En mand der hedder Ove. Jeg dør af grin (og hjertesmelt)

Jeg er nødt til at prakke jer en bog på:

Læs "En mand der hedder Ove" af debutforfatteren Fredrik Backman.

Den er nemlig unik.

Handler om en mand der hedder Ove (ja jeg er for pokker ikke boganmelder, vel? Så bær over).

Han er en ældre og tilsyneladende bittersur stodder der opholder sig alene i det rækkehus, han og hans kone Sonja har boet i i en halv menneskealder indtil Sonja døde af kræft for et halvt års tid siden. Han går rundt i kvarteret og kontroltjekker alting. Fordi nogen jo SKAL tage et ordentligt ansvar.

Når ikke han lige forsøger at begå selvmord. Hvilket gang på gang mislykkes, takket være en broget flok naboer og andet skab, der hele tiden kommer og forstyrrer ham med dette og hint.

Men Ove er måske ikke kun gnaven. Det fine ved fortællingen er, at intet påstås direkte men læses mellem linierne og ud af Oves handlinger - og hans baggrund, med en far og mor der begge døde tidligt så Ove som 16-årig stod alene tilbage med huset og faderens gamle Saab (Ove har aldrig siden kørt i andet end Saab) og fandt ud af at klare sig selv. Fra bunden. Og efterhånden som hans baggrundshistorie afsløres bid for bid, kommer man til at holde mere og mere af ham.

Her er et uddrag fra bogen:

Ordveksling mellem Ove og 7-årig nabodatter, som han meget mod sin vilje har måttet køre på sygehuset sammen med pigens mor og lillesøster fordi faderen (Ove kalder ham "Droget") er faldet ned fra en stige han har lånt af Ove og brækket det ene ben og forstuvet en arm. Nu sidder han og barnepiger begge rollinger mens moderen er inde og se hvor slemme Drogets skader er:

Ove: "Jaså, og hvad med dig?"

 "Hvad med mig?" replicerer den syvårige arrigt.

"Ja? Trænger du til  mad eller komme ud at tisse eller noget?"

Den syvårige kigger på ham, som om han lige har tilbudt hende en øl og en cigaret.

"Jeg er snart OTTE! Jeg kan godt gå på toilettet SELV!"

Ove slår brysk ud med armene.

"Ja, selvfølgelig da. Så undskyld ad helvede til, at man spørger."

"Hrmpf", fnyser den syvårige.

"Du bandte!" dukker den treårige op igen og gjalder, mens hun spæner rundt om Oves bukseben.
Han iagttager uhyre skeptisk den grammatisk udfordrede lille naturkatastrofe. Hun kigger op på ham og smiler over hele femøren.

"Læs!" opfordrer hun bestemt og strækker en bog så højt op, at hun er ved at miste balancen.

Ove betragter bogen lidt, som om den lige har sendt et kædebrev til Ove og påstået, at bogen i virkeligheden er en nigeriansk prins, der  har et "very lucrative business offer" til Ove og nu kun har brug for Oves kontonummer i en fart "bare for at ordne noget".

Og sådan er Ove i den grad mere eller mindre ufrivilligt vrælende morsom hele vejen gennem bogen.

Man griner af nogle af passagerne så man saftsuseme har svært ved at genvinde kontrollen.

Nogenlunde sådan her:

Læs den nu bare.