5 dage i helvede

Der er sgu mange sære, sælsomme, fortryllende, blændende, pisseirriterende, smukke, sjove, megasjove, særdeles sjove, hæsblæsende, skønne, frustrerende, dejlige ting forbundet med det at have fået børn.

Dagens indlæg handler om det sære.

For hvor sært er det ikke lige at før yngstens ankomst havde jeg aldrig nogensinde haft grund til at føle mig som en af dem med pms.

Ikke skyggen. Trallede gennem månederne uden så meget som en krampetrækning eller bævende læber eller nedsmeltning over en kiks der var gået i stykker.

Men along kom Lærke, aka Den Lille Selvkørende. Og efterlod min krop og sind i et syndigt, galopperende hormonkaos, der nu smelter sammen til et vulkansk udbrud sårn ca. der en gang i måneden.

Og aldrig to udbrud der ligner hinanden. En mavepuster af en gang pseudo-veer i 5 dage den ene måned kan efterfølges af totaaaaalt weltschmertz og monoton stemmeføring overfor C i 5 dage den næste måned (hvor jeg svarer på ALLE henvendelser fra hans side med "Okay", "Nå okay" eller "Nå". Uanset om han spørger om vi har nogle planer i weekenden? Mig (monotont): "Nå okay" eller om jeg har lyst til spaghetti eller kartofler til aften? Mig (monotont): "Nå". Eller om jeg har set hvad Daniel lige gjorde? Mig (monotont): "Okay").

Næste måned igen kan så byde på 5 dage hvor jeg er sikker på det er min skyld at der er nød i verden og alle ulykker ramler ned over min familie lige om lidt for det ved jeg bare og jeg kan da ligeså godt tude over det nu på forhånd og desuden har jeg ingen talenter og kunne ligeså godt forsvinde fra jordens overflade - før den alligevel bliver oversvømmet af den smeltede indlands-is - og hvor er alting synd for mine børn. Tuder lige lidt mere over deres sårbarhed. Tuder også lige lidt ekstra over at de altid får de samme 5 slags pålæg med i madpakken og det er ALT SAMMEN MIN SK- SK- SKYYYHHHLLLD!!!


Denne måned, however, tog satme så prisen. Nu siger jeg tabu-bøh-ordet:

ANGSTANFALD!!!!!!!!!!!!!

Jamen jo. Vågner sgu da op en morgen for 5 dage siden og kan ligesom ikke komme ud af flækken pga jeg selv er ved at flækkes i 334 nervevrag-dele og hjertet sprinter derudaf. Panik panik. Er jo nødt til at komme ud af den der flække for der er børn og kæreste som man gerne vil gøre noget for. Men det eneste jeg kan er at vræle "Jeg kan ikke gøre f-f-f-for d.d.d.d.d.det". Og så går jeg ellers rundt som en gigtplaget zombie (= oldinge-langsomt og i hakkende bevægelser) og er 3/4 år om at finde et stykke tøj til småkravlet de kan f.f.ff.f.f.få p.p.p.p.på inden m.m.m.m.orgenmad og SÅ må jeg sgu hen og lægge mig lidt (klokken er her kun 6.47... Lange 5 dage kan jeg godt røbe).

Nå men for at gøre en lang historie kort: Der må gøres noget. Det er blevet en tand for spændende at vente på hvad næste måned bringer. Skal vi så ikke sige jeg går til læge og får nogle vitaminpiller?

Det siger min mor (som jeg måtte hidkalde denne gang. Hun kunne da sørge for at der var en slags fattet person børnene kunne henvende sig til når C ikke var på matriklen. Og komme med gode råd: "Du skal spise nogle vitaminpiller, Dorte. Det er det jeg HELE TIDEN har sagt". Og så bagte hun lige en flok boller. Jamen de der mødre er da bare en henrivende opfindelse).

Hilsen PMS-vraget.