Hyldest til frynser og viltert hår

Jeg læste et interview med Sanne Salomonsen  i går middags (mens den lille 3-ethalvtårige hoste-rolling sov på sofaen...).

Hun var (af en anden end intervieweren) blevet spurgt om ikke hun nogensinde havde overvejet at skifte tøjstil og klippe sit hår kort?

Næh, svarede rockmama.

Og hvorfor skulle hun dog også det? For som hun uddybede sit svar med, så ser hun ud som den hun er.

Og det er jo i al sin strålende enkelhed et genialt svar på et (efter min mening) temmelig enøjet spørgsmål. Sanne S. syntes spørgsmålet var sødt. Hvilket bare siger en del om hendes rummelighed.

Ikke for at sammenligne mig med den interviewede overhovedet (selvom jeg elsker hendes glødende varme og stærke personlige udstråling som jo gør, at vi er som snydt ud af næserne på hinanden), men jeg har det på præcis samme måde. Har altid følt mig bedst tilpas i en bestemt slags klude og haft nogenlunde samme frisure det meste af mit voksenliv. Fordi det føles naturligt for mig. Lader mig ikke ret nemt diktere af trends (måske fordi jeg bor i Karise...) og lever bedst med ikke at kende alle svarene på forhånd når det kommer til hvad der venter rundt om næste hjørne (gælder også i hverdagen. Meget heldig indstilling at have når man er omgivet af småkravl der kræver det ene den ene dag og noget helt modsat den næste. ... - Især for 3-ethalvtåringens vedkommende, need I say more). Så jeg vil mene at jeg er ret uimponeret omkring fænomenet at "skifte type" eller "ændre livsstil". Sådan til hverdag.

Men det gælder vel ikke kun mig. Kender I måske til nogen (udover visse politikere og andre mediebevidste cirkusklovne) der af en eller anden grund lige pludselig har ændret livsholdning, karakter, stil og udseende over en nat bare fordi vedkommende var blevet træt af sig selv eller sit "image"? Jeg gør ikke.

Kender dog godt til tanken om at ændre tøjsmag (selvom jeg ved det ikke holder en meter og at jeg ville hade at gå i stiletter og gå med neglelak). De tanker har Sanne Salomonsen garanteret ikke. Og det gør hende til en i særklasse cool person. Hvor jeg jo bare er sådan almindeligt leverpostejs-cool. Værfald.

Nå - det var bare en hyldest til dem, der står ved dem de er. I alle sammenhænge.

(Lige som Den lille Selvkørende....)