Lige hurtigt:

Ved I hvad der skete den anden dag? Oppe i fakta?

Vi havde gæster og vi manglede lige lidt til kaffen. Så rev jeg en æske Merci-chokolader ned fra hylden derhenne. Og med den fulgte mange æsker, der røg på gulvet.

Så kommer der kraft#me en franskmand og hans kone (en franskmand??!!! What are the odds. Jeg ku' forstå hvis vi boede i Køwenhavn eller i et pittoresk fiskerleje på Sydfyn - men i Karise? Ahhrj vel? Men jo sgu!) og sagde franske gloser og hjalp med at samle æskerne op.

Ja jo. Ja.    .......Kan I gætte hvad jeg svarede som tak? Kan I hvar kan I mon og kan I mon dét?

"MERCI"

Nemlig ja. Det var hvad jeg gjorde. Og jeg sværger, sværger, sværger på at historien er sand. Jeg kom jo for fanden stormende ind af døren derhjemme og lignede en der havde oplevet noget stort (fx. et flystyrt hvor jeg lige fik reddet alle passagerer, pilot og crew ud inden lortet sprang i luften) og ordene bare væltede ud af mig mens jeg flåede æsken frem og hev fat i de 2 nærmeste gæster og var  mildest talt meget eksalteret over hændelsen.


......Jah.

En skam Jørn Hjorting ikke mere har "De ringer, Vi spiller". For skide være med Frk. klokken og svare rigtigt på spørgsmål fra Jørn og alt det pis. Bare jeg kunne have fået lov at øse ud af min oplevelse i det rette lytterforum. Ikke? Jo.

Se. En kylling.....

Da jeg var omkring de 18 år begik jeg denne tusch-tegning af vores hund Kasper:

Idag, som 39-årig, er dette topmålet af Dortes præstationer udi dyretegning:

Man kan sikkert sige mangt og meget udfra de to tegninger. Man kan også nøjes med at konstatere at man skal huske at dyrke sit talent. For ellers ruster det en lille bitte smule.....

Når livet bider fra sig

Jeg skulle egentlig til at skrive om noget sjovt. Men nu gider jeg ikke. For jeg har lige læst et blog-indlæg fra en der har mistet. Og det gjorde mig så ked af det. Man bliver fuldstændig mast til pindebrænde når sådan noget sker.

Fuck hvor skal man tage fat i kraven på sig selv nogen gange for at blive i stand til at ryste noget mening ud af det hele......

Stille hilsen.

Dorte? Ja? Gå hjem.

Så da ungerne og jeg trådte ind af døren til den kommunale her til morgen stod en af pædagogerne (hun er bare en stjerne) med en sort bille str. small/medium hun havde samlet op på et stykke papir så alle kunne betragte dette naturens vidunder af den slags der har plader på sin krop.

Ja det var et yndigt øjeblik og alting og vi stod alle, høj og lav, og kiggede fascinerede......



Men så spurgte jeg om de kendte denne her sang af shubidua om billen på bladet og det gjorde de ikke............................ nånå. Men så sang jeg den da fra start til slut. For man har vel situationsfornemmelse. Selvom interessen fra de omkringstående var kraftigt dalende henad versevejen. Fra både høj og lav. Og selvom jeg måtte mase mig ind foran tre stks 4-årige piger der gerne ville fortælle noget til de voksne og de voksne gerne ville høre hvad de 4-årige havde at sige. HVAR? Kan I ikke tåle skønsang fra en skidehamrende musikalsk forælder, I dér flipperguitar-70'er-pædagogseminarium-rotter?? Hvad hvad?
 - Tænkte jeg og skrålede videre.

Ja jeg sang og jeg sang og jeg sang. Og satte trumf på, ved mod sangs ende at hive Daniels støttepædagog (hun er en stjerne OG en engel) i ærmet og råbe "NU KOMMER DET SJOVESTE STYKKE" og så saaaaaang jeg sangen til ende. Kæft jeg var god dér.

Prøv at høre her, det er en fantastisk sjov sang:

http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=OEibNNBVleU

Ved egentlig ikke hvor pædagogen gik hen med billen på papiret. Men det er jo også ligemeget når børn og voksne fik hørt mig fyre en fed sang af. Skide godt Dorte. Det var i den grad et stjerneøjeblik.

SÅ.LEG.DOG.SAMMEN!

Der er dage hvor man har lyst at sætte et skilt i panden på sig selv med teksten "To Singapore" og stille sig ud ved motorvejsrampen med sin kuffert og sin kaffemaskine og vente på et lift.

Det handler om børn.

Der ikke KAN være i stue sammen. Ahrmen hvad HELVED sker der for deres spassermangel på interaktion henover en skide briotogbane???

Nok for nu. Kan jeg mærke.

PS: Jeg ved det godt. Jeg skal konfliktløse. Men det bliver sgu en lille smule svært via Videoskype fra mit hotel henne i fjernøsten.

Guldfiseren

Nå.

Så fik man da set guldfireren komme i mål som nr. 3.... Undskyld men faldt det danske mandskab i søvn de sidste 250 meter? For hvor blev spurten af? Har de ikke lært at gemme kræfter til det sidste stykke vej?

.....

Det må være fordi de ikke har nogen børn. For så finder man ud af at spare på reserverne til dagens sidste etape med übertrætte unger der stadig skal gøres natteklar og fanges ind 18 gange før man kan få dem i høkassen. Og mor skal være en bådslængde foran deres næste træk.

Men er det løgn?

FREEEZZE! Det går for stærkt.

Prøv at høre. Skru lige ned for alt det OL! Jeg får ikke set en skid! Det fyger om ørerne fra dem jeg kender med "Så du da..." "Nå så gik blabla videre" "Er du sindssyg en finale i..." og "imorgen kommer der..." "Kl. 15 skal jeg se..."

....

Hvad har jeg set indtil nu? Jo jeg så da 007 smed dronningen ud fra en helikopter og så har jeg set 2 minutters lerdueskydning og 4 banelængder butterfly. That's all. Spørg lige om toget suser forbi uden mig på.

Her er vi ligesom bumlet ud af en helt anden TV-bane. Fireogtyvesyv. Nemlig den bane hvor der er en stor gul honningæder som bor i sin hemmelige hytte. Og får besøg af sin gule ven med fjer. Og her sker der ikke så meget OL. Må nøjes med at se bamsen tage sine "gumlastik-bukser på". Life in the fast lane siger vi bare her fra sofaen.