torsdag den 24. april 2014

Here comes the CampingMama (in spe...)

Jeg tror vi er nødt til at blive campister.

For jeg har da aldrig set især Danieldrengen på så slap line som i påsken, da vi var på Feddet Camping en enkelt dag for at besøge min gakkede del af familien (= min kusine og fætter samt deres respektive ægtefæller og børn. Og to hunde, to campingvogne , to fortelte og en uoverskuelig mængde medbragt ekstraudstyr).

Daniel var i himlen. Og heldigt for ham og desværre for hans hårdt prøvede mor, er der ingen hæk om pladsenhederne, hvorfor han begejstret vadede en 4-5 matrikler væk så snart man ikke havde øje på ham i 3 sekunder, for at snakke med gud og hvermand - og iøvrigt huje højt hver gang han så en campingvogn ankomme og bakke på plads (og der ankom en del den onsdag, skal jeg så understrege).

Den Lille Selvkørende havde stort set kun en ting i hovedet: At befinde sig indenfor en halv meter af min kusines datter på 15 år, som, hvis man kunne få hende på tapet, ville udsmykke 4ethalvt-åringens halvdel af ungernes værelse (eller nok nærmere hele værelset). Med andre ord: Total Forgabelse.

Og vi prøvede ting og sager. Er overmåde imponeret over de små forskellige legepladser, der er strøet ud over området, hvor man camperer - godt tænkt - for så skal man ikke 1000 gange om dagen trækkes helt med om til pladsens store legeplads nede bag det indendørs badeland, men kan istedet lade småkravlet hoppe i trampoliner og på mindre hoppepuder tættere på ens egen lænestol (HVAD??).

Er også temmelig betaget af de 4-personers cykler, man kan anbringe sine unger i og overraskende nok selv have kræfter til at pedallere dem rundt i det smukke område (selvom man efter sammenlagt et par kilometer bliver en lille smule udmattet af sætningen "HURTIGERE, MOR!! Måtte lige indprente den mindste at der faktisk er fartbegrænsninger af indlysende årsager på en campingplads. F.eks. således at hendes storebror ikke bliver kørt ned på en af sine gåture væk fra opsyn.....).

Nå men jeg skal snart hente unger, så resten af oplevelsen kommer lige i punkter:

Bedste badestrand øst for Storebælt.

Mest luksuriøse sanitære bygninger nord for alperne.

Største udbud af legeredskaber syd for Casa de Luxe (aka Rodekassen, aka denne matrikel).  - Og det siger sandt for dyden ikke så lidt.

Herligste hulter-til-bulterlegerum med kæmpe stablepuf-hyndetingester, computere og jeg skal komme efter dig.

Fed dag, herlig stemning mellem campisterne og hvis vi SELV bliver campister skal jeg huske en ekstra pløk og lang hundesnor til drengen.

..... HVAD ER DER NU?


Nå men gå selv ind og kig: http://www.feddetcamping.dk/ . Pladsen har det hele. Som i ALTING. Undtagen udlejning af trådhegn til løsgående drenge.

Hilsen potentiel CampingMama.


P.s.: Tak til min fætter og kusine m. familier for en begivenhedsrig dag ;-)



Ingen kommentarer:

Send en kommentar