Kan man nu ikke skåne ungen for noget?

På Den Sidste Dag før juleferien henne i den kommunale trillede pædagogerne et fjernsyn ind på Musereden og præsenterede en film for den samlede flok af mini-mennesker (og hatten af for det og for dem. Altså pædagogerne, de arme sjæle).

Nu tænker du nok "Cirkeline" eller "Alfons Åberg".

Nej og nej. Få lige fingeren ud af halvfjerdserne.

Da barnet kom hjem begyndte hun at fable om Elsa og Anna "og så døde Anna for det havde Elsa gjort og det var hendes søster men så levede hun hende op igen og Olaf kunne godt være der selvom det blev sommer og nogle gange faldt hans hoved af og Svend ville gerne spise hans næse og hun havde is indeni og var ond  og der var et stort monster men så blev de gode venner og prinsen skulle kysse hende men han var dum og snydt hende" og videre og videre i en temmelig fragmentarisk og ikke tilnærmelsesvis kronologisk, dog meget ihærdig genfortælling af handlingen i en film jeg endte med at konkludere måtte have en titel i retning af "Is fra Helvede".

Det hed den nu ikke. Men "Frost". Fandt jeg ad omveje ud af. Kender I den?

Nuvel. Barnet blev VED med at kredse om hovedpersonerne i flere dage og til sidst fik vi erhvervet os et eksemplar på dvd (tak Jeanette).

Jeg syntes Elsa og Anna så nuttede ud på omslaget. Og det samme gjorde Olaf (som er en snemand) og Svend (rensdyr) så jeg gad godt kigge med henover skulderen på pigebarnet da vi trykkede "play".

Og så sker der simpelthen det at de to søstre Elsa og Anna i starten af filmen bliver isoleret fra hinanden af deres mor og far fordi Elsa har mægtige kræfter som hun ikke kan kontrollere og Anna kan ikke forstå at hendes søster har vendt hende ryggen (det tror hun jo) og der var jeg allerede kleenex-parat og så skal forældrene ud på en lang og farefuld rejse og lover de kommer tilbage og SÅ bliver det uvejr ude på havet og deres skib synker og det har jeg svært ved. At synke. For det er så søøøørgeligt og jeg har altid været et skvat når det kommer til tragiske hændelser på film. Og det gælder også animationsfilm (kan huske da jeg så "Bambi" i biografen i Stege med mine forældre og jeg var sønderskudt, sønderrevet og helt i sænk da bambi's mor døøøø-høøøøde).

Den Lille Selvkørende? Hun har arvet sin fars nøgterne realitetssans:

Sgudda-for-helved-også.