Nu er det snart en måned siden min mor døde.
Og jeg lever videre. Det er mærkeligt.
Føles flere gange om dagen som om hun har overladt mig "roret" i den kæmpe Airbus 380, der hedder Verden.
Fuldstændig isnende uoverskueligt alene med ansvaret for al eksistens. Uden jeg så det komme.
Til andre tider er jeg helt cool med de hårde kendsgerninger. Opgaven voksen og overblik og klart vejr til alle sider. Der bare det ved det, at jeg så føler tilskyndelse til at ringe og fortælle min mor hvor skide skrap jeg er til at jonglere rundt med det hele uden hendes tilstedeværelse.
Og så ramler det lige lidt.
Det går op og ned.
Der kan være dage med flows hvor "Det faktisk bare er INGEN sag at håndtere alting selv. Ha!"
Men sorgen og tabet og savnet er der hele tiden. Giver mig en mavepuster indimellem så flyveren lige tager et styrtdyk.
Har indtil videre formået at rette op igen.
Er stadig ved roret mor.
Så ved du det.
Åh altså... ved ikke hvad jeg skal sige men tænker på dig og puster glæde, varme, tanker, hvad du end måtte have brug for. Også knus hvis du kan mærke det. Mette
SvarSletKære Dorte
SvarSletJeg har tænkt meget på det du har skrevet.
Tillad dig selv, at det er ok at du sørger, tænk hvis din mor ikke betød mere for dig, end at du ikke sørgede. det lyder til at du havde et godt forhold til din mor, og at du holdt af hende.
Det er svært at undvære.
Jeg sender dig mine varmeste tanker.
Vh Lykke
Tusind tak til jer begge to <3 Jeg har hende jo i mit hjerte så det kan ikke gå helt galt ;-)
SvarSletJeg har heller ikke lige fået skrevet. Men jeg har tænkt meget på dig. Det er simpelthen så frygteligt at miste sin mor - især fordi den person, man allerhelst vil snakke med om det, er ens mor. Det er meget normalt at det ramler lidt, når man lige kommer i tanke om, at det ikke kan lade sig gøre.
SvarSletTak for din fine kommentar <3
Slet