mandag den 12. januar 2015

Daniels redningsaktion

Så var afløbet stoppet så det sejlede med vand ude på badeværelset.

Kloak-risten sidder i gulvet pænt langt inde under skabs-elementerne, hvis underside befinder sig 20 cm over samme gulv. Omkring 18 cm nede under denne rist sidder der et filter. Så fast at det kræver man kan stå LODRET lige over hullet og bruge begge hænder og en lang bidetang for at vriste den satan fri og få den renset for slamfarvet splat.

Men først skal man som sagt ligge i en fysisk umulig stilling for bare at nå ind til risten og fjerne den og derefter ligge i samme stilling for (ude af stand til at kigge ned og se hvad hænderne foretager sig) at rave ned  til næste udfordring.

Daniel sad på gulvet et stykke væk og så på imens.......

Han lagde samtidig ører til mine verbale udtryk for hvordan jeg selv syntes det gik med Projekt Skide Hamrende Hørmeren:



Så spørger drengen - den lille hjerteknuser. Som snart er 8 år men som endnu har til gode at fatte de sammenhænge som et barn på 4 år forstår:

"Er du sur mor?".

Hvilket ikke er noget helt nyt selvom det stadig kommer bag på mig at han har taget vældig mange abstrakte begreber til sig og knytter dem rigtigt til de rigtige sammenhænge (også her.......).

Mig: "Ja jeg er sur. På det her lorte-filter som jeg ikke kan få op, Daniel!"

Ved I hvad så han gør? Det kære væsen kan se hans mor er i en slem slem knibe og han vil så gerne hjælpe, åbenbart, for det næste han spørger om er: "Ma låtte døren?"

For helvede mand. Drengen foreslår at han lukker døren! Ikke så vi to kan arbejde uforstyrret, men alene fordi han bare gerne vil gøre noget - det eneste han lige kan komme i tanke om og det eneste han kan finde ud af i situationen - for at redde sin mor ud af skærsilden (ja skærsilden. Nej jeg mener ikke der ligger nogen undertoner af selv-ynk i valget af ordet).

Så naturligvis sagde jeg taknemmeligt ja til dør-luk. Og simulerede under resten af operationen overfor knægten, at det at afskære os (fra at råbe på assistance inde fra stue-gemakkerne) var lige det "redskab" jeg manglede for at få skred i sagerne derinde under, med kinden mast ned i brakvand.








fredag den 9. januar 2015

Alle veje fører til Nirvana

Kom igår til at starte en debat på facebook om hvornår noget er acceptabel brug af ytringsfrihed og hvornår ytringsfrihed bliver brugt til at provokere nogle andre unødigt.

....................



.....................



Er du gal? Hvor kan ens pointe let blive misforstået.

Konverterer til Buddhismen og tjekker ud for denne gang (iøvrigt ser jeg skide cool ud når jeg mediterer, ikke?).




onsdag den 7. januar 2015

Kan man nu ikke skåne ungen for noget?

På Den Sidste Dag før juleferien henne i den kommunale trillede pædagogerne et fjernsyn ind på Musereden og præsenterede en film for den samlede flok af mini-mennesker (og hatten af for det og for dem. Altså pædagogerne, de arme sjæle).

Nu tænker du nok "Cirkeline" eller "Alfons Åberg".

Nej og nej. Få lige fingeren ud af halvfjerdserne.

Da barnet kom hjem begyndte hun at fable om Elsa og Anna "og så døde Anna for det havde Elsa gjort og det var hendes søster men så levede hun hende op igen og Olaf kunne godt være der selvom det blev sommer og nogle gange faldt hans hoved af og Svend ville gerne spise hans næse og hun havde is indeni og var ond  og der var et stort monster men så blev de gode venner og prinsen skulle kysse hende men han var dum og snydt hende" og videre og videre i en temmelig fragmentarisk og ikke tilnærmelsesvis kronologisk, dog meget ihærdig genfortælling af handlingen i en film jeg endte med at konkludere måtte have en titel i retning af "Is fra Helvede".

Det hed den nu ikke. Men "Frost". Fandt jeg ad omveje ud af. Kender I den?

Nuvel. Barnet blev VED med at kredse om hovedpersonerne i flere dage og til sidst fik vi erhvervet os et eksemplar på dvd (tak Jeanette).

Jeg syntes Elsa og Anna så nuttede ud på omslaget. Og det samme gjorde Olaf (som er en snemand) og Svend (rensdyr) så jeg gad godt kigge med henover skulderen på pigebarnet da vi trykkede "play".

Og så sker der simpelthen det at de to søstre Elsa og Anna i starten af filmen bliver isoleret fra hinanden af deres mor og far fordi Elsa har mægtige kræfter som hun ikke kan kontrollere og Anna kan ikke forstå at hendes søster har vendt hende ryggen (det tror hun jo) og der var jeg allerede kleenex-parat og så skal forældrene ud på en lang og farefuld rejse og lover de kommer tilbage og SÅ bliver det uvejr ude på havet og deres skib synker og det har jeg svært ved. At synke. For det er så søøøørgeligt og jeg har altid været et skvat når det kommer til tragiske hændelser på film. Og det gælder også animationsfilm (kan huske da jeg så "Bambi" i biografen i Stege med mine forældre og jeg var sønderskudt, sønderrevet og helt i sænk da bambi's mor døøøø-høøøøde).

Den Lille Selvkørende? Hun har arvet sin fars nøgterne realitetssans:




Sgudda-for-helved-også.


fredag den 12. december 2014

Helgardering

Juleønsker:

1: Batterier til centrallås i bilnøgle

2: Ny bilnøgle

3: Ny bil















fredag den 5. december 2014

Ligner åbenbart Katrine Lille-Nørd på morgen-speed.

Imorges syntes Den lille Selvkørende det var på tide at stå op og komme igang kl. 5.

Jeg var uenig og iøvrigt kunne jeg ikke tage hende alvorligt for jeg troede til en start det var noget jeg drømte. Prøvede at få hende til at snakke flamsk og var tæt på at se om vi begge kunne flyve. Bare for at være sikker på at jeg først ville vågne rigtigt om 2 en halv time.

Landede tungt henne i virkeligheden og svømmende blik mødte eddike rolling der ikke var blevet imødekommet (men som lignede en der alligevel godt kunne finde på at bande på flamsk). Og som mente vi skulle bygge en hule. Udaf 2 stole, et sengegærde, 38 tæpper og en uoverskuelig mængde tøjklemmer.

Prøv at overtale sådan en lille morgengalning til at lægge sig ned og putte-sove igen, siger jeg. Så naturligvis møvede jeg mig ned på gulvet og gik igang.

..............

2 en halv time (og 1000 døsige svar på barnets snik-snak derinde fra tæpperne) senere var tågerne ved at lette i mor-knolden og jeg stod i 8 sekunder helt stille med et krus koffein. På det niende sekund blev jeg overfaldet bagfra af noget drenge-væsen.


 
 
Helt ærligt. Gider nogen fortælle mine børn at de har forvekslet mig med Katrine fra Lille Nørd? Og at de gerne må forveksle om igen.

torsdag den 4. december 2014

Hyperaktiv morgenhygiejne? Så det ikke lige komme....

Imorges lå der en tandbørste i hver af ungernes nissestrømper.

Jeg kan huske dengang jeg var barn og skulle børste tænder.... #indsæt knitrende grammofonplade og duften af piberøg ( - fra min fars snade, that is)...#  Det var tiden hvor alt børnegejlet, lige fra billedbøger henover fodtøj og til læselampen ved juniorsengen, hverken krævede batterier, blinklys eller sølvglimmer for at være fuldt ud funktionsdygtigt.

Nå det var lige et sidespor. Tilbage til dagens faktum. Som er. At gennemsigtig tandbørste med juletræ og glimmersne som drysser derinde når man ryster den, og som der blinker rødt i 2 minutter når man knalder den ned i bordet. Var det der skulle til for at man skulle opleve Den lille Selvkørende børste tænder selv her til morgen. Helt af sig selv. Uden indblanding. Og TO gange. Hun kunne ikke engang finde ud af at holde inde med at skrubbe da lyset stoppede 2. gang.

 
Imorgen skal jeg helt sikkert ud og finde noget selvlysende børnehårshampoo.
Som spiller Rasmus Seebach når man trykker det ud i håndfladen.

tirsdag den 2. december 2014

Nu skal du bare høre lille ven, hilsen mor 1000 år.

Vores børn har jo julestrømper hængende i stuen, hvor nissen putter en ting i hver nat i heeeele julemåneden. I år fik det Den lille Selvkørende til at fundere over noget. Som lige skulle luftes for moderen ved sengetid.


Så kom jeg selv til at fundere. For hvorfor er det, at når man (ca. dér en gang hver 3. måned) endelig bliver lyttet til af rollingen, så kan man slet ikke stoppe med at tale igen?