Men dengang jeg var lille og spillede brætspil med min far og storebror (f.eks. ludo eller ludo).
Og blev sur når jeg var ved at tabe.
Så fejede jeg alle brikker af spillepladen og gik hen og stod på hovedet op ad en dør.
.......... Iøvrigt nogenlunde det samme show jeg sætter op den dag idag, når jeg stilles i en urimelig situation af tilsvarende tung kaliber. Mumler bare "Alle har cement der hvor jeg har hjerne". Og skrider ud og ryger istedet for at stå på hovedet. Men nu har jeg jo heller aldrig sagt jeg er Alle Forløsende Stemningers Moder, veller? Det lader vi Thomas Blachman (og Paris-Charlie om).
Til gengæld er jeg mor til et væsen på 5 år. Som i sin relativt korte levetid har udviklet en så sirligt finpudset evne til at gradbøje alle verdens (og brætspils) regler til egen fordel, at det ville sende selv det største bralder af en levebrødspolitiker grædende hjem til sin hvidpudsede matrikel og gemme sig.
Kan hun ikke bare smide med NOGLE af brikkerne og stå en lille smule på hovedet????
Ha ha ha :) Her har ungerne ikke en chance. De vinder kun hvis de er bedre.... Og det er de nogen gange?? Ja, vi bliver pænt overrasket når det sker. Så er prinsessepigen og jeg begyndte at spille lidt skak engang imellem og der vinder jeg hele tiden (endnu)
SvarSletHaha! Okay. Hvis jeg gjorde som du, så ville pigen ringe til Børnetelefonen... ;-D
SvarSlet