Et synspunkt, say what.

I kølvandet på den kendsgerning at min mor har boet hos os i 2 uger (mestendels fordi hun er ved at falde fra hinanden over sin alenehed derhjemme i sit lille bitte byhus i Stege) må jeg komme med nogle tanker og synspunkter (tanker er ikke noget nyt fra min side, synspunkter  og synspunkters lillebror "stillingtagen" er til gengæld en rarietet ved det at jeg som regel ser 3-dobbelt i den forstand at jeg har det med at kunne forstå alle folks handlinger og årsagen til dem og det er kraft.edme ikke altid skide sjovt at have den evne. HVAD? Jeg er sgu da ikke opblæst. Faktisk er det bare sådan med min forståelse og har altid været det. Ja. Nej det er ikke nemt at gennemskue hvornår jeg mener noget i sjov. Men skal vi så ikke aftale i gennemskuelighedens navn at jeg fra nu af skriver det med grønt som jeg virkelig er seriøs med? Ok.):

For det første så fatter jeg ikke at det ikke for længst er gået op for os alle sammen at vi lever i et familiemæssigt unaturligt kulturelt opdelt samfund. Forstået på den måde at når først børnene er fløjet fra reden så er de ubundne, selvstændige og egenrådige og forældrene kan sejle deres egen sø. FOREVER.
 





For det andet så fatter jeg ikke at så mange ældre mennesker skal sidde derhjemme alene og savne selskab. Og nogle af dem har endda børn. Og adskillige børnebørn. Og alligevel sidder de her ældre mennesker og savner selskab.
 


For det tredie så er jeg ved at kaste op over den selvrealiserende ungdomskultur.

So call me snæversynet.