Follow by Email

søndag den 30. december 2012

Må jeg godt være en rigtig voksen?

Haft en fantastisk hyggelig dag med søde, rare mennesker til lidt uformel julefrokost (som C stod for. Jeg ryddede som sædvanlig bare op og holdt styr på rollingerne inden gæsterne ankom....).

Havde næsten glemt hvordan det er at snakke med væsener der er nogle håndfulde år ældre end 3 og 5ethalvt. Gik over al forventning. Jeg havde det stadig i mig åbenbart. Altså det med at have en slags meninger og kunne drøfte helt andre ting end hvad der har at gøre med bestemmelsesret over dvd-afspiller, legetøjsbilgarage og rimeligheden i at moren også tildeler storebror lidt fortjent kvali-tid.

Jep. Jeg kunne da f.eks. snildt indgå i samtaler (henover hovederne på småkravlet) om film, rejser, lokal-sladder, og forventninger til jul, nytår, hinanden, og om branden i Jylland (viste sig så der har været mere end en brand, men jeg hang gladeligt på, umanerligt taknemmelig over at få lov at være med i voksen-klubben for en stund) og skål og hvor er det skønt at se jer.

Og så var begge børn iøvrigt så søde og glade og fulde af narrestreger (på et overskueligt plan hvor man bare havde lyst til at pruttekysse dem på deres maver) at det altsammen i næsten uhyggelig grad lignede et glansbillede til De Gode Minders Bog.

Åh men hvor er jeg dog himmelhenrykt over at vi er kommet dertil i Familien Kaffekværner at ikke alle (mine) kræfter HELE tiden skal være rettet mod børnene for at de fatter hvad der foregår omkring dem og ikke føler sig glemt eller tilsidesat. Nu kan den store selv styre at falde ind og ud af fællesskabet når vi har gæster (han falder så mest ind. Drengen er om noget en selskabspapegøje, der godt ved hvordan man tilfører de tilstedeværende noget humør, grin og fornøjet sniksnak) og den lille Selvkørende har víst endelig, omsider, langt om længe opfanget noget med at hendes mor stadig er der for hende NÅR hun lige har talt færdig med sidemanden om vigtige samfundssager (eksempelvis om hvorvidt det var synd eller ej for Kirsten Hüttemeier dengang man relancerede hende som TV-kok og skåneærmer blev et kultfænomen - verden er sgu en plat omgang indimellem).

JAAAARMEN tænk sig så afslappet og dejligt et arrangement det var. Kunne fandme godt gå hen og pønse på noget så armfægtende sindssygt som at invitere gæster igen meget snart. Men... men... jamen.... - Er det da virkelig et slags voksenliv jeg skimter forude? Til mig? Selvom jeg er en mor? But hoooooowww?......



lørdag den 29. december 2012

"Kom vi viser lige mor at der er liv på den anden side af sofaen"

Smider lige et billede af rollingerne jeg modtog på min mobiltelefon den anden dag:

 
 
Det er taget af C d. 26/12 hvor vi ellers havde aftalt (jeg havde ihvertfald) at vi begge var mentalt out of reach og kun kunne ralle, fræse på toa og ligge hen som to vissenpinde grundet Frådende Maveinfektions-monster.
 
Men næ-nej. Der skulle tages et frisk foto og sendes om  til hende den ene visne pind (som ligger og tåger rundt på sofa halvanden meter uden for billedets venstre kant). Ja knag'me skulle der så!
 
Kan da godt være det var ment som ren opmuntring. Desværre havde maveinflu bare sat sig på rationel hjernedel (ikke hjerneHALVdel. Så indbildsk er jeg nemlig ikke). Hvorfor jeg opfangede fotohilsenen sendt omme fra den anden side af sofa som et budskab i retning af dette: "Halloooo - du skal komme og være MOR NU, også selvom du pt. ikke engang ved om du egtl. mest er fra plante-, dyre- eller mineralriget. For se, JEG kan være FAR og have to glade børn selvom JEG også er helt til influenza-rotterne og faktisk burde ligge på sygehus lige nu. ...Du dér sofa-taber!".
 
Idag hælder jeg så mere til den overbevisning at den arme mand bare prøvede at peppe lidt humør i den blege skrotbunke der lå og skulle forestille at være mig. Men jeg er stadig ikke helt sikker.....

torsdag den 27. december 2012

Nærdødsoplevelse. Mindst.

Jeg ved godt at der er folk der er værre stillet. Så indledningsvis undskyld til disse for den selvynk der nu følger:

Altsådet drejer sig om at jeg har oplevet helvedets forgård sammen med og ved siden af og overfor C i de seneste 3 dage.

Startede om morgenen juledag d. 25. dec. Vi blev begge sendt så grundigt og pludseligt til tælling (på skift ude på  toa og henne på sofa) med mave-influ og det var så slemt at ingen af os havde noget at sige. Overhovedet. Kunne kun hver især hvisle lidt opmuntrende ord i retning af nogle børn der bare var julebegejstrede effter gaveræset.

Ååååååh men for julehalleluja. Måtte hurtigt erkende at vi var nødt til at hidkalde akut juleassistance (den 3-årige blev hentet om til familietamtam i nærheden) og så kunne vi da være to om at stable en slags halv forælder tilsammen op omkring den 5ethalvtårige. Der snakkede og var fornøjet og tryg midt i ellers ret så braklagt mor/far-opmærksomhed. Men han har vel fornemmet at vi ikke ku' gøre for det. Den dreng har sine hemmelige evner på mange områder, så hvorfor ik.

Den 26. dec. havde C så ondt at han fablede om sygehus og min reaktion henne fra nærdødslejet var bare: "Skide fedt, så tager jeg da lige begge unger og passer dem mens jeg sover og ikke kan  indtage føde selv."

... - Meget medfølende og støttende kæresteomsorg jeg lige rullede ud dér.

Den 27. dec. altså idag, klarede tingene en smule op. F.eks. har jeg indtaget føde. Og kan f.eks. atter skimte noget med at mine børn ikke er til for at plage livet af mig men det bare har været mig der var plaget af noget andet (skide fucking lortekvalme-influenza fra hell). Og jeg har badet begge børn uden at skvatte ned i badekarret selv og råbe på hjælp (eller mere sandsynligt bare lagt mig til at sove i det dejlige lunkne element mens barnet havde råbt på sin far).

Imorgen ser jeg frem til at kunne stå op uden at gå rundt som en skrutrygget tarmslyngpatient og måske endda have enough energi til at styre hvad børnene får til morgenmad (de har levet af mariekiks i to døgn, efter hvad jeg husker? Eller også fik deres far noget kartoffelmos i dem. What do I know. Ihvertfald har de groet lige så lodne tænder som mig).

Må vel også være på sin plads at kigge over på C og se om han er her eller på sygehus...

... Nåh, ser ud til han er her. Jamen så har jeg vel det fulde overblik igen. Så hvorfor nu egtl. hele denne kvide-skvalder-serenade? Tsk. Det var jo da bare en lille omgang hyggemavesyge.

Der findes altså folk med værre lidelser, frøken "Nærdødsoplevelse".

mandag den 24. december 2012

Gave-gakkelak

Kære jule-ånd:

Da jeg skrev igår, at jeg ikke kunne vente med at se børnenes ansigter når de fik øje på alle pakkerne under (og ved siden af...) træet idag, så mente jeg ikke at jeg også forventede der skulle gå fuldstændig kogalskab i hvor mange sager de kunne nå at flå papir og bånd af i minuttet.

Jeg mente heller ikke at det skulle være en kamp om hvor mange gaver de andre børn havde fået i forhold til egen samlet legetøjs-høst (sådan var jeg nemlig ikke selv da jeg var 3-4-5 år).

Sluttelig var det ikke min forventning forud for denne julehøjtidsdag, at jeg skulle ende med 21 gange at sige sådan her til begge pakke-ud-monstre (som den 3- og 5ethalvtårige med uhyggelig hast transformeredes om til fra det øjeblik den første lille gave blev delt ud):" DER .ER .IKKE. MERE. UNDER .DET.TRÆ. HELLER. IKKE. UNDER.TÆPPET.UNDER.TRÆET. HELLER.IKKE.MELLEM.GRENENE.PÅ.TRÆET.OG.HELLER.IKKE.VED.SIDEN.AF,
RUNDT.OM.ELLER.OVENPÅ.TRÆET.

Mildest talt nogle top-speedede børnliller at deale med. Og de kunne slet slet ikke nå at konsumere al overfloden (da især ikke den 5ethalvtårige. Han pakkede med stor begejstring både sine egne og de voksnes pakker ud og ænsede ikke hvad der var i nogle af dem). Siver nok først ind hos dem begge i overmorgen at de rent faktisk har fået nogle fede sager at lege med. Lige nu crasher de helt ud i sengen og drømmer sikkert kun om hvem der kan lave det højeste gavetårn uden det vælter....

Til næste jul skal jeg lige minde mig selv om at huske på at beslutte mig for at der kun pakkes 1 gave ud pr. 10 minutter. Shit, det bliver en stroppetur for samtlige tilstedeværende.

..... Eller også skal alle vi voksne aftale at hvert barn max. får 4 gaver.

HAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHA.

As if.





søndag den 23. december 2012

Lad dem dog have en fest...

MUA-HAHA.

Fik da lige klasket den dej sammen til finskbrød midt i gaveindpakning.

...Nogensinde prøvet at pakke julegaver ind med småkravl om benene? Til sidst lod jeg dem stort set bare gøre som det passede dem for selv at få plads til at udrette andet end at råbe "NEJ IKKE DÈN!".

Hvorfor man på et tidspunkt kunne se den 5-ethalvtårige viklet fuldstændig ind i 18 meter gavebånd (undskyld, hvilke sikkerhedsregler?) mens han blafrede rundt med fully udrullet omgang indpakningspapir og rullen med gaffatape (blev træt af alm. tape købt i Tigeren. Klistrede ca. ligeså effektivt som sandpapir) og kaldte på sin far der skulle komme og se (det syntes jeg nu ikke).

Og den lille Selvkørende kunne alligevel ikke magte Fri Adgang Til Alt Materiale og besluttede sig derfor ret hurtigt for bare at forlange de ting jeg ledte efter til mig selv i virvaret. Det blev hun lige så hurtigt træt af (nok fordi jeg ikke kunne finde tingene selv) og begyndte derfor at efterlyse nogle andre hundredesytten ting hun GODT vidste at jeg vidste hvor lå og som hun ville have bragt fordi hun vidste at jeg vidste at det krævede at jeg rejste mig op og gik ind i nogle andre rum efter skidtet og så kunne hun føle hun havde 100% kontrol over os alle sammen igen. Hvis nogen kan følge mig, efterhånden....

Måske derfor jeg ikke syntes det var noget at snakke om - hvad besvær og mor-overblik angår - da jeg efter endt pakke-ind-kaos rullede en småkagedej-stang ud til hver unge og satte en skål perlesukker og nogle mandelflager sammen med 2 Peter-Pedalknive foran deres små næser ude i køkkenet. De havde straks en fest og jeg bar over  med alt det sukker der med fuldt overlæg blev hældt ud på bagepladen inden der overhovedet blev skåret i dejstænger. Endte fuldstændig rystende med at jeg fortrød jeg ikke havde lavet dobbeltportion dej, så hurtigt som vi fik smækket den smule hjemmebag i ovnen og hver rolling spændt ventede på mere at kaste sig over.

Måtte simpelthen tage den ene og kilde den anden med bare fordi jeg ikke evnede andet og så kom der heldigvis (atter) uventede gæster og hvert barn glemte alt om hvor tåbeligt det var at vi allerede var færdige med at trylle hjemmebag og så gik den dag og hold nu kæft hvor jeg glæder mig til at se deres små ansigter imorgen når de opdager alle pakkerne under træet for det er første gang i år (for både 3-årig og 5-ethalvtårig) at de har en slags bevidsthed om hvad (nogle af) alle jule-tosserierne går ud på.

?? Ved ikke hvad temaet lige blev for denne smøre udover noget med at lade rollingerne køre løbet og man samler op efter dem bagefter.

.... So what's egentlig new?   :oD


fredag den 21. december 2012

Jeg havde måske lige glemt noget

Nu har jeg IGEN været for kæk her på bloggen. Og det har ATTER hævnet sig.

Skrev jo igår aftes at drengen var oppe på fuld skrue igen efter dvaskhed og bræk-syge. Og ih og åh og pyh det var heldigvis en hurtig omgang....

Men så overbrækkede lillesøsteren naturligvis (kl. 2 i nat) sengen, sig selv, alle puder, 2 lagener og jeg fik jo også sat mig i noget af det inden jeg fik en slags øjne der kunne lokalisere hvor der var pudevår og hvor der var snask.

Det er jo i og for sig ganske banalt. Broderen smitter søsteren og what's new?

Hvad der bare fik mig fuldstændig fra koncepterne i denne forbindelse har at gøre med nissesokkerne der hænger nede i stuen.

For i hver af disse lå der imorges en stor fed plasticmikrofon, der kun har til formål at skabe uhygge (de går nemlig under titlen "stemmeforvrængere" og når man skråler i dem lyder det som om man er faldet ned i en kloak eller brønd og det bare ekkoer helt afskyeligt. Men ungerne lår-klaske-griner og det er jo det vigtigste (brøler jeg indeni til mig selv)).

Da så vi alle - hen på eftermiddagen idag - var blevet enige om at søster ligesom brormand var sluppet billigt og hun hurtigt så ud til at komme sig efter nattens ildelugtende kaskade, skulle jeg lige et smut i fakta. Og da jeg kom hjem og åbnede døren lød det bare fra hende den 3-årige inde i stuen:

"BWLØØØUUUUUUUUUUUUDRRRRR" med mærkelig genklang og jeg vidste bare at hun ørlede for vildt ned i en eller anden spand eller skål, C måtte have sat helt op omkring ørerne på hende for at undgå flere tæppeafvaskninger! Kæft jeg blev træt og gusten og ked på ungens vegne som jeg stod der ude i gangen m. indkøbsposen. Men kun i et splitsekund.

Spænede ind i stuen og så var det jo for helved' bare den freaking "nissegave" hun fornøjet sad og råbte tossede ævle-ord ned i.

HA! Åh hvor er man dum. Især når man køber den slags isenkram til ungerne....


torsdag den 20. december 2012

Sgu da ingen syge her!

Drengen blev først lagt i seng kl. 21.30.

For vi fik uventede gæster og den ene har en labrador, som Daniel er vil med. Han tæskede også afsted efter den det meste af aftenen.


.......


Hvad? Skulle min søn være sløj, si'r du? Det må være noget andre har sagt om ham. Har da ikke nogensinde set en mere overstadig unge føjte omkring i bare tæer og mørkeblåt sæt nattøj  med teksten "Introducing: New Superhero" i orange print henover brystet, her de seneste timers tid inden go'nat. Mens han kaldte "Fiddaaaaa, Fiddaaaa, hvor er du henne?" (hunden hedder Fridda).

Som sagt i det forrige indlæg: Man må være forberedt på lidt af hvert når den knægt viser tegn på sløjhed. Fx. at han bare lige skulle af med 13 rum-meter maveindhold udover stort set halvdelen af stue-inventaret (inkl. C og mig), og så var han da ellers bare klar igen!

Ps: Er der nogen der vil købe vores gulvtæppe og sofaarrangement? Fx. nogle studerende ved Statens Seruminstitut?

Radar aktiveret

Sidder ved siden af slatten sløj dreng der lige har kastet op og nu sover han.

Det er jo en meget normal situation i enhver børnefamilie og især i denne tid hvor alskens vira (se - et lægefagligt korrekt udtryk) og baktusser (bare et korrekt mor-udtryk) florerer blandt folk og fæ.

Med Daniel-drengen ved man imidlertid af erfaring, at man skal være forberedt på lidt af hvert ved de mindste tegn på sløjhed fra hans side. Så lige nu sidder jeg i "alert 1" beredskab. = Tilsyneladende ingen farer og sørge for tilpas udvalg af fristende drikke og fødeemner at have klar til han vågner og måske godt gider have kontakt med sin omverden.

Alert 2 iværksættes hvis drengen bliver ved med at sove og efter middag kun har indtaget en deciliter væske  og 5 tskfulde youghurt. Så ringer vi til lægen.

Alert 3: Hvis han efter lægetjek og "vi ser lige hvordan det går" stadig kun indtager en krumme hist og to nip vand pist og iøvrigt har fået gustne læber og stadig sover for  meget. Så ringer vi til sygehus og siger de godt kan gøre en sengeplads klar.

Alert 4: Drengen kaster op igen på vej til sygehus: Så kan de ligeså godt gøre droppet klar også.

Alert 5 gider vi ikke være nødt til at aktivere undervejs. For det er hvis han "falder væk" og går i krampe. Så ringer vi lige 112 med det samme.

Ved godt han stadig lige nu bare er slatten og kun har kastet op en enkelt gang. Sidder bare og sætter ord på den radar jeg har kørende inde i hovedet.

Håber han egtl. bare er udmattet efter igår hvor han har spadseret hele vejen fra børnehaven hen till plejehjem for at synge for de gamle sammen med de andre rollinger (og hans støttepædagog) og gået hele vejen tilbage til børnehave igen.

Vi tager en time af gangen.

onsdag den 19. december 2012

Den lille Selvkørende...

Havde så den 3-åriges første legeaftale med hjemme igår. Jævnaldrende pige (nej det er ikke en selvfølge...).

Må sige at det var en succes af de helt store. Pga. jeg de seneste par uger har måttet spille Lærke der kom på besøg hos sin farmor (=Lærke) eller jeg har været baby og Lærke har været mig. Eller jeg har været farmor og Lærke har været Lærke. Kunne til sidst ikke huske det virkelige forhold mellem os (men mener jeg er moderen, ikke også?) og måtte have læst teksten fra den 3-årige nogle gange før jeg nogenlunde fattede min rolle.... var jeg så babyen eller hvad? Stakkels 3-årig med "Tung-at-danse-Med"-Mor.

Nu kunne hun så endelig få en værdig rolle-medspiller, for den jævnaldrende børnehaveaftale havde det vist som en fisk i vandet med at være mig overfor Lærke som sig selv. Eller som baby. Og jeg kunne dimse rundt i baggrunden og være den rigtige mig selv. Og servere frugt og observere. Og træde til og rede ud (det var ikke nødvendigt i særlig høj grad. Mærkeligt pludselig at være vidne til lille unge der har et forhold til en anden som jeg ikke kender alle koderne til).

Ny legeaftale i januar. Med en anden jævnaldrende fra børnehaven. Som troede hun også skulle med Lærke hjem igår for det havde de 3 da lige aftalt. Må hellere vænne mig til at min unge aftaler ting der ikke har at gøre med at spørge mig først. For sådan er hun langt hen ad vejen. Hun udregner tingene HELT på egen hånd og så er det 100% sådan det skal være når hun deraf har besluttet noget. Og ve den der foreslår noget andet, med mindre man har argumenterne i orden.



tirsdag den 18. december 2012

De bliver så hurtigt voksne


Havde ihvertfald denne samtale med den 3-årige her til morgen, hvor jeg forsøgte at forklare hende at det kun er de voksne der kan speed-zappe m. fjernbetjeningen for hurtigt at finde frem til børne-egnet TV:

3-årig: Nej jeg kan godt finde ud af det for jeg er voksen.

Mig: Nej det er du ikke skat, du er et barn.

3-årig: Nej! Jeg er stor!

Mig: Ja det er rigtigt min pige, du er et STORT barn!

3-årig: NEJ! Jeg er STOR!

Mig: Ja du er mors store pige skat.

3-årig: NE-EIJ! Jeg er stor, for jeg er VOKSEN!

Mig: Okay.

3-årig: (zapper uanfægtet videre. Som om hele denne samtale har været spild af hendes tid in the first place)

mandag den 17. december 2012

Ikke så meget pjat!


Ser ud til at datteren har arvet moderens forkærlighed for det Enkle&Overskuelige
når det kommer til Jule-GørDetSelv:





... Hun var ihvertfald den eneste i børnehaven, der IKKE også ville have store blade eller andet krimskrams på SIN kreation. Hvilket gjorde det så meget nemmere at spotte hendes juledeko blandt alle de oplinede mos-lys-kugle-grene-tingester, ungerne havde produceret derhenne i den kommunale.

Mors pige.

PS: Det er Lærkes den til højre.....

lørdag den 15. december 2012

Meget dybe betragtninger. Og så i børnehøjde (but how?..)

Her lige midt i december tænker jeg at det må være på høje tid at diske op med lidt ganske banal, ærlig snak (- faktisk er det er ikke engang mig selv, der har besluttet det. Det har derimod The Mother In Me, også kaldet Mor-instinktet. Så det er hende der fører pennen):

Jeg giver nok ikke altid indtryk af at være voldsomt pædagogisk korrekt i mine betragtninger om småkravlet her på bloggen. Ja jeg ved det faktisk ikke.

Men sandheden er den, at jeg føler med dem begge to hele tiden. Også når de sandsynligvis ikke er klar over det.

KONSTANT (på nær når jeg sover - og drømmer at jeg skal til bal med dronningen ..gad vide hvad mon man egtl. kan tyde af dét...) prøver jeg så godt jeg kan at se verden fra deres øjne og forsøger deraf at aflæse hvad de har brug for (ikke altid det samme som "hvad de forlanger"....). Og til tider lykkes jeg sikkert med at matche lidt af det. Når jeg kan se de føler sig godt tilpas. Når de fjoller. Og da især når man er så heldig at få en krammer af en af dem.

Og det er dælme ikke af pligt at jeg sådan i sindet holder døgnåbent for rollingerne (selvom jeg nogle gange kunne ønske det - for så kunne jeg jo bare bande pligten ad helvede til og smække benene op med en god voksenbog midt i børneland i ny og næ, ikke sandt?). Næ - det er noget jeg ikke selv er herre over. JEG KAN IKKE SLIPPE DE UNGER. PÅ NOGET SOM HELST PLAN. DE ER MIT HJERTEBLOD JO FOR FANDEN (og "kaaaald det kærlighed" og violiner og skrammel). De hiver i nogle strenge som jeg ikke har en fis kontrol over. Nogle helt andre strenge end dem der er i sving når det gælder om f.eks at forholde mig til hvordan samfundet bør se ud n' stuff. Eller f.eks. i forhold til om hvorvidt jeg gider have en yndlingsfarve eller måske skulle overveje at gå i biografen og se den film alle taler om.

Jeg kan ikke slå noget som helst fra overfor rollingerne. Svarer på ALT hvad de henvender sig om. Lytter ALTID efter. Synes ALDRIG det de siger er noget pjat (heller ikke når de bare siger "pruttelut" eller "ta-duu-ta-dajj"). Har dem ALTID i tankerne, i baghovedet, in my mind, rumsterende rundt i knolden.

Elsker dem bare og respekterer dem langt op i skyerne for det de er. For de børn de er, for de mennesker de er, for de helt særlige og unikke personligheder de er. Og selvfølgelig også for de træk, de tydeligvis har arvet fra enten deres far eller mig.

Og forsøger, forsøger, forsøger som ind i h.... at sætte grænser når det må være behovet, bakke op, når det er det der skal til, være initiativtager når det nu lige er det, de står og mangler, bakke ud og lade dem være, når dét må være på sin plads.

Og hver aften sidder jeg i sengen og glor på deres sovende skikkelser og tænker: Bare jeg nu ikke har skuffet dem for meget/gjort dem for meget uret/gjort dem en bjørnetjeneste/været der for lidt/været der for meget/været for blind overfor dem idag. 

.... - Er det bare mig, der aner noget vanvid et eller andet sted her?

Anyway, dette er til mine børn (og lad os da bare kalde det en form for "helgardering" til når de om nogle år - ihvertfald den yngste - står og himler op om guderne må vide hvad, jeg ikke har kunnet leve op til): Jeg kunne aldrig drømme om med fuldt overlæg at svigte jer. Aldrig. Nogensinde. Og tilgiv mig så (for hede hule) fordi jeg også bare er et simpelt menneske.

Kærlig hilsen mor.












fredag den 14. december 2012

Fløjten fra Helvede


Straffen for at C har været så meget væk arbejdsmæssigt i denne uge må vel være, at der ligger en Freddy Fræk-kazoo i hver nissestrømpe her til morgen....

Og at man lader den 3-ethalvtårige fiske dem begge op (kl. 6:15) og hælde hende af oppe i sengeland og derefter pisker man selv ned af trappen og ud og lave kaffe. Og ting...


Hvor er den mand altså bare heldig at han har mig.

torsdag den 13. december 2012

Næsten sjovt hvis jeg også lige var røget på røven oveni.


Så har man også prøvet at lave en bule i bilen med en autostol.

Meeenn for dælen altså, jeg stod og fægtede med 5ethalvtårig og to tasker og vi skulle ned af trappen fra parkering hen til låge ind til legepladsen på den Kommunale. Så møder jeg en jeg kender og skal lige sludre. Så opdager jeg at jeg har glemt autostol oppe i bilen (Daniels støttepædagog skulle bruge den da hun ville tage dengsen med til nisseteater for smårollings på det kommunal biblo. Jeg HAR nævnt det før: Hun er en stjerne og en engel. Det lykkedes hende at skaffe de 2 sidste billetter. Eksalterede var vi over det. Som om de skulle til fully udsolgt stadionkoncert).

Nå men jeg spæner de 4 trappetrin op til bil mens jeg holder øje med drengen der pænt venter henne ved låge. Desværre har jeg også taget en kæmpe taske og posen med Daniels sikkerhedshjelm (som han altid har på udenfor, ved det at han bl.a. ikke er så let til bens som sine jævnaldrende) med tilbage til bil (istedet for at lade skidtet stå NEDENFOR trappen, som en Normal ville gøre).

Så da jeg får gaflet autostol ud fra bagsædet og smækker døren i og hanker op i stor taske og pose med den ene hånd og med autostol i sjov vinkel henne i den anden arm, sker der det at det skide utilregnelige (og himmelråbende dårligt designede mht. hvordan man griber det an at holde fast på den med kun en hånd fri) stolemonstrum praktisk talt SPRINGER ud af mit greb og knalder ind i bildør.

Råbte da heldigvis bare "JEG HAR STYR PÅ DET" efter den jeg kendte og baksede hele cirkusoppakningen ned ad trappen igen og hen til min dreng som ikke kunne være mere uanfægtet af mit bøvede uheld.

Mors dreng, siger jeg.

tirsdag den 11. december 2012

Sokke-eventyret

Ting jeg allerede har lært som førstegangs"2-julesokker-med-hver-en-lille-NON-FOOD-ting-i-hver dag-i-december-frem-tilogmed-den-fireogtyvende"-leverandør (og hvor vi siger at nissen har A-nøgle til alle huse her i landet):

1: Man køber ikke noget der larmer ( jeg havde glemt at  det jo for fanden er tidligt om MORGENEN  de små barnehænder graver fangsten frem fra sokkedybet. Fedt at jeg så står om aftenen og til morgendagens gaver kan vælge mellem plasticmicrofon med stemmeforvrænger og en fløjte der skal sige som en fugl når man puster i den men mest af alt lyder som signalet for dør-luk i S-togene - bare med langt flere decibel).

2: Man køber heller ikke noget man selv er nødt til at hjælpe med (puslespil med 20 brikker er sgu lige i overkanten kl. halv syv om morgenen).

3: Man elsker at finde ting om aftenen til morgendagens sokkefangst (trods det at man bander samme fangst langt væk næste dag efter barnet har raget den til sig) og kan bruge rystende lang tid på at udvælge lige de 2 rette tingester, "nissen har været med henover natten mens I sov, lillebørn".

4: Læg mærke til jeg skriver "barnet" i punkt 3 og ikke "børnene". For det er en ting mere jeg har lært: Man sætter ikke 2 sokker op så tæt på hinanden at Den Lille Selvkørende Tromlefis HVER morgen slipper afsted med at grabse begge nissegaver frem i lyset. Næste år (eller imorgen - hvis jeg når det) firer jeg dælme den 5-ethalvtåriges sok HELT op i  loftet (og så må jeg jo bare løfte ham).

5: Det er åbenbart ikke cool at få pixibøger om morgenen.

6: Det er faktisk skide sjovt at gå på jagt efter små dingenoter til en 30-krone MAX!

7: Der er noget ganske beroligende over dette lille ekstra morgenritual med barn der hiver dimser op af sokker (kan ret godt med faste rutiner om morgenen nemlig. For så skal jeg ikke tænke så meget).

8: Nogle af dimserne fra nissen kan den 5-ethalvtårige faktisk også begejstres over, har jeg bidt mærke i.

9: JEG SKAL SÅ MEGET HAVE HÆNGT DET ANDET BARNS SOK HELT DEROP HVOR DET ENE BARN IKKE KAN NÅ OM SÅ HUN SÆTTER SIN LILLE RØDE SKAMMEL OVENPÅ LÆNESTOLEN OVENPÅ SOFAEN!

10: Åh for fanden, man vil jo i grunden bare strække sig langt for at give sine unger en lille sjov oplevelse hver morgen. Elsker jo det småkravl!

mandag den 10. december 2012

5. OG SIDSTE VERS:

(Mel: Stadig "Sikken voldsom trængsel...")


Så' der ting forældre bare SKAL
Det' vort lod og vores julekald:

-Bage kager, helst 12-14 slags
-Trylle krea-ting med lim og saks
-Være no'd så fiks med tråd og garn
-Sy en nissedragt til hvert et barn
Lave Alting Selv, for ellers er
man en skodmor eller -far, desværr'!

SVÆRR'  SVÆRR'  SVÆRR'  SVÆRR'  SVÆRR'  SVÆRR'

ELLERS ER MAN BARE SKOO-OD, DESVÆRR'!

















søndag den 9. december 2012

4.vers.........

(Mel: Stadig "Sikken voldsom trængsel...")


Man kan også køre øko-trip
(Så' man eddermugme rigtig hip)
Fange grisen selv på bondens mark
Pynte op med tang og genbrugsbark

Give gaver uden grim kemi
- Det' der faktisk nul problemer i:

Uld fra økofår kan bruges til
grumsetbrune huer - retrostil

STIL STIL STIL STIL STIL STIL

GRUMSETBRUNE HUER, RE-ETROSTIL!



Nu kommer 3. vers...


(Mel: Stadig "Sikken voldsom..")

Skal man køre en slags "Peters Jul"?
(læse højt og lege nisseskjul)
Eller hvad med trendy anti-rødt?
(sorte kugler, intet "sukkersødt")

Der er også den med "Rigtig" på:
Ingen gaver, fråds og stads at få
Børn, der ikke helt forstår en dyt
Af vort bræk om "Julen der er yt!"

YT YT YT YT YT YT
AF VORT BRÆK OM "JULEN DER E-ER YT!"

Imorgen kommer 4. vers. Eller om lidt. Eller på et andet tidspunkt.



















































2. VERS:

(MEL: Stadig "Sikken voldsom trængsel")

Skal man nævne Jesus fødselsdag?
Eller er det måske smag/behag?
Uanset så er det ganske vist:
Ungerne bestemmer alt til sidst.

- Hvad de ønsker skal de nok opnå
Vi forældre må vel snart forstå:

Vi gi'r vid're hvad vi selv har lært:
Kræv det hele, det er ikke svært!

SVÆRT SVÆRT SVÆRT SVÆRT SVÆRT SVÆRT
KRÆV DET HELE, DET ER IKKØØ-E SVÆRT!

Imorgen kommer 3. vers. Eller i overmorgen.





fredag den 7. december 2012

1. vers

Jeg har tænkt på noget.

Hvorfor findes der ikke en julesang for forældre?

Så her kommer 1. vers:


(Melodi: Sikken voldsom trængsel og alarm)

Hold nu kæft så et det blevet tid
til igen at fare hid og did
I forsøget på at skabe jul
uden den skal virke falsk og hul

Vi skal rigtig gi' den gas med pynt
hjemmelavet og med ægte grønt
Ellers bliver vores børn til grin
Fordi mor og far er miljø-svin

SVIN SVIN SVIN SVIN SVIN SVIN

FOR-DI MOR OG FAR ER MILJØØØ-SVIN.

Imorgen kommer 2. vers.


Undvigelse har kummerlige kår her i huset

Min 3-årige har et blik, hun har arvet fra sin far. Lad mig prøve at beskrive det:

Man kan se i hendes øjne at hun tænker over noget, og det "noget" har på en eller anden måde at gøre med mig, for det er mig blikket er rettet imod - og hun er ikke langt væk i egne tanker, næh der er noget bestemt ved mig hun er ved at brygge nogle sætninger sammen i hovedet om.

Man prøver at smile til hende. Det preller fuldstændigt af (som hvis man sad på anklagebænken og sendte sit gladeste fjæs op til dommeren i et forsøg på at mildne hvad der måtte komme deroppefra om lidt...).

Man falder derpå hen i afmægtig afventen. VED at der kommer noget ud af hendes mund om lidt som hun agter at være urokkelig omkring.

Og ganske rigtigt, lidt efter lyder det med mycket mycket fast stemme:

"- Jeg vil lave PUSLESPIL og du skal HJÆLPE mig."

BUM, færdig. Ingen diskussioner, bare kom igang mor.

Ps: når det er C der er færdig med sit blik hen på mig, så kommer der noget tilsvarende fra hans mund: "Du skal også finde ud af..." efterfulgt af nogle problemstillinger, han lige kaster på bordet og som jeg godt ved jeg har skubbet foran mig i...et stykke tid.

Yes yes. Man beskydes fra to sider. Men jeg holder stand og proklamerer stadig (overfor dem begge) at jeg liiige først skal ... noget andet. Bare for at klamre mig til en smule medbestemmelsesret. Det virker så kun på C.

torsdag den 6. december 2012

Man testes på parathed

Den 3-ethalvtårige Lille Selvkørende Skumfidus er åbenbart gået ind i "Så prøver vi liiiige at få Mor  Op På Lakridserne"-fasen:


- "Jeg falder ned!" (når hun sidder aldeles komfortabelt med rumpen solidt plantet i sofaen)

- "Jeg skal altså kaste op! - Det skal jeg bare." (der sker ikke rigtig noget og lidt efter hopper man i sengen)

- "Jeg er trææ-æt!" (men vågen nok til at foreslå sin mor 1000 forskelllige ting vi skal lege indenfor de efterfølgende 20 minutter)

- "Av det gør ondt lige he-er!" (Peger på den ene fod.- Eller var det forresten ikke på den anden fod? Peger lige på den også )

- "Jeg keder mig!!" (mumles der henne fra kæphesten - som 10 sek. efter får fuld spade gennem stuen mens der hujes)




onsdag den 5. december 2012

Nissen der ikke vil rodfæste sig

Lidt svært at få den 5-ethalvt-årige til at tro på nissen, når:

- Lillesøster har sat sig på opgaven at kigge i begge julesokker hver morgen.

- Hans begrebsverden peaker ved "det er sjovt".

- Historiefortællinger helst skal indeholde billeder af køretøjer og flyvemaskiner (til nød en hund eller hest) og det med at bladre den rigtige vej i bogen har vi ikke hørt noget om.

- De der mærkelige mænd med skæg og sjove huer i forvejen ikke ligefrem oser af tillidsskabende genkendelighed.

- Han tilsyneladende har arvet sin fars evne til ikke at opdage eller kommentere på al den nissehuebeklædte julepynt, der efterhånden dingler fra hver en krog og hylde.





søndag den 2. december 2012

Det er så decemberprogrammet:

I denne måned skal jeg:

- Besøge nogen jeg ikke har set længe (så tag jer i agt derude...)

- Vinde en 20-50 mio kr så min mor kan få et større sted at bo og gerne indenfor en 2-km-radius herfra matriklen  (okay måske nærmere indenfor en 5-km-radius). Og en ny bil (skal nok stadig være en Punto. For at hun skal kunne genkende nogen form for køre-egenskaber). Og så jeg kan starte egen privatspecialskole til min dreng og hvad han måtte have af ligesindede 6-7årige i region Sjælland. Og så C kan få en rengøringsassistent. Og en kok. Og så Den lille Selvkørende kan få sin helt egen Opvarter (jeg SIGER ikke ordet "barnepige".   .... heller ikke "hofdame") som hun kan koste rundt med. Og så jeg kan ligge på sofaen hele dagen og læse bøger og lige nusse diverse familiemedlemmer en smule åndsfraværende i håret når de kommer indenfor rækkevidde i løbet af dagen. Og naturligvis kysse på dem med lidt mere åndsnærværelse hvis de ligefrem sætter sig hos mig i nogle minutter hist og pist. (HVAAAD? Jamen det vil bare være det stik-modsatte af det scenarium der hersker pt. Jeg er BEBOET af småkravlet, so shoot me for ønsketænkning).

- Sende julekort ud FØR d. 27. december.

- Prøve at skovle sne (det er aldrig lykkedes mig. Og jeg HAR været klar adskillige gange. Men hvad gør man når C pisker ud af sengen før der er tændt lys i bageriet skråt overfor - og det er eddermanme spasser-tidligt - og ned af trappen og griber skibukserne i spurtløb og har skrabet den halve indkørsel fri  før jeg overHOVEDET er nået til nattens sidste kapitel i drømmeland? Sover man så bare videre? Næh nej for man kan godt høre at manden giver den fuld spade derude og så kommer denne her irriTERENDE nervøse uro ind over sengeland og ned under dynen og man VED bare at man er nødt til selv at stå op og være lige så skide energisk med noget - bare for at vise at man skam også kan bidrage med vigtige sager til fordel for familiens overlevelse&trivsel).....

- Lave hjemmelavede gaver sammen med børnene. Og det skal være noget vi selv finder på. Og som kan bruges til noget. Uden hjælp fra glittede bøger. Og som vækker begejstring hos de heldige der pakker dem op juleaften. Og jeg er helt blank. Endnu. Men der er jo læææææææææææænge til, ik'?

fredag den 30. november 2012

Et synspunkt, say what.

I kølvandet på den kendsgerning at min mor har boet hos os i 2 uger (mestendels fordi hun er ved at falde fra hinanden over sin alenehed derhjemme i sit lille bitte byhus i Stege) må jeg komme med nogle tanker og synspunkter (tanker er ikke noget nyt fra min side, synspunkter  og synspunkters lillebror "stillingtagen" er til gengæld en rarietet ved det at jeg som regel ser 3-dobbelt i den forstand at jeg har det med at kunne forstå alle folks handlinger og årsagen til dem og det er kraft.edme ikke altid skide sjovt at have den evne. HVAD? Jeg er sgu da ikke opblæst. Faktisk er det bare sådan med min forståelse og har altid været det. Ja. Nej det er ikke nemt at gennemskue hvornår jeg mener noget i sjov. Men skal vi så ikke aftale i gennemskuelighedens navn at jeg fra nu af skriver det med grønt som jeg virkelig er seriøs med? Ok.):

For det første så fatter jeg ikke at det ikke for længst er gået op for os alle sammen at vi lever i et familiemæssigt unaturligt kulturelt opdelt samfund. Forstået på den måde at når først børnene er fløjet fra reden så er de ubundne, selvstændige og egenrådige og forældrene kan sejle deres egen sø. FOREVER.
 





For det andet så fatter jeg ikke at så mange ældre mennesker skal sidde derhjemme alene og savne selskab. Og nogle af dem har endda børn. Og adskillige børnebørn. Og alligevel sidder de her ældre mennesker og savner selskab.
 


For det tredie så er jeg ved at kaste op over den selvrealiserende ungdomskultur.

So call me snæversynet.

Indordne sig? Hvad er det nu liiiiige...

Godt jeg ikke er ude på arbejdsmarkedet for tiden.

For efter 4 år som hjemmetræner af den 5ethalvt-årige er jeg blevet for vant til at være min egen chef indenfor min egen tidsforvaltning og ville bare være en p.e.s.t.i.l.e.n.s. for enhver arbejdsgiver, der måtte synes jeg skulle gøre tingene i en bestemt rækkefølge.

Kan da SLET heller IKKE med deadlines længere. Sætter mig på halen i rent oprør (Dorte 5 år der ikke vil tage flyverdragt på) hvis jeg en sjælden gang forventes at nå flere end 3 ting på række og indenfor en på forhånd, af andre, eller bare af omstændighederne udstukket tidsramme.

Kan til nød leve med at den Lille Selvkørende og jeg SKAL til gymnastik hver tirsdag eftermiddag. Men har alligevel et ret så laissezfaire (staveplade) forhold til klokkeslættet vi bør indfinde os i hallen på. Og synes bare vi skal skride hvis ikke vi gider længere den dag (det er så ikke sket endnu - kun at JEG synes det, men ikke at Den Selvkørende er med på ideen og så må jeg jo pænt blive hængende med hende tiden ud...).

Så er der lige nu as I speek, hvor jeg faktisk skulle stå ude i køkkenet og stege frikadeller til 14 personer. Til imorgen. Jeg er ikke klar endnu. Og børnene skal snart hentes. What to do? Aner det ikke, for jeg er bare ikke klar. Det passer ikke ind i min verden og mit sind lige nu. Stjernerne står ikke rigtigt til mig og stegepande i disse minutter, kan jeg mærke.

Så dette er en julehilsen til min kommende chef ude i samfundet:

HAV EN RIGTIG GOD JUL og "G-LÆD dig til at få lige mig som medarbejder."

Især vil du meget hurtigt opdage hvad og hvor meget jeg kan udrette for firmaets overlevelse i spidsbelastningsperioder...

Kærlig hilsen,
Dorte "lever i en parallel-verden" Tejsner Madsen.



onsdag den 28. november 2012

Rablende men seriøst (- utroligt nok):

Jeg gider næsten ikke sige det (og jeg lover at dette bliver det sidste indlæg i den lille stime af beretninger om negative oplevelser, jeg har hostet op med den sidste halvanden uges tid):

Jeg begyndte at ryge igen midt i noget personligt pres. Meget privat og sygdomsrelateret case, der førte mine ben hen i fakta efter osepinde (som om de lige var nøglen til et langt og sundt liv, men altså man tænker måske ikke skide rationelt, velovervejet og langsigtet når man føler sig malet op i et hjørne et sted i livet, vel? Man reagerer sådan her: FLYGT for helved', og gør ting der, set i bakspejlet, ikke var særligt B.S.-problem-løsende... ).

Jeg siger bare stadig - som i et indlæg for langevigheder siden (skal sætte mig ned og lære at linke til tidligere skriblerier her på siden, en dag jeg får tid i upcoming julemåned, hvor jeg ikke har andet på tapetet (muuua-ha-ha-ha - jeg glemte lige jeg har børn der gerne skulle køres ind i noget tro på nisserne og deres rensdyr og trylleri og jeg formoder det er mig der må igang med at skrabe noget glimmer og kandiserede æbler og eventyr sammen...) AT:

Allen Carr's bog "Endelig ikke-ryger" er en geni-streg udi selvhjælp når man lige skal mindes om hvad rygning er og hvad det især ikke er og når man har læst den så falder det ikke en ind at tænde en cigaret igen.

So I'm on it. Er gået igang med at pløje mig grundigt igennem hver eneste side og jeg ved, at når den er læst til ende så er jeg færdig med røg. Igen. Jamen den VIRKER!

Kan sgu da ikke gøre for der kom sygdom fra Helvede og sparkede mig omkuld midt i min ikke-ryger-mentale-tilstand, hvor jeg ikke røg, ikke tænkte på at ryge og ikke kunne drømme om at tænde en cigaret selvom folk stod og sugede nikotin og snasket tjære og giftige dampe ned i lungerne lige ved siden af mig. Alene pga. jeg var kureret ud fra bogen jeg havde læst. Jeg var simpelthen bare SÅ færdig med det møg. Og det var fandme ikke engang LYST eller TRANG eller BEHOV der sendte mig i fakta efter en åndssvag pakke cigaretter, da jeg var sendt i gulvet der for en 3 måneders tid siden. Næ. Det var bare ren panik-handling. Intet andet. Gammelt vanemønster. DÅÅÅÅÅMT!

Nå - er du gal, siden du har hængt på så længe i dette ryge-ose-befængte indlæg?

Okay nu kommer slutningen snart: Om en 3-4 dage har jeg læst bogen igennem igen og er atter blevet normal (ihvertfald hvad angår mit syn på nikotin-pindenes sande (u-)væsen) og møder du mig (evt. bare her på bloggen) igen til den tid så er jeg 100% ikke-ryger og urokkelig.

Jeg siger kun alt dette af 2 grunde:

1: Jeg vil gerne overbevise dig, der ryger, om at du skal l.æ.s.e den bog. Årsagerne vil du finde indlysende når du er nået ca. halvvejs igennem den - måske allerede før.

2: Jeg GLÆDER mig til at sparke cigaretterne ud af mit liv igen!

That's all. Ligeglad med om du griner, ryster på hovedet eller bare smiler overbærende. Medlidenhed preller ligeledes af.

Jeg har nemlig atter fundet min bibel frem (ja jeg sagde bibel. Men jeg må godt være bloddonor. Og bande i ny og næ). Overvejer tilmed at gå rundt og banke på hos folk (altså hos dem jeg kender, der stadig ryger) med min Bibel under arm og lige.... Nej. Så rablede det alligevel her til slut, hvad?




tirsdag den 27. november 2012

Kækheden har sin pris

Næh, så ik' noget.

Men først skrev jeg noget om ikke at kunne få armene ned efter en rystende god og meget begivenhedsrig weekend (som nu er forrige weekend) og proklamerede kækt at der ville følge beskrivende detaljer.

Dernæst opdager min mor en knude i armhulen, vi bliver hvide i ansigterne af afmagt, hun bliver undersøgt hos doktor, der er ingen fare, hun tjekker ind hos os til en gang efterknæoperations-rekreation, lettelsen over ingen-fare-i-armhule klinger hurtigt af; hun har det skidt og har mange smerter, jeg har det tiltagende møgskidt, derpå har jeg det helt til rotterne og til sidst kulminerer det med at jeg render på lokum den halve weekend (som nu er den weekend der sluttede i forgårs) og ligger på sofaen og prøver at gøre mig usynlig i min totaldrænede, falder-i-søvn-hver-gang-ingen-taler-til-mig-tilstand den anden halve weekend (stadig den der sluttede i forgårs), alt imens min mors smerter får supplement af en tilsvarende maveomgang (jeg siger bare: Godt hun dog ikke skulle fræse på wc hvert 10. minut lige som jeg praktiserede. - Der må vel være et loft for hvor hyppigt man bør træne nyopereret knæ i spurtløb m. krykstokkene).

Så ligger vi dér - på hver vores sofa og stønner og jamrer. Det hele er forfærdeligt. Og udenfor er det MØRKT hele tiden. Og C, den stakkels mand, formår ligesom ikke rigtigt at "løfte" stemningen (også svært når dem man skal "løfte den for" enten er på lokum eller sover). Børnene slipper afsted med at ruske lidt i os indimellem (hele tiden, hvis du spørger mig og som jeg husker det - selvom jeg helst vil fortrænge en så langstrakt, tænderudtrækkende, enerverende og pinefuld weekend. .....Og tænderudtrækkende også.) men må mest ty til C hvis de vil opnå en form for voksenkontakt der inkluderer en smule Liv i Kludene. Føj og fy. For den.

Så derfor: Ik noget. Jeg fortæller ikke et eneste lille detalje-pløk om forrige weekends forrygende fornøjelser. Jeg tør simpelthen ikke. For så bliver jeg vel straffet med en omgang kolera eller noget.

Pip

Jeg er her endnu (selvom jeg henover weekenden var ved at komme i tvivl).

Et ord: Maveinfluenza.


onsdag den 21. november 2012

Se, jeg har fået en pige:


Nu med strømpebukser og kjole. Og ROTTEHALER (ved ikke om I kan få øje på den lille dut bag øret. En tilsvarende findes bag det andet øre....). Bemærk iøvrigt den lyserøde pengepung ved damens side. Den har hun med i fakta og hun INSISTERER selv på at betale for vores indkøb. Så ja, hun får da lommepenge i en alder af 3 år. I don't see why not.

tirsdag den 20. november 2012

Tanke-SPAAAAAAM!

Nå men da jeg nu er født på ny sammen med min mor (symbiose? Aner ikke  hvad I fabler om), må det være på sin plads at få lov til bare at rable en masse (mere eller mindre sammenhængende) tanker af sig i kølvandet på den fejende bølge af lettelse der blæste ind over os her i eftermiddag efter usandsynligt veloverstået lægetjek:

- Er du for eksempel rund, jeg kan ikke miste min mor til kræft. Det går bare ikke nogensinde. Så nu tror jeg egtl. bare hun bliver tvunget til at bo hos os forever så jeg kan holde øje med om hun spiser og drikker hvad hun skal. Er der ikke noget med, at tolv kg rå broccoli om dagen og en 20-km march om ugen (praktiseret, dyrket og indtaget flittigt over et tidsspænd på 5 år i streg) skulle nedsætte risikoen med 80%? Godt, sæt igang! - Og hendes nyopererede knæ skal jo trænes flittigt så der er dobbelt-win mht. mange-kilometer-marchen.

- Ved I hvor mange lorteassociationer der kan ligge i samtaler mellem en selv og den berørte person fra og med sekundet efter hun opdagede potentiel lortesygdoms-troublemaker-knude under arm? Jamen der kommer bare nye, kæmpe uoverskuelige betydninger ind i sætninger som "se det er tåget udenfor" (ligesom fremtiden), "Daniel har bare rykket sig SÅ meget på det seneste" (hvor meget kommer hun til at opleve af dét fremover?"), "Jeg pakker lige min taske" (ja og snart er det pakke og på sygehuset), "jeg skal bare have en enkelt mad" (ja og hvor længe endnu kan hun spise selv?), "jeg skal fandme ikke have endnu en knæoperation" (nej og når det så at blive aktuelt i det hele taget?). F.U.C.K. mand, jeg tror både min mor og jeg har været den slags dystre eftertanker igennem ved hver ytring om noget som helst til hinanden gennem det sidste halvandet døgn. Fordi vi begge var sikre på det ikke var noget godt, det her hun havde opdaget. Og hun er nyligt blevet opereret for livmoderkræft. Der sad MEGET og de fjernede det HELE og det havde IKKE bredt sig. Men nu? Havde der så alligevel sneget sig noget videre som sad dér og hyggede sig oppe under den ene arm?

- Er du gal man bliver fokuseret. Indædt koncentreret om at stay cool til der er vished. Troede egtl. ikke jeg kunne. Har altid regnet med at hvis sådan en udfordrende situation ville dukke op med min mor, så ville jeg gå helt fra koncepterne og falde fra hinanden i afmagt og give efter for en sindssyg angst for udsigterne og bare sidde og hyle op af hendes arm. Men jeg holder åbenbart så meget af hende at der ikke var så meget slinger i valsen: Det var mig der skulle være klar hvis min mor ikke kunne bære den skide uvished. Og så overrasker man altså sig selv. Åbenbart. Lille forsagt optur over den kendsgerning.

Nu må det være nok for idag. Bortset fra: JAAAAAAAAAH! ALLE GRUMME ANELSER GJORT TIL SKAMME!

Og lad os så feste videre.

Nå men jeg vidste da godt

hele tiden det bare var en tilstoppet svedkirtel. What else kunne man forestille sig?

Hilsen de lettede.

mandag den 19. november 2012

Stand by-tilstand aktiveret.

Så sker der det at min mor her til middag opdager en knude i den ene armhule.

Så gider jeg ikke skrive noget festligt herinde i den næste fremtid.

Hvis jeg overhovedet gider skrive noget.

Hej for nu.

søndag den 18. november 2012

Creepy tågesnak

Hold kæft det er scary, det her:

Hele weekenden har været een lang dans på roser for den 39-årige. "UDEN torne"-versionen* ovenihatten. Dobbelt-scary.

Ikke at alle andre weekender henslæbes i forarmet trælshed og opadbakker. Slet slet ikke. Men det her? Jeg er da overhovedet ikke opgraderet nok on the inside til at modtage og fordøje en så voldsom og pludselig monsun-regn af happy cases og strålende events og situationer der, som perler på en snor, bare folder sig ud på lige den mest kærkomne og belejlige måde.

Er stadig helt stivnet i "okay, what's really going on?!!..."-hed og kan ikke rigtig falde hen i beskrivende detaljer før imorgen. Måske først i over-morgen.

Så "Tak for ingenting" bør den normaltfungerende læser sige nu. (Eller: "Klap dog i forever, din vævende klaptorsk").

Ses.


*.....Okay ikke helt "uden torne"-versionen alligevel: Der er en, der står mig meget, meget nær som ikke har en fest med sit liv i øjeblikket. Du ved selv hvem du er og vi har lige talt sammen i tlf. Nå men ellers undskyld til jer andre for denne lille interne kodesnak. Prøver altså ikke at virke mystisk med vilje. Er vel tværtom snarere som oftest ufrivilligt mystisk (nogen ville nok kalde det "sort-snakkende") og kan følgelig ikke rigtig gøre for det.

fredag den 16. november 2012

Datterens coolness, moderens bøvet-ness.

Troede egtl. jeg holdt mig højt hævet over anvendelse af den trivielle indledning "Kender I dét?", men nu er jeg nødt til at bukke under:

Kender I dét, for helved, at man opruster både på indersiden og ydersiden og gør alverdens foranstaltninger fordi der helt sikkert er storm og syndflod i sigte af en eller anden kaliber og SÅ, bedst som man er klar (så klar som man nu kan blive på muligvis at gå sin undergang i møde) til at stå igennem helvede og ragnarok, så vender udsigterne for næsen af en, og der kommer højst et lille dryp på næsetippen along with et enkelt vindstød på 4 sekundmeter.

Og så står man faktisk helt bøvet tilbage og føler sig lidt snydt og også kun til grin for hele verden, fordi det nu bliver helt tydeligt for alle at man har haft pisket en katastrofestemning i vejret over hvad der viser sig at have været helt helt usynligt, ikke-eksisterende og imaginært (kan ikke komme på mere dobbeltkonfekt at slynge om mig med) fantasifoster (jo det kunne jeg godt) af et dommedagsbillede omkring hvad der var i vente.

Sådan havde jeg det efter overstået første tandlægebesøg med den 3-årige her til morgen (ja det blev alligevel mig der måtte tage med hende...).

Der endte med ikke at ske en skid. Tilmed fandt hun sig roligt i at åbne munden ved opfordring fra en fremmed (som - okay - var pissegod til at trykke på de rigtige Lærkeknapper). Og vi fik ikke skæld ud (over mangelfuld tandbørstning, havde jeg formodet) men kun ROS, kraftbørstemig, for vores flotte hjemmetandpleje ...(Undskyld, vores hvad???!). Og ingen suttetænder nævnt eller kritiseret. - Kun af mig selv. Prøvede vel at sætte gang i bare LIDT af det skrækscenarium jeg havde kørt denne oplevelse op til, i ugevis forud for den grumme grumme tanddoktoraftale, UAARK.

Åndssvage imødekommende&gavmilde børnetandlægeklinikdame. Hvem går du i grunden rundt og tror du er? Mother Teresa?

Hilsen. Og tak, bør jeg vel tilføje.

torsdag den 15. november 2012

Argumenterne:

Her kommer de (alle de indlysende grunde til at jeg lige måtte hamstre nyt til 3åringens garderobe igår):

1: Efter over en måneds tid og fra alle landets verdenshjørner at have stampet en solid bunke kluns sammen i nye størrelser, hovedsageligt via DBA (den blå avis, red.) og  hovedsageligt bestående af børnehaveduelige bukser, leggings, undertøj og bluser (uden skyggen af glimmer og snore og sære flæser, bare mest plain basistøj), hvad sker der så? Så kommer den Lille Selvkørende pludselig i tanker om at hun KUN vil have strømpebukser på. Som jeg iøvrigt havde glemt at købe nye udgaver af hun kunne passe, fordi hun ikke har haft et par på siden hun lige havde lært at gå og tale og nægtede at lade sig iføre andet end alm. joggingbukser og til nød en t-shirt hvis humøret var højt!

2: Med strømpebukser følger jo kjoler/nederdele. Som jeg dermed heller ikke havde anskaffet i nye størrelser hun kan være i (eller dvs. hun har nogle aflagte som hun ikke vil gå med fordi de "strammer" (= de strammer ikke, men hun gider ikke gå med dem). Plus et par stykker som  jeg nægter at hive frem for hendes åsyn med mindre vi skal til fest! Punktum).

3: JAAAAAAAAAAAAA!!!! YES, yay og wu-hu. - Endelig, endelig, endelig gider min lille pige have strømpebukser & Co. på! Og korrsssss hvor ser hun bare ekstra fantastisk meget nuser ud når hun nu pludselig ligner en pige. Ja jeg er da ellers ligeglad. Var også selv en buksetøs det meste af min barndom (bare spørg min mor...), så for min skyld kunne hun fortsætte i frotté-joggere og t-shirts til hun fylder 18, men for helved altså hvor ser den lille fjeder bare hjertesmeltende engleagtig ud i tøsetøj. Og jeg må lave små rottehaler på hende (og de er små. For hun har indtil nu kun haft korthårsfrisure grundet storebroderens hårhivnings-hobby. Som er i aftagende. OPTUR!!!)! KÆFT hun er jo så man falder i svime af næsegrus beundring og betagelse. Et syn for guder (eller bare for ungens gakkelak-mor).

4: Og så er det jo ellers bare om at smede mens jernet er varmt (= inden "vi" går ind i en ny tøj-æra hvor hun pludselig finder det helt fantastisk kun at kræve stribet tøj, tøj uden knapper i, kun vil gå i blåt tøj, kun kan med paillet-besatte bukser, etc...) og lynanskaffe noget girl-stuff fra den første den bedste Kinder-kludebiks på nettet. Er jeg måske helt galt på den? Hehe. Hehehehehehehe. Think not. Hehehehehehehehehehehe............  Hvad?

onsdag den 14. november 2012

Aaaarh jeg kan da ikke se problemet.

Holder åbenbart en lidt længere pause i opturs-trippet. For nu er jeg nødt til at sige noget:

Der bliver ingen nye vinterstøvler til den 39-årige i denne sæson (de gamle fra fakta årgang 2004 er da også stadig rigtig fikse).

Der bliver heller ingen rød sofa med puf til den 39-årige i denne omgang (rød sofa m. puf er bare mit hedeste ønske udi materielt frådseri. Så go ahead and grin your r.. i laser over dét, men vidundersofaen koster kun det samme som alle jer andres iphones og sådan en GIDER jeg ikke ha'. 1: Den er for stor. 2: Og for vanedannende. Og jeg har vaner nok at slås med i forvejen. Så lad mig have min mini samsung Iphone-wannabe i fred og min drøm om "MIN RØDE SOFA MIT PUFF DABEI"!).

Der bliver heller ikke nogen:

- Ny hovedpude (den gamle kan da også vaskes i en sort sæk - for at bevare de sidste fjer on the inside of the pudevår).

- Ny ansigtscreme m. synlig effekt (og dermed til en pris der svarer til hvad man kan få 1000 stykker fødevarer i fakta for). Må nøjes med Matas den stribede - som man sikkert kan bruge til både fjæs og fødder m. samme "gavnlige" virkning.

- Nye fancy cremefarvede lanterner til at lave udendørs tableau af (sammen med kogler og de 3 vise mænd i trendy lilla, støvet lyng og guldfavede toner, lavet af genbrugs-blik, naturellement).

- Nye varme bukser der har den finesse at de udover at være lune også er smarte&tidssvarende (er alligevel også stadig rigtig glad for at kunne vælge mellem de gamle sorte satinjoggebukser m. foer og de gamle tynde og meget armygrønne canvasbaggybukser med gråsortforvaskede uldne leggings under. Bare ultra feminint).

FORDI:

Det var jo meget mere på sin plads her til aften lige at hælde 3 kjoler, en nederdel, 1 skjortebluse og 2 tunikaer ned i virtuel indkøbsvogn, suse til "kassen" og fluks aflevere betalingsoplysninger, trykke bestil og dermed føje 7 stykker tøj mere i str. 116 til den 3-åriges i forvejen bugnende hylder af pige-gevandter.

Og bare rolig. Imorgen kommer der et helt indlæg fyldt med den skønneste overflod af argumenter for det meget meget velovervejede indkøbsrave.

Somebody. Help me. Der må jo være tale om et "missing link" et sted på kommunikationsvejen mellem "Det her er hvad vi har at rutte med"-hjernecentral og "sådan her handler vi"-outsourcet-til-very-dark-place-of-the-head-minihjernedel.

Hilsen en børnekludejunkie.....

tirsdag den 13. november 2012

Ikke for noget

men faldt tilfældigt over dette link:

www.forsoneren.dk

Er det ikke et helt fantastisk initiativ til at give folk en håndsrækning? Der findes for meget kiv og ævl i familie/nære relationer-regi. Bagateller, fordi for store egoer ikke vil/kan se hvad den anden prøver at sige og så er det hele gået op i røg og tænders gnidsel og smækkede døre.

Ville næsten ønske der var en jeg ikke kan finde ud af at genoptage kontakten med. Men må desværre give op på forhånd. Jeg har de mennesker jeg skal "bruge" :o)

Må bare håbe nogle andre kan bruge linket til noget....

mandag den 12. november 2012

En indskudt bemærkning....

Er lige nødt til at afbryde opturs-ræset og bringe stillingen:

Karaktérfast 39årig     -    Vingummi-39årig:    3   -   518

Ja jeg har fået inddraget næsten alle mine rygrad-points. Det er fordi den 3-årige skulle på wc her til morgen.

- Jeg bar hende ned af trappen og hele vejen gennem stuen og ud i gangen og ud på badeværelse (fordi hun ikke var vågen nok til at gå selv? Næ - bare fordi jeg tog hende op og bar hende hele vejen).

- Hun forlangte (nej faktisk bad hun om det - helt sort er det ikke så, vel?...) at få et håndklæde at stå på (fair nok - gulvet er pis-koldt derude og hun havde ikke fået strømpesokker på. Og nej vi har ingen bademåtte for så snubler drengen bare i den). Så jeg lagde et lille forkølet, men stort nok håndklæde til hendes små stakkels fødder.

- Men så forlangte hun (nej nu bad hun ikke om det) OGSÅ at få sit kæmpestore badehåndklæde til at ligge der sammen med det andet håndklæde (jeg siger jer, der er INTET hos små børn der minder om lidt flow i tingene og lad os få noget fra hånden... INTET!). Ja ja her værsgo (lagde det sammenfoldet på gulvet og satte mig tilbage og småsove på kanten af badekarret....). NEJ NEJ det skulle foldes HELT ud! NÅÅÅÅÅ!! Okay det kan vel ikke få verden til at falde sammen om ørerne på os, tænkte jeg og foldede det ca. 2 x 20 meter lange frotté-helvede ud i al sin pinke pragt og lagde det på gulvet i direkt forlængelse af det første lille forkølede håndklæde foran damens mini-wc.

......

- Og så var det at jeg vågnede (lidt for sent - som altid) op og så hende sidde der på tispotten som en dronning på sin tronstol med KRAFTSPARKEMIG den røde (okay så pink) løber rullet ud foran sine fødder.

Kan I se det for jer???


#¤"%&####!!!!!!

fredag den 9. november 2012

Højderne


Eftersom jeg regner med at gå i gulvet (alternativt kravle i seng) før kl. 20 i aften grundet influenzasymptomer i tiltagende, kommer allerede NU


DAGENS HØJDERE (OPTURE UDGÅET. HØJDERE LYDER BARE MERE HENAF LIV DER GENERELT KØRER GNIDNINGSLØST AFSTED) - ET UDPLUK:

- Da jeg tog to panodiler og det virkede som om der skete en opklaring.

- Da det lykkedes at få venindes 4-årige dreng til at tisse i en meljævner (ja det var hvad jeg kunne finde af gangbare urinbeholdere i deres køkken. Ved ikke hvorhenne på popularitetsskalaen jeg havner på den lange bane efter dét initiativ...Men tror ikke min veninde er en der ryster mel og vand sammen ret tit, egtl. Hun har den bare liggende ligesom jeg f.eks. har en wokpande og et stegetermometer på "standby"-hylder i skabene).... Jamen jeg havde lovet at tage drengen med til læge fordi moren mistænkte ham for blærebetændelse. Tsk. Mødre. Det viste sig desværre at mistanken fik en yderligere tilhænger henne i lægehus. Nemlig lægen. Som ville have knægten indlagt!? Så kørte vi til hospital. Efter først at suse forbi hjemme hos drengen og hente tøj. Iøvrigt havde den lille purk det godt fra jeg ankom på hjemmeadressen (hvor han blev behørigt passet af et familiemedlem) til aflevering hos moren udenfor hospitals-indgang. Jamen hvad er der med børn i det hele taget jeg IKKE overskuer for vildt? Og det spørgsmål lader vi ligge.

- Min mor er blevet knæ-opereret igår. Det gik vist planmæssigt. Højder. Og vi ser frem til imorgen hvor smerterne forhåbentlig ikke er lige så umedgørlige som de er idag åbenbart... Godt der findes drugs. En højder mere.

- Det er jo nærmest mildt i vejret (nej jeg har vist ikke mere i ærmet så det bliver også sidste punkt - ja vi ER nået til "eventuelle kommentarer") og ik' en vind, så jeg må have sparet OCEANER af penge på benzin til og fra hospital. Ikke at min veninde behøver lægge noget i dét. Hvis hun læser med. Jeg er jo ikke en fuldstændig røv med ører vel? Bare på røven. Harhar - nej. Hun har desuden sikkert alverdens imod at jeg poster noget om hendes søn på bloggen og så må jeg slette hele lortet igen. Og afdrage for svie og smerte med hundrede kr. om måneden de næste tolv år. Men så må en lille ekstra-HØJDER være, at hun ikke har tid at læse med lige nu...

....Og så håber jeg ellers bare de kommer hjem fra børneafd. allerede idag! For den dreng er for kær og for nem at have med at gøre til at han har fortjent at tilbringe weekenden på en stue hvor det larmer rundt med andre unger og hvor dvdafspilleren sikkert ikke virker. Eller også kan sygeplejerskerne ikke finde fjernbetjeningen. Nå der kom vist lidt egen erfaring m. børn på sygehus ind dér. Stopper...... NU!

Og NEJ! Jeg tager sgu da ikke imod penge for benzin. Når bare ungen har det ok og får den fornødne behandling. Prøv at høre: Jeg gør det gerne igen. Min betaling er at den lille "patient" sad helt helt opslugt af teletubbies der kørte på dvd'en omme på bagsædet h.e.l.e. vejen. Og så skylder jeg et andet menneske stor tak for sin medvirken. Men gider ikke træde for meget i spinaten med at nævne flere personer jeg ikke har fået grønt lys til at skrive om.




onsdag den 7. november 2012

Nyheder fra den lille Selvkørende:


Så er vi gået ind i "du-er-en...."-fasen med den 3-årige. Og der spares ikke på udvalget af betegnelser.

Er alene her til morgen nået at blive kaldt:

-En pruttefis (meget sødt egtl.)

-En lortelort (hmmm...?)

-En klods (om benet eller hvad? Står hen i det uvisse, for umiddelbart efter blev jeg kaldt)

- En bruser. Aner ikke om det er godt eller skidt at være en bruser i den Selvkørendes øjne. Orker ikke nærmere analysering. Om lidt bliver jeg alligevel nok kaldt en ko-lort og så er vi jo atter tilbage ved noget mere håndgribeligt.

.....

tirsdag den 6. november 2012

Den (næsten) Daglige Smøre


DAGENS OPTURE - ET UDPLUK:

- Den 5ethalvtårige og mig passede da lige ungernes lille fætter (på 6 mdr) ude i Køge (ja vi siger "ude i" her i Karise. Pga. vi selv bor lige i  hjertet af al civilisation med 2 ostebutikker and stuff og Køge er bare totalt outback og udkants i forhold dertil).... i en hel time, mens moren og ungernes 5-årige kusine var til hoste-lægetjek. Kæft hvor var vi seje. Men tænk dog en gang. At jeg kan sidde dér med meget vågen og klar baby og samtidig styre min egen dreng udenom alle mulige ulykker. F.eks. nåede jeg i sidste sekund at redde to fyldte (og endnu ikke ordnet med strygejernet) perleplader der lå henne ved fjernsynet, før store drengs pilfingre fik lavet ravage. Det lykkedes mig også henne i sofa at sidde med lille dreng på skødet og made ham med havregrød OG give ham vand (uden at spilde på fjernbetjeningen ved siden af) MENS jeg samtidig forsøgte at guide sidedrengen (den 5ethalvtårige) gennem (lidt for svært for ham...muligvis) nintendo-spil han havde fået lov at få fingre i. OG det lykkedes lige akkurat at fjernstyre store dreng væk fra kolonormt 2-etages pink barbiehus på stuegulvet før han havde pillet det meste af inventaret ud (for at undersøge det, ja. Men ikke sikkert 5-årig kusine ville synes om "ommøbleringen" når hun kom hjem). Det jeg egtl. bare vil sige er, at min dreng er blevet SÅ meget nemmere - og mere veltilpas i sin omverdensforståelse - at have med "i byen". Dælme en optur der vil noget.

- Momse kom lige forbi og passede 5-ethalvt-åringen mens jeg selv tog den 3-årige til gymnastik. Fik en sms fra de to derhjemme (da vi var ved at skulle til at synge gymna-farvelsang i rundkreds): "Vi drikker sodavand og laver bøvser og danser!".... Glad for det er mig der har min mor som mor. Optur.

- Den 3-årige ville igen gerne deltage i det alt sammen henne i sportshal. Faktisk gad jeg på et tidspunkt ikke selv flere kravle-op-og-hoppe-ned-redskaber og foreslog den lille Selvkørende at vi skulle pakke os og smutte. Men blev prompte nedstemt! Lille gymnahop-fanatic siger jeg.

- Der kom en pakke med posten. Elsker bare at få pakker. Også selvom det er noget jeg selv har bestilt. Og også selvom der bare er 2 par drengesokker i (med skridsikre dupper under - snart kun Melton der har dem op i str. 28-29...) plus et par blå joggebukser str. 104 og et par røde sutsko str. 27. En lille forsagt pakke. Tænk at man kan få optur over sådan en sølle sjat nye rollinge-fornødenheder. Måske vil man bare for altid være sådan lidt gakke-lak i det, efter man er blevet mor. Sådan en slags total-børnenørd, der ikke aner hvem den nye finansminister er, men som kender navn OG alder på hvert barn i børnehaven (også dem, ens egne unger ikke går på stue sammen med...).

søndag den 4. november 2012

Og igen:

DAGENS OP-TURE - ET UDPLUK:

- Den 5ethalvt-årige spiste en banan. Føler det ALTID som om jeg har raget den helt store jackpot til mig når den dreng indtager en rå, uforarbejdet genstand fra planteriget.

- Jeg købte ikke en skid i Bilka (ja vi er sådan nogle der tager på indkøb i storcenteret som søndagsudflugt. For det første behøver man ikke tage regntøj eller MAD med. For det andet er der toiletter overalt. OG for det tredie kan vi selv bestemme hvornår nok er nok og det er tid til at løbe hen mod en udgang grundet tiltagende iltmangel). Eller jow, både C og jeg smed de fornødenheder i hver vores vogn, vi  havde skrevet op i forvejen, men jeg kunne ærlig talt ikke engang få ØJE på andet skrammel vi havde akut brug for (og råd til) derhjemme. Og jeg tror det skyldes at jeg har nået et mætningspunkt mht. bras (=alt der ikke er livsnødvendigt). I sandhed en optur af den slags man (i mit tilfælde...) håber er kommet for at blive.

- Det er bare helt mirakuløst at se hvor meget hul igennem der lige pludselig synes at være kommet mellem den 3-årige og den 5-ethalvtårige mht. at "læse" hinanden (udover den smule af ældstens sprog den yngste kan forstå og vice versa). Så står man fandemgalemig lige dér midt i deres spirende søskendeforhold til hinanden og tænker "Drømmer jeg eller hva'? Eller hvad, hvar??!" Syngende op-tur.

lørdag den 3. november 2012

Padler stadig derudaf med.....:


DAGENS OPTURE (BARE FOR AT LADE SOM OM DER SKER NOGET NYT PÅ BLOGGEN ER "LYSPUNKTER" SKROTTET) - ET UDPLUK:


 - Jeg har fundet på at mine genfundne løbeture skal foregå sent eftermiddag istedet for tidlig formiddag. Dermed sparer jeg mig selv for at ramme muren samtidig med børnene (ml. kl. 15 og 17, hvor atmosfæren i huset ganske ofte forvandles fra rimelig omgængelighed til et lummert mix af lav-energi og letantændelighed). Istedet kan jeg nu lade andre (fx. C, når han er kommet hjem, den arme mand) om at holde fanen højt i børneland mens jeg blæser afsted på lunterunden i behageligt sen-eftermiddags-halvmørke og kommer opløftet hjem. - Og kan gå omkuld af udmattelse samtidig med børnene om aftenenen før kl. 19:30....Sgu da meget mere skræddersyet motions-skema! HvorFOR skal man også altid selv finde ud af ting? Nå men opturen er no matter en realitet!

- For at blive i løbsterminologien så har jeg idag begået et halvmarathon udi "mor-baby-lillesøster-hund-doktor-frisør"-leg med den 3-årige. Jeg mener non-stop i tidsrummet fra kl. halv 12 til ca. 16. Hvor min lille starut fik lov at bestemme dagsordenen. Det var sjovt. Grænsende til det inspirerende. Og det er det KUN når man vinker helt helt farvel til nogensomhelst "voksen"-opgaver og ligesom bare lader sig omhylle af legen og vikle sig ind i ungens tankeunivers. Er faktisk ret god til den slags.... Bør man være bekymret? Næ, tror ikke. OP-TURRRR!

- Den 5-ethalvt-årige var lige i bad idag. Og han havde det herligt. OGSÅ med bruseren (som han ellers har haft et skal vi sige RET  småneurotisk skræk-forhold til....). Han brugte en del tid dér i baljen på at gentage ordene: "Ik buses" (=vil ikke ret gerne bruses) - men det lød ærlig talt ikke som om det stak særlig dybt og mod slut tændte jeg for monstrummet og gav drengen lov at holde så han selv kunne styre den uhyrlige brusertingest! .... -  Og det havde han da en fest med. Også meget stor, sej og stolt knægt der blev fisket op af karret, puttet håndklæde om og båret (ja jeg sagde båret) ind til faren (og farmor som var på visit) og råbe-proklamere: "MIG BUSE-BADDD!!!" "MIG BUSEBADD!!!" .. "Nååå-å, var det sjovt Daniel?"  "JAAAAAAAA-HA-HA! SOUT! HAHAHAHA!". Åh den dreng altså. Fandme glad for at det er mig (og også lidt C) der "ejer" ham.

fredag den 2. november 2012

Problemknusning - et eksempel:

HAHAHAHAHAHA! Sådan dér!

Jeg har lige ringet til skoletandlægen og aflyst Lærkes første tandlægebesøg. Fordi jeg her til morgen fik kramper i mave og sind bare ved tanken om hvordan det ville komme til at foregå derhenne. Sådan rydder man lige et uoverskueligt problem af vejen. Jeg ved det godt: Jeg er fænomenal til at finde originale løsninger på hvadsomhelst.

...........

- Gider fx. bare ikke fordi det er synd for pigen, som med garanti flipper helt ud af skræk og modvilje.

- Gider fx. bare heller ikke fordi jeg vil få læst teksten SÅ meget om unødig brug af sut og deraf følgende suttetænder (for dem der ikke er inde i fagudtrykkene betyder "suttetænder" at alle de forreste pløkker i over- og undermund ligesom søger mod lyset udenfor, skal vi sige det sådan?). - Og det er hvis det overhovedet vil lykkes for dem at få et glimt af noget som helst i den lille dames mund i det hele taget...

- Gider fx. også bare heller ikke fordi jeg vil blive spurgt om vi kender til tandbørstning? OG JA FOR HELVED' DET KAN JEG LOVE DE TANDKLINIK-KITLER FOR AT VI GØR. Og vi kender ISÆR til tandbørstning på de mærkeligste lokationer (=dér hvor det tilfældigvis lykkes mig at trænge den lille frådende usamarbejdsvillige tingest op i en krog. Fx. fastspændt ude i bilen...).

- Gider sluttelig bare SLET heller ikke fordi C er taget til herrefødselsdag (varer gerne... i en flok timer) og dermed vil der være LIGE LOVLIG skæv balance i vores forhold, hvad tildeling af festlige oplevelser angår.

Så nu har jeg fået en ny (morgen-)tid til hende en dag hvor faren har al al mulighed i verden for at tage hende med.

Hæ. Go' fredag.

torsdag den 1. november 2012

Den lille vil sgu sove uden for hjemmet!?


DAGENS LYSPUNKTER - ET UDPLUK:

- Er ikke engang videre øm efter gårsdagens ekstrem-løbning. Måske musklerne er gået i en slags dvale af overanstrengelse? Mystisk ihvertfald. Men rart nok, jo. At kunne gå rundt uden at ligne en der lige har født. Eller som der er faldet af hesten. Eller som der har fået stød (af en kaliber så håret på ens hovede er begyndt at kruse selvom det altid har været fladt og så det stadig føles som om ikke alle volt har forladt kroppen ved hver eneste lille bevægelse man foretager. Om jeg har været dèr før? Efter løbning? Det kan jeg ikke rigtig huske....).

- ALT ved dagens besøg af børnenes morbror & hans kone har været et kæmpestort inferno af lys. Den 3-årige foretrækker at sidde på tante Anita the whole time og den 5-ethalvt-årige ser KUN morbror Lasse. Perfekt. En til hver og så kan jeg snige mig rundt i baggrunden og bare nyde synet og grine lidt over dem alle fire uden fare for at jeg pludselig forlanges at være med alle steder på en gang. Familie. En undervuderet ressource, sådan generelt i mediebilledet. Jamen det var TOTAL-hyggeligt og afslappet på alle fronter.

- Den 3-årige ville med min bror og svigerinde hjem, da de begyndte at måtte pakke sig efter aftensmaden (de skulle hjem til hunden jo). Med streg under VILLE! Hun var SÅ klar. Og hun blev simpelthen så ked af det da de var gået. Aldrig set lignende reaktion på farvel fra hendes side før. Jeg blev sgu sådan lidt betuttet over hende (en sjælden reaktion fra min side overfor lillepigen, skal jeg så understrege...). Og faktisk blev det sådan at vi har en halv aftale om at jeg lodder stemningen hos 3-åringen de kommende par dage og hvis hun stadig gerne VIL afsted - og sove en enkelt nat dernede i Stubbekøbing... Tjah, hvorfor så ikke prøve? Hehehehe. Så skide være med hvis hun fortryder og vil hjem så snart hun er trådt indenfor døren hos dem. Så må hun jo retur somehow. Men jeg tror fandme ikke engang det vil ske! Kæft, det kan gå hen og blive en sjov oplevelse! Især for min brormand og kone. De har ingen børn selv (endnu) og de har i forvejen set aaaaalt for lidt til mine egne unger, så dette scenarium kan gå hen og blive stooooort for alle parter! Og nej jeg har skam ingen skumle hensigter. Fx. i retning af at skimte aflastning forude. Tværtimod så bliver jeg sgu på forhånd bekymret for om hun vælger at blive boende dernede hos de to så rare mennesker .... MEN alt i alt en vældig optursfremkaldende halv aftale og nu må vi se hvad hun reelt har mod på, den lille slubbert.

Kors en gang ord-vælling alligevel, hvar? Harharhar. Kan heldigvis selv kun se det super komiske.


SÅ FIK JEG LIGE REVANCHE

Trådte ind på bh-stuen med den 5-ethalvt-årige her til formiddag. Der blev (på 4.dagen?) gravet med gravko lige uden for vinduerne. Siger sig selv drengen blev opslugt af skuet med det samme.
Hvorfor jeg havde tid til at føre flg. samtale med 2 af småtøserne (lad os kalde dem Åse og Magda), der sad ved bordet next to us og bare var pot-og-pande med hinanden og derfor højt på strå overfor hende dér Daniels mor:

Åse: SE Dorte! (viser fuck-finger).

Magda: HAHAHA SE Dorte! (viser også fuckfinger).

Mig: PUUUHH nogle grimme fingre, kan I lige pakke dem sammen igen!

Åse: Tidr-hidr (viser stadig fuckfinger).

Magda: Tidrhidrhihi (viser stadig fuckfinger).

Mig: Hvis ikke I pakker de der fingre væk så stopper jeg jer ind i køleskabet ude på gangen!

Åse: (Nu uden fuckfinger) NE-EEEEEJ du gør ej!

Magda: (også nu uden fuck-finger) Ne-ejj, for vi kan ikke være derinde.

Mig: Jo, for jeg tager alle madkasserne ud først.

Åse: Men vi kan bare STADIG ikke være der, for der er også hylder!

Mig: De kan OGSÅ tages ud!

Magda: Ne-eeeej!......

Åse: Så åbner vi da bare køleskabet, ikke også Magda?! Tidr-hiiiiidr!

Magda: Jo! Vi GØR så! Hiiiiidr-hihihirhidr! Og VÆLTER det!

Åse: JAAAAAAA!

........

Mig: Det kan I ikke. For inden jeg putter jer derind så vikler jeg jer HELT ind i gaffa-tape, så I står SÅDAN her (rejser mig op og står som en stenstøtte med armene strakt og fladt ind til kroppen), så I hverken kan røre jer ELLER vise fuckfingre!... (tag dén, frk. Fremme i Ballerinaerne 1 & 2).

..............

..............

Magda: Hehehe. Det er bar for sjov, ikke?

Mig: Joooooooo! Det er da så. Selvfølgelig.

.........

Tegnede lige et rensdyr til dem (fordi de for fanden er gået igang med at jule derudaf derhenne kunne jeg se!) inden jeg krammede gravko-drengen farvel. Og fordi JEG jo lige havde vundet stort over dem begge, så jeg mildt gennem fingre med at Åse sagde at den lignede en ko. Vi blev enige om at det var en ko-elg-hest. Og så var der atter smuk balance i denne del af Verden.

onsdag den 31. oktober 2012

Dagens opture (can't stop)



DAGENS LYSPUNKTER - ET UDPLUK:

- Jeg løb længere end for 4 dage siden. Helt uhørt. Jeg løb så langt:
*at jeg på et tidspunkt  undervejs blev helt ræd for ikke at kunne stoppe igen (men det kunne jeg, viste det sig. Mini-optur inde i opturen itself).
*at mit løbefodtøj (der ligner tygget tyggegummi. Nå det har jeg nævnt før? Men ikke det her:...) mod vejs ende føltes som tygget tyggegummi med varm spyt i.
*at jeg ikke kunne huske hvad tid jeg egtl. var taget afsted hjemmefra, da jeg omsider atter satte mine ben i indkørslen (men det kan skyldes at jeg ikke ligefrem skyder med skarpt i forvejen, udi hukommelses-håndtering, før jeg har fået nr. 3 kande kop kaffe eft. morgenvækning. Og det er jo ikke negativt ment. Bare tørre facts om virkeligheden).
*at jeg håbede jeg endelig havde løbet very ugly løbesko i total-smadder så der ville være belæg for at investere i noget mere sko-lignende væsen. Måtte ved hjemvendelse konstatere at jeg alligevel ikke løb helt langt. Har stadig very ugly og meget intakt løbefodtøj.

- Hende den 3-årige har næsten KUN sagt opturs-ting idag. Nævner lige nogle eksempler: "Okay!" (som accept af noget jeg har foreslået/forklaret/bedt hende om!!!!??!), "Gå bare ind til ham" (sagt med den mest rolige, fattede og forstående stemme om mine nervøse steps og trippen rundt ude på badeværelset hvor jeg forventedes at stå klar til at tørre, samtidig med at jeg i hovedet var mest inde i stuen hos den 5 ethalvt-årige som trængte til lidt opmærksomhed), "Det' sjovt!" (sagt med overstadighed om noget jeg fandt på vi ku' gøre!!??!!), "Må jeg gerne få mere?" (majs. Eller var det chokoladekiks? Det er egtl. ligemeget. Hun spurgte pænt. Og så havde jeg (næsten) givet hende en hest, hvis det var det hun havde spurgt så pæ-ænt om).

- Jeg har taget hul på at lede efter potentielle fremtidige alternative skolemuligheder til min særlige dreng med særlige behov. Til hvis nu jeg (jeg mener "vi". Mig og C) må stemme "NOT!" til whatever kommunen ender op med at kunne fremlægge af endeligt tilbud. Åh det føles godt. At handle lidt på egen hånd. Og tro mig vi har indtil nu fået god behandling af de lokale beslutningstagere. Alt har stort set flasket sig og virket i konstruktiv retning og med en dreng der trives i normal børnehave med støttepædagog. ...... - Jeg ruster mig bare....That's all.


Karise-Køge tur-retur, en billed-doku:



"Kom nu, futte-futte!":
 


 
 
"Kåååm nu-uuu-uu! - futte-futte!":
 
 
 
 
Meget køreklar togdreng:
 
 
 
Meget tilfreds køre-i-tog-dreng:
 
 

 
 
....Se lige på billedet igen og læg mærke til hvor genialt moren havde tænkt mht. påklædning. Lag på lag er langt at foretrække fremfor pis-varm flyverdragt. Så genopfandt jeg ATTER den dybe tallerken:
 
 
HOV! Ehh, fik vist lige mast meget bred klapvogn ind i ikke ret klapvogn-venligt legetøjs-mekka (og hvordan fik han fingrene i den der guitar? Den har vi ikke råd til! Og hold OP knægt med at lyse sådan af begejstring over den!):
 


 
Så skal vi lige købe en kop kaffe til mor henne i tog-kiosk, så hun kan dulme nerverne ovenpå totalt 12-0 til Blævrende Eftergivenhed (se i kurv under klapvogn). Men satme svært at være sparsommelig når nu drengen spillede på dén guitar gennem hele butikken og grinede og trallede og kaldte smil frem på alskens godtfolk og fæ derinde......:
 

 
Glad og fro dreng der lige fortæller mor hvordan landet ligger, på vej hjem i toget:
 
 
 
 
Nu er der bare tilbage at finde ud af hvilken vej skidtet skal vende (hvad fa'n - selv Bruce Springsteen startede vel med som barn at klø sig lidt i knolden over denne udfordring):
 

 













 

 
 

 
 

tirsdag den 30. oktober 2012

Mere fra samme lykkepille-skuffe



DAGENS LYSPUNKTER - ET UDPLUK:

- Togtur med den 5-ethalvtårige. Bare en fantastisk nydelse at opleve noget sammen med den dreng. Og det ville enhver mor til sin pode jo sikkert sige. Men i dette tilfælde er der lige en ekstra dimension i det lyksaliggørende: Nu er min søn helt med på stort set alt hvad der foregår omkring ham og han sætter ord på det, jo for fanden!!! Det var helt helt anderledes for blot et års tid tilbage. Hvor han ikke kunne forstå hvor vi skulle hen, ikke ville med halvvejs og ihvertfald ikke sagde ord tydelige nok til at man helt kunne fange hvor han var i knolden og hvor han heller ikke forstod alt det man forsøgte at berolige ham med. Kæmpe kæmpe fremskridt der sker i knægtens hoved i disse tider. Og meget mere "fælles" over fællesoplevelser sammen med ham. Hvis I forstår. Nå, der følger en lille billeddokumentar om vores vilde rejse ud i det blå (Karise-Køge retur) imorgen.....

- Meget bred klapvogn kan egtl.talt ikke manøvres rundt i særlig mange (=ingen) specialbutikker i indre Købstad. Så er der Netto, Kvickly og Tøj&Sko tilbage og dankortet led dermed meget, meget , meget lidt overlast. Cool.

- Den 3-årige var med til det hele til mor-barn-gymnastik i eftermiddag. Stort set uden brug af lokkemidler/opråb/tilråb/hepning/kom nu/skal du ikke prøve?/se mor gør det lige først/mor er med dig hele vejen....  Hun bare boltrede sig. Helt hjemmevant, dér midt i den store sportshal. Også da gymnastikinstruktør Hanne sagde nogle ting vi allesammen skulle gøre på same tid! De første 5 tirsdage gik mors bulder-tøse-madamme helt i FREEZE over denne udfordring. Fuldstændig lamslået over at skulle danse efter en fremmeds pibe. Især når hun nu holdt så meget af kun at høre efter hvad hun selv syntes var fornuftigt at lave. Også derhjemme... -Det HAR peaket nu, tror jeg. Endnu et lyspunkt jeg lige kan rive af mig dér. ....Jeg tror hun har fået øjnene op for hvor skægt det faktisk kan være at gøre noget fælles som det ikke lige er hende selv der finder på. Og så føler man jo nærmest med det samme at det er lykkedes at søsætte hende en lille smule. Ud i livet. Når hun sådan tonser frejdigt rundt blandt andre deltagende børn og voksne...



mandag den 29. oktober 2012

Advarsel: Kan blive for abstrakt læsning mod slut


DAGENS LYSPUNKTER - ET UDPLUK:

- Jeg gik fuldstændig ind i den 3-åriges univers og syntes det var skægt at bygge hule under tørrestativerne med tøj i stuen (ja jeg sagde i stuen. Tøjet HAVDE været udenfor og tørre først! Hvad tror I det er? Skimmelsvampfabrikken?)  og sidde derinde under tøj og tæppeforhæng og se hende piske begejstret afsted ud derfra og ad 9 omgange hente samtlige dukker, køkkenlegeting, en skammel, alt andet legetøj i stueetagen, en pude, flere tæpper, flere køkkenting mens hun plaprede og organiserede og fandt på mere at hente. Og som bonus måtte den 5-ethalvt-årige OGSÅ gerne sidde med derinde... Stort af hende at dele den mor, som hun jo ellers ejer, med andre børn i huset.

- Jeg fik lov at være baby derinde i vores klude/tæppe mikro-kosmos (ret øh udsædvanlig øh oplevelse) og den 3-årige påtog sig det store mor-ansvar. I hulen altså. Den leg indebar at jeg skulle lægge mig ned først. Og sove. Dernæst (efter 2 et halvt sekund) lød kommandoen: "Græd!" Og lige dernæst "Op og spis!"(....Fik næsten flashbacks til morgener for ikke så skide lang tid siden, men også kun næsten. For har som landet ligger nok at gøre med at pleje og passe mit positiv-syn på alting). Fandme sjovt med rollerne byttet om. Og se hvordan den 3-årige opfatter det at være voksen og have et lille barn...... - Og godt hun ikke sagde "Mor skal lige.... først, og SÅ kommer hun!".

.....

- De to søskende i huset bare fortsætter med at kunne omgås hinanden på en slags indforstået måde. Denne gang i hele 20 MINUTTER! Mens jeg stod i stege-osen ude i køkkenet (med en gang imellem de to rum, for hulen).  (?!) ...Har de rottet sig sammen? Nej sådan må jeg ikke tænke. De synes nok deres mor fortjener at tingene glider i olie....

- Jeg VED bare hvordan jeg har det med det meste og med de fleste (mig selv inkluderet!...) og også hvorFOR. Og det er jo glædeligt i sig selv. For så er der ikke ret meget tilbage der ligger hen i mørke og uvished. Og desuden skaber sådan en tilstand grobund for forandringer. Hvis man skulle gå hen og fristes af den slags utidige forstyrrelser af det, der er.

- Hov, den så jeg sgu da ikke engang selv komme. Må hellere slutte for idag. Inden jeg overhaler mig selv i nytænkning og som modreaktion lige må gå 8000 skridt tilbage til formørkelsen.