Det dér med at holde kæft istedet for at slå for stort brød op....

Nogle ting sætter man igang/får sagt over for små børn uden FØRST at tænke over den lavine af konsekvenser det medfører (jeg kender en der hedder KARINA som ved hvad jeg helt præcist mener...).

F.eks. "Hey børn den dér sækkevogn I skiftes til at flække formålsløst rundt med, den kan vi da lige sætte en af jer på, så skal mor her nok skubbe."

Havde ikke lige regnet ud at der ville blive tryglet om 31 ture på skift ( ja jeg er født igår), at Daniel('s tynde stænger) vejer så lidt at klappen på sækkkevogn vipper op så han sidder med øjnene 3 cm udfor sine knæ OG at dét at fragte Den lille Selvkørende på omtalte befordringsmiddel føles som at flytte rundt på 12 sække blomstermuld ude i Saharas sandklitter. Deromkring.

Men nogle gange, ikke? Så ender konsekvens-lavinen alligevel med at forbarme sig over hende der satte den igang. Som da lillesøster pludselig transformerede sig om til hende Den lille Omsorgsfulde, fik superkræfter og reddede moren fra at ende på en ambulancebåre i stræk:

Åh hun puklede på, det kære væsen.

Heldigvis begyndte det at regne 5 minutter senere.

Ellers var jeg blevet nødt til at tage 8 runder mere med hver rolling. Bare for at belønne pigens anstrengelser.

Idiot er man jo i sidste ende. <3