Kækheden har sin pris

Næh, så ik' noget.

Men først skrev jeg noget om ikke at kunne få armene ned efter en rystende god og meget begivenhedsrig weekend (som nu er forrige weekend) og proklamerede kækt at der ville følge beskrivende detaljer.

Dernæst opdager min mor en knude i armhulen, vi bliver hvide i ansigterne af afmagt, hun bliver undersøgt hos doktor, der er ingen fare, hun tjekker ind hos os til en gang efterknæoperations-rekreation, lettelsen over ingen-fare-i-armhule klinger hurtigt af; hun har det skidt og har mange smerter, jeg har det tiltagende møgskidt, derpå har jeg det helt til rotterne og til sidst kulminerer det med at jeg render på lokum den halve weekend (som nu er den weekend der sluttede i forgårs) og ligger på sofaen og prøver at gøre mig usynlig i min totaldrænede, falder-i-søvn-hver-gang-ingen-taler-til-mig-tilstand den anden halve weekend (stadig den der sluttede i forgårs), alt imens min mors smerter får supplement af en tilsvarende maveomgang (jeg siger bare: Godt hun dog ikke skulle fræse på wc hvert 10. minut lige som jeg praktiserede. - Der må vel være et loft for hvor hyppigt man bør træne nyopereret knæ i spurtløb m. krykstokkene).

Så ligger vi dér - på hver vores sofa og stønner og jamrer. Det hele er forfærdeligt. Og udenfor er det MØRKT hele tiden. Og C, den stakkels mand, formår ligesom ikke rigtigt at "løfte" stemningen (også svært når dem man skal "løfte den for" enten er på lokum eller sover). Børnene slipper afsted med at ruske lidt i os indimellem (hele tiden, hvis du spørger mig og som jeg husker det - selvom jeg helst vil fortrænge en så langstrakt, tænderudtrækkende, enerverende og pinefuld weekend. .....Og tænderudtrækkende også.) men må mest ty til C hvis de vil opnå en form for voksenkontakt der inkluderer en smule Liv i Kludene. Føj og fy. For den.

Så derfor: Ik noget. Jeg fortæller ikke et eneste lille detalje-pløk om forrige weekends forrygende fornøjelser. Jeg tør simpelthen ikke. For så bliver jeg vel straffet med en omgang kolera eller noget.