Ser ud til patienterne klarer sig selv henne i sofaland-land. Så snupper jeg sgu lige et nanosekund mere af min nye pragtfulde formiddagsfrihed inden afhentning af mindsten som er den eneste hos os der har en normal færden rundt ude i det virkelige liv for tiden. - Ja livet er hårdt for den unge dame på knapt 2,5 år. "Ud og plej din nye karriere henne i den kommunale mens mor tørrer næser og pander (and that's it! - for den enes vedkommende...) hjemme i reden."
Hvor kom jeg egentlig fra og til? Jo jeg føler trang til at være impressionistisk i mit udtryk. Nu da der er slukket for David Letterman (jeg registrerer liv når jeg henover sofaryggen kan se fjernbetjeningen svæve i luften fra mit kontroltårn herhenne ved spisebordet. Smart ikke? Så behøver jeg ikke spørge om der soves eller blundes eller bare lides i stilhed). Hvor kom jeg nu egentlig til? Nåh ja. Nu hvor David L. ikke er i stuen må jeg jo prøve at gribe noget andet i luften (.... - vind, blad - læs forrige indlæg. Nåh Hvad??) og det bliver så noget impressionistisk. Desværre må det bare blive ved tanken for nu forventes jeg vist at lette røven igen.
Suk. Jeg følte mig ellers lige så blå.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar