De små (store) gennembrud

Hverdagen med Daniel-drengen kan stadig indimellem synes lidt stillestående. Ikke på den måde, at vi keder os. Men på den måde, at vi ikke rører os ret meget ud af flækken mht. at blive i stand til at prøve at lykkes med noget nyt. Fordi han er der hvor han er i sin udvikling og han skal have gentaget ting og forklaringer mange gange før han til sidst har fanget noget af det.

Det har jeg for længst vænnet mig til og indrettet dagene derefter. Og tilfældigvis har jeg den knægt så kær at jeg gerne gentager ordet "lastbil" sammen med ham sekshundrede gange i træk hvis det er det, der rykker for ham. Og det er det som regel.

Træning, træning og atter træning. Forklædt som leg (=sluse små udfordringer ind i det han er optaget af og synes er sjovt).

Nå men som sagt kan jeg indimellem opleve at vi ikke rokker os en tomme trods alle anstrengelserne.

Men så igår skete der pludselig det, at drengen forstod farvebegreberne. "Ha' den blå" (tusch).

Og så så man mig danse sejrs-gangnam rundt om mig selv 12 gange.