Lige en hurtig:

Dette sker hver gang jeg begynder at fortælle seks-åringen om dengang mor var barn:

Om jeg fatter det....

Er ikke et træ, del 2:

Synes selv jeg er naturen overlegen, i virkeligheden. Og der har jeg da nok rætti fat i den lange ende.

"Der er jo intet der kan komme bag på een herude!"

Træer tænker ikke. Altså er jeg ikke et træ.

Det der med naturen. Kan jo være super.

Jeg har bare endnu ikke oplevet den der zen-ting (som alle taler om) når jeg tramper rundt derude. Noget med at gå i eet med et bøgetræ og opleve Den Totale Skønhed i pude-mosset i skovbunden.

Jeg er nok for tykpandet til den slags åbenbaringer. Og så kan min hjerne ikke finde ud af at   klappe i selvom den ikke har nogen at snakke med derude i krattet. Den kævler skam videre om en trilliard ting der har minus med Skovens Skide Dybe Stille Ro at gøre. Også selvom jeg siger til den, den ikke har taletid. Så knævrer den bare endnu mere fast forward afsted.

Men som sagt finder jeg naturen tip-top. Og jeg prøver stadig at være en del af den. Seneste tiltag: Sætte mig helt op ad et træ. Sådan "hud-mod-hud".

Der var liiiige nok til tre.

En af de dage hvor man vågner op og IKKE tænker: "Idag tror jeg vi bliver tre mennesker om at udrydde en othello-lagkage."

Men sådan blev det. Mest fordi de andre ikke dukkede op til tiden.

Det var ihvertfald vores hovedargument.

Og så fordi vi kunne.

Morale? Det ved jeg ikke. Skal der være en? Og er der mere kage?

Godt vi er enige.

Ups. Tegnede udenfor. Ny væg, tak.

Nå men vågnede så op den anden dag og rendte ind i en, der syntes jeg skulle lave noget tegning/maleri.

På en væg.

På en væg i en institution.


På en væg i indgangs-forfucking-partiet i en institution.


Reagerede sådan her:

Havde det i virkeligheden sådan her:

Skal jeg egentlig ikke bare forstørre den der "hvidt flag"-galning 22 gange op?.....

Hvis nu man var....

...  - En følelse.


Så kunne man f.eks. godt se sådan ud når ungerne er i trivsel:

Spasminton.

Kan I så huske dengang man spillede badminton? Tror nok lige Yonex-polo'en havde sin glansperiode.

Ellers var der ikke så meget muzak over min "Danser med Fjerbold"-karriere. Men sjovt var det. Også fordi jeg kunne nå at løbe helt op til nettet indenfor en acceptabel tidshorisont (på under 20 sekunder).

Nå men der gik nogle år og et par fødsler.

Og så befandt jeg mig denne uge pludselig i en gymnastiksal med en ketsjer i hånden. Sammen med Rune (på en meter og syvogfirs - pillede alt ned. Selv støvet) & Anne (helt klart dopet. Man kan ikke være tre skamler høj og samtidig torpedo-fræse rundt i alle banehjørner på syv milisekunder og skovle HVER.ENESTE. bold over nettet).

...........

Det gode var at min krop - under beskydningen fra de to bindegale  bold-ekstremister - havde glemt den ikke kunne røre sig ud af flækken.

Og mere er der egentlig ikke at sige om den turnering. Men næste gang tager jeg jo så rulleskøjter på. HA!

"Jeg har den! Jeg hh..."