fredag den 5. juli 2013

Fordele ved de fyrre, et eksempel:

"Jeg kan ikke se en skid."

- Lød det fra Den Lille Selvkørende (knapt 4-årige) her til eftermiddag ude fra gangen.

Fik mig straks til at tænke tilbage på dengang hun kun kunne ytre sig i enstavelsesord og det tydeligste hun formåede at kommunikere var "MMMÆD!"     (= "mere mælk, NU!") mens hun stak fjæset helt op i øjnene på én og skelede af bar iver efter at blive forstået med det vuns.

Fik mig dernæst til at grine højt og hjerteligt (...)

Fik mig næst derefter til at tøve en kende.

Fik mig så til at tænke "screw it, jeg må grine af alt, for jeg er gammel".





torsdag den 4. juli 2013

The signs, en tilføjelse:



- Opdager at man nok har forpasset chancen for at synge live som en 13-årig smækker diva. Ikke at jeg ikke kan synge. Eller have langt hår. Men jeg har jo andre gøremål nu. Som fx at se danske naturprogrammer på TV.

onsdag den 3. juli 2013

The signs, et udpluk

Nok snak om pms. Nu er jeg jo skide ovenpå igen. Og på vitaminpiller.

Så skal vi ikke kaste os over et andet emne? Fx 40-årsalderen. En HELT anden boldgade, ikke også?

(....)

Begynder lige med at hælde alle tegnene på den runde dag af mig:

- Finder glæde i at se "Ud-i-naturen"-programmer. Ikke på Discovery. Men den DANSKE slags, for f#ucking. Hvor der er snik-snak og anekdoter fra Gurli og Gunnars husmandssted i skoven - eller i den dur. Fandme om ikke jeg sidder og sluger skidtet råt.

- Griner højt og hjerteligt (af ingenting). Hvor skod er det ikke lige?

- Har fået mor-hænder. Dem med synlige blodårer.

- Har også fået svaghed for rutiner. Ingen skal pille ved min hverdag. Eller bytte rundt på varerne henne i fakta.

- Kan mærke spirende moral-præk-monster indeni (der sikkert er rullet helt i stilling til når Den Lille Selvkørende begynder at mene nogle ting for alvor, om en 2-3 måneder år).

- Er stolt over tøj jeg har gået med i mere end 10 år.

- Kan sige lange sætninger om småting, jeg før bare lod ske i tavshed (fx "Nå, nu er det vist på tide at jeg får klippet mine tånegle. Det er, hvad, en bum-bum 14 dage? Nej knapt 3 uger siden jeg sidst klippede dem.")

Åh jeg må stoppe nu. Det er jo hårrejsende det her.

søndag den 30. juni 2013

5 dage i helvede

Der er sgu mange sære, sælsomme, fortryllende, blændende, pisseirriterende, smukke, sjove, megasjove, særdeles sjove, hæsblæsende, skønne, frustrerende, dejlige ting forbundet med det at have fået børn.

Dagens indlæg handler om det sære.

For hvor sært er det ikke lige at før yngstens ankomst havde jeg aldrig nogensinde haft grund til at føle mig som en af dem med pms.

Ikke skyggen. Trallede gennem månederne uden så meget som en krampetrækning eller bævende læber eller nedsmeltning over en kiks der var gået i stykker.

Men along kom Lærke, aka Den Lille Selvkørende. Og efterlod min krop og sind i et syndigt, galopperende hormonkaos, der nu smelter sammen til et vulkansk udbrud sårn ca. der en gang i måneden.

Og aldrig to udbrud der ligner hinanden. En mavepuster af en gang pseudo-veer i 5 dage den ene måned kan efterfølges af totaaaaalt weltschmertz og monoton stemmeføring overfor C i 5 dage den næste måned (hvor jeg svarer på ALLE henvendelser fra hans side med "Okay", "Nå okay" eller "Nå". Uanset om han spørger om vi har nogle planer i weekenden? Mig (monotont): "Nå okay" eller om jeg har lyst til spaghetti eller kartofler til aften? Mig (monotont): "Nå". Eller om jeg har set hvad Daniel lige gjorde? Mig (monotont): "Okay").

Næste måned igen kan så byde på 5 dage hvor jeg er sikker på det er min skyld at der er nød i verden og alle ulykker ramler ned over min familie lige om lidt for det ved jeg bare og jeg kan da ligeså godt tude over det nu på forhånd og desuden har jeg ingen talenter og kunne ligeså godt forsvinde fra jordens overflade - før den alligevel bliver oversvømmet af den smeltede indlands-is - og hvor er alting synd for mine børn. Tuder lige lidt mere over deres sårbarhed. Tuder også lige lidt ekstra over at de altid får de samme 5 slags pålæg med i madpakken og det er ALT SAMMEN MIN SK- SK- SKYYYHHHLLLD!!!


Denne måned, however, tog satme så prisen. Nu siger jeg tabu-bøh-ordet:

ANGSTANFALD!!!!!!!!!!!!!

Jamen jo. Vågner sgu da op en morgen for 5 dage siden og kan ligesom ikke komme ud af flækken pga jeg selv er ved at flækkes i 334 nervevrag-dele og hjertet sprinter derudaf. Panik panik. Er jo nødt til at komme ud af den der flække for der er børn og kæreste som man gerne vil gøre noget for. Men det eneste jeg kan er at vræle "Jeg kan ikke gøre f-f-f-for d.d.d.d.d.det". Og så går jeg ellers rundt som en gigtplaget zombie (= oldinge-langsomt og i hakkende bevægelser) og er 3/4 år om at finde et stykke tøj til småkravlet de kan f.f.ff.f.f.få p.p.p.p.på inden m.m.m.m.orgenmad og SÅ må jeg sgu hen og lægge mig lidt (klokken er her kun 6.47... Lange 5 dage kan jeg godt røbe).

Nå men for at gøre en lang historie kort: Der må gøres noget. Det er blevet en tand for spændende at vente på hvad næste måned bringer. Skal vi så ikke sige jeg går til læge og får nogle vitaminpiller?

Det siger min mor (som jeg måtte hidkalde denne gang. Hun kunne da sørge for at der var en slags fattet person børnene kunne henvende sig til når C ikke var på matriklen. Og komme med gode råd: "Du skal spise nogle vitaminpiller, Dorte. Det er det jeg HELE TIDEN har sagt". Og så bagte hun lige en flok boller. Jamen de der mødre er da bare en henrivende opfindelse).

Hilsen PMS-vraget.




søndag den 23. juni 2013

Sære weekendfænomener

Mærkelig weekend.

Startede fredag med at et cirkustelt brasede sammen om ørerne på C og 499 andre mennesker (og Birthe Kjær) oppe i Kalundborg.

Drengen rev lillesøster i håret 77 gange samme dag og 800 gange den næste dag. Delvist pga. momse var på besøg, hvilket gør knægten helt kulret i kasketten af overkammet overstadighed.

Idag, søndag, bestod det meget atypiske i, at min fars kusine (som er på besøg fra USA og som er ULTRA økologisk/genbrugs-anlagt, skal vi sige det sådan... - og vegetar. Og bogbinder med eget værksted hjemme i Connecticut) ikke havde en eneste misbilligende kommentar til de dåsesodavand vi tyllede foran hende.   ???? Meget foruroligende faktisk.

.... Forklaringen må være at hun er blevet ret overbærende med årene overfor vi arme forbrugsstakler (der godt kan finde på at købe majskolber fra Marokko fordi de er billigst, UHA. Og som har hele 3 fjernsyn i huset. HELT hen i vejret!!!).  Og så er hun en utrolig elskværdig person. Jeg kan godt lide hendes indstilling til livet. Hun lever virkelig i pagt med sig selv og sine (natur-)omgivelser derhjemme på Østkysten. Men hun kan også sagtens. Hun har både præriehunde, vaskebjørne, egern og stinkdyr i baghaven....  Stinkdyr. - Må kunne give en anderledes slags sansehave, hvad?



torsdag den 20. juni 2013

Solstik

Torden og lynild over landet. Og Sparresholm Slot tæt på min tidligere arbejdsplads er brændt ned.

Sørgeligt. Et smukt slot, ellers.

.......

Så er det jeg kom til at tænke på om så slotsspøgelserne også er svitset af? Sådan så der nu går genfærd af genfærd rundt derude?

Må ringe til en clairvoyant og spørge, synes I ikke?

tirsdag den 18. juni 2013

Men ellers kommer I bare, #2

(vol. 1: Se forrige indlæg)

...Hmmm

Men det sjove ved den amerikanerfamilie (min fars kusines søn&svigerdatter) i Arizona er, at de arbejder med at etablere bæredygtigt landbrug i folks baghaver eller sådan noget. I en ørkenstat. Så bliver det eddermanme ikke mere rablende super idealistisk.

Som hvis jeg skulle prøve at gro noget pli og vandkæmmet hår ind i Den lille Selvkørende.

Som hvis jeg skulle sætte mig for at sy&strikke alt vores tøj selv her på adressen (vi ville aldrig komme ud...)

Som hvis jeg skulle give mig i kast med at pleje&vedligeholde vores automobil uden indblanden fra Det Dæksparkende Køn (vi ville aldrig komme ud...).

Som hvis jeg fandt på den målsætning at inden nytår skulle jeg være førende her til lands indenfor opdræt af økofår (ved ikke lige hvor det kom fra men det er okså sent på aftenen. Og vi ville aldrig komme ud).