lørdag den 20. april 2013

Må jeg præsentere

...ugens gæsteblogger: Daniel, 6 år.


(take it away, Daniel-san)


Tak fordi jeg må få lov at skrive herinde, selvom jeg ikke har lært alfabetet endnu. Men jeg er til gengæld rigtig god til at gentage ord en million gange om dagen, til mine forældres udelte begejstring. Nå, til sagen:

Jeg har egtl. kun een ting på hjerte og det er, at når min demente mor husker at bringe mig og min søster plus alle vores 3 tons tøj med hjem fra børnehave om fredagen, men glemmer (!!) min elskede plyshund Fridda derhenne, så må jeg jo slå mig til tåls med en rigtig vovse (der sørme også hedder Fridda - what are the odds?) som "weekend-substitut".



 
Tak til Anders, der gjorde det muligt for mig ikke at gå op i limningen af savn efter mit kæreste eje og til min mor vil jeg bare sige: Æd nogle hukommelsespiller.


fredag den 19. april 2013

Så er det nu!

- Der skal samles ind.

Læs sagen (igen, for nogle af jer der har set et link herinde før) om Astrid og hendes søn Noah, der lige nu praktisk taget svæver mellem liv og død pga. det mest ude på  overdrevet forkastelige kommunesvigt, jeg og mange andre nogensinde har hørt om. Klik på dette link:

Caremaker, Hjælp Astrid og Noah


Jeg har givet mit bidrag. Giv dit (hvis du besidder det mindste gram af empati). Du vælger selv beløbet.

På forhånd tak. Og PS: Jeg kender to mennesker, der kender Astrid personligt. Så der er INTET fup i indsamlingen. Selvom Frederiksberg Kommune sikkert kunne ønske at folk tænkte sådan (jeg kaster  op).

onsdag den 17. april 2013

Begynderstadiet...

Endelig lidt længde på Lille Selvkørendes hår. Så skal det dælme også udnyttes. Tænkte hun, da hun stillede med 4 frotté-elastikker fra sin lyserøde smykke-æske og forlangte rottehaler allover.

 
 
 
Kan godt se jeg pt. ikke engang hører under kategorien let øvet, men nu har rottehaler bag på hovedet den fordel at de ikke ses ret godt af indehaveren af dem.

søndag den 14. april 2013

Bortset fra det

Softshell overtøj.

Jeg ved godt det er skide praktisk til børn. Men det er fandme ikke verdens skønneste tekstil, skal vi lige blive enige om det?

Og jeg står altid med følelsen af at emballere mine unger istedet for at klæde dem på.

Nu er det så blevet et hit med softshell heldragter. Grimhed fra top til tå, simpelthen. Total-emballage i str. 68 til 116.

Og jeg kan stadig godt se det praktiske. Men mine børn må undvære. For hvem har nogensinde taget skade af thermobukser der er blevet lidt våde?




....Og desuden kan jeg ikke finde de forbandede emballage-hylstre i størrelse 110 nogen steder. Hilsen dobbeltmoralisten.












tirsdag den 9. april 2013

Der berettes....

Shit.

Min dreng er begyndt at fortælle om noget han har oplevet. Lige fra den ene dag til den anden. Med hele kroppen og han stammer af bar iver for at få det sagt der skal siges.

"Og og og og og, og så...."

Det er simpelthen så sødt. Jamen jeg dør.

Jeg kan bare kun forstå 1/3 (på en god dag) af det han snakker om. Fordi hans udtale halter en smule bagefter (lav muskeltonus, sen udvikling osv.). Og det her "Jeg fortæller lige mor den samme lille historie på ca. 5 sætninger henover en halvanden times tid" tager sgu pippet fra mig. For jeg VIL forstå hvad det er han har oplevet. Sidder og stirrer betaget på knægten og med ører så store som strandtelte for at opsnappe ordene i hans ret vokal-prægede talestrøm. Har indtil videre udledt af hans seneste beretning at det er noget med chokolade, Jonathan (fra børnehaven), gåtur, bus, tog, kage, is og farmor der blev glad.

Nogen der gider strikke den totale sammenhæng sammen for mig?

Hilsen mor til den skønneste dreng i verden.



lørdag den 6. april 2013

Seneste 11 dage, unplugged

I de forgangne 11 dage hvor jeg har været væk, ja der har jeg godt.nok.været.væk. Fra bloggen og alt hvad der iøvrigt hedder internet.

Til gengæld har jeg bl.a. oplevet:

- Hvor fuldstændig suveræn en far ham C egentlig er når lokummet brænder og mor skrider lidt ud i svinget.

- Hvor fuldstændig helt igennem ekstremt meget ekstra dobbelt-overskønne og intakte mine børn stadig er.

- At vinde over E. (der er pensionist og har lungebetændelse, but still...) i bordtennis.

- At klø E. på ryggen fordi han har fortjent det og fordi han har svært ved at føle sig selv inde i kroppen.

- At det er fedt at kunne snakke med nogen døgnet rundt (også med M, der nogle gange tror hun er med i en James-Bondfilm. Og som jeg har hjulpet med at montere nye sommerstøvler på. Hun tog dem af ret hurtigt igen fordi de gnavede. Jeg brugte derefter en halv formiddag på at overbevise hende om at de bare skulle gås til. Og jeg mente det! Magen til bløde læderfutteraler skal man sgu lede længe efter).

- Total kollektiv tøjkrise efter 5 dage med 1 strejkende vaskemaskine (til 14 personer).

- Hvor fedt det er at traske ture med/uden selskab. Nede ved noget vand. Hvor der også er ænder.

- At jeg ikke er skide vild med fællesmøder (can't help it - føler mig ALTID talt ned til og får lyst til at tegne på væggen).

- At dø af grin (kl. 6 om morgenen) over en måge der lander på et svagt hældende glas-tag m. tyndt lag is på, hvor den vil hapse en bid brød, Co. har smidt ud til den, men den kan ikke stå fast og skrider ganske langsomt ned/henad, hvorefter den bakser (nej ikke basker) sig op hvorefter den skrider ned, hvorefter... OG drøne ind og hive fat i næstnærmeste morgenmenneske (det er så M2, der er musiker og bla. spiller harmonika) og fortælle om det helt sindssygt komiske show jeg lige har set, hvorefter vi vistnok bliver enige om at vi skal bælle noget mere morgenkaffe og være skide-enige om en hel masse andre ting.

- At have harmonikaspillende nabo.

- At dele de mest far-out men også heeeeeelt enormt dybe tanker med harmonikaspillende nabo. Og sprutte af grin. Eller sidde tavse side om side med stenansigter.

- Hvor befriende det er at grine af noget selvom man står i lort til knæene.

- At slappe af, nu hvor bunden alligevel var nået.

- At jeg vågner halvseks om morgenen også uden at blive vækket af mine børn.

- At jeg kan se Nyhederne på tv uden at høre hvad de siger om verden derinde i skærmen.

- At selvom man føler sig nok så  100% fucked up og udtværet så gælder det stadig om at tage en dag, et øjeblik, af gangen.

- At man godt kan hedde Brian og være pisse intelligent.

- At man kan komme fra den kærligste familie og stadig blive ramt af lortesygdom.

- Rent faktisk at være i stand til at hjælpe og opmuntre nogle mennesker der har det svært.

- At savne disse mennesker på et helt uventet plan.

- At læse en bog færdig fra ende til anden.

- At man nogle gange skal nogle omveje her i livet.

- At de 3 mennesker, der betyder mest for mig, kan nogle ting jeg ikke var klar over før. F.eks. overleve uden jeg er der all the time (hvad bilder de sig i grunden ind?).

- At længes helt vildt hjem efter de 3 mennesker som jeg fik dejligt, dejligt besøg af 3 gange undervejs og som jeg hermed indstiller til Nobels Overbærenheds-pris.



Var lige væk et par dage...

Og det skriver jeg måske om. Men ikke nu.

For nu vil jeg bare sige 2 ting:

1: Hold kæft hvor skal man se tingene i helikopter-perspektiv nogle gange for at fatte hvordan det hele hænger sammen.

og så kommer vi til nummer

2: Hold kæft hvor skal man slippe roret nogle gange for at opdage hvordan tingene også kan gøres.


Låve.