Follow by Email

lørdag den 14. april 2012

Det er langsomt men sikkert ved at gå op for mig

at jeg snart bliver nødt til at pille ved teksten i den lyserøde sætning lige under titlen her ovenover. Som i slette den helt, glemme alt om den har eksisteret og starte forfra.

Fordi. At. Hvis. der er noget der farrktisk godt kan bringe mig allerhelvedes meget en lille bitte smule ud af fatning og næsten også ryste mig lidt så er det Alle Sociale Situationer Hvor Jeg Ikke Kan (eller må...) Fortælle Mindsten Hvad Hun Skal Gøre. Og dem situationer kommer der flere og flere af. Kan jeg godt se.

Med ældsten er det lidt anderledes pga. han er for det meste ret tilfreds og tillidsfuld ved det hele og favner os alle sammen og det uanset hvad vi og resten af den rablende verden foretager os omkring ham (når bare der ikke er boremaskiner og/eller små insekter i sigte).

Med yngsten er det sådan at hun så let kan blive såret jo. Eller komme til at føle sig udenfor jo. Eller blive til grin. Eller til overs. Eller overset. Eller alt sammen på en gang. Når jeg vender ryggen til. Eller bare når jeg forventes at blande mig udenom (oh skræk i livet).

Idag var vi til bold henne på byens stadion. Altså for sammen med andre af byens agtværdige borgere at overvære de lokale helte tryne fjenden. Og der var det jeg lidt for mange gange registrerede en ikkeinviteret klump i halsen af bar skræk/beskyttertrang/magtesløshed/psyko-omklamring/omsorg/ømhed/rædsel fx. når ungen (for allerhævled bare) blev inviteret på en vingummi af nogle andre søde men'sker 3 meter fra hvor vi stod/sad. For tænk nu hvis mit barn ikke kunne håndtere denne øvelse udi socialisering jo! Og jeg ikke kunne hjælpe jo! Fordi jeg sad 3 meter bagude i den anden retning jo!

Den er gal, ikke? Prøv lige at se hvor det bærer hen når 1. skoledag oprinder.... Tør næsten ikke tænke derhen til.  Jamen jeg bliver ført væk fra skolens område af 3 fra hjemmeværnet hvis ikke jeg lige omgående (der blev sagt NU) begynder på at pakke min blævrende mor-flæbethed grundigt sammen og strammer ind og retter op og holder gode miner!!!

......Men hvor skal jeg ærlig talt pakke al mor-blæverheden hen? Den forsvinder jo ikke. Jeg er stadig åh så såååhhhrrbar på ungens vegne jo. Selvom jeg holder gode miner på 1. skoledag. Nå. Må vel bare vænne mig til at græde mor-snot efter børnesengetid. Fx. samtidig med genudsendelser af Sporløs. Så tror C jeg flæber over "dansk/peruviansk mor-barn genforening" og ikke over "eget barn skal nu  klare sig uden mor i fæl folkeskole". God plan Dorte.

Godnat.

2 kommentarer:

  1. Ak ja, er der noget, der formår at ryste os stakkels mødre i vores grundvold, så er det de (pokkers) dejlige unger.

    Fin blog :-)

    SvarSlet