Sådan her er det

I dette indlæg er der ikke nogen tegning.

Der er heller ikke noget sjov.

Der er kun et forsøg på at udtrykke hvad det gør ved en mor at blive psykisk syg.

Hvor skal vi starte?

Forældreintra. God idé.

Forældreintra bliver pludselig en livredder.
Fra at have været en pisse irriterende lille skummende myg i indbakken, ikke?

Der bliver FORÆDREINTRA-NYT til "Hej forælder, jeg dømmer dig ikke, du skal stadig have at vide når mad-boden ændrer åbningstider i dit barns skole. Kys herfra!"

Ens barns tegninger bliver dobbelt-værdifulde.

Ens barns måde at sige "mor" på bliver dobbelt op på føleren.

Ens barns alt muligt bliver 3-dobbelt op på mor-radaren.

 ... Prøv lige at få et skriv hjem om at ungen har kastet med noget.

Prøv så til gengæld at være ufrivilligt meget fysisk fraværende i dit barns liv og få et skriv hjem om at ungen har kastet med noget.

See? Meget mere alarmberedskab.

Prøv at have haft en enormt travl dag hvor du ræser hjem fra job, når at kyle aftensmad i indkøbsvogn og fra indkøbsvogn i bil og hjem og lykkes med at grine med dine børn, skændes med dine børn, udveksle småbeskeder med din mand/kæreste og faktisk lande med at have læst en smule lektier med det ene barn og fået det andet barn til at børste tænder inden de begge faldt i søvn henad lidt for tæt på 20.30 og så finde en film at se på netflix. Og slappe af.

Prøv istedet for dét så at blive afskåret fra din familie, at prøve at komme overens med en masse lort i dit hoved, at få "systemet" til at forstå hvor gal den er fat, at tåge rundt i en hverdag der ikke længere er op eller ned på, at savne, savne, savne dine børn og din kæreste, at lande om aftenen efter kun at have været sporadisk i kontakt med dem du elsker og så at famle efter en film på netflix at hænge hjernen op på.

Der er forskel.

Vis dem du elsker at du elsker dem.

Andet var der vist ikke for idag.