Har fuldstændig idiotisk mange halve fortællinger inde i knolden men desværre kan jeg ikke komme op med anden helt færdigproduceret smøre end hvor åndet det egentlig er når man ser et andet menneske kradse sig og tager sig selv i at tænke "Så hold dog op, menneske!!" fordi man bare hører den der kradselyd og ikke selv føler kløen. Tog mig i at tænke sådan den anden dag, da den 3-ethalvtårige blev ved med at angribe sit eget bare lår med klør fem.
Dernæst slog det mig, at hvis jeg ikke kan sætte mig i mit barns sted når hendes eneste problem er, at det for fanden bare klør på huden - hvad har jeg så tænkt mig at stille op når hun bliver teenager og jeg for alvor skal prøve at kringle mig ind i hendes sindstilstand?
Gud fader bevares, her gik man og troede man var på forkant med alting......
Ingen kommentarer:
Send en kommentar