Jeg er ikke nogen plante-have-stenbed-staude-rose-espaliér-stiklings-drivhus-selvforsynings-sylte-dyrke-gro-nørd.
Slet ikke.
At tage på have-rundvisning hos os kræver derfor blot at man stiller sig ud på terrassen, kigger udefter og konstaterer at her ses en stor firkantet græsplæne, 3 buske og et lillebitte æbletræ.
Og så kan man gå ind igen.
MEN (!!.....)
Så har jeg alligevel de her havekrukker. På terrassen. Som jeg hvert forår planter til med nogle fine blomster. Som overlever. Og ikke bare overlever, men blomstrer som ind i h.... og gror og bare bliver ved med at blomstre og formere sig og gro og vokse hele sommeren, næsten som om de har det godt hos mig, med mine evner udi pasning af vækster.
Og hvert år hører jeg fra de samme personer (med en snert af undren i stemmen) sige at det dog er nogle flotte blomster og hvordan kan de dog blomstre så meget og så flot (læs: hvordan fanden overlever de her på adressen?....).
Jeg har så en teori (eller snarere en overbevisning) omkring årsagen til den helt uhørte livstrivsel i krukkerne. Vil I høre den?
Så kommer den her:
Mine blomster bliver ikke overnurset. De må lære at klare sig selv i lange perioder før det passer mig at dukke op med vandkanden og nipse visne blade. Det gør dem stærke og livsduelige, blomsterne. Det gør dem til de sejeste blomster der bare sparker røv!
Voilá. Hvis dét ikke er klart set så ved jeg sgu ikke hvad klarsyn handler om.
Hehe, hvis bare du lover ikke at overføre teorien på dine børn ;-) så er jeg ret tilbøjelig til at give dig ret. Det er et eller andet med, at ved for meget sjatvanderi 'glemmer' planterne at sende deres rødder nedad, og så dør de lynhurtigt, hvis der indtræffer perioder med tørke. Eller noget.
SvarSletHA! Ja den tanke slog mig også: "Guud det er godt jeg ikke gør det samme med børnene!" .... - Men dem sjatvander jeg måske netop for meget - er for meget over dem, så de glemmer at udvikle sig på egen hånd. Hmmm kan fornemme et nyt blogindlæg spire... Fredagskram:)
SvarSlet