Det, der tæller

Idag har jeg lært noget nyt.

Jeg har nemlig fundet ud af, at man ikke kan skjule overfor nogen når man er slidt en kende ned, battery-low, har the hverdagsblues, er halvdepri og trekvart-bekymret over alting (selv det at skride op med en pakke på posthuset fordi nogen har været så venlig at gide købe en af ungernes aflagte klude kan virke komplet uoverskueligt as we speak. Som hvis en eller anden havde bedt mig cykle til Møn og tilbage igen på 3-åringens løbecykel inden aften. Der er 55 km hver vej).

Nå men en af dem der har fattet hvordan det er fat med den 39-årige (som, bevares, selv er ude om at hun er blæst omkuld - for hun kunne jo for fanden bare have sat de grænser der skulle sættes for længe siden. Men sådan går man rundt og er enorrrmmt bagklog), det er så min svigermor.

For hun har nu 2 gange inden for 2 døgn (....er det så 2 dage i træk eller? - Ja den kører sgu lidt slow heroppe, kan I nok se) foræret mig vækster. Altså sådan nogle tingester man har stående indenfor og som skal vandes.

Først to sukkulenter (lyder som noget man giver sukkersygepatienter når den er helt gal, men uanset så er det to sprøde, søde nogle som tilmed ankom i hver sin caffe latte-farvede urtepotteskjuler).

Næste dag (som er idag) stiller hun her med den skønneste buket tulipaner (kan godt genkende tulipaner. Faktisk min yndlingsvækst næstefter gerbera. Fik I dén, derude? Jeg namedroppede lige to forskellige blomster. Mig, med mine - undskyld vores - 4 buske ude i haven).

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige mere, andet end tænk hvor lidt der skal til for at man føler sig set og forstået og holdt af, når man sidder der og hænger med mulen over noget man ikke engang helt selv forstår hvad er.

Men jeg forstår sgu at påskønne mine nærmeste (udover Den Selvkørende, hendes storebror og deres far. De 3 som jeg ikke kan leve uden). Så mon ikke man skulle give sig selv et los og se at komme igang med at glæde sig til foråret og i det hele taget bare glæde sig. Hvad fanden skal man ellers foretage sig indtil man sidder på plejehjemmet (hvor man anklager C for IGEN at snyde når vi spiller "et slag 500"...)?