Til fladpanderne

Jeg kan jo godt falde i svime af begejstring over min søn når han - med glæden lysende ud af ansigtet og øjnene - giver sig hen til sine vuggende danse-moves i det øjeblik musikken spiller. Han knytter sine spinkel hænder, fægter med armene i takt til rytmetempoet, går let ned i knæene og vugger og svajer og nikker også gerne med hovedet mens han smiler lykkeligt til een.

Så sårbar han er. Og så særlig og speciel.

Og hvis jeg nogensinde hører nogen gøre grin med ham uden han lægger mærke til det..... så skal jeg venligt gå hen til de pågældende spottere og med ord forsøge at lyse deres plumrede hjerner op med information om hvordan Daniel er skruet sammen så de kan træde tilbage og unde ham det frirum som også han har krav på.

Hvis jeg så nogensinde oplever nogen gøre grin med ham og han opfatter den dumme opførsel..... så kan de pågældende goplehjerner godt begynde at øve sig på betegnelser som tandløs, kørestolsbruger og kronisk smertepatient - når de fremover hver især skal beskrive deres egen helbredsmæssige almentilstand.

Jeg mener det. Jeg elsker og værdsætter min dreng så højt for alt hvad han er og hvis nogle af denne verdens fladpander med vilje stiller sig i vejen for ham så går jeg hen og bider dem lige i struben.

Fortsat god søndag.