Follow by Email

lørdag den 15. december 2012

Meget dybe betragtninger. Og så i børnehøjde (but how?..)

Her lige midt i december tænker jeg at det må være på høje tid at diske op med lidt ganske banal, ærlig snak (- faktisk er det er ikke engang mig selv, der har besluttet det. Det har derimod The Mother In Me, også kaldet Mor-instinktet. Så det er hende der fører pennen):

Jeg giver nok ikke altid indtryk af at være voldsomt pædagogisk korrekt i mine betragtninger om småkravlet her på bloggen. Ja jeg ved det faktisk ikke.

Men sandheden er den, at jeg føler med dem begge to hele tiden. Også når de sandsynligvis ikke er klar over det.

KONSTANT (på nær når jeg sover - og drømmer at jeg skal til bal med dronningen ..gad vide hvad mon man egtl. kan tyde af dét...) prøver jeg så godt jeg kan at se verden fra deres øjne og forsøger deraf at aflæse hvad de har brug for (ikke altid det samme som "hvad de forlanger"....). Og til tider lykkes jeg sikkert med at matche lidt af det. Når jeg kan se de føler sig godt tilpas. Når de fjoller. Og da især når man er så heldig at få en krammer af en af dem.

Og det er dælme ikke af pligt at jeg sådan i sindet holder døgnåbent for rollingerne (selvom jeg nogle gange kunne ønske det - for så kunne jeg jo bare bande pligten ad helvede til og smække benene op med en god voksenbog midt i børneland i ny og næ, ikke sandt?). Næ - det er noget jeg ikke selv er herre over. JEG KAN IKKE SLIPPE DE UNGER. PÅ NOGET SOM HELST PLAN. DE ER MIT HJERTEBLOD JO FOR FANDEN (og "kaaaald det kærlighed" og violiner og skrammel). De hiver i nogle strenge som jeg ikke har en fis kontrol over. Nogle helt andre strenge end dem der er i sving når det gælder om f.eks at forholde mig til hvordan samfundet bør se ud n' stuff. Eller f.eks. i forhold til om hvorvidt jeg gider have en yndlingsfarve eller måske skulle overveje at gå i biografen og se den film alle taler om.

Jeg kan ikke slå noget som helst fra overfor rollingerne. Svarer på ALT hvad de henvender sig om. Lytter ALTID efter. Synes ALDRIG det de siger er noget pjat (heller ikke når de bare siger "pruttelut" eller "ta-duu-ta-dajj"). Har dem ALTID i tankerne, i baghovedet, in my mind, rumsterende rundt i knolden.

Elsker dem bare og respekterer dem langt op i skyerne for det de er. For de børn de er, for de mennesker de er, for de helt særlige og unikke personligheder de er. Og selvfølgelig også for de træk, de tydeligvis har arvet fra enten deres far eller mig.

Og forsøger, forsøger, forsøger som ind i h.... at sætte grænser når det må være behovet, bakke op, når det er det der skal til, være initiativtager når det nu lige er det, de står og mangler, bakke ud og lade dem være, når dét må være på sin plads.

Og hver aften sidder jeg i sengen og glor på deres sovende skikkelser og tænker: Bare jeg nu ikke har skuffet dem for meget/gjort dem for meget uret/gjort dem en bjørnetjeneste/været der for lidt/været der for meget/været for blind overfor dem idag. 

.... - Er det bare mig, der aner noget vanvid et eller andet sted her?

Anyway, dette er til mine børn (og lad os da bare kalde det en form for "helgardering" til når de om nogle år - ihvertfald den yngste - står og himler op om guderne må vide hvad, jeg ikke har kunnet leve op til): Jeg kunne aldrig drømme om med fuldt overlæg at svigte jer. Aldrig. Nogensinde. Og tilgiv mig så (for hede hule) fordi jeg også bare er et simpelt menneske.

Kærlig hilsen mor.












3 kommentarer:

  1. En rigtig god beskrivelse fra en mor, jeg kun kan antage er en rigtig løvemor :) Måske er det vanvid, men moderkærligheden er jo altopslugende og enorm. Dine børn er heldige at have en mor som dig!

    SvarSlet
  2. Du er en fantastisk mor, dine børn er heldige. Super godt skrevet:)

    http://hvisvindenvender.blogspot.dk/

    SvarSlet
  3. Tak til begge. Kan iøvrigt ikke tåle ros. Gør bare mit bedste og ville gerne være endnu bedre;o)

    SvarSlet