Datterens coolness, moderens bøvet-ness.

Troede egtl. jeg holdt mig højt hævet over anvendelse af den trivielle indledning "Kender I dét?", men nu er jeg nødt til at bukke under:

Kender I dét, for helved, at man opruster både på indersiden og ydersiden og gør alverdens foranstaltninger fordi der helt sikkert er storm og syndflod i sigte af en eller anden kaliber og SÅ, bedst som man er klar (så klar som man nu kan blive på muligvis at gå sin undergang i møde) til at stå igennem helvede og ragnarok, så vender udsigterne for næsen af en, og der kommer højst et lille dryp på næsetippen along with et enkelt vindstød på 4 sekundmeter.

Og så står man faktisk helt bøvet tilbage og føler sig lidt snydt og også kun til grin for hele verden, fordi det nu bliver helt tydeligt for alle at man har haft pisket en katastrofestemning i vejret over hvad der viser sig at have været helt helt usynligt, ikke-eksisterende og imaginært (kan ikke komme på mere dobbeltkonfekt at slynge om mig med) fantasifoster (jo det kunne jeg godt) af et dommedagsbillede omkring hvad der var i vente.

Sådan havde jeg det efter overstået første tandlægebesøg med den 3-årige her til morgen (ja det blev alligevel mig der måtte tage med hende...).

Der endte med ikke at ske en skid. Tilmed fandt hun sig roligt i at åbne munden ved opfordring fra en fremmed (som - okay - var pissegod til at trykke på de rigtige Lærkeknapper). Og vi fik ikke skæld ud (over mangelfuld tandbørstning, havde jeg formodet) men kun ROS, kraftbørstemig, for vores flotte hjemmetandpleje ...(Undskyld, vores hvad???!). Og ingen suttetænder nævnt eller kritiseret. - Kun af mig selv. Prøvede vel at sætte gang i bare LIDT af det skrækscenarium jeg havde kørt denne oplevelse op til, i ugevis forud for den grumme grumme tanddoktoraftale, UAARK.

Åndssvage imødekommende&gavmilde børnetandlægeklinikdame. Hvem går du i grunden rundt og tror du er? Mother Teresa?

Hilsen. Og tak, bør jeg vel tilføje.