Jeg kan bare ikke se det store billede. Kan ikke se formålet med at gøre forskellige praktiske ting. Sigtbarhed lig nul. Elsker børnene men elsker de mig? Er de ikke pisseligeglade med om jeg lægger tøj sammen og her er nogenlunde rent i huset? Hvem klapper begejstret når jeg endelig får støvsuget en flade der er større end 2 kvadratmeter? Hvad? Hvornår er det tid til at lade tingene flyde og hvornår skal jeg læse dem en historie?
Og tiden går så stærkt og imorgen har vi glemt det gode og mindre gode der skete for os alle sammen idag.
Jeg kan bare ikke se det store billede. I've got the bluuuuuuuuuessss. Sigtbarhed lig nul.
Jeg sætter mig ned. Først kan jeg se endnu mindre. Men så kan jeg lige pludselig se om bag alle de ting jeg stæser rundt og gør. Jeg danner en ramme om mine unger. Det er jo for fanden det jeg gør. De aner det ikke. Og jeg glemmer det nogle gange. Men der er en årsag til at jeg flænser rundt og og gør ting. Jeg laver en verden de kan færdes i og rode rundt i og vi kan rode rundt sammen. Så jeg igen kan rydde op bagefter...
Og tiden går stærkt og imorgen har vi glemt noget af det gode og noget af det mindre gode der skete for os allesammen idag.
Men andet hænger ved og vi lærer og idag gør vi nogle af de samme ting men også nogle andre ting og jeg er ved at fatte det.
Jeg rejser mig op. Og ordner og regerer og sætter ting frem til børnene de og jeg kan lave i eftermiddag. Eller også finder de på noget helt andet. Men det er okay. Jeg gør det rart at være her. Så bliver jeg rar. Og så er alle glade....
Total opklaring forude...
kæft, hvor jeg kender det. Og så tillade min datter sig endda at krydre sådan en oplevelse med "Du gør ALDRIG noget for mig, mor".... Really? Ærgerligt, dame, vil du gerne i skovbørnehave uden madpakke? tsk tsk... utaknemmelige men utroligt elskelige er de...
SvarSlet