En trillebørfuld ord

Jeg har været på Riget med min dreng fra igår til idag. Planlagt. Han skulle have foretaget en muskelbiopsi under fuld narkose og vi blev indskrevet igår til forundersøgelse og idag skulle biopsien så foretages. Alt gik godt. Og drengen er efterhånden blevet så rørende stærk og tapper og tillidsfuld og moden og rolig overfor alle kitlerne, næsten uanset hvad de disker op med af småt og stort, at man helt får lyst til at indstille ham til Nobels Fredspris og derudover må han bare overkrammes og fodres med vanilleis.

Vi delte iøvrigt sengestue med en somalisk mor og hendes knapt 2årige trunte af en skælm af en tøs, der bare var en rendyrket selskabelig lille røvertrold. Ingen af dem talte dansk (de var først lige kommet til landet, fik jeg at vide af faderen til barnet da han troppede op igår aftes for at være sammen med mor og barn. Han havde selv boet her i 3 år og talte fint dansk. - Og vi bandede begge to smukt og enstemmigt da Portugal scorede til 3-2). Moderen kunne dog tale en smule gebrokkent engelsk. Men for helve' - det slog mig bare hvor langt man alligevel kommer med tegn, ansigtsudtryk og generel forståelse af situationen - uden at gøre brug af noget så højtravende som Det Talte Ord.

Og er det ikke tankevækkende at sproget som opfindelse må være manet frem af lutter nødvendighed? Ikke af ren lyst til bare at sige noget hele tiden (Lotte Heise og Lisbeth Østergaard), men KUN fordi tegn og fagter en dag ikke var nok til at gøre sig forståelig overfor de andre i flokken når noget virkelig skulle forklares i detaljer (fx. hvorfor man ikke skulle spise giftige svampe og hvad det havde haft af konsekvenser for bedstefar, den stakkel, som nu troede han så lyserøde elefanter hver gang man var på mammutjagt).

Nuvel jeg må selv have indåndet mærkelige æteriske dampe henne på hospital siden jeg indtil nu har ævlet op og kævlet ned uden noget egentligt mål for øje så skal jeg ikke bare stå af her?