Follow by Email

onsdag den 6. marts 2013

Livet som mor kører bare...

Man går og tror man har helt tjek på tingene. Ihvertfald kører man derudaf efter den samme skabelon. Og så lige pludselig finder man (lidt sent) ud af, at man nok skulle have skiftet spor hen ad vejen.

Det går op for en, når man er ved at miste overblikket, fodfæstet eller troen på sig selv og det man gør. Jeg ved godt at en del af læserne af denne blog kender mig fra virkeligheden. Og at dette er et ret personligt og privat indlæg. Men det er jo immervæk min blog og mine tanker der florerer herinde. Og hvis ikke jeg også kan give sårbarheden lidt plads mellem alle de "kække" skriverier, så bliver her i grunden lidt todimensionelt på den lange bane.

Nå men jeg har så været lige ved at miste det dér overblik osv. I forholdet til mine børn. For guderne skal vide, at den ene søger grænser mens den anden har brug for støtte og vejledning og det hele ramler bare lidt for en selv, når man glemmer at trække vejret indimellem og kræve "time-out". Det har jeg været for svag dårlig til. Og det har givet bagslag i form af halvdepri-tilstand og modløshed de seneste dage (kombineret med "pms-tuder-over-alting-og-er-skide-dårlig-til-det-hele". Meget skøn kombi).

Må se at komme på fode igen, jo. Handler om at give mig selv tid - også selvom børnene er hjemme - og forhåbentlig opdage, at ingen  lider psykisk overlast eller får livsvarige traumer af den grund.

Handler også om at give børnene plads til at klare nogle ting på egen hånd (især den yngste).

Og handler ikke mindst om at stoppe med at slå mig selv i hovedet over hvor uduelig jeg er og starte (igen) med at gøre nogle ting, jeg mestrer og som jeg ved fører noget godt med sig.

8 kommentarer:

  1. Jeg synes det er så fint, at du også giver plads til sårbarheden. Det er jo en del af livet og af moderskabet. Men ikke desto mindre vanskeligt at skrive om.
    At det at have børn er skønt og dejligt, livsbekræftende og fyldt med kærlighed, men også er svært og kradser og kan få os til at miste overblikket er nogle gange svært at være i.
    Det gør så forbandet ondt, når vi ikke føler vi slår til og begynder at slå os selv i hovederne med alt det vi ikke gør, eller gør forkert. Jo mere den dårlige samvittighed næres, jo mindre bliver overblikket og overskuddet til at rette ind. Tror du har helt ret i, at det er vigtigt at finde tid til dig selv. Tanke op inden i og få overskud. Som du beskriver dine børn og dine tanker omkring dem, så er jeg overbevist om, at ingen vil lide overlast af, at du tager tid til dig selv. Kærlige tanker herfra

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for dine ord. De varmer. Tro mig;)

      Slet
  2. Jeg kan ikke huske om du har aflastning til din uforlignelige Daniel?
    Ellers må du se at komme i gang! Om det er privat arrangement eller bevilget betyder mindre, bare du får nogle børnforbudtDorteharfridage.
    Det er den med iltmasken om igen. Hvis ikke du sørger for selv at få luft i lungerne og under vingerne, kan du ikke hjælpe dine unger med at komme op og flyve.

    Det er ikke helt almindelige krav der stilles til dig med to så forskellige børn - det slider.
    Been there, tried that - and survived :) trods alt.

    Opmuntrende cyberkram til dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Krage. Nej vi har ikke haft aflastning men jeg har jo nogle timer for mig selv hver dag. Jeg er bare så træt og tager mig lidt ekstra tid til at sunde mig. Og tusind tak for dine ord. Rart også at blive bekræftet i, at det er lidt ekstra hårdt med et barn, der har brug for speciel opmærksomhed og et andet barn, der bare fylder og kræver og som skal have sat nogle grænser. For hendes egen skyld, for Daniels skyld og for alle andres skyld. Kram igen.

      Slet
  3. Godt du fik stoppet op og sat ord på:) Husk at be' om hjælp engang i mellem... Ja, jeg kender det kun alt for godt, det er møgsvært men det er bare nødvendigt engang i mellem. Jeg er ikke altid go' til at bede om hjælp men så siger benene stop og jeg tvinges i knæ og hver gang lover jeg mig selv, at huske at bede om hjælp.... Håber det går fremad og tænker at aflastning måske er godt så I kan lave noget med den lille selvkørende. Mange tanker fra Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja - det med at erkende at man ikke kan klare alting hele tiden... Man VIL jo så gerne. men det handler også om at være realistisk omkring ens (psykiske og fysiske) formåen. Mange tusind tak for dine ord;)

      Slet
  4. Åh ja, hvem kender ikke at stå der og så sig selv i hovedet med stegepanden, fordi man føler, at man ikke slår til som mor?? Men det er jo noget fis, vi gør det så godt vi kan. Og du gør det flot - JO du gør, og dine unger trives på trods af vildt forskellige behov, hvor du skal heppe på den store, mens den Selvkørende er på vej ud over stepperne, hvis du ikke når at hegne haven ind. Har du ikke nogen, du kan låne ungerne ud til, sammen eller hver for sig, så du kan få lidt tid til at gå en tur, kigge ind i væggen, eller hvad du nu har behov for?

    SvarSlet
    Svar
    1. Jo jeg har. Men har også alenetid om formiddagene. Som jeg nu især bruger til at trække stikket ud og komme lidt mere til mig selv. Haft fantastisk succesoplevelse her til morgen med virkelig at køre konsekvens "her til og ikke længere" overfor den selvkørende. Kunne se positivt resultat næsten med det samme (efter hun var færdig med at være rasende og selvmedlidende.... ;).....) Tak for dine ord. Kommentarer som dine er guld værd ligesom ordene fra de damer ovenfor i kommentarfeltet:)

      Slet