Lige en hurtig:

Dette sker hver gang jeg begynder at fortælle seks-åringen om dengang mor var barn:

Om jeg fatter det....

Er ikke et træ, del 2:

Synes selv jeg er naturen overlegen, i virkeligheden. Og der har jeg da nok rætti fat i den lange ende.

"Der er jo intet der kan komme bag på een herude!"

Træer tænker ikke. Altså er jeg ikke et træ.

Det der med naturen. Kan jo være super.

Jeg har bare endnu ikke oplevet den der zen-ting (som alle taler om) når jeg tramper rundt derude. Noget med at gå i eet med et bøgetræ og opleve Den Totale Skønhed i pude-mosset i skovbunden.

Jeg er nok for tykpandet til den slags åbenbaringer. Og så kan min hjerne ikke finde ud af at   klappe i selvom den ikke har nogen at snakke med derude i krattet. Den kævler skam videre om en trilliard ting der har minus med Skovens Skide Dybe Stille Ro at gøre. Også selvom jeg siger til den, den ikke har taletid. Så knævrer den bare endnu mere fast forward afsted.

Men som sagt finder jeg naturen tip-top. Og jeg prøver stadig at være en del af den. Seneste tiltag: Sætte mig helt op ad et træ. Sådan "hud-mod-hud".

Der var liiiige nok til tre.

En af de dage hvor man vågner op og IKKE tænker: "Idag tror jeg vi bliver tre mennesker om at udrydde en othello-lagkage."

Men sådan blev det. Mest fordi de andre ikke dukkede op til tiden.

Det var ihvertfald vores hovedargument.

Og så fordi vi kunne.

Morale? Det ved jeg ikke. Skal der være en? Og er der mere kage?

Godt vi er enige.