mandag den 29. april 2013

Godmorgen. Virkeligheden kalder (udenfor hovedet, that is...)

Okay så vågner man kl. halv fem. Af sig selv. What to do? Sige "Okay den tager vi lige igen" og så lægge sig til at sove indtil man bliver vækket af børn?

Næh. Hjernen har andre planer. Fx om at tilkalde alle verdens tanker udefra og invadere ens hoved med et mylder af mere eller mindre brugbart ide-materiale til dagens gøremål.

Har allerede været inde på følgende emner (deroppe i kraniet):

- Hvad med om jeg skrev en sang

- Oprette forening for forsvarsløse forældre (don't ask)

- Gøre tegning til mit levebrød (vi starter omkring kl. 9:00)

- Tage drengen med ind og se det nye Danmarks Akvarium (well... den idé kunne måske søsættes)

- Skulle jeg ikke tage at invitere alle dem jeg kender til bytte-tøj-og-ting-fest?

- Jeg tror jeg skal lave en sansehave idag (don't ask)

- Idag skal jeg male en kommode. Eller noget...

- Jeg tror sørme idag bliver dagen hvor jeg bryder igennem som Kontrol-freak og får tjek på All the Things (nok den mest aparte idé æverrrr fra min side)

- IDAG skal jeg da købe en symaskine! (okay så var Kontrol-freak-påfundet kun det næst-mest aparte tankespind...)

.........

Nå nu vågner Kinder. Tror jeg skrider ud og bæller noget kaffe og lader mig flyde med på deres ideer istedet.

Min første give-away

Ja, nu SKAL I da rigtig meget bare høre:

Jeg fik mig et gavekort (til Køge Handelsstandsforening) på nogle hundrede kroner i julegave af den kære C.

Idag oprandt så omsider dagen hvor lillemor glad ved sig selv tøffede afsted til butiks-slaraffenland for at mæske sig i støvler/smykker/bøger/tøj og tingeltangel.




Her er hvad jeg kom hjem med:







Men bare rolig, der er mere:



Jeg ved ikke hvilket af billederne der tager sig mest sørgeligt ud i jeres øjne. I min optik vinder billede 2 i tristesse-konkurrencen, da plastboksen ikke engang er til mig selv men til ungernes dimsedutter og bogen ved siden af (Nynnes Dagbog 4), som rent faktisk var tiltænkt mig helt alene, fandt jeg ud af jeg har i forvejen.


Så smid en kommentar og jeg trækker lod (på fredag) om den kære Nynne-bog.

 #¤%%¤¤#####!!!!




Et lille ps: Hvorfor der kun er købt til 3-ethalvt-åringen? Fordi hun sgu da er vokset 2 numre på alle leder og kanter siden igår og det er drengen ikke.

tirsdag den 23. april 2013

Fumler Med Farver

Kan.Bare.Ikke.Findeudafatkøbetøjdertilnærmelsesvismatcher (til den Lille Selvkørende).

Det burde ellers være let nok: Lyserød, lilla, rød. Og en lillebitte klat blå, grøn eller orange hvis vi en sjælden gang vover os udenfor de (af tøsen) fastsatte regler for farver på beklædning.

Jeg ved godt jeg har sagt det før. Men så siger jeg det det da også igen, for hyggens skyld: Er I klar over hvor sygeligt mange nuancer lyserød, lilla og rød der findes? Og hvor Anne-Marie Helger-uheldigt (eller Jytte Abildstrømsk) man kan komme til at kombinere disse?

Og desuden er pigebarnet pludselig gået bort fra strømpebuks-nederdel-kombi (som hun ellers har sværget til i flere måneder) og vil KUN have bukser på. Men natürlich ikke cowboy-slagsen (selvom vi har arvet/fået en milliard forskellige af den slags blå vidundere, som ALLE farver passer til). Næh det skal være lyserøde eller lilla eller røde, bum. Og helst med så mange blomster/katte/hjerter/stjerner på (i 7 forskellige farvemønstre) som muligt. Også overdelene. Skal være den slags farver og med lige så mange blomster/katte/hjerter/stjerner/bling-bling/heste/træer/kareter/prinsesser/regnbuer/trylle-feer/vandfald/kaniner (i 7 forskellige farvemønstre).

Aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaarggghhhhhhh.

Ja, det er et stort problem.

Og nej, jeg ser ingen løsning rundt om hjørnet.

Og nej, jeg kan ikke abstrahere fra det endsige overtales til at se det som en interessant udfordring (heller ikke selvom jeg har været på mindfullnes-kursus.    ....Godt det var gratis, kan man så tænke).

Og ja, gu fanden har jeg hørt om jumpsuit-løsningen. Men prøv at overbevise rollingen om det smarte i den slags klude. For jeg gider ikke selv forsøge.

Hilsen Den Farvebombede.



lørdag den 20. april 2013

Må jeg præsentere

...ugens gæsteblogger: Daniel, 6 år.


(take it away, Daniel-san)


Tak fordi jeg må få lov at skrive herinde, selvom jeg ikke har lært alfabetet endnu. Men jeg er til gengæld rigtig god til at gentage ord en million gange om dagen, til mine forældres udelte begejstring. Nå, til sagen:

Jeg har egtl. kun een ting på hjerte og det er, at når min demente mor husker at bringe mig og min søster plus alle vores 3 tons tøj med hjem fra børnehave om fredagen, men glemmer (!!) min elskede plyshund Fridda derhenne, så må jeg jo slå mig til tåls med en rigtig vovse (der sørme også hedder Fridda - what are the odds?) som "weekend-substitut".



 
Tak til Anders, der gjorde det muligt for mig ikke at gå op i limningen af savn efter mit kæreste eje og til min mor vil jeg bare sige: Æd nogle hukommelsespiller.


fredag den 19. april 2013

Så er det nu!

- Der skal samles ind.

Læs sagen (igen, for nogle af jer der har set et link herinde før) om Astrid og hendes søn Noah, der lige nu praktisk taget svæver mellem liv og død pga. det mest ude på  overdrevet forkastelige kommunesvigt, jeg og mange andre nogensinde har hørt om. Klik på dette link:

Caremaker, Hjælp Astrid og Noah


Jeg har givet mit bidrag. Giv dit (hvis du besidder det mindste gram af empati). Du vælger selv beløbet.

På forhånd tak. Og PS: Jeg kender to mennesker, der kender Astrid personligt. Så der er INTET fup i indsamlingen. Selvom Frederiksberg Kommune sikkert kunne ønske at folk tænkte sådan (jeg kaster  op).

onsdag den 17. april 2013

Begynderstadiet...

Endelig lidt længde på Lille Selvkørendes hår. Så skal det dælme også udnyttes. Tænkte hun, da hun stillede med 4 frotté-elastikker fra sin lyserøde smykke-æske og forlangte rottehaler allover.

 
 
 
Kan godt se jeg pt. ikke engang hører under kategorien let øvet, men nu har rottehaler bag på hovedet den fordel at de ikke ses ret godt af indehaveren af dem.

søndag den 14. april 2013

Bortset fra det

Softshell overtøj.

Jeg ved godt det er skide praktisk til børn. Men det er fandme ikke verdens skønneste tekstil, skal vi lige blive enige om det?

Og jeg står altid med følelsen af at emballere mine unger istedet for at klæde dem på.

Nu er det så blevet et hit med softshell heldragter. Grimhed fra top til tå, simpelthen. Total-emballage i str. 68 til 116.

Og jeg kan stadig godt se det praktiske. Men mine børn må undvære. For hvem har nogensinde taget skade af thermobukser der er blevet lidt våde?




....Og desuden kan jeg ikke finde de forbandede emballage-hylstre i størrelse 110 nogen steder. Hilsen dobbeltmoralisten.












tirsdag den 9. april 2013

Der berettes....

Shit.

Min dreng er begyndt at fortælle om noget han har oplevet. Lige fra den ene dag til den anden. Med hele kroppen og han stammer af bar iver for at få det sagt der skal siges.

"Og og og og og, og så...."

Det er simpelthen så sødt. Jamen jeg dør.

Jeg kan bare kun forstå 1/3 (på en god dag) af det han snakker om. Fordi hans udtale halter en smule bagefter (lav muskeltonus, sen udvikling osv.). Og det her "Jeg fortæller lige mor den samme lille historie på ca. 5 sætninger henover en halvanden times tid" tager sgu pippet fra mig. For jeg VIL forstå hvad det er han har oplevet. Sidder og stirrer betaget på knægten og med ører så store som strandtelte for at opsnappe ordene i hans ret vokal-prægede talestrøm. Har indtil videre udledt af hans seneste beretning at det er noget med chokolade, Jonathan (fra børnehaven), gåtur, bus, tog, kage, is og farmor der blev glad.

Nogen der gider strikke den totale sammenhæng sammen for mig?

Hilsen mor til den skønneste dreng i verden.



lørdag den 6. april 2013

Seneste 11 dage, unplugged

I de forgangne 11 dage hvor jeg har været væk, ja der har jeg godt.nok.været.væk. Fra bloggen og alt hvad der iøvrigt hedder internet.

Til gengæld har jeg bl.a. oplevet:

- Hvor fuldstændig suveræn en far ham C egentlig er når lokummet brænder og mor skrider lidt ud i svinget.

- Hvor fuldstændig helt igennem ekstremt meget ekstra dobbelt-overskønne og intakte mine børn stadig er.

- At vinde over E. (der er pensionist og har lungebetændelse, but still...) i bordtennis.

- At klø E. på ryggen fordi han har fortjent det og fordi han har svært ved at føle sig selv inde i kroppen.

- At det er fedt at kunne snakke med nogen døgnet rundt (også med M, der nogle gange tror hun er med i en James-Bondfilm. Og som jeg har hjulpet med at montere nye sommerstøvler på. Hun tog dem af ret hurtigt igen fordi de gnavede. Jeg brugte derefter en halv formiddag på at overbevise hende om at de bare skulle gås til. Og jeg mente det! Magen til bløde læderfutteraler skal man sgu lede længe efter).

- Total kollektiv tøjkrise efter 5 dage med 1 strejkende vaskemaskine (til 14 personer).

- Hvor fedt det er at traske ture med/uden selskab. Nede ved noget vand. Hvor der også er ænder.

- At jeg ikke er skide vild med fællesmøder (can't help it - føler mig ALTID talt ned til og får lyst til at tegne på væggen).

- At dø af grin (kl. 6 om morgenen) over en måge der lander på et svagt hældende glas-tag m. tyndt lag is på, hvor den vil hapse en bid brød, Co. har smidt ud til den, men den kan ikke stå fast og skrider ganske langsomt ned/henad, hvorefter den bakser (nej ikke basker) sig op hvorefter den skrider ned, hvorefter... OG drøne ind og hive fat i næstnærmeste morgenmenneske (det er så M2, der er musiker og bla. spiller harmonika) og fortælle om det helt sindssygt komiske show jeg lige har set, hvorefter vi vistnok bliver enige om at vi skal bælle noget mere morgenkaffe og være skide-enige om en hel masse andre ting.

- At have harmonikaspillende nabo.

- At dele de mest far-out men også heeeeeelt enormt dybe tanker med harmonikaspillende nabo. Og sprutte af grin. Eller sidde tavse side om side med stenansigter.

- Hvor befriende det er at grine af noget selvom man står i lort til knæene.

- At slappe af, nu hvor bunden alligevel var nået.

- At jeg vågner halvseks om morgenen også uden at blive vækket af mine børn.

- At jeg kan se Nyhederne på tv uden at høre hvad de siger om verden derinde i skærmen.

- At selvom man føler sig nok så  100% fucked up og udtværet så gælder det stadig om at tage en dag, et øjeblik, af gangen.

- At man godt kan hedde Brian og være pisse intelligent.

- At man kan komme fra den kærligste familie og stadig blive ramt af lortesygdom.

- Rent faktisk at være i stand til at hjælpe og opmuntre nogle mennesker der har det svært.

- At savne disse mennesker på et helt uventet plan.

- At læse en bog færdig fra ende til anden.

- At man nogle gange skal nogle omveje her i livet.

- At de 3 mennesker, der betyder mest for mig, kan nogle ting jeg ikke var klar over før. F.eks. overleve uden jeg er der all the time (hvad bilder de sig i grunden ind?).

- At længes helt vildt hjem efter de 3 mennesker som jeg fik dejligt, dejligt besøg af 3 gange undervejs og som jeg hermed indstiller til Nobels Overbærenheds-pris.



Var lige væk et par dage...

Og det skriver jeg måske om. Men ikke nu.

For nu vil jeg bare sige 2 ting:

1: Hold kæft hvor skal man se tingene i helikopter-perspektiv nogle gange for at fatte hvordan det hele hænger sammen.

og så kommer vi til nummer

2: Hold kæft hvor skal man slippe roret nogle gange for at opdage hvordan tingene også kan gøres.


Låve.