torsdag den 1. november 2012

Den lille vil sgu sove uden for hjemmet!?


DAGENS LYSPUNKTER - ET UDPLUK:

- Er ikke engang videre øm efter gårsdagens ekstrem-løbning. Måske musklerne er gået i en slags dvale af overanstrengelse? Mystisk ihvertfald. Men rart nok, jo. At kunne gå rundt uden at ligne en der lige har født. Eller som der er faldet af hesten. Eller som der har fået stød (af en kaliber så håret på ens hovede er begyndt at kruse selvom det altid har været fladt og så det stadig føles som om ikke alle volt har forladt kroppen ved hver eneste lille bevægelse man foretager. Om jeg har været dèr før? Efter løbning? Det kan jeg ikke rigtig huske....).

- ALT ved dagens besøg af børnenes morbror & hans kone har været et kæmpestort inferno af lys. Den 3-årige foretrækker at sidde på tante Anita the whole time og den 5-ethalvt-årige ser KUN morbror Lasse. Perfekt. En til hver og så kan jeg snige mig rundt i baggrunden og bare nyde synet og grine lidt over dem alle fire uden fare for at jeg pludselig forlanges at være med alle steder på en gang. Familie. En undervuderet ressource, sådan generelt i mediebilledet. Jamen det var TOTAL-hyggeligt og afslappet på alle fronter.

- Den 3-årige ville med min bror og svigerinde hjem, da de begyndte at måtte pakke sig efter aftensmaden (de skulle hjem til hunden jo). Med streg under VILLE! Hun var SÅ klar. Og hun blev simpelthen så ked af det da de var gået. Aldrig set lignende reaktion på farvel fra hendes side før. Jeg blev sgu sådan lidt betuttet over hende (en sjælden reaktion fra min side overfor lillepigen, skal jeg så understrege...). Og faktisk blev det sådan at vi har en halv aftale om at jeg lodder stemningen hos 3-åringen de kommende par dage og hvis hun stadig gerne VIL afsted - og sove en enkelt nat dernede i Stubbekøbing... Tjah, hvorfor så ikke prøve? Hehehehe. Så skide være med hvis hun fortryder og vil hjem så snart hun er trådt indenfor døren hos dem. Så må hun jo retur somehow. Men jeg tror fandme ikke engang det vil ske! Kæft, det kan gå hen og blive en sjov oplevelse! Især for min brormand og kone. De har ingen børn selv (endnu) og de har i forvejen set aaaaalt for lidt til mine egne unger, så dette scenarium kan gå hen og blive stooooort for alle parter! Og nej jeg har skam ingen skumle hensigter. Fx. i retning af at skimte aflastning forude. Tværtimod så bliver jeg sgu på forhånd bekymret for om hun vælger at blive boende dernede hos de to så rare mennesker .... MEN alt i alt en vældig optursfremkaldende halv aftale og nu må vi se hvad hun reelt har mod på, den lille slubbert.

Kors en gang ord-vælling alligevel, hvar? Harharhar. Kan heldigvis selv kun se det super komiske.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar