Undvigelse har kummerlige kår her i huset

Min 3-årige har et blik, hun har arvet fra sin far. Lad mig prøve at beskrive det:

Man kan se i hendes øjne at hun tænker over noget, og det "noget" har på en eller anden måde at gøre med mig, for det er mig blikket er rettet imod - og hun er ikke langt væk i egne tanker, næh der er noget bestemt ved mig hun er ved at brygge nogle sætninger sammen i hovedet om.

Man prøver at smile til hende. Det preller fuldstændigt af (som hvis man sad på anklagebænken og sendte sit gladeste fjæs op til dommeren i et forsøg på at mildne hvad der måtte komme deroppefra om lidt...).

Man falder derpå hen i afmægtig afventen. VED at der kommer noget ud af hendes mund om lidt som hun agter at være urokkelig omkring.

Og ganske rigtigt, lidt efter lyder det med mycket mycket fast stemme:

"- Jeg vil lave PUSLESPIL og du skal HJÆLPE mig."

BUM, færdig. Ingen diskussioner, bare kom igang mor.

Ps: når det er C der er færdig med sit blik hen på mig, så kommer der noget tilsvarende fra hans mund: "Du skal også finde ud af..." efterfulgt af nogle problemstillinger, han lige kaster på bordet og som jeg godt ved jeg har skubbet foran mig i...et stykke tid.

Yes yes. Man beskydes fra to sider. Men jeg holder stand og proklamerer stadig (overfor dem begge) at jeg liiige først skal ... noget andet. Bare for at klamre mig til en smule medbestemmelsesret. Det virker så kun på C.