mandag den 13. januar 2014

Månedens anti-hopla-indlæg.


Det dér med at overstå det første år og især højtiderne efter et kært familiemedlem er tjekket ud af Verden, ikke? Der har jeg opdaget noget.

Det var sgu ikke julen der var slem, efter min mor smuttede op i himlen (ja det er hvad vi fortæller Den Lille Selvkørende, her i huset. Deal with it, folkens.  .... Hendes storebror er ikke på sådan et højt begrebs-plan, så ham siger vi ikke noget til. Det vil kun forvirre ham).

Det er snarere specialdrengens kommende fødselsdag, der trækker Kaffekværnerens hjerte lidt itu. Jeg kan simpelthen ikke have at hun skal undvære den oplevelse (han bliver 7 år og han rykker bare stadig derudad på omverdensforståelse og dertil hørende sprogbrug - og så meget andet).

Jeg gider simpelthen ikke skulle kapere at min mor mangler ved fødselsdagsbordet. Hun havde et specielt bånd med den dreng. Noget jeg bare vidste jeg kun kunne stå og betragte uden at være del af.

Jeg håber bare hun er med alligevel. Sådan på sidelinjen. Og råber i mit øre at jeg skal skride ind og underholde gæsterne istedet for at stå udenfor og tude-ryge hele tiden, da det ikke ligefrem skyder festivitas-stemningen i vejret for små og store derinde ved fødselsdagsbordet.

Jeg dør bare af hjertesplinter hvis drengen begynder at spørge efter mormor. Så må jeg have noget Maude-valium og en liter is for mig selv.

Blev der sagt.




4 kommentarer:

  1. Åh nej, piv, de der første højtider uden (sæt selv ind) er bare svære. Har ingen gode råd, men håber, at fødselaren ikke vil spørge efter sin mormor.

    SvarSlet
  2. øh nej hvor jeg føler med dig
    MVH
    Lisbet

    SvarSlet
  3. øv nej skulle der stå - sorry
    Lisbet

    SvarSlet
  4. Tak I to <3. Går ikke ligefrem ned med flaget men der er jo bare situationer hvor tabet er sværest.

    SvarSlet