Seneste 11 dage, unplugged

I de forgangne 11 dage hvor jeg har været væk, ja der har jeg godt.nok.været.væk. Fra bloggen og alt hvad der iøvrigt hedder internet.

Til gengæld har jeg bl.a. oplevet:

- Hvor fuldstændig suveræn en far ham C egentlig er når lokummet brænder og mor skrider lidt ud i svinget.

- Hvor fuldstændig helt igennem ekstremt meget ekstra dobbelt-overskønne og intakte mine børn stadig er.

- At vinde over E. (der er pensionist og har lungebetændelse, but still...) i bordtennis.

- At klø E. på ryggen fordi han har fortjent det og fordi han har svært ved at føle sig selv inde i kroppen.

- At det er fedt at kunne snakke med nogen døgnet rundt (også med M, der nogle gange tror hun er med i en James-Bondfilm. Og som jeg har hjulpet med at montere nye sommerstøvler på. Hun tog dem af ret hurtigt igen fordi de gnavede. Jeg brugte derefter en halv formiddag på at overbevise hende om at de bare skulle gås til. Og jeg mente det! Magen til bløde læderfutteraler skal man sgu lede længe efter).

- Total kollektiv tøjkrise efter 5 dage med 1 strejkende vaskemaskine (til 14 personer).

- Hvor fedt det er at traske ture med/uden selskab. Nede ved noget vand. Hvor der også er ænder.

- At jeg ikke er skide vild med fællesmøder (can't help it - føler mig ALTID talt ned til og får lyst til at tegne på væggen).

- At dø af grin (kl. 6 om morgenen) over en måge der lander på et svagt hældende glas-tag m. tyndt lag is på, hvor den vil hapse en bid brød, Co. har smidt ud til den, men den kan ikke stå fast og skrider ganske langsomt ned/henad, hvorefter den bakser (nej ikke basker) sig op hvorefter den skrider ned, hvorefter... OG drøne ind og hive fat i næstnærmeste morgenmenneske (det er så M2, der er musiker og bla. spiller harmonika) og fortælle om det helt sindssygt komiske show jeg lige har set, hvorefter vi vistnok bliver enige om at vi skal bælle noget mere morgenkaffe og være skide-enige om en hel masse andre ting.

- At have harmonikaspillende nabo.

- At dele de mest far-out men også heeeeeelt enormt dybe tanker med harmonikaspillende nabo. Og sprutte af grin. Eller sidde tavse side om side med stenansigter.

- Hvor befriende det er at grine af noget selvom man står i lort til knæene.

- At slappe af, nu hvor bunden alligevel var nået.

- At jeg vågner halvseks om morgenen også uden at blive vækket af mine børn.

- At jeg kan se Nyhederne på tv uden at høre hvad de siger om verden derinde i skærmen.

- At selvom man føler sig nok så  100% fucked up og udtværet så gælder det stadig om at tage en dag, et øjeblik, af gangen.

- At man godt kan hedde Brian og være pisse intelligent.

- At man kan komme fra den kærligste familie og stadig blive ramt af lortesygdom.

- Rent faktisk at være i stand til at hjælpe og opmuntre nogle mennesker der har det svært.

- At savne disse mennesker på et helt uventet plan.

- At læse en bog færdig fra ende til anden.

- At man nogle gange skal nogle omveje her i livet.

- At de 3 mennesker, der betyder mest for mig, kan nogle ting jeg ikke var klar over før. F.eks. overleve uden jeg er der all the time (hvad bilder de sig i grunden ind?).

- At længes helt vildt hjem efter de 3 mennesker som jeg fik dejligt, dejligt besøg af 3 gange undervejs og som jeg hermed indstiller til Nobels Overbærenheds-pris.