Jeg går sådan rundt og hygger mig med at få en wakeup-lammer indimellem, nu hvor 3-ethalvt-åringen drager sine (helt) egne konklusioner (i kategorien "Hvordan f... regnede hun dét ud? Det skal hun ikke! Hjælp!").
Dagens eksempel:
Selvkørende (aka Den Autonome, aka den snart 6-åriges lillesøster på 3ethalvt): "Jeg er Daniels storesøster!"
.......
.......
Mig:" .............................Ehhøohm. ...Ehmennn... ja. Det er du jo faktisk. På en måde."
(fed klar respons fra forælder. Luk r... Jesper Juul.)
Selvkørende: "Ja jeg er. Jeg er Daniels storesøster!"
Mig: "...................Ja det er du jo faktisk. På en måde. Fordi du forstår meget mere end Daniel.....Men i virkeligheden er du jo hans lillesøster, for Daniel er ældre end dig. Så du vil altid faktisk være hans lillesøster, men det er rigtigt at du forstår og kan flere ting end Daniel (somebody stop me now) så du er jo egentlig hans storesøster....ja det har du ret i".
Selvkørende: "Ja det er jeg. Jeg er Daniels storesøster".
Mig: (okay den debat tabte jeg vist allerede inden den gik igang): "Ja det er du skat."
DEN diskussion kender jeg!!!!
SvarSletI mine børns tilfælde blev den bare kompliceret af at Nils altid har været bevidst om at Mette er LILLEsøster.
Så din argumentering er også meget velkendt her. Det hjalp mig, da jeg lærte begrebet funktionel store/lillesøsken at kende. For vores piger er jo helt klart brødrenes funktionelle storesøstre.
I dag, hvor alle mine unger er voksne, er det Mette, der står som Nils's næste ressourceperson efter moar her. Fordi hun kender ham allerbedst (nok også bedre end jeg, det må du bare ikke fortælle nogen, det er en stor hemmelighed)
Skal nok lade det blive mellem os;)
Slet