Træer tænker ikke. Altså er jeg ikke et træ.

Det der med naturen. Kan jo være super.

Jeg har bare endnu ikke oplevet den der zen-ting (som alle taler om) når jeg tramper rundt derude. Noget med at gå i eet med et bøgetræ og opleve Den Totale Skønhed i pude-mosset i skovbunden.

Jeg er nok for tykpandet til den slags åbenbaringer. Og så kan min hjerne ikke finde ud af at   klappe i selvom den ikke har nogen at snakke med derude i krattet. Den kævler skam videre om en trilliard ting der har minus med Skovens Skide Dybe Stille Ro at gøre. Også selvom jeg siger til den, den ikke har taletid. Så knævrer den bare endnu mere fast forward afsted.

Men som sagt finder jeg naturen tip-top. Og jeg prøver stadig at være en del af den. Seneste tiltag: Sætte mig helt op ad et træ. Sådan "hud-mod-hud".