Kunsten at sige ja til kaos

Aaahrrr...

Må lige uddybe det foregående indlæg lidt:

Det er jo ikke sådan at ungerne bare har fået hvad de pegede på hele weekenden. Efter jeg først havde sagt "Nej!" Og efter deres protester kapituleret og sukket "Okay (for ind i hede...!!)".

Mere hen i retning af nogle børn, der hver især havde behov for at der skulle ske noget (som jeg ikke var klar til. Men som jeg faktisk ikke kunne se noget galt i at de var meget opsatte på).

Problemet var (for mig at se) bare, at det, den ene gerne ville, udelukkede deltagelse fra den anden unge. Mest fordi den store (med særlige behov) ikke ville kunne følge med. Og når det var omvendt (at den store havde behov for noget - ikke lyst til, ...Jesper Juul.) så følte den lille sig overset. Nej ikke overset. Nærmere glemt for evigt (i guder...).

Og når det endelig lykkedes at gøre noget sammen som alle deltagere fik noget ud af, så gik der 5 min. og så var den store videre i noget andet mens den lille blev skuffet og reagerede med ikke at gide noget som helst mere idag eller også overtog den lille hele scenen (mens jeg lige vendte mig om for at fjerne en nullermand) og så rev den store hende i håret og så var der dømt nedsmeltning for fulde gardiner.

Derfor. Endte jeg hen mod slutningen af weekenden op med at stille mig hen i et hjørne i forsvarsposition, klar til bare at damage-controlle hvad helved deres næste træk blev. Mens jeg indeni råbte "neeeeeej!" ´hver gang der var nyt forslag til aktivitet under opsejling fra den ene eller den anden..... Men naturligvis blev "neeeeeej!" transformeret om til "ja det kan vi godt" inden det blev spyttet ud af min mund. Fordi alternativet var at jeg bestemte hvad vi skulle. Og det ville immervæk blive lidt kedeligt (dog ganske konfliktløst) at lave ingenting sammen. (- hvad? Må man ikke bare sidde og glo lige ud i luften en hel dag m. sine børn?)

Misforstå mig nu ikke. Jeg kan, vil og har lyst til at gøre mange ting ungerne kan deltage i og få noget ud af. Og nyder samværet med dem. Men NOGLE GANGE er lortet bare dømt til at mislykkes på forhånd. Og alligevel kaster man sig ud i det. For børnenes skyld, for fa'n. Fordi de har fortjent det. Because they are worth it.
(Orv - så så man lige mig slutte af med en fanfare på engelsk)