Dengang jeg slukkede en lastbilradio iført satinpyjamas

Jeg var fandme oldemor-træt her til morgen. Bare fordi man kom i seng efter mørket var faldet på i lørdags.

Men tit når jeg er træt så kommer jeg til at tænke på at det alligevel ikke er så slemt som dengang jeg boede hvor jeg arbejdede (noget med campingvogne og bookinger og fare rundt og aflæse folks elmålere. Og tjekke at man overholdt noget brandsikkerhed. Og andre ting. Gå ud og skælde lømmel-idioter ud kl. lort om natten fordi de fræsede rundt på p-pladsen på deres pis-knallerter. Haha - jeg tog en gang min hund med - meget glad labrador/bordercollie-blanding, men det vidste knallert-tåberne jo ikke - altså at det var en glad og ikke gal hund der gøede dem op i deres bebumsede ansigter - OG en til arbejdet hørende walkietalkie og bildte dem ind at jeg havde direkt kontakt med landbetjenten via den. De troede på mig og skred. Seje mig&hund. Jeg var også nogle gange klædt i grønt kaninkostume - altså ikke når jeg skulle ud og læse nogen teksten men i andre arbejdssammenhænge..... Jo-jo et temmelig alsidigt job var det).

NÅ men når jeg er træt nuomstunder så kommer jeg som sagt tit i tanke om at det alligevel ikke er så grelt som dengang jeg var dejset omkuld i sengen efter at have låst og lukket gesjæften kl. 22:15 dér på mit arbejde og skulle tidligt op næste morgen. Kl. 4:00 om natten (!) kommer der så en mælkebil (en af de store. Så stor at man kunne slå 3-4 campingvogne med fortelt op inde i lastrummet og stadig have plads til en 30-40 kasser Arla-produkter) og standser lige udfor mine soveværelsesvinduer (dvs. halvanden meter væk). Med radiomusik på fuld blæs ud gennem førerhusets åbne vindue.

Jaja tænker jeg - han skal jo videre om til bagbutikken hos købmanden og læsse af så han holder nok bare 2 minutter og orienterer sig.

Det er han eddermanme lidt for længe om - tænker jeg så efter 20 min.

Efter yderligere 2 ethalvt minut kan jeg ikke rumme det. Står op og stamper ud af døren (iført min koboltblå satinpyjamas - yes den var dælme knaldblå skal jeg hilse og sige), stamper rundt om informationsbygningen, stamper hen til lastbilen, konstaterer at der ikke sidder nogen i førerhuset men vinduet står åbent og musikken B:R:Ø:L:E:R ud, stamper de tre trin op til førerhus-dør, åbner  førerhus-dør, finder slukknappen og S.L.U.K.K.E.R for støjhelvedet, stamper ned af de tre trin fra førerhuset, knalder døren i og står sekundet efter face to face med meget befippet mælkefragtmand.
-Der undskylder støjen. Helt krøllet sammen i anger er han, den store mand.

Jeg grynter et eller andet og STAMPER eddikesur og overtræt og mørbanket og stadig iført meget knald-koboltblå satinpyjamas tilbage til min seng.

Har aldrig siden været så langt ude på overdrevet i desperat forsøg på at handle for at skaffe nattero og tiltrængt, tiltrængt søvn!