Kære Lærke.
Tillykke med din fødselsdag og undskyld at du kom ind i en familie hvor du tidligt måtte lære at tage hensyn til din bror.
Hvor er du stærk og stor.
Du ligner din far - I er begge to bjerge, der ikke sådan lader sig vælte.
Fra mig har du surmuleri (hold kæft derude) og attitude (så må I gerne klappe) og en vilje af de skrappe.
Du er mest af alt (det ved din mor) din egen direktør, men hvis jeg hvisker "elsker dig" så bliver du som smør
......
(Jeg har lige skrevet en sang til min brors svigermors 60-års fødselsdag så tør grinene af! Okay?)
Du ser alting an, og mere til før du ta'r noget til dig
og jeg kender det, jeg kender det kun alt for godt... ...fra mig
(hvem sagde versefødder ikke kunne lave pauser??)
Ialt er du en fjeder og en basse og bandit!
Min Lærke jeg kan ikke sige "elsker dig" for tit!
lørdag den 1. september 2012
Familie. Man ved sgu aldrig hvornår de svigter!
Jeg har en ting med min bror. Vi er godt nok vidt forskellige: Han kan fx. tegne en sygeligt detaljeret skitse af en eller anden igangværende (igangsejlende?) færge eller et tog og jeg kan tegne...ja se indlæg for en 2 ugers tid siden med overskriften "Se en kylling..."
Det er blot et ud af mange præcise eksempler på at man til hovedet må sig tage over det faktum at vi har fælles forældre.
MEN
(det er ligesom blevet en trend herinde på Dårdes blog, det der MEN. I like it. Og det er jo hovedsagen)
Den ting der med min bror: Vi er so alike hvad opfattelse af tidens tåbelige tendenser angår.
Her kommer - som bevis - en usencureret sms-samtale vi lige har haft her til aften:
Mig: Hvad siger du om trend-udtrykket "i dialog med"?
Min bror: Overmoderne kommunikationsform (uden mål og med)! Hvad med "eventmager"?
Mig: Altid en person der et hundrede procent sikkert har minus på privatkontoen hver måned. Næste: Consultant?"
.......
.......
Venter i en evighed.
Sker ikke noget svar fra brormand.
Til sidst mig: Øv! Der er kraftedme heller aldrig nogen der gider lege med mig efter rollingerne (og C) er faldet i søvn! Pissed hilsen.
Det er blot et ud af mange præcise eksempler på at man til hovedet må sig tage over det faktum at vi har fælles forældre.
MEN
(det er ligesom blevet en trend herinde på Dårdes blog, det der MEN. I like it. Og det er jo hovedsagen)
Den ting der med min bror: Vi er so alike hvad opfattelse af tidens tåbelige tendenser angår.
Her kommer - som bevis - en usencureret sms-samtale vi lige har haft her til aften:
Mig: Hvad siger du om trend-udtrykket "i dialog med"?
Min bror: Overmoderne kommunikationsform (uden mål og med)! Hvad med "eventmager"?
Mig: Altid en person der et hundrede procent sikkert har minus på privatkontoen hver måned. Næste: Consultant?"
.......
.......
Venter i en evighed.
Sker ikke noget svar fra brormand.
Til sidst mig: Øv! Der er kraftedme heller aldrig nogen der gider lege med mig efter rollingerne (og C) er faldet i søvn! Pissed hilsen.
fredag den 31. august 2012
Åh nej.... Nejnejnejnej....
Den 3-årige starter i børnehave på mandag. Cool nok og hold da KÆFT hvor hun trænger til noget modspil fra nogle jævnaldrende (need I say more?...).
MEN
Nu begynder det vel. Ikke?
"Mathilde har sådan en og Frederikke har OGSÅ sådan en og alle de andre har sådan en og sådan en og sådan en og sådan noget. Det vil jeg også have!"
"Frederiks mor er sej. Hvorfor er du ikke sej mor?"
Og endnu værre:
"Hjemme hos Rudolf har de sådan en og sådan en og sådan en. Vi bor kedeligt!"
Og VÆRST:
"Alma har sit eget værelse. DETVILJEGOGSÅHAAAAA!!!!!!!!!!..."
.....
Er der mon nogen der vil løfte en finger hvis jeg sender hende afsted med bind for øjnene og propper i ørerne?
MEN
Nu begynder det vel. Ikke?
"Mathilde har sådan en og Frederikke har OGSÅ sådan en og alle de andre har sådan en og sådan en og sådan en og sådan noget. Det vil jeg også have!"
"Frederiks mor er sej. Hvorfor er du ikke sej mor?"
Og endnu værre:
"Hjemme hos Rudolf har de sådan en og sådan en og sådan en. Vi bor kedeligt!"
Og VÆRST:
"Alma har sit eget værelse. DETVILJEGOGSÅHAAAAA!!!!!!!!!!..."
.....
Er der mon nogen der vil løfte en finger hvis jeg sender hende afsted med bind for øjnene og propper i ørerne?
onsdag den 29. august 2012
Jeg skulle bare lige...
...ind og snuse lidt rundt i nogle netbutikker efter en gave til drengen nu hvor pigen snart fylder år (forvirrede? Nej I har sikkert fattet at vi er nogle af de svage & eftergivende forældre, der ikke kan finde ud af at fortælle den der ikke har fødselsdag at der kun falder gaver af til den der HAR fødselsdag).
Bare en lille bitte ting. Til en tyver. Eller 50 kr. hvis det ikke er på tilbud (....kan I også godt fornemme de gode intentioner kuldsejle om lidt?).
Så vælger skæbnen at lade mig falde over www.abcleg.dk (- elsker skæbnen. Man fraskrives ethvert ansvar for egne tossede handlinger).
Jeg rystes. Over at jeg aldrig før er stødt på denne syndflod af begavet legetøj rettet mest/meget/især mod børn med særlige behov/forsinket udvikling!!!!
Jeg ved ikke hvad jeg mere skal sige.... kun at de - as we speak - må være gået igang med at kalde ekstra mandskab ind i butikken for at klargøre min ordre.
Bare en lille bitte ting. Til en tyver. Eller 50 kr. hvis det ikke er på tilbud (....kan I også godt fornemme de gode intentioner kuldsejle om lidt?).
Så vælger skæbnen at lade mig falde over www.abcleg.dk (- elsker skæbnen. Man fraskrives ethvert ansvar for egne tossede handlinger).
Jeg rystes. Over at jeg aldrig før er stødt på denne syndflod af begavet legetøj rettet mest/meget/især mod børn med særlige behov/forsinket udvikling!!!!
Jeg ved ikke hvad jeg mere skal sige.... kun at de - as we speak - må være gået igang med at kalde ekstra mandskab ind i butikken for at klargøre min ordre.
mandag den 27. august 2012
Om min søn
(- Som naturligvis også er C's søn men nu handler det her om mine oplevelser, min opfattelse og mit forhold til drengen):
Jeg lovede i gårsdagens indlæg at der idag, efter indsamling af husets madrester (jeg tør ikke længere sige udsmidning - se nyt tilkommet læsemedlem i bloggens øverste venstre hjørne, uha-uha), ville dukke en oooordentlig røvfuld ord op om mit ældstebarns udvikling og here we go:
Da Daniel var omkring et halvt år gammel fik han nogle krampeanfald - en 4-5 gange henover en 3-fire dage. Vi blev introducerede for børneafdelingen på Næstved Sygehus. Det var ikke feberkramper men lignede dem i varighed og udtryk. Daniel blev undersøgt på alle leder og kom på anti-epilepsimedicin henover de næste ca. 7 mdr. - Ikke at man fandt noget der lignede epilepsi i hans hjerne men bare for at forebygge flere anfald det kommende stykke tid.
Det var endnu ikke gået op for os at vi havde en dreng med særlige behov. Det har man ikke på det tidspunkt. Han havde so far fulgt de normale udviklingstrin og var glad og mild. Vi var mest bare rundt på gulvet og 2 store spørgsmålstegn.
Henover det næste halvanden års tid måtte vi imidlertid sande at vores dreng havde motoriske vanskeligheder (også i den grad): Han havde meget meget lav muskelspænding og meget bløde led i hele kroppen og han var ikke endnu kommet igang med det normale babysprog.
Vi havde fysioterapeuter og ergoterapeuter på ham og efter lidt roden rundt med C's og min arbejdssituation (jeg var for mit vedkommende godt på vej ned med flaget og kunne slet ikke overskue noget på min arbejdsplads efter tilbagevenden fra barsel) endte vi op med at jeg fik lov at gå hjemme på fuld TAF (Tabt Arbejdsfortjeneste - betalt af kommunen) og kunne koncentrere mig 100% om træning af og omsorg for min dreng.
Det var eddermanme opadbakke kan jeg roligt sige. Der kunne gå formiddage med bare at lokke og opmuntre Daniel til at prøve at række ud efter en ting på gulvet, halve og hele måneder gik med at få ham til at ligge på maven og selv prøve at få vendt sig om på siden (vi taler om perioden fra han er ca. 10 mdr. gammel og frem til han bliver omkring 2 et halvt år) og i den dur. Det var en meget meget vigtig tid for Daniel. Han skulle igang med at bruge den krop jo for fanden! Jeg var ræd for at han ellers ville ende som svækling der ikke kunne nogen ting, ikke havde lyst til at prøve og ikke ville komme til at forstå en skid (ja undskyld mit sprogbrug - men tro mig det var så hårdt. Især for psyken hos moren).
Så var der hans manglende sprog og min dertil hørende frustration over hvor meget eller lidt han forstod af det jeg sagde til ham? Jo-jo han kunne da meddele sig. Lidt. Med lyde. og han opererede stort set kun med de samme to tre lyde. For det var hvad han kunne mestre at få sat sammen inde i sin mund hvor man skal tænke på han OGSÅ havde muskelsvaghed. Vi var inde og vende omkring noget tegn-til-tale (man kan - helt fascinerende -få normale babybørn til at bruge tegnsprog før de kan sige ord man kan forstå). Men den største hurdle med at træne Daniel var faktisk at få hans opmærksomhed og fokus og HOLDE det. Han var ikke væk inde i sit hovede, men han blev på et splitsekund afledt i sin opmærksomhed og lod sig fange ind (og fortabe sig) i andre ting omkring ham hele tiden.
Og så var der undersøgelser. Blodprøver (en masse... - tør jeg sige ad libitum?) og andre festlige tiltag og Daniel var bange for det ALT sammen. Han blev hurtigt så utryg. Fordi han var svag i sin krop. Fordi han ikke kunne følge med. Fordi han ikke kunne forstå ret mange sammenhænge.
Og han blev syg henover perioder på 10-15 dage af gangen - små og større virusinfektioner kunne få hans krop til at lukke helt ned og han lå på børneafdelingen og fik drop og kunne slet ikke rumme at blive talt til eller mærke trøstende hænder. Han affejede os og vendte sig væk.
Så blev jeg gravid midt i det hele (delvist planlagt men ikke at der skulle være bingo SÅ hurtigt. Men det er Lærke i en nøddeskal. Hun kom da lige tromlende på det tidspunkt der passede HENDE)...
.....Kæft det bliver langt det her. Sådan er det når man skriver om det der optog og stadig optager en aller-allermest, hvor ens hjerte og sjæl (og sind og alt det pis) er dybt dybt involveret og hvor man har grædt og bævet og kæmpet.en.lang.sej.kamp og hvor man elsker, elsker, elsker og vil gøre A.L.T og man er bange hele tiden og usikker fordi man ikke tror man kan stå distancen, ikke kan slå til, ikke gør noget godt nok og ikke er en skid værd som mor. ....Det sidste er jeg blevet bedre til at vende lidt om idag. Til at jeg sgu da indimellem og oftere og oftere er noget værd som mor. Kan sgu da se på min søn at jeg har en plads i hans liv og bevidsthed. Men ikke i den periode vi snakker om her.
Nå videre: Lærke gjorde sin entré midt i det hele. Det var godt. Det var så godt. Hun blev på en måde vores - og Daniels - trækdyr. Hun trak os fandme i land. Ret godt gået af en baby (og senere tumling), not? Hvar? Overbebyrde hende med ansvar? Ha. Hahahahahahaha. I kender ikke Lærke. Hun lader sig fandme ikke overbebyrde med noget somhelst. Hun tager skeen i egen hånd og fortæller os hvor skabet skal stå (og nogle gange har hun ret. Dumme unge).
14 dage efter Lærkes fødsel (eller var det 14 dage før? Er du rund, der er rendt meget vand i åen siden alligevel...) sker endnu et vendepunkt for den lille familie. Daniel starter i vuggestue. I nogle timer om dagen. Med støttepædagog. Det var godt. Det var så godt. Hun blev på en måde vores - og Daniels - superredning. Herfra: Optur. Mest. Støtten, jeg, fysioterapeut og ergoterapeut i tæt samarbejde om nogle konkrete mål: Vi får da indenfor det næste halve år lige Daniel til at lære at rejse sig op at stå. Ved noget. Skal vi aftale det? Det blev aftalen. Og det lykkedes sgu.
Nå jeg speeder lige lidt op: Daniel begynder at trives, han er snart 3 år og siger stadig ingen ord, men han iagttager interesseret de andre børn, har fin (øjen- og lyd- og fagte-)kontakt med de voksne på stuen og herhjemme begynder der at være lys også. Især fordi Daniel kort inden vuggestueopstart for første gang lykkedes med at flytte sig lidt. Via numse og hænder i siddende stilling. Henover gulvet.
Speed nu op Dorte for fanden, tror du folk har hele dagen!!
Okay: Daniels udvikling var for alvor gået igang nu. En positiv snebold der rullede og gjorde Daniel stærkere, han fik mere lyst til at udforske, han bevægede sig mere, åbnede sig mere op, moren slappede næsten en bitte smule af i samværet med sin dreng, drengen opsnappede straks morens afslappethed og pludselig pjattede og grinede han meget mere, moren var så glad så glad så glad ved at Daniel nu var den første smule selvhjulpen (numsede sig jo afsted for fanden! SE! Hvad han kan!) og gu' lykkedes det ham en dag at komme op at stå ved at holde fast i noget og pludselig ævlede lillesøsteren jo ord og en dag jeg stod og samlede et legetelt inde i stuen og Daniel, nu knapt 4 år, stod (ja, stod) bagved og støttede sig til spisebordet, lød det fra ham: 'A deeeet?
Og resten er jo så egtl. historie. Og jeg har idag en glad, sjov og aktiv dreng, der går i alm. børnehave - stadig med den samme støttepædagog. Han skal stadig have meget hjælp og mange forklaringer og gentagelser for at forstå nogle (for os andre) ret enkle sammenhænge, men det er blevet nemmere at hjemmetræne ham. For han forstår sørme så meget mere nu end før og han kan selv meddele sig! Så forlanger jeg ikke en skid mere af livet.
....Eller. Det skulle da lige være at lillesøsteren en dag lærte at man ikke kan få alting hele tiden.
Kærlig hilsen en mor der elsker.
As simple as that.
Jeg lovede i gårsdagens indlæg at der idag, efter indsamling af husets madrester (jeg tør ikke længere sige udsmidning - se nyt tilkommet læsemedlem i bloggens øverste venstre hjørne, uha-uha), ville dukke en oooordentlig røvfuld ord op om mit ældstebarns udvikling og here we go:
Da Daniel var omkring et halvt år gammel fik han nogle krampeanfald - en 4-5 gange henover en 3-fire dage. Vi blev introducerede for børneafdelingen på Næstved Sygehus. Det var ikke feberkramper men lignede dem i varighed og udtryk. Daniel blev undersøgt på alle leder og kom på anti-epilepsimedicin henover de næste ca. 7 mdr. - Ikke at man fandt noget der lignede epilepsi i hans hjerne men bare for at forebygge flere anfald det kommende stykke tid.
Det var endnu ikke gået op for os at vi havde en dreng med særlige behov. Det har man ikke på det tidspunkt. Han havde so far fulgt de normale udviklingstrin og var glad og mild. Vi var mest bare rundt på gulvet og 2 store spørgsmålstegn.
Henover det næste halvanden års tid måtte vi imidlertid sande at vores dreng havde motoriske vanskeligheder (også i den grad): Han havde meget meget lav muskelspænding og meget bløde led i hele kroppen og han var ikke endnu kommet igang med det normale babysprog.
Vi havde fysioterapeuter og ergoterapeuter på ham og efter lidt roden rundt med C's og min arbejdssituation (jeg var for mit vedkommende godt på vej ned med flaget og kunne slet ikke overskue noget på min arbejdsplads efter tilbagevenden fra barsel) endte vi op med at jeg fik lov at gå hjemme på fuld TAF (Tabt Arbejdsfortjeneste - betalt af kommunen) og kunne koncentrere mig 100% om træning af og omsorg for min dreng.
Det var eddermanme opadbakke kan jeg roligt sige. Der kunne gå formiddage med bare at lokke og opmuntre Daniel til at prøve at række ud efter en ting på gulvet, halve og hele måneder gik med at få ham til at ligge på maven og selv prøve at få vendt sig om på siden (vi taler om perioden fra han er ca. 10 mdr. gammel og frem til han bliver omkring 2 et halvt år) og i den dur. Det var en meget meget vigtig tid for Daniel. Han skulle igang med at bruge den krop jo for fanden! Jeg var ræd for at han ellers ville ende som svækling der ikke kunne nogen ting, ikke havde lyst til at prøve og ikke ville komme til at forstå en skid (ja undskyld mit sprogbrug - men tro mig det var så hårdt. Især for psyken hos moren).
Så var der hans manglende sprog og min dertil hørende frustration over hvor meget eller lidt han forstod af det jeg sagde til ham? Jo-jo han kunne da meddele sig. Lidt. Med lyde. og han opererede stort set kun med de samme to tre lyde. For det var hvad han kunne mestre at få sat sammen inde i sin mund hvor man skal tænke på han OGSÅ havde muskelsvaghed. Vi var inde og vende omkring noget tegn-til-tale (man kan - helt fascinerende -få normale babybørn til at bruge tegnsprog før de kan sige ord man kan forstå). Men den største hurdle med at træne Daniel var faktisk at få hans opmærksomhed og fokus og HOLDE det. Han var ikke væk inde i sit hovede, men han blev på et splitsekund afledt i sin opmærksomhed og lod sig fange ind (og fortabe sig) i andre ting omkring ham hele tiden.
Og så var der undersøgelser. Blodprøver (en masse... - tør jeg sige ad libitum?) og andre festlige tiltag og Daniel var bange for det ALT sammen. Han blev hurtigt så utryg. Fordi han var svag i sin krop. Fordi han ikke kunne følge med. Fordi han ikke kunne forstå ret mange sammenhænge.
Og han blev syg henover perioder på 10-15 dage af gangen - små og større virusinfektioner kunne få hans krop til at lukke helt ned og han lå på børneafdelingen og fik drop og kunne slet ikke rumme at blive talt til eller mærke trøstende hænder. Han affejede os og vendte sig væk.
Så blev jeg gravid midt i det hele (delvist planlagt men ikke at der skulle være bingo SÅ hurtigt. Men det er Lærke i en nøddeskal. Hun kom da lige tromlende på det tidspunkt der passede HENDE)...
.....Kæft det bliver langt det her. Sådan er det når man skriver om det der optog og stadig optager en aller-allermest, hvor ens hjerte og sjæl (og sind og alt det pis) er dybt dybt involveret og hvor man har grædt og bævet og kæmpet.en.lang.sej.kamp og hvor man elsker, elsker, elsker og vil gøre A.L.T og man er bange hele tiden og usikker fordi man ikke tror man kan stå distancen, ikke kan slå til, ikke gør noget godt nok og ikke er en skid værd som mor. ....Det sidste er jeg blevet bedre til at vende lidt om idag. Til at jeg sgu da indimellem og oftere og oftere er noget værd som mor. Kan sgu da se på min søn at jeg har en plads i hans liv og bevidsthed. Men ikke i den periode vi snakker om her.
Nå videre: Lærke gjorde sin entré midt i det hele. Det var godt. Det var så godt. Hun blev på en måde vores - og Daniels - trækdyr. Hun trak os fandme i land. Ret godt gået af en baby (og senere tumling), not? Hvar? Overbebyrde hende med ansvar? Ha. Hahahahahahaha. I kender ikke Lærke. Hun lader sig fandme ikke overbebyrde med noget somhelst. Hun tager skeen i egen hånd og fortæller os hvor skabet skal stå (og nogle gange har hun ret. Dumme unge).
14 dage efter Lærkes fødsel (eller var det 14 dage før? Er du rund, der er rendt meget vand i åen siden alligevel...) sker endnu et vendepunkt for den lille familie. Daniel starter i vuggestue. I nogle timer om dagen. Med støttepædagog. Det var godt. Det var så godt. Hun blev på en måde vores - og Daniels - superredning. Herfra: Optur. Mest. Støtten, jeg, fysioterapeut og ergoterapeut i tæt samarbejde om nogle konkrete mål: Vi får da indenfor det næste halve år lige Daniel til at lære at rejse sig op at stå. Ved noget. Skal vi aftale det? Det blev aftalen. Og det lykkedes sgu.
Nå jeg speeder lige lidt op: Daniel begynder at trives, han er snart 3 år og siger stadig ingen ord, men han iagttager interesseret de andre børn, har fin (øjen- og lyd- og fagte-)kontakt med de voksne på stuen og herhjemme begynder der at være lys også. Især fordi Daniel kort inden vuggestueopstart for første gang lykkedes med at flytte sig lidt. Via numse og hænder i siddende stilling. Henover gulvet.
Speed nu op Dorte for fanden, tror du folk har hele dagen!!
Okay: Daniels udvikling var for alvor gået igang nu. En positiv snebold der rullede og gjorde Daniel stærkere, han fik mere lyst til at udforske, han bevægede sig mere, åbnede sig mere op, moren slappede næsten en bitte smule af i samværet med sin dreng, drengen opsnappede straks morens afslappethed og pludselig pjattede og grinede han meget mere, moren var så glad så glad så glad ved at Daniel nu var den første smule selvhjulpen (numsede sig jo afsted for fanden! SE! Hvad han kan!) og gu' lykkedes det ham en dag at komme op at stå ved at holde fast i noget og pludselig ævlede lillesøsteren jo ord og en dag jeg stod og samlede et legetelt inde i stuen og Daniel, nu knapt 4 år, stod (ja, stod) bagved og støttede sig til spisebordet, lød det fra ham: 'A deeeet?
Og resten er jo så egtl. historie. Og jeg har idag en glad, sjov og aktiv dreng, der går i alm. børnehave - stadig med den samme støttepædagog. Han skal stadig have meget hjælp og mange forklaringer og gentagelser for at forstå nogle (for os andre) ret enkle sammenhænge, men det er blevet nemmere at hjemmetræne ham. For han forstår sørme så meget mere nu end før og han kan selv meddele sig! Så forlanger jeg ikke en skid mere af livet.
....Eller. Det skulle da lige være at lillesøsteren en dag lærte at man ikke kan få alting hele tiden.
Kærlig hilsen en mor der elsker.
As simple as that.
søndag den 26. august 2012
Psst - skal jeg røbe en hemmelighed?
Den debat der efterhånden er godt kørende omkring danskens daglige madspild ikke?
Al den snak - og bøger der er skrevet om emnet (noget med fx. at fiske de kartoffelskræller op igen, man lige har smidt ud, og putte dem i ovnen sammen med den sidste slat youghurt man normalt ikke kan få ud af kartonen og vupti har man en god nærende gang husmandskost - og invitér gerne vennerne over og smage for det er jo trendy OG politisk korrekt gastronomi det hér og ikke gamle rester!) ikke også?
- Hele det debatshow er sat igang ene og alene pga. den enorme mængde fødevarer der fosser ufortærede ud, væk og ned i skraldespanden her på adressen.
Så ved I det.
...
Jamen hvor skal jeg da næsten starte? Tag nu f.eks. en gennemsnitsmorgen hvor jeg er alene med ungerne (fordi C har morgenvagt og er skredet kl. 5-halvseks eller sådan noget...):
Mig til den 3-årige: Skal jeg lige smøre en chokolademad? (Ja jeg siger chokolademad)
Den 3-årige (inde fra sofaen, ja jeg siger inde fra sofaen): Mmmmm (som i "ja gerne")
Mig: (Smøresmøresmøre): Her! Værsgo' snutte. Mor henter lige et glas mælk i køkkenet.
Mig igen, nu til den 5 et halvt-årige: Skal du også have chokolademad skat?
Den 5-ethalvt-årige: JAAAAAAAAAAAAAAAAAAAH! JA! Jaaahhh, mig gerne ha'!
Mig: (Smøresmøresmøre): Her! Værsgo' mors dengse. Mor henter lige et glas mælk til (ved godt jeg bare kunne have hentet TO glas på en gang for helve', men sceneriet udspiller sig før min 2. kop kaffe så forlang ikke super brightness fra tagetagen på den 39-årige okay?) .
Der går nu et minuts tid.
....
Så kommer den 3-årige: Mig gerne ha' vingummier!
Mig: Nul putte.
Den 3-årige: Mig gerne HA' vingummier!!!
Mig: Det spiser man ikke til morgenmad og har du spist den mad jeg smurte?
Den 3-årige: Mmmm (som i "nej men jeg lader lige som om")...
Mig (ind i stuen og observere manglende chokoladepålæg (= pillet af og proppet i munden) og der er spist en tiny lille musebid af brødet): Lærke spis lige din mad.
Den 3-årige: Nej.
Mig: Jo.
Den 3-årige: Ne-EJ! GIDER ik'!
Mig: Hvad vil du så ha'? (ja det sagde jeg. Har stadig ikke nået 2. kop sort Brightness)
Den 3-årige: GULDKORN!
Den 5 et halvt årige, som er nået næsten halvt gennem SIN mad og som nu slipper den, rejser sig op og udbryder: JAAAAAAAAAAH oss mig!
Mig: (suk) Så kom med ud i køkkenet begge to.
Ude i køkkenet:
Mig til den 5 et halvt årige: Daniel vil du ikke hellere have ymer med sukker? (ja jeg sagde sukker - der kommer dog også havregryn i....) Du plejer da ikke at ville have guldkorn.
Den 5 et halvt årige: YMMMMER! JAAAAAAAAAH, mig gerne ha'! Oss suss (=sukker) på!
Mig: Ja. Og havregryn.
Hælde op, drysse sukker på, blande havregryn i - værsgo' til den store.
Hælde op, hælde mælk på - værsgo' til den lille.
Der går 15 sek.
Den 5 et halvt-årige: TAK FOR MAAAADDD!
Den 3-årige: Gider ik' ha' det.
Mig til den 5 et halvt årige: Daniel du har jo kun spist halvdelen.
Mig til den 3-årige: Nej det gider du ikke (fordi jeg kender hende bedre end I tror). Vil du have et stykke agurk?
Den 5 et halvt-årige: TAK FOR MAAAAAD!
Den 3-årige: Mmmmm (som i "whatever"...)
Mig til den 5 ethalvt-årige: Okay Daniel du spiste også meget aftensmad i går (og en halv mad efter sengetid. Ud af 3 madder).
Løfter ham op af høj stol med bøjle (han er - til dem der ikke ved det - ikke helt alderssvarende -gælder både motorik og omverdensforståelse, men han kommer så fint efter det og det skriver jeg et langt indlæg om imorgen - når jeg har smidt dagens madspild ud).
Til den 3-årige: Her. En KÆÆÆMPE klods agurk, smukke. Skrub så ind og se Bamse og Kylling børnliller, så kommer mor når hun har smurt madpakker.
De to trolde joller atter ind i stuen.
Der går 2 et halvt minut så står den 5 et halvt-årige der: "Nutemma-madddd (=nutellamad)"
Mig: (FOR HEDE HULE DA!) Okay men så bliver det på rugbrød!
Der går yderligere 3 sekunder så står den 3-årige der også: Mig ha' TUNSALATMAD!
Mig: (FOR F#CKING HULE MED HEDE PÅ!!!) Smøre, smøre, smøre her og her! Og nu kommer jeg med ind i stuen!
De 2 trolde og store-trold joller afsted sammen til sofa-hyggeland.
Mig (observerer halvt spist agurk-klods på sofabordet og den 5 ethalvt-åriges halve chokolademad der stadig ligger hvor han kastede den hen, nemlig i kassen med duplo og med smør-siden nedad): Aaaahh kom så og sid og spis sammen med mor (som har smurt sig en bolle med ost) I to tromle-fiser.
Der går 10 sekunder.
Den 5 ethalvt-årige: Mig obbe-mad! (=oste-mad)
Den 3-årige (der har siddet og fisket de 3 majskorn ud af tunsalat-pålægget og rent faktisk NEDSVÆLGET dem. Alle 3 majskorn): Kan ik' spise me'r! Nu jeg lege med moler-våååååks!
Mig: (Hører ikke efter længere - er opslugt af Bamse der har taget sit bamlet-skørt på....)
Al den snak - og bøger der er skrevet om emnet (noget med fx. at fiske de kartoffelskræller op igen, man lige har smidt ud, og putte dem i ovnen sammen med den sidste slat youghurt man normalt ikke kan få ud af kartonen og vupti har man en god nærende gang husmandskost - og invitér gerne vennerne over og smage for det er jo trendy OG politisk korrekt gastronomi det hér og ikke gamle rester!) ikke også?
- Hele det debatshow er sat igang ene og alene pga. den enorme mængde fødevarer der fosser ufortærede ud, væk og ned i skraldespanden her på adressen.
Så ved I det.
...
Jamen hvor skal jeg da næsten starte? Tag nu f.eks. en gennemsnitsmorgen hvor jeg er alene med ungerne (fordi C har morgenvagt og er skredet kl. 5-halvseks eller sådan noget...):
Mig til den 3-årige: Skal jeg lige smøre en chokolademad? (Ja jeg siger chokolademad)
Den 3-årige (inde fra sofaen, ja jeg siger inde fra sofaen): Mmmmm (som i "ja gerne")
Mig: (Smøresmøresmøre): Her! Værsgo' snutte. Mor henter lige et glas mælk i køkkenet.
Mig igen, nu til den 5 et halvt-årige: Skal du også have chokolademad skat?
Den 5-ethalvt-årige: JAAAAAAAAAAAAAAAAAAAH! JA! Jaaahhh, mig gerne ha'!
Mig: (Smøresmøresmøre): Her! Værsgo' mors dengse. Mor henter lige et glas mælk til (ved godt jeg bare kunne have hentet TO glas på en gang for helve', men sceneriet udspiller sig før min 2. kop kaffe så forlang ikke super brightness fra tagetagen på den 39-årige okay?) .
Der går nu et minuts tid.
....
Så kommer den 3-årige: Mig gerne ha' vingummier!
Mig: Nul putte.
Den 3-årige: Mig gerne HA' vingummier!!!
Mig: Det spiser man ikke til morgenmad og har du spist den mad jeg smurte?
Den 3-årige: Mmmm (som i "nej men jeg lader lige som om")...
Mig (ind i stuen og observere manglende chokoladepålæg (= pillet af og proppet i munden) og der er spist en tiny lille musebid af brødet): Lærke spis lige din mad.
Den 3-årige: Nej.
Mig: Jo.
Den 3-årige: Ne-EJ! GIDER ik'!
Mig: Hvad vil du så ha'? (ja det sagde jeg. Har stadig ikke nået 2. kop sort Brightness)
Den 3-årige: GULDKORN!
Den 5 et halvt årige, som er nået næsten halvt gennem SIN mad og som nu slipper den, rejser sig op og udbryder: JAAAAAAAAAAH oss mig!
Mig: (suk) Så kom med ud i køkkenet begge to.
Ude i køkkenet:
Mig til den 5 et halvt årige: Daniel vil du ikke hellere have ymer med sukker? (ja jeg sagde sukker - der kommer dog også havregryn i....) Du plejer da ikke at ville have guldkorn.
Den 5 et halvt årige: YMMMMER! JAAAAAAAAAH, mig gerne ha'! Oss suss (=sukker) på!
Mig: Ja. Og havregryn.
Hælde op, drysse sukker på, blande havregryn i - værsgo' til den store.
Hælde op, hælde mælk på - værsgo' til den lille.
Der går 15 sek.
Den 5 et halvt-årige: TAK FOR MAAAADDD!
Den 3-årige: Gider ik' ha' det.
Mig til den 5 et halvt årige: Daniel du har jo kun spist halvdelen.
Mig til den 3-årige: Nej det gider du ikke (fordi jeg kender hende bedre end I tror). Vil du have et stykke agurk?
Den 5 et halvt-årige: TAK FOR MAAAAAD!
Den 3-årige: Mmmmm (som i "whatever"...)
Mig til den 5 ethalvt-årige: Okay Daniel du spiste også meget aftensmad i går (og en halv mad efter sengetid. Ud af 3 madder).
Løfter ham op af høj stol med bøjle (han er - til dem der ikke ved det - ikke helt alderssvarende -gælder både motorik og omverdensforståelse, men han kommer så fint efter det og det skriver jeg et langt indlæg om imorgen - når jeg har smidt dagens madspild ud).
Til den 3-årige: Her. En KÆÆÆMPE klods agurk, smukke. Skrub så ind og se Bamse og Kylling børnliller, så kommer mor når hun har smurt madpakker.
De to trolde joller atter ind i stuen.
Der går 2 et halvt minut så står den 5 et halvt-årige der: "Nutemma-madddd (=nutellamad)"
Mig: (FOR HEDE HULE DA!) Okay men så bliver det på rugbrød!
Der går yderligere 3 sekunder så står den 3-årige der også: Mig ha' TUNSALATMAD!
Mig: (FOR F#CKING HULE MED HEDE PÅ!!!) Smøre, smøre, smøre her og her! Og nu kommer jeg med ind i stuen!
De 2 trolde og store-trold joller afsted sammen til sofa-hyggeland.
Mig (observerer halvt spist agurk-klods på sofabordet og den 5 ethalvt-åriges halve chokolademad der stadig ligger hvor han kastede den hen, nemlig i kassen med duplo og med smør-siden nedad): Aaaahh kom så og sid og spis sammen med mor (som har smurt sig en bolle med ost) I to tromle-fiser.
Der går 10 sekunder.
Den 5 ethalvt-årige: Mig obbe-mad! (=oste-mad)
Den 3-årige (der har siddet og fisket de 3 majskorn ud af tunsalat-pålægget og rent faktisk NEDSVÆLGET dem. Alle 3 majskorn): Kan ik' spise me'r! Nu jeg lege med moler-våååååks!
Mig: (Hører ikke efter længere - er opslugt af Bamse der har taget sit bamlet-skørt på....)
onsdag den 22. august 2012
Jeg var i god tid men SÅ!
Så skulle jeg skrive denne her sang. Til min brors svigermoders 60-årsdag.
Intet problem, jeg fik forespørgslen i god tid og skrev et vers her og to vers der henover de næste par måneder.
Meget hyggeligt faktisk. Og vupti flere dage før deadline var sangen fiks og færdig og skulle da bare lige kastes op på et worddokument.
MEN
Så foregår resten af processen således ( i nogenlunde kronologisk rækkefølge):
Jeg åbner et word-2010 dokument (ligesom de andre trillioner gange jeg skal skrive noget til print og det er foregået som det skulle - og man har jo købt office-pakken for længe siden og alt det dér trivielle krims-krams).
Jeg skriver. Lige overskriften og de første par vers. Så gemmer jeg i min sirlige Dorte-mappe under dokumenter.
Så åbner jeg det igen lidt senere og skal til at skrive de næste par vers ind.
Så beder programmet mig indtaste min 25 cifre (25? Hvorfor ikke 40? Eller 50?) lange produktnøgle-kode.
Jaja - man bliver bedt om så meget nu omstunder så naturligvis vælger jeg "ignorér" og kommer ind i mit dokument.
Så kan jeg ikke få lov at skrive videre.
Så bander jeg lidt og forsøger at gemme og åbne.
Der sker det samme.
Så bander jeg lidt mere og tjekker at jeg for fanden HAR åbnet et 2010-dokument (og ikke et 2007-dokument. For helved). Nå tjek tjek og dobbelt-tjek det har jeg SÅ HVAD ER PROBLEMET???!!
-råber jeg. Og ringer til nogen (det gør man jo, ikke? Først 1: Ignorér. 2: Band og svovl. 3: Prøv forfra på nøjagtig samme måde for det er da helt sikkert ikke en mulighed at forsøge sig med en ny metode. 3: Band, svovl OG råb. 4: Ring til nogen. Det er den gængse pc-problemløsnings-skabelon jeg kører efter ihvertfald).
"Nogen" siger så: "Hm mærkeligt. Prøv at gøre som der bliver sagt (=find den 25 cifre (!!!...#¤##) lange produktnøgle, som forefindes et sted på noget emballage)."
Jep. Right. Noget dæmrer imidlertid for findes den s#t#ns kode egtl. ikke i bunden af pc'en? ...Rode vende.. JO SGU HÆ! HÆHÆHÆHÆHÆHÆHÆ. NU SKAL JEG FANDME GI' DIG KODE (buldrer man så til computeren, for man er nået dertil hvor man svarer den igen. Skide konstruktiv adfærd)
Tastetastetaste..... tastetastetastetastetaste.....(det er jo for pokker ikke en 4-cifret bandit vi har gang i vel?)..tastetaste-TAST! SÅ!
"Du har indtastet en forkert produktnøgle. Prøv igen eller se om det er den rigtige kode du har indtastet"
Det siger den bare fordi den ved at man ved at det ikke vil gøre ondt på en skærm at man stikker den en lussing.
Well. Ved du hvad? Vi prøver igen:
Tastetastetaste..... tastetastetastetastetaste.....(det er jo for pokker ikke en 4-cifret bandit vi har gang i vel?)..tastetaste-TAST! SÅ!
"Du har indtastet en forkert produktnøgle. Prøv igen eller se om det er den rigtige kode du har indtastet"
Det siger den så fordi den er et svin.
Nå - ring til nogen, vol. 2 (efter band, svovl osv...):
"Nogen": Nåh nej vi fik en NY produktnøgle dengang vi købte office-pakken. Den ligger i en af de der kasser.
Lede rode grave HA! FUNDET! PÅ UNDER EN HALV TIME! NU skal den få kam til sit hår.......:
Tastetastetaste..... tastetastetastetastetaste.....(det er jo for pokker ikke en 4-cifret bandit vi har gang i vel?)..tastetaste-TAST! SÅ!
"Du har indtastet en forkert produktnøgle. Prøv igen eller se om det er den rigtige kode du har indtastet"
........
Gider ikke længere kommentere på psykopat-pc's opførsel.
Nøjes med at bande og svovle og råbe og ringe til nogen, vol. 3:
"Nogen": Så brug dog MIN pc!
??........
.....- Hvad helved er det for noget at sige? Komme dér med en uventet & brugbar løsning lige midt i min total-svælgen i forargelse, oprømthed og selvynk over udueligt elektronik-skrammel hvor jeg har prøvet ALT, AAAALT simpelthen og alligevel hjælper intet og hvad HAAAAAR jeg dog gjort for at alting skal drille sådan!
Nuvel. Man kan vel forsøge at afprøve "nogens" idé. Også kun fordi jeg står og har en deadline så.
Hm.
Åbne ny pc, skrive nye koder, træde ind i ukendt land (uha uha, det tastatur ligner da godt nok ikke noget JEG har prøvet før osv. Man må jo opretholde en vis grad af den i forvejen oppiskede panikstemning).
Nå hm. Skrive, skrive, GEMME! Åbne igen. Hvad? Det virker. Heldigt. Ihvertfald. At jeg lige havde en ekstra pc ved hånden. Række tunge af min egen pc. TAG DÉN, DU! Se hvad mor kan. Leve uden dig! Haha-haaaaa. Åha det kører bare. Skrive taste skrive. Må overveje at blive it-konsulent. Skrive taste skrive. Sådan som jeg bare finder løsninger. Skrive taste......
Intet problem, jeg fik forespørgslen i god tid og skrev et vers her og to vers der henover de næste par måneder.
Meget hyggeligt faktisk. Og vupti flere dage før deadline var sangen fiks og færdig og skulle da bare lige kastes op på et worddokument.
MEN
Så foregår resten af processen således ( i nogenlunde kronologisk rækkefølge):
Jeg åbner et word-2010 dokument (ligesom de andre trillioner gange jeg skal skrive noget til print og det er foregået som det skulle - og man har jo købt office-pakken for længe siden og alt det dér trivielle krims-krams).
Jeg skriver. Lige overskriften og de første par vers. Så gemmer jeg i min sirlige Dorte-mappe under dokumenter.
Så åbner jeg det igen lidt senere og skal til at skrive de næste par vers ind.
Så beder programmet mig indtaste min 25 cifre (25? Hvorfor ikke 40? Eller 50?) lange produktnøgle-kode.
Jaja - man bliver bedt om så meget nu omstunder så naturligvis vælger jeg "ignorér" og kommer ind i mit dokument.
Så kan jeg ikke få lov at skrive videre.
Så bander jeg lidt og forsøger at gemme og åbne.
Der sker det samme.
Så bander jeg lidt mere og tjekker at jeg for fanden HAR åbnet et 2010-dokument (og ikke et 2007-dokument. For helved). Nå tjek tjek og dobbelt-tjek det har jeg SÅ HVAD ER PROBLEMET???!!
-råber jeg. Og ringer til nogen (det gør man jo, ikke? Først 1: Ignorér. 2: Band og svovl. 3: Prøv forfra på nøjagtig samme måde for det er da helt sikkert ikke en mulighed at forsøge sig med en ny metode. 3: Band, svovl OG råb. 4: Ring til nogen. Det er den gængse pc-problemløsnings-skabelon jeg kører efter ihvertfald).
"Nogen" siger så: "Hm mærkeligt. Prøv at gøre som der bliver sagt (=find den 25 cifre (!!!...#¤##) lange produktnøgle, som forefindes et sted på noget emballage)."
Jep. Right. Noget dæmrer imidlertid for findes den s#t#ns kode egtl. ikke i bunden af pc'en? ...Rode vende.. JO SGU HÆ! HÆHÆHÆHÆHÆHÆHÆ. NU SKAL JEG FANDME GI' DIG KODE (buldrer man så til computeren, for man er nået dertil hvor man svarer den igen. Skide konstruktiv adfærd)
Tastetastetaste..... tastetastetastetastetaste.....(det er jo for pokker ikke en 4-cifret bandit vi har gang i vel?)..tastetaste-TAST! SÅ!
"Du har indtastet en forkert produktnøgle. Prøv igen eller se om det er den rigtige kode du har indtastet"
Det siger den bare fordi den ved at man ved at det ikke vil gøre ondt på en skærm at man stikker den en lussing.
Well. Ved du hvad? Vi prøver igen:
Tastetastetaste..... tastetastetastetastetaste.....(det er jo for pokker ikke en 4-cifret bandit vi har gang i vel?)..tastetaste-TAST! SÅ!
"Du har indtastet en forkert produktnøgle. Prøv igen eller se om det er den rigtige kode du har indtastet"
Det siger den så fordi den er et svin.
Nå - ring til nogen, vol. 2 (efter band, svovl osv...):
"Nogen": Nåh nej vi fik en NY produktnøgle dengang vi købte office-pakken. Den ligger i en af de der kasser.
Lede rode grave HA! FUNDET! PÅ UNDER EN HALV TIME! NU skal den få kam til sit hår.......:
Tastetastetaste..... tastetastetastetastetaste.....(det er jo for pokker ikke en 4-cifret bandit vi har gang i vel?)..tastetaste-TAST! SÅ!
"Du har indtastet en forkert produktnøgle. Prøv igen eller se om det er den rigtige kode du har indtastet"
........
Gider ikke længere kommentere på psykopat-pc's opførsel.
Nøjes med at bande og svovle og råbe og ringe til nogen, vol. 3:
"Nogen": Så brug dog MIN pc!
??........
.....- Hvad helved er det for noget at sige? Komme dér med en uventet & brugbar løsning lige midt i min total-svælgen i forargelse, oprømthed og selvynk over udueligt elektronik-skrammel hvor jeg har prøvet ALT, AAAALT simpelthen og alligevel hjælper intet og hvad HAAAAAR jeg dog gjort for at alting skal drille sådan!
Nuvel. Man kan vel forsøge at afprøve "nogens" idé. Også kun fordi jeg står og har en deadline så.
Hm.
Åbne ny pc, skrive nye koder, træde ind i ukendt land (uha uha, det tastatur ligner da godt nok ikke noget JEG har prøvet før osv. Man må jo opretholde en vis grad af den i forvejen oppiskede panikstemning).
Nå hm. Skrive, skrive, GEMME! Åbne igen. Hvad? Det virker. Heldigt. Ihvertfald. At jeg lige havde en ekstra pc ved hånden. Række tunge af min egen pc. TAG DÉN, DU! Se hvad mor kan. Leve uden dig! Haha-haaaaa. Åha det kører bare. Skrive taste skrive. Må overveje at blive it-konsulent. Skrive taste skrive. Sådan som jeg bare finder løsninger. Skrive taste......
Abonner på:
Opslag (Atom)