunden hedder Fridda).
Som sagt i det forrige indlæg: Man må være forberedt på lidt af hvert når den knægt viser tegn på sløjhed. Fx. at han bare lige skulle af med 13 rum-meter maveindhold udover stort set halvdelen af stue-inventaret (inkl. C og mig), og så var han da ellers bare klar igen!
Ps: Er der nogen der vil købe vores gulvtæppe og sofaarrangement? Fx. nogle studerende ved Statens Seruminstitut?
Radar aktiveret
Sidder ved siden af slatten sløj dreng der lige har kastet op og nu sover han.
Det er jo en meget normal situation i enhver børnefamilie og især i denne tid hvor alskens vira (se - et lægefagligt korrekt udtryk) og baktusser (bare et korrekt mor-udtryk) florerer blandt folk og fæ.
Med Daniel-drengen ved man imidlertid af erfaring, at man skal være forberedt på lidt af hvert ved de mindste tegn på sløjhed fra hans side. Så lige nu sidder jeg i "alert 1" beredskab. = Tilsyneladende ingen farer og sørge for tilpas udvalg af fristende drikke og fødeemner at have klar til han vågner og måske godt gider have kontakt med sin omverden.
Alert 2 iværksættes hvis drengen bliver ved med at sove og efter middag kun har indtaget en deciliter væske og 5 tskfulde youghurt. Så ringer vi til lægen.
Alert 3: Hvis han efter lægetjek og "vi ser lige hvordan det går" stadig kun indtager en krumme hist og to nip vand pist og iøvrigt har fået gustne læber og stadig sover for meget. Så ringer vi til sygehus og siger de godt kan gøre en sengeplads klar.
Alert 4: Drengen kaster op igen på vej til sygehus: Så kan de ligeså godt gøre droppet klar også.
Alert 5 gider vi ikke være nødt til at aktivere undervejs. For det er hvis han "falder væk" og går i krampe. Så ringer vi lige 112 med det samme.
Ved godt han stadig lige nu bare er slatten og kun har kastet op en enkelt gang. Sidder bare og sætter ord på den radar jeg har kørende inde i hovedet.
Håber han egtl. bare er udmattet efter igår hvor han har spadseret hele vejen fra børnehaven hen till plejehjem for at synge for de gamle sammen med de andre rollinger (og hans støttepædagog) og gået hele vejen tilbage til børnehave igen.
Vi tager en time af gangen.
Det er jo en meget normal situation i enhver børnefamilie og især i denne tid hvor alskens vira (se - et lægefagligt korrekt udtryk) og baktusser (bare et korrekt mor-udtryk) florerer blandt folk og fæ.
Med Daniel-drengen ved man imidlertid af erfaring, at man skal være forberedt på lidt af hvert ved de mindste tegn på sløjhed fra hans side. Så lige nu sidder jeg i "alert 1" beredskab. = Tilsyneladende ingen farer og sørge for tilpas udvalg af fristende drikke og fødeemner at have klar til han vågner og måske godt gider have kontakt med sin omverden.
Alert 2 iværksættes hvis drengen bliver ved med at sove og efter middag kun har indtaget en deciliter væske og 5 tskfulde youghurt. Så ringer vi til lægen.
Alert 3: Hvis han efter lægetjek og "vi ser lige hvordan det går" stadig kun indtager en krumme hist og to nip vand pist og iøvrigt har fået gustne læber og stadig sover for meget. Så ringer vi til sygehus og siger de godt kan gøre en sengeplads klar.
Alert 4: Drengen kaster op igen på vej til sygehus: Så kan de ligeså godt gøre droppet klar også.
Alert 5 gider vi ikke være nødt til at aktivere undervejs. For det er hvis han "falder væk" og går i krampe. Så ringer vi lige 112 med det samme.
Ved godt han stadig lige nu bare er slatten og kun har kastet op en enkelt gang. Sidder bare og sætter ord på den radar jeg har kørende inde i hovedet.
Håber han egtl. bare er udmattet efter igår hvor han har spadseret hele vejen fra børnehaven hen till plejehjem for at synge for de gamle sammen med de andre rollinger (og hans støttepædagog) og gået hele vejen tilbage til børnehave igen.
Vi tager en time af gangen.
onsdag den 19. december 2012
Den lille Selvkørende...
Havde så den 3-åriges første legeaftale med hjemme igår. Jævnaldrende pige (nej det er ikke en selvfølge...).
Må sige at det var en succes af de helt store. Pga. jeg de seneste par uger har måttet spille Lærke der kom på besøg hos sin farmor (=Lærke) eller jeg har været baby og Lærke har været mig. Eller jeg har været farmor og Lærke har været Lærke. Kunne til sidst ikke huske det virkelige forhold mellem os (men mener jeg er moderen, ikke også?) og måtte have læst teksten fra den 3-årige nogle gange før jeg nogenlunde fattede min rolle.... var jeg så babyen eller hvad? Stakkels 3-årig med "Tung-at-danse-Med"-Mor.
Nu kunne hun så endelig få en værdig rolle-medspiller, for den jævnaldrende børnehaveaftale havde det vist som en fisk i vandet med at være mig overfor Lærke som sig selv. Eller som baby. Og jeg kunne dimse rundt i baggrunden og være den rigtige mig selv. Og servere frugt og observere. Og træde til og rede ud (det var ikke nødvendigt i særlig høj grad. Mærkeligt pludselig at være vidne til lille unge der har et forhold til en anden som jeg ikke kender alle koderne til).
Ny legeaftale i januar. Med en anden jævnaldrende fra børnehaven. Som troede hun også skulle med Lærke hjem igår for det havde de 3 da lige aftalt. Må hellere vænne mig til at min unge aftaler ting der ikke har at gøre med at spørge mig først. For sådan er hun langt hen ad vejen. Hun udregner tingene HELT på egen hånd og så er det 100% sådan det skal være når hun deraf har besluttet noget. Og ve den der foreslår noget andet, med mindre man har argumenterne i orden.
Må sige at det var en succes af de helt store. Pga. jeg de seneste par uger har måttet spille Lærke der kom på besøg hos sin farmor (=Lærke) eller jeg har været baby og Lærke har været mig. Eller jeg har været farmor og Lærke har været Lærke. Kunne til sidst ikke huske det virkelige forhold mellem os (men mener jeg er moderen, ikke også?) og måtte have læst teksten fra den 3-årige nogle gange før jeg nogenlunde fattede min rolle.... var jeg så babyen eller hvad? Stakkels 3-årig med "Tung-at-danse-Med"-Mor.
Nu kunne hun så endelig få en værdig rolle-medspiller, for den jævnaldrende børnehaveaftale havde det vist som en fisk i vandet med at være mig overfor Lærke som sig selv. Eller som baby. Og jeg kunne dimse rundt i baggrunden og være den rigtige mig selv. Og servere frugt og observere. Og træde til og rede ud (det var ikke nødvendigt i særlig høj grad. Mærkeligt pludselig at være vidne til lille unge der har et forhold til en anden som jeg ikke kender alle koderne til).
Ny legeaftale i januar. Med en anden jævnaldrende fra børnehaven. Som troede hun også skulle med Lærke hjem igår for det havde de 3 da lige aftalt. Må hellere vænne mig til at min unge aftaler ting der ikke har at gøre med at spørge mig først. For sådan er hun langt hen ad vejen. Hun udregner tingene HELT på egen hånd og så er det 100% sådan det skal være når hun deraf har besluttet noget. Og ve den der foreslår noget andet, med mindre man har argumenterne i orden.
tirsdag den 18. december 2012
De bliver så hurtigt voksne
Havde ihvertfald denne samtale med den 3-årige her til morgen, hvor jeg forsøgte at forklare hende at det kun er de voksne der kan speed-zappe m. fjernbetjeningen for hurtigt at finde frem til børne-egnet TV:
3-årig: Nej jeg kan godt finde ud af det for jeg er voksen.
Mig: Nej det er du ikke skat, du er et barn.
3-årig: Nej! Jeg er stor!
Mig: Ja det er rigtigt min pige, du er et STORT barn!
3-årig: NEJ! Jeg er STOR!
Mig: Ja du er mors store pige skat.
3-årig: NE-EIJ! Jeg er stor, for jeg er VOKSEN!
Mig: Okay.
3-årig: (zapper uanfægtet videre. Som om hele denne samtale har været spild af hendes tid in the first place)
mandag den 17. december 2012
Ikke så meget pjat!
Ser ud til at datteren har arvet moderens forkærlighed for det Enkle&Overskuelige
når det kommer til Jule-GørDetSelv:
... Hun var ihvertfald den eneste i børnehaven, der IKKE også ville have store blade eller andet krimskrams på SIN kreation. Hvilket gjorde det så meget nemmere at spotte hendes juledeko blandt alle de oplinede mos-lys-kugle-grene-tingester, ungerne havde produceret derhenne i den kommunale.
Mors pige.
PS: Det er Lærkes den til højre.....
lørdag den 15. december 2012
Meget dybe betragtninger. Og så i børnehøjde (but how?..)
Her lige midt i december tænker jeg at det må være på høje tid at diske op med lidt ganske banal, ærlig snak (- faktisk er det er ikke engang mig selv, der har besluttet det. Det har derimod The Mother In Me, også kaldet Mor-instinktet. Så det er hende der fører pennen):
Jeg giver nok ikke altid indtryk af at være voldsomt pædagogisk korrekt i mine betragtninger om småkravlet her på bloggen. Ja jeg ved det faktisk ikke.
Men sandheden er den, at jeg føler med dem begge to hele tiden. Også når de sandsynligvis ikke er klar over det.
KONSTANT (på nær når jeg sover - og drømmer at jeg skal til bal med dronningen ..gad vide hvad mon man egtl. kan tyde af dét...) prøver jeg så godt jeg kan at se verden fra deres øjne og forsøger deraf at aflæse hvad de har brug for (ikke altid det samme som "hvad de forlanger"....). Og til tider lykkes jeg sikkert med at matche lidt af det. Når jeg kan se de føler sig godt tilpas. Når de fjoller. Og da især når man er så heldig at få en krammer af en af dem.
Og det er dælme ikke af pligt at jeg sådan i sindet holder døgnåbent for rollingerne (selvom jeg nogle gange kunne ønske det - for så kunne jeg jo bare bande pligten ad helvede til og smække benene op med en god voksenbog midt i børneland i ny og næ, ikke sandt?). Næ - det er noget jeg ikke selv er herre over. JEG KAN IKKE SLIPPE DE UNGER. PÅ NOGET SOM HELST PLAN. DE ER MIT HJERTEBLOD JO FOR FANDEN (og "kaaaald det kærlighed" og violiner og skrammel). De hiver i nogle strenge som jeg ikke har en fis kontrol over. Nogle helt andre strenge end dem der er i sving når det gælder om f.eks at forholde mig til hvordan samfundet bør se ud n' stuff. Eller f.eks. i forhold til om hvorvidt jeg gider have en yndlingsfarve eller måske skulle overveje at gå i biografen og se den film alle taler om.
Jeg kan ikke slå noget som helst fra overfor rollingerne. Svarer på ALT hvad de henvender sig om. Lytter ALTID efter. Synes ALDRIG det de siger er noget pjat (heller ikke når de bare siger "pruttelut" eller "ta-duu-ta-dajj"). Har dem ALTID i tankerne, i baghovedet, in my mind, rumsterende rundt i knolden.
Elsker dem bare og respekterer dem langt op i skyerne for det de er. For de børn de er, for de mennesker de er, for de helt særlige og unikke personligheder de er. Og selvfølgelig også for de træk, de tydeligvis har arvet fra enten deres far eller mig.
Og forsøger, forsøger, forsøger som ind i h.... at sætte grænser når det må være behovet, bakke op, når det er det der skal til, være initiativtager når det nu lige er det, de står og mangler, bakke ud og lade dem være, når dét må være på sin plads.
Og hver aften sidder jeg i sengen og glor på deres sovende skikkelser og tænker: Bare jeg nu ikke har skuffet dem for meget/gjort dem for meget uret/gjort dem en bjørnetjeneste/været der for lidt/været der for meget/været for blind overfor dem idag.
.... - Er det bare mig, der aner noget vanvid et eller andet sted her?
Anyway, dette er til mine børn (og lad os da bare kalde det en form for "helgardering" til når de om nogle år - ihvertfald den yngste - står og himler op om guderne må vide hvad, jeg ikke har kunnet leve op til): Jeg kunne aldrig drømme om med fuldt overlæg at svigte jer. Aldrig. Nogensinde. Og tilgiv mig så (for hede hule) fordi jeg også bare er et simpelt menneske.
Kærlig hilsen mor.
Jeg giver nok ikke altid indtryk af at være voldsomt pædagogisk korrekt i mine betragtninger om småkravlet her på bloggen. Ja jeg ved det faktisk ikke.
Men sandheden er den, at jeg føler med dem begge to hele tiden. Også når de sandsynligvis ikke er klar over det.
KONSTANT (på nær når jeg sover - og drømmer at jeg skal til bal med dronningen ..gad vide hvad mon man egtl. kan tyde af dét...) prøver jeg så godt jeg kan at se verden fra deres øjne og forsøger deraf at aflæse hvad de har brug for (ikke altid det samme som "hvad de forlanger"....). Og til tider lykkes jeg sikkert med at matche lidt af det. Når jeg kan se de føler sig godt tilpas. Når de fjoller. Og da især når man er så heldig at få en krammer af en af dem.
Og det er dælme ikke af pligt at jeg sådan i sindet holder døgnåbent for rollingerne (selvom jeg nogle gange kunne ønske det - for så kunne jeg jo bare bande pligten ad helvede til og smække benene op med en god voksenbog midt i børneland i ny og næ, ikke sandt?). Næ - det er noget jeg ikke selv er herre over. JEG KAN IKKE SLIPPE DE UNGER. PÅ NOGET SOM HELST PLAN. DE ER MIT HJERTEBLOD JO FOR FANDEN (og "kaaaald det kærlighed" og violiner og skrammel). De hiver i nogle strenge som jeg ikke har en fis kontrol over. Nogle helt andre strenge end dem der er i sving når det gælder om f.eks at forholde mig til hvordan samfundet bør se ud n' stuff. Eller f.eks. i forhold til om hvorvidt jeg gider have en yndlingsfarve eller måske skulle overveje at gå i biografen og se den film alle taler om.
Jeg kan ikke slå noget som helst fra overfor rollingerne. Svarer på ALT hvad de henvender sig om. Lytter ALTID efter. Synes ALDRIG det de siger er noget pjat (heller ikke når de bare siger "pruttelut" eller "ta-duu-ta-dajj"). Har dem ALTID i tankerne, i baghovedet, in my mind, rumsterende rundt i knolden.
Elsker dem bare og respekterer dem langt op i skyerne for det de er. For de børn de er, for de mennesker de er, for de helt særlige og unikke personligheder de er. Og selvfølgelig også for de træk, de tydeligvis har arvet fra enten deres far eller mig.
Og forsøger, forsøger, forsøger som ind i h.... at sætte grænser når det må være behovet, bakke op, når det er det der skal til, være initiativtager når det nu lige er det, de står og mangler, bakke ud og lade dem være, når dét må være på sin plads.
Og hver aften sidder jeg i sengen og glor på deres sovende skikkelser og tænker: Bare jeg nu ikke har skuffet dem for meget/gjort dem for meget uret/gjort dem en bjørnetjeneste/været der for lidt/været der for meget/været for blind overfor dem idag.
.... - Er det bare mig, der aner noget vanvid et eller andet sted her?
Anyway, dette er til mine børn (og lad os da bare kalde det en form for "helgardering" til når de om nogle år - ihvertfald den yngste - står og himler op om guderne må vide hvad, jeg ikke har kunnet leve op til): Jeg kunne aldrig drømme om med fuldt overlæg at svigte jer. Aldrig. Nogensinde. Og tilgiv mig så (for hede hule) fordi jeg også bare er et simpelt menneske.
Kærlig hilsen mor.
fredag den 14. december 2012
Fløjten fra Helvede
Straffen for at C har været så meget væk arbejdsmæssigt i denne uge må vel være, at der ligger en Freddy Fræk-kazoo i hver nissestrømpe her til morgen....
Og at man lader den 3-ethalvtårige fiske dem begge op (kl. 6:15) og hælde hende af oppe i sengeland og derefter pisker man selv ned af trappen og ud og lave kaffe. Og ting...
Hvor er den mand altså bare heldig at han har mig.
torsdag den 13. december 2012
Næsten sjovt hvis jeg også lige var røget på røven oveni.
Så har man også prøvet at lave en bule i bilen med en autostol.
Meeenn for dælen altså, jeg stod og fægtede med 5ethalvtårig og to tasker og vi skulle ned af trappen fra parkering hen til låge ind til legepladsen på den Kommunale. Så møder jeg en jeg kender og skal lige sludre. Så opdager jeg at jeg har glemt autostol oppe i bilen (Daniels støttepædagog skulle bruge den da hun ville tage dengsen med til nisseteater for smårollings på det kommunal biblo. Jeg HAR nævnt det før: Hun er en stjerne og en engel. Det lykkedes hende at skaffe de 2 sidste billetter. Eksalterede var vi over det. Som om de skulle til fully udsolgt stadionkoncert).
Nå men jeg spæner de 4 trappetrin op til bil mens jeg holder øje med drengen der pænt venter henne ved låge. Desværre har jeg også taget en kæmpe taske og posen med Daniels sikkerhedshjelm (som han altid har på udenfor, ved det at han bl.a. ikke er så let til bens som sine jævnaldrende) med tilbage til bil (istedet for at lade skidtet stå NEDENFOR trappen, som en Normal ville gøre).
Så da jeg får gaflet autostol ud fra bagsædet og smækker døren i og hanker op i stor taske og pose med den ene hånd og med autostol i sjov vinkel henne i den anden arm, sker der det at det skide utilregnelige (og himmelråbende dårligt designede mht. hvordan man griber det an at holde fast på den med kun en hånd fri) stolemonstrum praktisk talt SPRINGER ud af mit greb og knalder ind i bildør.
Råbte da heldigvis bare "JEG HAR STYR PÅ DET" efter den jeg kendte og baksede hele cirkusoppakningen ned ad trappen igen og hen til min dreng som ikke kunne være mere uanfægtet af mit bøvede uheld.
Mors dreng, siger jeg.
tirsdag den 11. december 2012
Sokke-eventyret
Ting jeg allerede har lært som førstegangs"2-julesokker-med-hver-en-lille-NON-FOOD-ting-i-hver dag-i-december-frem-tilogmed-den-fireogtyvende"-leverandør (og hvor vi siger at nissen har A-nøgle til alle huse her i landet):
1: Man køber ikke noget der larmer ( jeg havde glemt at det jo for fanden er tidligt om MORGENEN de små barnehænder graver fangsten frem fra sokkedybet. Fedt at jeg så står om aftenen og til morgendagens gaver kan vælge mellem plasticmicrofon med stemmeforvrænger og en fløjte der skal sige som en fugl når man puster i den men mest af alt lyder som signalet for dør-luk i S-togene - bare med langt flere decibel).
2: Man køber heller ikke noget man selv er nødt til at hjælpe med (puslespil med 20 brikker er sgu lige i overkanten kl. halv syv om morgenen).
3: Man elsker at finde ting om aftenen til morgendagens sokkefangst (trods det at man bander samme fangst langt væk næste dag efter barnet har raget den til sig) og kan bruge rystende lang tid på at udvælge lige de 2 rette tingester, "nissen har været med henover natten mens I sov, lillebørn".
4: Læg mærke til jeg skriver "barnet" i punkt 3 og ikke "børnene". For det er en ting mere jeg har lært: Man sætter ikke 2 sokker op så tæt på hinanden at Den Lille Selvkørende Tromlefis HVER morgen slipper afsted med at grabse begge nissegaver frem i lyset. Næste år (eller imorgen - hvis jeg når det) firer jeg dælme den 5-ethalvtåriges sok HELT op i loftet (og så må jeg jo bare løfte ham).
5: Det er åbenbart ikke cool at få pixibøger om morgenen.
6: Det er faktisk skide sjovt at gå på jagt efter små dingenoter til en 30-krone MAX!
7: Der er noget ganske beroligende over dette lille ekstra morgenritual med barn der hiver dimser op af sokker (kan ret godt med faste rutiner om morgenen nemlig. For så skal jeg ikke tænke så meget).
8: Nogle af dimserne fra nissen kan den 5-ethalvtårige faktisk også begejstres over, har jeg bidt mærke i.
9: JEG SKAL SÅ MEGET HAVE HÆNGT DET ANDET BARNS SOK HELT DEROP HVOR DET ENE BARN IKKE KAN NÅ OM SÅ HUN SÆTTER SIN LILLE RØDE SKAMMEL OVENPÅ LÆNESTOLEN OVENPÅ SOFAEN!
10: Åh for fanden, man vil jo i grunden bare strække sig langt for at give sine unger en lille sjov oplevelse hver morgen. Elsker jo det småkravl!
1: Man køber ikke noget der larmer ( jeg havde glemt at det jo for fanden er tidligt om MORGENEN de små barnehænder graver fangsten frem fra sokkedybet. Fedt at jeg så står om aftenen og til morgendagens gaver kan vælge mellem plasticmicrofon med stemmeforvrænger og en fløjte der skal sige som en fugl når man puster i den men mest af alt lyder som signalet for dør-luk i S-togene - bare med langt flere decibel).
2: Man køber heller ikke noget man selv er nødt til at hjælpe med (puslespil med 20 brikker er sgu lige i overkanten kl. halv syv om morgenen).
3: Man elsker at finde ting om aftenen til morgendagens sokkefangst (trods det at man bander samme fangst langt væk næste dag efter barnet har raget den til sig) og kan bruge rystende lang tid på at udvælge lige de 2 rette tingester, "nissen har været med henover natten mens I sov, lillebørn".
4: Læg mærke til jeg skriver "barnet" i punkt 3 og ikke "børnene". For det er en ting mere jeg har lært: Man sætter ikke 2 sokker op så tæt på hinanden at Den Lille Selvkørende Tromlefis HVER morgen slipper afsted med at grabse begge nissegaver frem i lyset. Næste år (eller imorgen - hvis jeg når det) firer jeg dælme den 5-ethalvtåriges sok HELT op i loftet (og så må jeg jo bare løfte ham).
5: Det er åbenbart ikke cool at få pixibøger om morgenen.
6: Det er faktisk skide sjovt at gå på jagt efter små dingenoter til en 30-krone MAX!
7: Der er noget ganske beroligende over dette lille ekstra morgenritual med barn der hiver dimser op af sokker (kan ret godt med faste rutiner om morgenen nemlig. For så skal jeg ikke tænke så meget).
8: Nogle af dimserne fra nissen kan den 5-ethalvtårige faktisk også begejstres over, har jeg bidt mærke i.
9: JEG SKAL SÅ MEGET HAVE HÆNGT DET ANDET BARNS SOK HELT DEROP HVOR DET ENE BARN IKKE KAN NÅ OM SÅ HUN SÆTTER SIN LILLE RØDE SKAMMEL OVENPÅ LÆNESTOLEN OVENPÅ SOFAEN!
10: Åh for fanden, man vil jo i grunden bare strække sig langt for at give sine unger en lille sjov oplevelse hver morgen. Elsker jo det småkravl!
mandag den 10. december 2012
5. OG SIDSTE VERS:
(Mel: Stadig "Sikken voldsom trængsel...")
Så' der ting forældre bare SKAL
Det' vort lod og vores julekald:
-Bage kager, helst 12-14 slags
-Trylle krea-ting med lim og saks
-Være no'd så fiks med tråd og garn
-Sy en nissedragt til hvert et barn
Lave Alting Selv, for ellers er
man en skodmor eller -far, desværr'!
SVÆRR' SVÆRR' SVÆRR' SVÆRR' SVÆRR' SVÆRR'
ELLERS ER MAN BARE SKOO-OD, DESVÆRR'!
Så' der ting forældre bare SKAL
Det' vort lod og vores julekald:
-Bage kager, helst 12-14 slags
-Trylle krea-ting med lim og saks
-Være no'd så fiks med tråd og garn
-Sy en nissedragt til hvert et barn
Lave Alting Selv, for ellers er
man en skodmor eller -far, desværr'!
SVÆRR' SVÆRR' SVÆRR' SVÆRR' SVÆRR' SVÆRR'
ELLERS ER MAN BARE SKOO-OD, DESVÆRR'!
søndag den 9. december 2012
4.vers.........
(Mel: Stadig "Sikken voldsom trængsel...")
Man kan også køre øko-trip
(Så' man eddermugme rigtig hip)
Fange grisen selv på bondens mark
Pynte op med tang og genbrugsbark
Give gaver uden grim kemi
- Det' der faktisk nul problemer i:
Uld fra økofår kan bruges til
grumsetbrune huer - retrostil
STIL STIL STIL STIL STIL STIL
GRUMSETBRUNE HUER, RE-ETROSTIL!
Man kan også køre øko-trip
(Så' man eddermugme rigtig hip)
Fange grisen selv på bondens mark
Pynte op med tang og genbrugsbark
Give gaver uden grim kemi
- Det' der faktisk nul problemer i:
Uld fra økofår kan bruges til
grumsetbrune huer - retrostil
STIL STIL STIL STIL STIL STIL
GRUMSETBRUNE HUER, RE-ETROSTIL!
Nu kommer 3. vers...
(Mel: Stadig "Sikken voldsom..")
Skal man køre en slags "Peters Jul"?
(læse højt og lege nisseskjul)
Eller hvad med trendy anti-rødt?
(sorte kugler, intet "sukkersødt")
Der er også den med "Rigtig" på:
Ingen gaver, fråds og stads at få
Børn, der ikke helt forstår en dyt
Af vort bræk om "Julen der er yt!"
YT YT YT YT YT YT
AF VORT BRÆK OM "JULEN DER E-ER YT!"
Imorgen kommer 4. vers. Eller om lidt. Eller på et andet tidspunkt.
2. VERS:
(MEL: Stadig "Sikken voldsom trængsel")
Skal man nævne Jesus fødselsdag?
Eller er det måske smag/behag?
Uanset så er det ganske vist:
Ungerne bestemmer alt til sidst.
- Hvad de ønsker skal de nok opnå
Vi forældre må vel snart forstå:
Vi gi'r vid're hvad vi selv har lært:
Kræv det hele, det er ikke svært!
SVÆRT SVÆRT SVÆRT SVÆRT SVÆRT SVÆRT
KRÆV DET HELE, DET ER IKKØØ-E SVÆRT!
Imorgen kommer 3. vers. Eller i overmorgen.
Skal man nævne Jesus fødselsdag?
Eller er det måske smag/behag?
Uanset så er det ganske vist:
Ungerne bestemmer alt til sidst.
- Hvad de ønsker skal de nok opnå
Vi forældre må vel snart forstå:
Vi gi'r vid're hvad vi selv har lært:
Kræv det hele, det er ikke svært!
SVÆRT SVÆRT SVÆRT SVÆRT SVÆRT SVÆRT
KRÆV DET HELE, DET ER IKKØØ-E SVÆRT!
Imorgen kommer 3. vers. Eller i overmorgen.
fredag den 7. december 2012
1. vers
Jeg har tænkt på noget.
Hvorfor findes der ikke en julesang for forældre?
Så her kommer 1. vers:
(Melodi: Sikken voldsom trængsel og alarm)
Hold nu kæft så et det blevet tid
til igen at fare hid og did
I forsøget på at skabe jul
uden den skal virke falsk og hul
Vi skal rigtig gi' den gas med pynt
hjemmelavet og med ægte grønt
Ellers bliver vores børn til grin
Fordi mor og far er miljø-svin
SVIN SVIN SVIN SVIN SVIN SVIN
FOR-DI MOR OG FAR ER MILJØØØ-SVIN.
Imorgen kommer 2. vers.
Hvorfor findes der ikke en julesang for forældre?
Så her kommer 1. vers:
(Melodi: Sikken voldsom trængsel og alarm)
Hold nu kæft så et det blevet tid
til igen at fare hid og did
I forsøget på at skabe jul
uden den skal virke falsk og hul
Vi skal rigtig gi' den gas med pynt
hjemmelavet og med ægte grønt
Ellers bliver vores børn til grin
Fordi mor og far er miljø-svin
SVIN SVIN SVIN SVIN SVIN SVIN
FOR-DI MOR OG FAR ER MILJØØØ-SVIN.
Imorgen kommer 2. vers.
Undvigelse har kummerlige kår her i huset
Min 3-årige har et blik, hun har arvet fra sin far. Lad mig prøve at beskrive det:
Man kan se i hendes øjne at hun tænker over noget, og det "noget" har på en eller anden måde at gøre med mig, for det er mig blikket er rettet imod - og hun er ikke langt væk i egne tanker, næh der er noget bestemt ved mig hun er ved at brygge nogle sætninger sammen i hovedet om.
Man prøver at smile til hende. Det preller fuldstændigt af (som hvis man sad på anklagebænken og sendte sit gladeste fjæs op til dommeren i et forsøg på at mildne hvad der måtte komme deroppefra om lidt...).
Man falder derpå hen i afmægtig afventen. VED at der kommer noget ud af hendes mund om lidt som hun agter at være urokkelig omkring.
Og ganske rigtigt, lidt efter lyder det med mycket mycket fast stemme:
"- Jeg vil lave PUSLESPIL og du skal HJÆLPE mig."
BUM, færdig. Ingen diskussioner, bare kom igang mor.
Ps: når det er C der er færdig med sit blik hen på mig, så kommer der noget tilsvarende fra hans mund: "Du skal også finde ud af..." efterfulgt af nogle problemstillinger, han lige kaster på bordet og som jeg godt ved jeg har skubbet foran mig i...et stykke tid.
Yes yes. Man beskydes fra to sider. Men jeg holder stand og proklamerer stadig (overfor dem begge) at jeg liiige først skal ... noget andet. Bare for at klamre mig til en smule medbestemmelsesret. Det virker så kun på C.
Man kan se i hendes øjne at hun tænker over noget, og det "noget" har på en eller anden måde at gøre med mig, for det er mig blikket er rettet imod - og hun er ikke langt væk i egne tanker, næh der er noget bestemt ved mig hun er ved at brygge nogle sætninger sammen i hovedet om.
Man prøver at smile til hende. Det preller fuldstændigt af (som hvis man sad på anklagebænken og sendte sit gladeste fjæs op til dommeren i et forsøg på at mildne hvad der måtte komme deroppefra om lidt...).
Man falder derpå hen i afmægtig afventen. VED at der kommer noget ud af hendes mund om lidt som hun agter at være urokkelig omkring.
Og ganske rigtigt, lidt efter lyder det med mycket mycket fast stemme:
"- Jeg vil lave PUSLESPIL og du skal HJÆLPE mig."
BUM, færdig. Ingen diskussioner, bare kom igang mor.
Ps: når det er C der er færdig med sit blik hen på mig, så kommer der noget tilsvarende fra hans mund: "Du skal også finde ud af..." efterfulgt af nogle problemstillinger, han lige kaster på bordet og som jeg godt ved jeg har skubbet foran mig i...et stykke tid.
Yes yes. Man beskydes fra to sider. Men jeg holder stand og proklamerer stadig (overfor dem begge) at jeg liiige først skal ... noget andet. Bare for at klamre mig til en smule medbestemmelsesret. Det virker så kun på C.
torsdag den 6. december 2012
Man testes på parathed
Den 3-ethalvtårige Lille Selvkørende Skumfidus er åbenbart gået ind i "Så prøver vi liiiige at få Mor Op På Lakridserne"-fasen:
- "Jeg falder ned!" (når hun sidder aldeles komfortabelt med rumpen solidt plantet i sofaen)
- "Jeg skal altså kaste op! - Det skal jeg bare." (der sker ikke rigtig noget og lidt efter hopper man i sengen)
- "Jeg er trææ-æt!" (men vågen nok til at foreslå sin mor 1000 forskelllige ting vi skal lege indenfor de efterfølgende 20 minutter)
- "Av det gør ondt lige he-er!" (Peger på den ene fod.- Eller var det forresten ikke på den anden fod? Peger lige på den også )
- "Jeg keder mig!!" (mumles der henne fra kæphesten - som 10 sek. efter får fuld spade gennem stuen mens der hujes)
- "Jeg falder ned!" (når hun sidder aldeles komfortabelt med rumpen solidt plantet i sofaen)
- "Jeg skal altså kaste op! - Det skal jeg bare." (der sker ikke rigtig noget og lidt efter hopper man i sengen)
- "Jeg er trææ-æt!" (men vågen nok til at foreslå sin mor 1000 forskelllige ting vi skal lege indenfor de efterfølgende 20 minutter)
- "Av det gør ondt lige he-er!" (Peger på den ene fod.- Eller var det forresten ikke på den anden fod? Peger lige på den også )
- "Jeg keder mig!!" (mumles der henne fra kæphesten - som 10 sek. efter får fuld spade gennem stuen mens der hujes)
onsdag den 5. december 2012
Nissen der ikke vil rodfæste sig
Lidt svært at få den 5-ethalvt-årige til at tro på nissen, når:
- Lillesøster har sat sig på opgaven at kigge i begge julesokker hver morgen.
- Hans begrebsverden peaker ved "det er sjovt".
- Historiefortællinger helst skal indeholde billeder af køretøjer og flyvemaskiner (til nød en hund eller hest) og det med at bladre den rigtige vej i bogen har vi ikke hørt noget om.
- De der mærkelige mænd med skæg og sjove huer i forvejen ikke ligefrem oser af tillidsskabende genkendelighed.
- Han tilsyneladende har arvet sin fars evne til ikke at opdage eller kommentere på al den nissehuebeklædte julepynt, der efterhånden dingler fra hver en krog og hylde.
- Lillesøster har sat sig på opgaven at kigge i begge julesokker hver morgen.
- Hans begrebsverden peaker ved "det er sjovt".
- Historiefortællinger helst skal indeholde billeder af køretøjer og flyvemaskiner (til nød en hund eller hest) og det med at bladre den rigtige vej i bogen har vi ikke hørt noget om.
- De der mærkelige mænd med skæg og sjove huer i forvejen ikke ligefrem oser af tillidsskabende genkendelighed.
- Han tilsyneladende har arvet sin fars evne til ikke at opdage eller kommentere på al den nissehuebeklædte julepynt, der efterhånden dingler fra hver en krog og hylde.
søndag den 2. december 2012
Det er så decemberprogrammet:
I denne måned skal jeg:
- Besøge nogen jeg ikke har set længe (så tag jer i agt derude...)
- Vinde en 20-50 mio kr så min mor kan få et større sted at bo og gerne indenfor en 2-km-radius herfra matriklen (okay måske nærmere indenfor en 5-km-radius). Og en ny bil (skal nok stadig være en Punto. For at hun skal kunne genkende nogen form for køre-egenskaber). Og så jeg kan starte egen privatspecialskole til min dreng og hvad han måtte have af ligesindede 6-7årige i region Sjælland. Og så C kan få en rengøringsassistent. Og en kok. Og så Den lille Selvkørende kan få sin helt egen Opvarter (jeg SIGER ikke ordet "barnepige". .... heller ikke "hofdame") som hun kan koste rundt med. Og så jeg kan ligge på sofaen hele dagen og læse bøger og lige nusse diverse familiemedlemmer en smule åndsfraværende i håret når de kommer indenfor rækkevidde i løbet af dagen. Og naturligvis kysse på dem med lidt mere åndsnærværelse hvis de ligefrem sætter sig hos mig i nogle minutter hist og pist. (HVAAAD? Jamen det vil bare være det stik-modsatte af det scenarium der hersker pt. Jeg er BEBOET af småkravlet, so shoot me for ønsketænkning).
- Sende julekort ud FØR d. 27. december.
- Prøve at skovle sne (det er aldrig lykkedes mig. Og jeg HAR været klar adskillige gange. Men hvad gør man når C pisker ud af sengen før der er tændt lys i bageriet skråt overfor - og det er eddermanme spasser-tidligt - og ned af trappen og griber skibukserne i spurtløb og har skrabet den halve indkørsel fri før jeg overHOVEDET er nået til nattens sidste kapitel i drømmeland? Sover man så bare videre? Næh nej for man kan godt høre at manden giver den fuld spade derude og så kommer denne her irriTERENDE nervøse uro ind over sengeland og ned under dynen og man VED bare at man er nødt til selv at stå op og være lige så skide energisk med noget - bare for at vise at man skam også kan bidrage med vigtige sager til fordel for familiens overlevelse&trivsel).....
- Lave hjemmelavede gaver sammen med børnene. Og det skal være noget vi selv finder på. Og som kan bruges til noget. Uden hjælp fra glittede bøger. Og som vækker begejstring hos de heldige der pakker dem op juleaften. Og jeg er helt blank. Endnu. Men der er jo læææææææææææænge til, ik'?
- Besøge nogen jeg ikke har set længe (så tag jer i agt derude...)
- Vinde en 20-50 mio kr så min mor kan få et større sted at bo og gerne indenfor en 2-km-radius herfra matriklen (okay måske nærmere indenfor en 5-km-radius). Og en ny bil (skal nok stadig være en Punto. For at hun skal kunne genkende nogen form for køre-egenskaber). Og så jeg kan starte egen privatspecialskole til min dreng og hvad han måtte have af ligesindede 6-7årige i region Sjælland. Og så C kan få en rengøringsassistent. Og en kok. Og så Den lille Selvkørende kan få sin helt egen Opvarter (jeg SIGER ikke ordet "barnepige". .... heller ikke "hofdame") som hun kan koste rundt med. Og så jeg kan ligge på sofaen hele dagen og læse bøger og lige nusse diverse familiemedlemmer en smule åndsfraværende i håret når de kommer indenfor rækkevidde i løbet af dagen. Og naturligvis kysse på dem med lidt mere åndsnærværelse hvis de ligefrem sætter sig hos mig i nogle minutter hist og pist. (HVAAAD? Jamen det vil bare være det stik-modsatte af det scenarium der hersker pt. Jeg er BEBOET af småkravlet, so shoot me for ønsketænkning).
- Sende julekort ud FØR d. 27. december.
- Prøve at skovle sne (det er aldrig lykkedes mig. Og jeg HAR været klar adskillige gange. Men hvad gør man når C pisker ud af sengen før der er tændt lys i bageriet skråt overfor - og det er eddermanme spasser-tidligt - og ned af trappen og griber skibukserne i spurtløb og har skrabet den halve indkørsel fri før jeg overHOVEDET er nået til nattens sidste kapitel i drømmeland? Sover man så bare videre? Næh nej for man kan godt høre at manden giver den fuld spade derude og så kommer denne her irriTERENDE nervøse uro ind over sengeland og ned under dynen og man VED bare at man er nødt til selv at stå op og være lige så skide energisk med noget - bare for at vise at man skam også kan bidrage med vigtige sager til fordel for familiens overlevelse&trivsel).....
- Lave hjemmelavede gaver sammen med børnene. Og det skal være noget vi selv finder på. Og som kan bruges til noget. Uden hjælp fra glittede bøger. Og som vækker begejstring hos de heldige der pakker dem op juleaften. Og jeg er helt blank. Endnu. Men der er jo læææææææææææænge til, ik'?
Abonner på:
Opslag (Atom)