Stillingen:

Børnesjat-vanderen (læs her for ordforklaring)    : 3301 points.

Karaktérfast Skrapsak af en B.S. Christiansen-mor  :  2091 points.

Se - jeg haler ind. For her til aften var jeg nemlig skide god (og sørme også pænt hurtig) til at svare "Fin idé - den tager vi op imorgen. Sov rigtig godt lille skat" til Selvkørende 3-ethalvtåring, da hun (efter 88 andre ting hun lige skulle ordne inden hun hoppede i nattøjet og kl. efterhånden var blevet træt af at være mange) sad i høkassen med skrubbede tænder og havde fået læst godnathistorier og sunget sange og på falde-i-søvn-kanten proklamerede: "Jeg vil ha' neglelak på tæerne".

De små (store) gennembrud

Hverdagen med Daniel-drengen kan stadig indimellem synes lidt stillestående. Ikke på den måde, at vi keder os. Men på den måde, at vi ikke rører os ret meget ud af flækken mht. at blive i stand til at prøve at lykkes med noget nyt. Fordi han er der hvor han er i sin udvikling og han skal have gentaget ting og forklaringer mange gange før han til sidst har fanget noget af det.

Det har jeg for længst vænnet mig til og indrettet dagene derefter. Og tilfældigvis har jeg den knægt så kær at jeg gerne gentager ordet "lastbil" sammen med ham sekshundrede gange i træk hvis det er det, der rykker for ham. Og det er det som regel.

Træning, træning og atter træning. Forklædt som leg (=sluse små udfordringer ind i det han er optaget af og synes er sjovt).

Nå men som sagt kan jeg indimellem opleve at vi ikke rokker os en tomme trods alle anstrengelserne.

Men så igår skete der pludselig det, at drengen forstod farvebegreberne. "Ha' den blå" (tusch).

Og så så man mig danse sejrs-gangnam rundt om mig selv 12 gange.

Hurtigt overview....

Kommer til at tænke på om man mon måske skulle se at få opgraderet stilen indenfor påske-items i Casa de Luxe.

Dette er pretty much udvalget pt.



"Jeg laver lige en Lærke"

Haft en forrygende tirsdag med marathon-jagt (hvis nogen ikke ved hvad det er, så se under "kost-rundt-med-din-mor-til-hun-segner-hilsen-glad-dreng-6-år.dk"). Faktisk har knægten og jeg moset så meget rundt og snakket og sunget og lavet ballade og skovlet sne og vendt huset på hovedet indefra at vi kunne være blevet ved til langt ud på natten.

Men så kom Den Lille Selvkørende hjem sidst på eftermiddagen. Sammen med sin far.

Og så ved jeg ikke hvad der skete. Vinden vendte ihvertfald. Og førte en tudeklynkeklagesang med sig af dimensioner:

"NEIIIIIIIIIIIIIIIIII!!! NE-E-E-E-E-E-E-E-EIIIIJJJ!!!!!" var det eneste man kunne høre i laaaange flere minutter.

Mystisk. Jeg stod rent faktisk og gloede uden at gøre noget. Tænkte bare: Var den 3-ethalvtårige flyttet ind i den 6-åriges hoved? For det var sgu da nøjagtig hendes "tøsepive-se-mig-hør-mig-ellers-dør-jeg-lige-om-lidt-snart"-råbe-græde-hyle-serenade, der lige blev fremført for fuld skrue af 6-års knægten!!??!!

Så har man oplevet det med. Min søn har luret sin lillesøsters "jeg spiller lige skuespil i håb om at kunne beholde scenen for mig selv lidt endnu"-taktik.

Og så døde jeg næsten af grin. For han kunne til sidst ikke holde masken. Det skulle have været filmet. Mors dreng. Hahahahahahahhaaaaaaa.

Lampefeber? Pjat. Det er jo bare småbørns-gym.

Var til gym.opvisning med Den lille Selvkørende igår ude i Karisehallen.

Da vi trådte ind blev vi blæst bagover af chokbølger fra musikanlægget og var på vej til at tage flugten tværs gennem baghaverne og hjem til Casa De Luxe.

Hvem har bestemt at der skal fyres SÅ meget op for rytmerne at ørerne begynder at bløde? - Når det er BØRN der skal optræde (og se på)?? Fatter ikke en fis. Men det er også det eneste jeg har at sætte en finger på til gårsdagens arrangement.

Nå men vi fandt heldigvis ud af at blive derinde i hallen. Lidt ynkeligt at forlade stedet inden momse, farmor, morbror og tante samt C og Daniel var dukket op for at se os to stjerner folde os ud på gulvet. Tænkte vi. Og overvejede at suse ud på toa og hente wcpapir at proppe så langt ind i øregangene at det ville kunne ses igennem vores øjne.

Droppede dog hurtigt tanken om selvgjorte ørepropper da vi fandt ud af, at vi allerede var blevet halvdøve (enten af musikken eller pga. størknet blod dér hvor trommehinderne havde befundet sig for kort tid siden) og derfor nok mente vi kunne blive der et par minutter hvis vi vel at mærke forsynede os med kakaomælk og kiks og satte os nede i det fjerneste hjørne.

Så dukkede resten af familien op, inkl. Daniel som var i himlen det øjeblik han satte sin fod dér inde i støjhelvede. Den dreng og rytmesans. Remée og alle hans danseduller kan godt skride hjem og starte forfra. Til sammenligning.

Og pludselig var det vores tur og hvad helved skete der så? Den 39-årige fik sgu nerver på. AAAAA-HAHAHAHAHAHHA! Jeg var så nervøs mens vi alle på Familieholdet stod derude i kulissen og skulle til at stille op på række og marchere ind til vores redskaber (til lyden af James Bond musik... don't ask. Vi havde sorte jakker på 'n stuff) at man skulle tro det gjaldt guldet til OL i småbørnsgymnastikning m. thousands and thousands of tilskuere på tribunerne.

Den Selvkørende anede også at det ikke var som til hverdag - muligvis pga. min heftige plapren til hende om at nu skal vi bare ind og gøre gym. som vi plejer og se banen derinde - det heeeele er som det plejer og er du klar? Kom vi går op og stiller os bag Annette og Alberte og så går vi bare når de går og....

Oh himmel - og så var vi på banen og jeg blev ved med at snakke til 3ethalvtåringen som havde fået hektisk-røde kinder og hun klarede det hele så flot og det var skide skægt og jeg var paaaaaavestolt af hende ovenpå vores 12-minutters-optræden..... Seriøst. Det var som om vi to lige havde bestået lastbilkøreprøven sammen. Uden at have haft ret mange køretimer først.

Den Lille Selvkørende forsøgte at se uanfægtet ud. Men hun havde sgu sit hyr med at gemme sit stolte glædessmil. Hjalp da der kom is til alle på holdet. Så kunne hun køre sin sejrsrus af på projekt "Sæt mor igang med at pille ispapir af".

Hilsen superrealisten.

Sådan foregår det når Den Lille Selvkørende "sidder stille og sysler med krea-ting":

 

Har da helt hånd i hanke med hende for jeg har nemlig sagt at sofabordet er det eneste hårde møbel udover hendes triptrap-stol hun må kravle op på her i Casa de Luxe.

Til gengæld har jeg ikke det fjerneste styr på skide nemt ved at afholde hende fra at slå baglæns saltomortaler ned fra ryglænet af sofaen.

Godt der er gymnastikafslutning imorgen. Fordi straks fra på mandag begynder hendes stuntspring jo garanteret at aftage for til sidst at fade ud hen over sommeren, når nu der pludselig ikke er udsigt til mere redskabsakrobatik hver tirsdag henne i den lokale sportshal længere.

Helt sikkert, Dorte. Og til næste vinter melder du hende til børneyoga istedet og det vil blive alletiders succes.

Indlevelsesevne? Nej, desværre. Prøv længere nede af vejen.

Har fuldstændig idiotisk mange halve fortællinger inde i knolden men desværre kan jeg ikke komme op med anden helt færdigproduceret smøre end hvor åndet det egentlig er når man ser et andet menneske kradse sig og tager sig selv i at tænke "Så hold dog op, menneske!!" fordi man bare hører den der kradselyd og ikke selv føler kløen. Tog mig i at tænke sådan den anden dag, da den 3-ethalvtårige blev ved med at angribe sit eget bare lår med klør fem.

Dernæst slog det mig, at hvis jeg ikke kan sætte mig i mit barns sted når hendes eneste problem er, at det for fanden bare klør på huden - hvad har jeg så tænkt mig at stille op når hun bliver teenager og jeg for alvor skal prøve at kringle mig ind i hendes sindstilstand?

Gud fader bevares, her gik man og troede man var på forkant med alting......