Follow by Email

torsdag den 1. marts 2012

Torsdag er jo undredag

Får lige dagens undren hurtigt overstået: Jeg undrer mig over hvad der foregår. Med min søn. Se det foregående indlæg. Så. Færdig.

Så er der noget andet, der bekymrer mig næsten lige så meget som hvad min søns fremtid mon kommer til at gå ud på:

Jeg ved nogle gange, indimellem ret tit ikke hvem jeg selv er længere eller hvad jeg har lyst til og hvad jeg skal gribe i og gøre. Nej desværre ingen kækhed over dagens indlæg. Så langt fra kækhed at jeg mest føler for at skrive med sort på sort baggrund. Eller med usynlig skrift.

Jeg er min søns hjemmetræner og det er jeg alligevel ikke de timer han bliver trænet af støttepædagog i børnehaven. Min datter går i vuggestue og er blevet selvstændig med egen omgangskreds. Når de begge er hjemme kan jeg ikke sørge ordentligt for den ene uden den anden står og mangler mig. Jeg piver ikke. Sådan ER det bare. Men midt i alt dette kan jeg sgu dårligt huske hvem jeg selv er. Jeg havde engang et arbejde (for ca. 4 år siden). Nu er min dag splittet op i små dele som hver dag sættes sammen på nye måder der ikke lige er til at forudse. Elsker mine børn (tit så det rammer helt ind gennem maven og om på rygraden og forvandler mig til blop-gelé). Men har tit en interessekonflikt med dem om hvad der ku' være spændende at lave. Jeg er jo ikke selv et barn for helve'. Det er nok dér skoen trykker.

Nå. Men der er vel ALTID en ny måde, en løsning, en vej. Måske skal jeg bare virre med hovedet og tage udfordringerne som de kommer. Istedet for at sidde her og synes jeg tåger rundt i hverdagen og ligesom ikke kan få løst op for noget.

Eller æde nogle lykkepiller.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar