fredag den 22. marts 2013

Stillingen:

Børnesjat-vanderen (læs her for ordforklaring)    : 3301 points.

Karaktérfast Skrapsak af en B.S. Christiansen-mor  :  2091 points.

Se - jeg haler ind. For her til aften var jeg nemlig skide god (og sørme også pænt hurtig) til at svare "Fin idé - den tager vi op imorgen. Sov rigtig godt lille skat" til Selvkørende 3-ethalvtåring, da hun (efter 88 andre ting hun lige skulle ordne inden hun hoppede i nattøjet og kl. efterhånden var blevet træt af at være mange) sad i høkassen med skrubbede tænder og havde fået læst godnathistorier og sunget sange og på falde-i-søvn-kanten proklamerede: "Jeg vil ha' neglelak på tæerne".





De små (store) gennembrud

Hverdagen med Daniel-drengen kan stadig indimellem synes lidt stillestående. Ikke på den måde, at vi keder os. Men på den måde, at vi ikke rører os ret meget ud af flækken mht. at blive i stand til at prøve at lykkes med noget nyt. Fordi han er der hvor han er i sin udvikling og han skal have gentaget ting og forklaringer mange gange før han til sidst har fanget noget af det.

Det har jeg for længst vænnet mig til og indrettet dagene derefter. Og tilfældigvis har jeg den knægt så kær at jeg gerne gentager ordet "lastbil" sammen med ham sekshundrede gange i træk hvis det er det, der rykker for ham. Og det er det som regel.

Træning, træning og atter træning. Forklædt som leg (=sluse små udfordringer ind i det han er optaget af og synes er sjovt).

Nå men som sagt kan jeg indimellem opleve at vi ikke rokker os en tomme trods alle anstrengelserne.

Men så igår skete der pludselig det, at drengen forstod farvebegreberne. "Ha' den blå" (tusch).

Og så så man mig danse sejrs-gangnam rundt om mig selv 12 gange.





torsdag den 21. marts 2013

Hurtigt overview....


Kommer til at tænke på om man mon måske skulle se at få opgraderet stilen indenfor påske-items i Casa de Luxe.


Dette er pretty much udvalget pt.


tirsdag den 19. marts 2013

"Jeg laver lige en Lærke"

Haft en forrygende tirsdag med marathon-jagt (hvis nogen ikke ved hvad det er, så se under "kost-rundt-med-din-mor-til-hun-segner-hilsen-glad-dreng-6-år.dk"). Faktisk har knægten og jeg moset så meget rundt og snakket og sunget og lavet ballade og skovlet sne og vendt huset på hovedet indefra at vi kunne være blevet ved til langt ud på natten.

Men så kom Den Lille Selvkørende hjem sidst på eftermiddagen. Sammen med sin far.

Og så ved jeg ikke hvad der skete. Vinden vendte ihvertfald. Og førte en tudeklynkeklagesang med sig af dimensioner:

"NEIIIIIIIIIIIIIIIIII!!! NE-E-E-E-E-E-E-E-EIIIIJJJ!!!!!" var det eneste man kunne høre i laaaange flere minutter.

Mystisk. Jeg stod rent faktisk og gloede uden at gøre noget. Tænkte bare: Var den 3-ethalvtårige flyttet ind i den 6-åriges hoved? For det var sgu da nøjagtig hendes "tøsepive-se-mig-hør-mig-ellers-dør-jeg-lige-om-lidt-snart"-råbe-græde-hyle-serenade, der lige blev fremført for fuld skrue af 6-års knægten!!??!!

Så har man oplevet det med. Min søn har luret sin lillesøsters "jeg spiller lige skuespil i håb om at kunne beholde scenen for mig selv lidt endnu"-taktik.

Og så døde jeg næsten af grin. For han kunne til sidst ikke holde masken. Det skulle have været filmet. Mors dreng. Hahahahahahahhaaaaaaa.

mandag den 18. marts 2013

Lampefeber? Pjat. Det er jo bare småbørns-gym.

Var til gym.opvisning med Den lille Selvkørende igår ude i Karisehallen.

Da vi trådte ind blev vi blæst bagover af chokbølger fra musikanlægget og var på vej til at tage flugten tværs gennem baghaverne og hjem til Casa De Luxe.

Hvem har bestemt at der skal fyres SÅ meget op for rytmerne at ørerne begynder at bløde? - Når det er BØRN der skal optræde (og se på)?? Fatter ikke en fis. Men det er også det eneste jeg har at sætte en finger på til gårsdagens arrangement.

Nå men vi fandt heldigvis ud af at blive derinde i hallen. Lidt ynkeligt at forlade stedet inden momse, farmor, morbror og tante samt C og Daniel var dukket op for at se os to stjerner folde os ud på gulvet. Tænkte vi. Og overvejede at suse ud på toa og hente wcpapir at proppe så langt ind i øregangene at det ville kunne ses igennem vores øjne.

Droppede dog hurtigt tanken om selvgjorte ørepropper da vi fandt ud af, at vi allerede var blevet halvdøve (enten af musikken eller pga. størknet blod dér hvor trommehinderne havde befundet sig for kort tid siden) og derfor nok mente vi kunne blive der et par minutter hvis vi vel at mærke forsynede os med kakaomælk og kiks og satte os nede i det fjerneste hjørne.

Så dukkede resten af familien op, inkl. Daniel som var i himlen det øjeblik han satte sin fod dér inde i støjhelvede. Den dreng og rytmesans. Remée og alle hans danseduller kan godt skride hjem og starte forfra. Til sammenligning.

Og pludselig var det vores tur og hvad helved skete der så? Den 39-årige fik sgu nerver på. AAAAA-HAHAHAHAHAHHA! Jeg var så nervøs mens vi alle på Familieholdet stod derude i kulissen og skulle til at stille op på række og marchere ind til vores redskaber (til lyden af James Bond musik... don't ask. Vi havde sorte jakker på 'n stuff) at man skulle tro det gjaldt guldet til OL i småbørnsgymnastikning m. thousands and thousands of tilskuere på tribunerne.

Den Selvkørende anede også at det ikke var som til hverdag - muligvis pga. min heftige plapren til hende om at nu skal vi bare ind og gøre gym. som vi plejer og se banen derinde - det heeeele er som det plejer og er du klar? Kom vi går op og stiller os bag Annette og Alberte og så går vi bare når de går og....

Oh himmel - og så var vi på banen og jeg blev ved med at snakke til 3ethalvtåringen som havde fået hektisk-røde kinder og hun klarede det hele så flot og det var skide skægt og jeg var paaaaaavestolt af hende ovenpå vores 12-minutters-optræden..... Seriøst. Det var som om vi to lige havde bestået lastbilkøreprøven sammen. Uden at have haft ret mange køretimer først.

Den Lille Selvkørende forsøgte at se uanfægtet ud. Men hun havde sgu sit hyr med at gemme sit stolte glædessmil. Hjalp da der kom is til alle på holdet. Så kunne hun køre sin sejrsrus af på projekt "Sæt mor igang med at pille ispapir af".

lørdag den 16. marts 2013

Hilsen superrealisten.

Sådan foregår det når Den Lille Selvkørende "sidder stille og sysler med krea-ting":

 
Har da helt hånd i hanke med hende for jeg har nemlig sagt at sofabordet er det eneste hårde møbel udover hendes triptrap-stol hun må kravle op på her i Casa de Luxe.

Til gengæld har jeg ikke det fjerneste styr på skide nemt ved at afholde hende fra at slå baglæns saltomortaler ned fra ryglænet af sofaen.

Godt der er gymnastikafslutning imorgen. Fordi straks fra på mandag begynder hendes stuntspring jo garanteret at aftage for til sidst at fade ud hen over sommeren, når nu der pludselig ikke er udsigt til mere redskabsakrobatik hver tirsdag henne i den lokale sportshal længere.

Helt sikkert, Dorte. Og til næste vinter melder du hende til børneyoga istedet og det vil blive alletiders succes.

fredag den 15. marts 2013

Indlevelsesevne? Nej, desværre. Prøv længere nede af vejen.

Har fuldstændig idiotisk mange halve fortællinger inde i knolden men desværre kan jeg ikke komme op med anden helt færdigproduceret smøre end hvor åndet det egentlig er når man ser et andet menneske kradse sig og tager sig selv i at tænke "Så hold dog op, menneske!!" fordi man bare hører den der kradselyd og ikke selv føler kløen. Tog mig i at tænke sådan den anden dag, da den 3-ethalvtårige blev ved med at angribe sit eget bare lår med klør fem.

Dernæst slog det mig, at hvis jeg ikke kan sætte mig i mit barns sted når hendes eneste problem er, at det for fanden bare klør på huden - hvad har jeg så tænkt mig at stille op når hun bliver teenager og jeg for alvor skal prøve at kringle mig ind i hendes sindstilstand?

Gud fader bevares, her gik man og troede man var på forkant med alting......

onsdag den 13. marts 2013

Det, der tæller

Idag har jeg lært noget nyt.

Jeg har nemlig fundet ud af, at man ikke kan skjule overfor nogen når man er slidt en kende ned, battery-low, har the hverdagsblues, er halvdepri og trekvart-bekymret over alting (selv det at skride op med en pakke på posthuset fordi nogen har været så venlig at gide købe en af ungernes aflagte klude kan virke komplet uoverskueligt as we speak. Som hvis en eller anden havde bedt mig cykle til Møn og tilbage igen på 3-åringens løbecykel inden aften. Der er 55 km hver vej).

Nå men en af dem der har fattet hvordan det er fat med den 39-årige (som, bevares, selv er ude om at hun er blæst omkuld - for hun kunne jo for fanden bare have sat de grænser der skulle sættes for længe siden. Men sådan går man rundt og er enorrrmmt bagklog), det er så min svigermor.

For hun har nu 2 gange inden for 2 døgn (....er det så 2 dage i træk eller? - Ja den kører sgu lidt slow heroppe, kan I nok se) foræret mig vækster. Altså sådan nogle tingester man har stående indenfor og som skal vandes.

Først to sukkulenter (lyder som noget man giver sukkersygepatienter når den er helt gal, men uanset så er det to sprøde, søde nogle som tilmed ankom i hver sin caffe latte-farvede urtepotteskjuler).

Næste dag (som er idag) stiller hun her med den skønneste buket tulipaner (kan godt genkende tulipaner. Faktisk min yndlingsvækst næstefter gerbera. Fik I dén, derude? Jeg namedroppede lige to forskellige blomster. Mig, med mine - undskyld vores - 4 buske ude i haven).

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige mere, andet end tænk hvor lidt der skal til for at man føler sig set og forstået og holdt af, når man sidder der og hænger med mulen over noget man ikke engang helt selv forstår hvad er.

Men jeg forstår sgu at påskønne mine nærmeste (udover Den Selvkørende, hendes storebror og deres far. De 3 som jeg ikke kan leve uden). Så mon ikke man skulle give sig selv et los og se at komme igang med at glæde sig til foråret og i det hele taget bare glæde sig. Hvad fanden skal man ellers foretage sig indtil man sidder på plejehjemmet (hvor man anklager C for IGEN at snyde når vi spiller "et slag 500"...)?







Opråb!

HVAD ER DET I HYLER FOR MED AL DEN SNE?

Get over it, æd nogle piller, kram en ven, køb for helved en flyverdragt og nogle ordentlige snowboots (der er udsalg) og G-LÆD jer til foråret, som for ind i halleluja står klar ude i kulissen!

Tror I måske Snolle-Danmark er rykket til nordpolen hen over natten? At sommerferien herhjemme kommer til at stå på hundeslæde og hvalspæk og skidtfisk (...ved ikke lige med skidtfisk. Lever den art deroppe?) og at vi skal have isøksen med til stranden når tiden sig nærmer for den første dukkert i juni?

STRAM OP!

tirsdag den 12. marts 2013

Har fået en BS Christiansen på 6 år i huset. Hjælp.

Altså for hede....

Her om tirsdagen har jeg min dreng hjemme fra bh (pga. støttepædagogen ikke er der den dag), ing?

Så er der bare det, at han kræver lidt mere fysisk udfoldelse fra min side end han hidtil har gjort (hvor blev dagene af, hvor jeg selv skulle sætte ham igang med noget som jeg dermed også selv kunne overskue???).

Nu koster han rundt med mig hele tiden vimser han efter mig hver gang jeg forsøger at tage en 5 min. time-out med befalinger som disse: "Mor kåååån" (=mor kom her) og så skal vi lege stoleleg, dvs. han muntrer sig med at fortælle mig hvilken spisestuestol jeg skal sætte mig på ("mor sid dér") og straks jeg har plantet mig, lyder det: "Mor åååp" (=rejs dig, din dovne karklud) og så fremdeles indtil jeg ikke har mere krudt i benene synes vi skal stoppe mens legen er god og foreslår lidt duploklodsning eller tegne eller hvad som helst der indebærer at man kan få lov at sidde stille et øjeblik...

Men næh nej for igen lyder det (denne gang ude fra køkkenet): "MOARR, KÅÅÅÅN! Kooost" ...#¤"%%% Så skal vi feje gulve....

Og i direkte forlængelse af denne alletiders aktivitet bliver man halet ind på vores rodehummer gæsteværelse, hvor oldemors gamle kæmpeseng står og så skal vi "Åp og sove". Ahh tænker man, nu er drengen omsider kørt middagstræt, men det sekund man har puttet sig ved siden af ham: "Mor ÅPP!" og så "butte paads" (=bytte plads. Som foregår på den måde at vi begge skal kravle ud af sengen og kravle op i sengen igen og ligge på en anden måde. 80 gange i træk. Genial grovmotorik-øvelse for knægten, strabadserende OG traumatiserende stroppetur for moren).

Og knægten griner så lykkeligt over alt det, han med sine ord kan få moren til at gøre. Og sådan fååårtsætter det slag i slag den hele dag.

....Hvis ikke jeg da lige trækker trumfkortet en gang imellem: "Daniel vil du låne mors mobiltelefon?".


..... Hvad?

søndag den 10. marts 2013

I det mindste er der ikke musik i dem (det ER der ikke, vel??)

Købt nye (kondi)sko på nettet til Den Lille Selvkørende. Sølvfarvede og med god pasform og velcro og lyserøde detaljer, og så var de BILLIGE og i den rigtige størrelse. Hvad kunne gå galt?

Dette: At når man køber uden først at lade ungen træde rundt i monstrummerne så opdager man ikke i tide skoens eventuelle uheldige ekstrafeatures, som f.eks AT MAN HAR VALGT AT PRESSE EN SINDSSYGT STOR RØDT BLINKENDE KATASTROFE-LYSPÆRE FRA EN GAMMEL OPEL CORSA IND I HVER SKOHÆL.

Jeg kendte godt til blinkesko i forvejen. Bevares. Men jeg vidste ikke at de fandtes i så ekstrem en udgave, at 3-åringen (lad os da kalde hende Den Lille Selvlysende) ligner et udrykningskøretøj når hun kommer blæsende og at folk med epilepsi skal kigge væk hver gang de hører hendes fodtramp nærme sig.

Jezzz - man drømmer sig tilbage til dengang træskostøvler var det eneste saliggørende når man skulle imponere i børnehaven....

onsdag den 6. marts 2013

Livet som mor kører bare...

Man går og tror man har helt tjek på tingene. Ihvertfald kører man derudaf efter den samme skabelon. Og så lige pludselig finder man (lidt sent) ud af, at man nok skulle have skiftet spor hen ad vejen.

Det går op for en, når man er ved at miste overblikket, fodfæstet eller troen på sig selv og det man gør. Jeg ved godt at en del af læserne af denne blog kender mig fra virkeligheden. Og at dette er et ret personligt og privat indlæg. Men det er jo immervæk min blog og mine tanker der florerer herinde. Og hvis ikke jeg også kan give sårbarheden lidt plads mellem alle de "kække" skriverier, så bliver her i grunden lidt todimensionelt på den lange bane.

Nå men jeg har så været lige ved at miste det dér overblik osv. I forholdet til mine børn. For guderne skal vide, at den ene søger grænser mens den anden har brug for støtte og vejledning og det hele ramler bare lidt for en selv, når man glemmer at trække vejret indimellem og kræve "time-out". Det har jeg været for svag dårlig til. Og det har givet bagslag i form af halvdepri-tilstand og modløshed de seneste dage (kombineret med "pms-tuder-over-alting-og-er-skide-dårlig-til-det-hele". Meget skøn kombi).

Må se at komme på fode igen, jo. Handler om at give mig selv tid - også selvom børnene er hjemme - og forhåbentlig opdage, at ingen  lider psykisk overlast eller får livsvarige traumer af den grund.

Handler også om at give børnene plads til at klare nogle ting på egen hånd (især den yngste).

Og handler ikke mindst om at stoppe med at slå mig selv i hovedet over hvor uduelig jeg er og starte (igen) med at gøre nogle ting, jeg mestrer og som jeg ved fører noget godt med sig.

fredag den 1. marts 2013

Retro: Fredags-oppere (nu med en slags rød tråd igennem)

De fem fredagsfede:


1: Børnene har kun været ved at komme op at slås idag. Ellers fint ro over feltet. Havde næsten glemt hvordan harmony føles.

2: Færdigblandet salat fra Brugsen til halv pris (selv får jeg ALDRIG mixet andet end hurtighakket iceberg. Køber indimellem croutoner og pinjekerner. Som jeg glemmer at jeg har, indtil C spørger om det dér gamle halvharske fuglefoder er noget jeg stadig skal gemme? For ellers vil han da gerne bruge skabspladsen til noget andet - fx. ketchup).

3: Dagens vejr. Havde ellers helt glemt hvordan solen føles. Og hvordan det føles at være udenfor i mere end 5 min.

4: Den 3-ethalvtårige mindede mig lige om at slæbe hendes bobslæde med hjem fra den kommunale (havde helt glemt den stod der.....). Hvor er det godt at have ekstra hjerneceller ved sin side.

5: Legeaftaler (hvor jeg ikke nødvendigvis skal lege med. Jeg vil gerne lege med mit barn. Jeg har ikke glemt at lege. Men jeg kan IKKE lege som en 3-årig. Selvom nogle vil mene den er lige ved at være der, ellers). Og nu har vi lavet aftale med en af Den lille Selvkørendes jævnaldrende om at kigge forbi imorgen formiddag. Skønno.


....Den røde tråd? Det har jeg glemt.